For nyligt fyldte Det Konservative Folkepartis forhenværende formand Bendt Bendtsen 70 år. I den anledning udgiver vores forlag Munch & Lorenzen bogen Pligten kalder – Bendt Bendtsens politiske lederskab, forfattet af Nikolaj Bøgh, konservativ rådmand og fast skribent på Critique. Vi bringer her en præsentation af bogen – samt et uddrag. Bogen kan bestilles her.
Bendt Bendtsen var politisk leder for Det Konservative Folkeparti i årene 1999-2008. I denne periode formåede han at få skabt ro i sit parti, som i årene forinden havde været voldsomt plaget af uro.
Konservative blev igen regeringsduelige og en troværdig partner i VK-regeringen sammen med Venstre fra 2001. Partiet gik frem ved tre folketingsvalg i træk og væsentlige konservative mærkesager blev gennemført inden for bl.a. retspolitik, skattepolitik, uddannelsespolitik og erhvervspolitik.
Hvad var Bendt Bendtsens forudsætninger, hvad ville han i politik, hvad opnåede han og hvordan var hans vej til magten – og vejen væk fra magten igen? Det er de spørgsmål, denne bog vil forsøge at besvare.
Bogens forord er skrevet af to af de personer, der arbejdede tættest sammen med Bendt Bendtsen i hans periode som partileder, daværende kulturminister Brian Mikkelsen og Det Konservative Folkepartis generalsekretær Morten Bangsgaard. I bogens efterskrift giver historikeren og samfundsdebattøren Christian Egander Skov sit syn på Bendt Bendtsens periode i dansk politik.
Uddrag af Pligten kalder
ved Nikolaj Bøgh
Et stærkt konservativt ministerhold
”Når man udnævner ministre, er det vigtigt, at de passer ind på hylden. To dygtige politikere kan blive til to dårlige ministre, hvis de ikke passer ind på det område, de skal arbejde med”
En ting var regeringsgrundlaget, som nu var på plads. En anden stor mulighed for at give regeringssamarbejdet en markant konservativ profil var ved at få de rigtige ministerposter og vælge de rigtige ministre til at besætte dem.
Der blev plads til seks konservative ministre i den 22 mand store regering, faktisk en lille underrepræsentation af Det Konservative Folkepartis 16 mandater i Folketinget i forhold til Venstres 56.
Til gengæld gik det rigtig godt med at få de ministerposter, som passede bedst til Konservatives profil, og der blev plads til både at tegne erhvervspolitikken, udenrigspolitikken, retspolitikken, kulturpolitikken, socialpolitikken og transportpolitikken. Det var en velsammensat liste af ministerposter til de konservative, og Bendt Bendtsen vidste også godt, hvem der skulle besætte dem.
Så måtte man acceptere, at det konservative ønske – for ikke at sige krav – om at besætte skatteministerposten, som Bendt Bendtsen havde fremsat i sin landsrådstale kort forinden, ikke kunne indfries. Skatteministeriet gik i stedet til Venstres Svend Erik Hovmand. Forsvarsministeriet ville også have passet godt til Konservative, men det blev det altså heller ikke til denne gang.
Superminister for økonomi og erhverv
Hvis Bendt Bendtsen skulle have fulgt sit hjerte, havde han selv besat justitsministerposten, men efter drøftelser med Brian Mikkelsen blev han overbevist om, at det var for småt for en partileder, og i stedet gik den til Lene Espersen, mens Bendt Bendtsen selv besatte økonomi- og erhvervsministerposten foruden den mere ceremonielle post som vicestatsminister.
hans appetit på konkret politisk ansvar var større
At lederen af et mindre regeringsparti indtager posten som økonomiminister, det var der allerede tradition for. Den post havde den radikale leder Marianne Jelved haft i alle Poul Nyrup Rasmussens fire regeringer, og det samme havde hendes forgænger som partileder Niels Helveg Petersen i Schlüters KVR-regering.
Økonomiministeriet var en god platform at markere sig på i forhold til den økonomiske politik uden at få skrammer fra de mange besværlige forhandlinger og prioriteringer, som en finansminister sidder med.
Økonomiministeriet udsendte bl.a. de økonomiske redegørelser, som var en god anledning for ministeren til at sige noget mere overordnet om retningen og sundhedstilstanden for dansk økonomi, var ansvarligt for Det Økonomiske Råds arbejde m.m.
Men Økonomiministeriet alene var ikke tilstrækkelig indholdsrigt for Bendt Bendtsen. Marianne Jelved havde foretrukket det, fordi der var få ansvarsområder og meget lidt lovgivning, hvilket gav hende gode muligheder for at koncentrere sig om at lægge de store linjer for parti og regering.
Det ville Bendtsen også gøre, mens hans appetit på konkret politisk ansvar var større, og han var navnlig optaget af at sætte et markant fingeraftryk på erhvervspolitikken, som for ham var afgørende for landets økonomi, og som også repræsenterede et vigtigt konservativt profileringsområde. Partiets bagland havde traditionelt meget tæt forbindelse til dansk erhvervsliv, og det var derfor også velset i partiet, at han besatte den vigtige post som erhvervsminister også.
