Ungdomsoprør

Midt i en antikonservativ tid

24. september 2020
10 minutters læsetid
Det hedder sig i visse kredse, at vi lever i en konservativ, eller i det mindste borgerlig, tid. Men er det nu også sandt? Nationalstaten er rigtignok ikke død og borte, og der er mere eller mindre konsensus på Christiansborg om en stram udlændingepolitik. Men egentlig lever vi, ifølge Nicolaj Bøgh, i en direkte antikonservativ tid, hvor frigørelse og identitetspolitik er i højsædet, imens kultur og tradition mødes med udtalt ringeagt eller ligegyldighed.

Indimellem møder man det synspunkt i debatten, at vi lever i en konservativ, eller måske borgerlig tid. Så sent som forleden kunne man læse i Politiken, organet for den højeste oplysning, at ”vores samfund har aldrig været mere højreorienteret”. Argumentet er vist noget med, at de fleste partier går ind for en (relativt) stram udlændingepolitik, og at nationalstaten alligevel ikke er ved at dø hen, som mange for et årti eller to siden mente, at den snart ville.

Udlændingepolitisk konsensus

Hvad angår udlændingepolitikken, så er langt de fleste partier blevet enige om, at hvis man skal kunne opretholde et samfund, der ikke går op i limningen i manglende fælles ansvarsfølelse og stridigheder mellem befolkningsgrupper, så er man nødt til at have styr på, hvor mange mennesker med fremmed kulturel baggrund, der kommer ind i landet, og man er også nødt til at sikre, at dem vi tager imod, i størst muligt omfang bliver en del af vores fælles kultur, sprog m.m. og bidrager til den fælles samfundsøkonomi. Først og fremmest er det Socialdemokratiet, der har rykket sig i debatten i de senere år, og det skyldes formentlig i stort omfang en bekymring for den socialdemokratiske velfærdsstat, som forudsætter en vis homogenitet i befolkningen og en fælles forståelse af, at man bidrager så godt man kan i visse faser af livet, og så til gengæld kan trække på den fælles kasse i andre. Det er ikke rigtig foreneligt med store befolkningsgrupper, som mere eller mindre permanent er på offentlig forsørgelse og uden fælles kulturelle koder med majoritetsbefolkningen.

Nationalstaten er styrket

For så vidt angår nationalstaten, så er det rigtigt, at opbakningen til den er stigende, og dens slagkraft tilsyneladende er styrket. Men begrundelsen er i stort omfang pragmatisk. Den store tillid til, at EU, FN m.fl. kunne give os tryghed og løse verdens problemer, har lidt skibbrud. EU har tonet rent flag som et ideologisk projekt, der fremmer sine integrationsplaner, uden større hensyntagen til, om virkeligheden følger med. Derfor fjerner man den indre grænsekontrol, før der er styr på beskyttelsen af de ydre grænser. Og derfor indfører man en euro, uden at de sydeuropæiske landes økonomier er robuste nok til at deltage, med katastrofale konsekvenser i flere af landene til følge. EU er sin egen værste fjende med selvskabte problemer, og har her for nylig med stor tydelighed under corona-krisen demonstreret, at når det kommer til befolkningens sundhed og sikkerhed, så har EU intet på hjerte, så er det alene nationalstaten, man kan fæste lid til.

Dette er sandt, men det konstituerer på ingen måde en konservativ eller blot borgerlig tid.

Frigørelsesideologiens hærgen

Langt vigtigere, og det der gør, at vi måske tværtimod lever i den mindst konservative tidsalder nogensinde, er, at det danske samfund i stigende grad er præget af en grasserende frigørelsesideologi, hvor der er bred politisk opbakning til, at alle begrænsninger på individets frie udfoldelsesmuligheder som udspringer af familie, tradition, tro, arv og biologi m.m., er af det onde og bør bekæmpes. Målet for en stor del af dansk politik er, at individet skal frigøres fra flest mulige bindinger, som begrænser dets muligheder for at blive præcis det menneske, som det nu engang ønsker.

Det ser man i uddannelsesdebatten, som – navnlig fra venstrefløjspartiernes side – ikke alene handler om at bekæmpe såkaldt negativ social arv, men også om at bekæmpe den positive af slagsen. Elever med særlige forudsætninger må ikke tilbydes særligt udfordrende forløb og muligheder, og da slet ikke private skoletilbud, der tilbyder dem noget særligt, eller som harmonerer med forældrenes opfattelse af pædagogik, faglighed, tro eller livsindstilling i øvrigt. Alle børn bør komme ud som ensartede produkter af skolesystemet, uanset hvad de har med i bagagen hjemmefra. Frigørelse kobles her med lighedsideologi, som ligeledes er en mægtig politisk kraft i Danmark.