Økonomi- og erhvervsministeriet, med undertitlen ”Ministerium for samfundsøkonomisk styring og erhvervslivets fremme”, endte med at blive lidt af et superministerium og med at have en stor meget portefølje, som omfattede det traditionelle, ret lille økonomiministerium foruden de store områder erhverv, boliger, energi og søfart.
Herudover var Bendt Bendtsen også minister for nordiske anliggender. Bendtsen karakteriserede det som et ”wirtschaftsministerium” efter tysk forbillede, hvor man havde en tradition for at samle hele den erhvervsrettede forvaltning i samme ministerium, hvilket var helt nyt i Danmark.
Under sig havde han flere departementer og op til 11 forskellige styrelser, samtidig med, at han spillede en central rolle i regeringens mest magtfulde og tidskrævende udvalg, Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget.
Det var meget ambitiøst, der var masser af indflydelse, men det var også for meget at gabe over, ikke mindst for en partiformand, som også skulle have tid til at tage sig af partiet og tegne dets profil i offentligheden. Mange af hans partifæller, med Brian Mikkelsen i spidsen, opfordrede ham løbende til at skære noget fra, fordi der var risiko for, at Bendtsen nærmest druknede i ministeriets utallige sager.
Bendtsen karakteriserede det som et ”wirtschaftsministerium” efter tysk forbillede
Men det var vigtigt for Bendtsen selv at kunne bevise, at han kunne styre et så stort ministerområde, selvom han ikke var uddannet akademiker som mange af sine politikerkolleger. Han indså dog efterhånden, at det alligevel var blevet for stort. De nordiske anliggender afgav han allerede til Flemming Hansen i juni 2002, og i februar 2005 gik energipolitikken samme vej, samtidig med, at Connie Hedegaard nu overtog det nordiske samarbejde.
Den selvskrevne udenrigsminister
Partiets nestor og idépolitiske fyrtårn Per Stig Møller var selvskrevet til udenrigsministerposten. Den havde Bendt Bendtsen allerede stillet ham i udsigt, umiddelbart efter han var blevet konservativ leder.
Under et besøg på Per Stig Møllers kontor ude i ”Sibirien”, som er kælenavnet for de kontorer i Folketinget, der ligger i den yderste ende af Ridebanefløjen, havde Bendtsen sagt til ham, at hvis de konservative fik mulighed for at besætte udenrigsministerposten i en kommende borgerlig regering, så var det ham, der skulle have den.
Et klart tilsagn, selvom han ikke kunne love, at det kunne blive til virkelighed. Men efter Bendt Bendtsens opfattelse var Per Stig Møller en fremragende og vidende profil på det udenrigspolitiske område, som ville kunne drive det vidt og med stort engagement placere Danmark stærkt på den internationale scene. Det kom til at holde stik.
For Per Stig Møller var udenrigspolitikken et af de centrale redskaber, der var med til at definere Danmarks muligheder i verden, og der var for ham at se ingen grund til at undervurdere, hvad et lille land som Danmark kunne udrette internationalt på baggrund af dedikation, klare holdninger, indsigt og stærke netværk.
Gennem mange år havde han sat sig grundigt ind i de udenrigspolitiske udfordringer, og som partiets udenrigspolitiske ordfører siden 1987, som mangeårigt medlem af Europarådets Parlamentariske Forsamling og som EU-ordfører kendte han mange af de centrale aktører på den internationale scene.
For Per Stig Møller var udenrigspolitikken et af de centrale redskaber, der var med til at definere Danmarks muligheder i verden, og der var for ham at se ingen grund til at undervurdere, hvad et lille land som Danmark kunne udrette
Med stærk opbakning fra sin partileder blev Per Stig Møller i de følgende otte år ansigtet på en aktiv og engageret dansk udenrigspolitik med markante resultater, og i øvrigt konsekvent som en af regeringens mest populære ministre. Verdenspolitikken var i perioden voldsomt præget af følgerne af terrorangrebet på USA den 11. september 2001 og de efterfølgende invasioner i Afghanistan og siden i Irak, hvor Danmark valgte at stå skulder ved skulder med USA.
En af de helt store begivenheder var naturligvis optagelsen af 10 nye EU-lande under det danske EU-formandskab i 2002, som på mange måder helede det Europa, der gennem så mange år havde været splittet under den kolde krig.
Anders Fogh Rasmussen spillede en centrale rolle og var god til at iscenesætte sig selv under det afsluttende forløb, men hele forarbejdet, det var gjort af Per Stig Møller og Udenrigsministeriet. Under samme kolde krig havde Danmark ofte været ude på en farlig udenrigs- og sikkerhedspolitisk slingrekurs, men nu blev det under Per Stig Møllers ledelse slået fast med syvtommersøm, at Danmark var en aktiv og pålidelig del af den vestlige verdens samarbejde under USA’s ledelse.
Blandt verdens mange brændpunkter spillede Mellemøsten på mange måder den største rolle og blev genstand for Per Stig Møllers store engagement, der nåede sin kulmination med fremlæggelsen af et konkret fredsudspil, ”Køreplan for fred”, som en overgang spillede en væsentlig rolle i forsøget på at opnå en varig løsning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne, men som så mange andre tidligere forsøg blev umuliggjort af vold og mistillid mellem parterne.
Vil du læse resten? Bestil bogen her.