Vi ser også frigørelsesideologien for fuld udblæsning i køns- og seksualitets-debatten, hvor der er ekstremt fokus på, at der skal være frit valg på alle hylder. Allermest udtalt i debatten om juridisk kønsskifte, en lovgivningsmæssig mulighed, der blev indført i 2014, og som grundlæggende postulerer, at det medfødte køn kan ændres ved at sende en blanket ind til Det Centrale Personregister og få en mand lavet til en kvinde eller omvendt. Hvor debatten om, hvorvidt køn er en social konstruktion indtil for få år siden mest var forbeholdt rabiate kønsforskere og militante feminister, så er det i dag officiel dansk politik, som regeringen nu tilmed ønsker at udstrække til også at omfatte børn, som ligeledes skal have frit valg på kønshylderne. Køn er ikke mere virkelighed, end at det kan ændres ved tryk på et par taster og udstedelse af et nyt personnummer.

Omskæring

Et andet meget aktuelt eksempel på frigørelsesideologien er omskæringsdebatten, hvor et overvældende flertal af danskerne gerne vil frigøre minoritetsgrupper fra deres egne religiøse traditioner, selvom det overvældende flertal af dem absolut ikke føler nogen trang til at blive frigjort. Af Danmarks måske 100.000 omskårne mænd hører vi igen og igen fra den samme håndfuld i debatten, som føler sig generet af deres omskæring. De andre vil gennemgående gerne have sig fritaget for at blive kaldt for lemlæstede, seksuelt handicappede m.m. På samme måde som 1/3 af alle verdens mænd, der er omskårede. Men argumenter knyttet til tro, tradition, historie og slægt har ingen vægt i den danske debat, det er kun argumenter, der handler om individets frihed og naturvidenskab, der tæller. Påstår man andet, bliver man straks mødt med et hæmningsløst raseri på sociale medier.

Vi hører meget om, at børn og unge er stressede og har tiltagende psykiske problemer. Svaret fra venstrefløjen er altid dårligere uddannelser med lavere krav, færre karakterer m.m. Men mon ikke problemet først og fremmest er, at det er alt for hårdt for et menneske at skulle opfinde sig selv fra grunden? At ingenting er givet, og der er frit valg mellem køn, seksualitet, navne, tro, familierelationer, kropsudsmykning og mange andre ting. Foruden den generelle stemning i samfundet og på sociale medier af, at alle kan blive stort set præcis hvad de vil, og allerhelst noget helt unikt. Men de færreste af os er så unikke, når det kommer til stykket, og vi føler os i grunden bedre tilpas med, at ikke alt er i skred, og at vi konstant skal performe i rampelyset.

Identitetspolitikken skaber nye skel

Efter frigørelsesideologiens hærgen, som er vokset og vokset i styrke siden det anti-autoritære studenteroprør i 1968, kommer nu også identitetspolitikken, som er endnu farligere for samfundets sammenhængskraft. Identitetspolitikken fortæller os umiddelbart det modsatte af frigørelsesideologien, nemlig at vi skal definere os som en del af en gruppe defineret af seksualitet, race, etnicitet eller andet, og ikke som individer. Men alligevel er det to sider af samme sag, for identitetspolitikken forudsætter på samme måde, at mennesket er en tabula rasa, en blank tavle uden forbindelse til erfaring og tradition. Den forudsætter, at alt hvad vi ved om rodfæstet kultur og identitetsdannelse er borte og kan erstattes af en ny gruppeidentitet.

Identitetspolitikken bygger på forestillingen om krænkelse, at man er blevet snydt af nogen af de andre grupper – først og fremmest de hvide, heteroseksuelle mænd, som må stå på mål for stort set alle verdenshistoriens uretfærdigheder. Nu skal uretten gøres god igen, og derfor skal vi som samfund så at sige starte forfra.

Og ikke blot det. Alle uretfærdigheder skal med tilbagevirkende kraft ikke blot gøres gode igen, men helst simpelthen fjernes fra historien og kulturen. De ondes statuer skal væk, historien skal skrives om, så de hvide betyder mindre, store filosoffer skal fjernes fra pensum, hvis der er for mange hvide mænd, og vi skal lede med lys og lygte efter, om ikke der var en kvindelig søhelt i 1700-tallet, en glemt sort maler i 1800-tallet eller en fysiker, der var trans-person i 1900-tallet. Den slags er svært at finde, og så må vi i gang med at redigere i historien, så det hele alligevel passer. Det er det, man også kalder cancel culture, hvor de mest ihærdige identitetspolitikere gerne vil udviske alt det, som de ikke bryder sig om i fortiden. At vi på vejen bliver dummere, mere uvidende og historieløse, det betyder ikke for meget, for det er ikke relevante hensyn i en kamp, som alene handler om at forsøge at erobre magten i nutiden.

Identitetspolitikken påstår, at den bygger på tolerance og ønsker fremme af mangfoldighed, men den gør det modsatte. Den sætter stadig snævrere grænser for, hvad man må mene og læse, hvilke film man må se etc., og den skaber masser af konflikter mellem befolkningsgrupper, som pludselig sættes i et modsætningsforhold til hinanden, som de indtil for nylig ikke anede, at de havde.

Idealet om, at vi skal anerkende hinanden som mennesker, og ikke som sorte, hvide, mænd, kvinder m.m., som ellers har været særdeles god latin gennem adskillige årtier, er gået fløjten med denne tankegang. Du er din identitet, og du har ikke ret meget til fælles med de andre. Ifølge identitetspolitikken kan mennesker med forskellige hudfarver og etniciteter ikke forstå hinanden, og de vil aldrig kunne komme til det, for – åbenbart i modsætning til kønnet – det er jo medfødte forhold, som ikke lader sig ændre. Derfor kan en dansk filminstruktør ikke lave film om grønlændere, skuespillere, der ikke er sorte, kan ikke lægge stemmer til sorte tegnefilmsfigurer og hvide folketingsmedlemmer kan ikke forstå farvede danskeres problemer.

Men det er grundlæggende racistisk og i strid med den udvikling henimod accept af alle mennesker som ligeværdige, der har været i gang i de sidste 100 år, at tænke på den måde. Når Black Lives Matter, Enhedslisten eller Frie Grønne tillægger mennesker bestemte evner og hensigter, alene baseret på deres hudfarve, så fremmer de racismen i de danske samfund. Derudover er det også et angreb på selve grundlaget for demokratiet. Hvis hvide ikke kan træffe beslutninger på vegne af sorte eller farvede, fordi de grundlæggende ikke kan forstå dem, så er grundlaget for demokratiet i virkeligheden gået fløjten.

Frigørelsesideologien og identitetspolitikken er farlige for vores samfund, og begge dele er i sidste ende totalitære. Det er tankegange, der til syvende og sidst foragter virkeligheden og vælger ideologien i stedet.

Det konservative svar

Hvor står konservatismen i forhold til alt dette? Aldeles modsat, er det korte svar. Konservatisme handler om fællesskab, om hvordan vi opretholder og udvikler et samfund, som hænger sammen, og som alle borgere kan blive en del af. Er man borger i Danmark, så er man en del af et fællesskab, der bygger på bestemte erfaringer og et fælles, kulturelt og historisk fællesskab, som har efterladt os med en række historisk funderede samfundsinstitutioner, som stadig definerer rammerne for vores samfund.

Jo mere vi hver især køber ind på det fælles grundlag og forstår de fælles kulturelle koder, jo større er tilliden og sammenhængskraften i befolkningen. Jo længere en historie, man bygger på, og jo ældre og mere rodfæstede, de fælles institutioner er, jo større sandsynlighed er der for et velfungerende, rigt og trygt samfund. Konservatismen handler netop ikke om at dyrke individer eller gruppetænkning ud i det ekstreme, men om at fremme hensynet til helheden, hvor samfundet kunne se og rumme alle, og om generationskontrakten, der forpligter os til både at tage hensyn til de døde, de levende og de ufødte.

Det liberale svar er anderledes. Her vil typisk være en større tilbøjelighed til at opfatte kultur, tradition, tro m.m. som privatsager, som den enkelte borger frit kan vælge til og fra, og mange liberale vil tage afstand fra en stat, der definerer bestemte værdier som mere egnede til at bygge et godt samfund på end andre. Liberalismen er mangfoldig, men dele af liberal tankegang står bestemt frigørelsesideologien nær og insisterer i lige så høj grad på individets frie valg.

En insisteren på virkeligheden

Konservatismen står derfor ofte alene i forhold til at imødegå de store, samfundsopløsende tendenser i tiden, men dermed har den også en stor mulighed. Et sammenhængende og velgennemtænkt forsvar for et fælles fundament, som ikke bygger på individ- eller gruppetænkning, bør der være en stor efterspørgsel efter i den danske befolkning. Det skal først og fremmest basere sig på et forsvar for virkeligheden som modsætning til ideologien. Den virkelighed der ligger i, at vi er født som mand og kvinde, at vi hver især udspringer af en slægt og en familiemæssig sammenhæng, og at vi på grundlag af dansk historie og kultur er lykkedes med at skabe et af verdens mest harmoniske, rigeste, mest tillidsfulde og lykkeligste samfund. At vi bygger på ældgamle institutioner, som er med til at gøre vores samfund stabilt – den evangelisk-lutherske folkekirke, monarkiet og det danske land og dets natur. Eller Gud, konge og fædreland, for nu at sige det i klartekst. Vi er ikke frit svævende individer, men har noget til fælles, og det skal vores uddannelsespolitik, vores kulturpolitik, vores socialpolitik, vores forsvarspolitik og mange andre ting afspejle.

Siges det klart og tydeligt, og lægger konservative afstand til opløsningstendenserne i tiden, så tror jeg, der er en stor fremtid for dansk konservatisme. Ikke blot som et forsinkende korrektiv, der efter nogle års forløb alligevel går med til alt det, som frigørelsesideologerne og identitetspolitikerne råbte højt om, men som en markant stemme i debatten, der siger fra, klart og tydeligt.

Nikolaj Bøgh

Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside