Lad os se det i øjnene: Så få konservative er der faktisk ikke i Danmark

Nikolaj Bøgh, konservativ

“Hvad binder os sammen, hvilket land er vi, og hvilket land vil vi gerne være? Hvem skulle være mere egnet til at tage disse spørgsmål op end Det Konservative Folkeparti, hvis man forstår sit idépolitiske grundlag og sin historie rigtigt?” spørger konservativ rådmand på Frederiksberg Nikolaj Bøgh efter det store konservative valgnederlag.

Af Nikolaj Bøgh

Efter folketingsvalget i 1984, hvor Det Konservative Folkeparti opnåede sit hidtil bedste valgresultat nogensinde med 23,4 pct. af stemmerne og 42 mandater, karakteriserede statsminister Poul Schlüter med typisk finurlighed valgresultatet med ordene; ”Jeg vidste ikke, at der var så mange konservative, og det er der heller ikke.” Schlüters konservative parti havde fanget tidsånden i 1980erne og etableret sig som en karakteristisk pragmatisk dansk variant af den højrebølge, der stod stærkt i hele den vestlige verden i de år.

Men med greb om tidsånden følger også sandflugtsvælgere, hvor overbevisningen og partiloyaliteten ikke stikker dybt, men som let kan fristes af morgendagens populære tilbud på den politiske buffet. Schlüters ord rummede således den givetvis rigtige vurdering, at knap en fjerdedel af befolkningen formentlig ikke var decideret konservative af dyb overbevisning.

Efter folketingsvalget den 1. november 2022 kan man nok vende Schlüters ord om og sige, at det er overraskende med Det Konservative Folkepartis valgresultat, at der kun er 5,5 pct. konservative i landet, og det er der heller ikke.

De Konservative fik ikke de konservative vælgere i tale

I hvert fald, hvis vi forstår konservatismen som en idépolitisk retning, der baserer sig på modstand imod voldsomme samfundsforandringer, vægt på opsamlede erfaringer og traditioner, respekt for det nationale fællesskab og dets kultur, fokus på balancen mellem fællesskab og individ og ansvarsfølelse for det samfund, man skal give videre til efterkommerne.

Det bør der være mere end 5,5 pct. af den danske befolkning, der føler sig hjemme i og gerne vil støtte. I hvert fald viser de tilbagevendende store undersøgelser af danskernes værdier, at rygterne om, at langt de fleste danskere tilhører en kosmopolitisk elite, som føler sig bedste hjemme i fysiske eller mentale lufthavne, er overdrevet i væsentlig grad.

Og måske også er aftagende i disse år i takt med stigende globaliseringsskepsis, krise, krig og almindelig dekonstruktion af traditionelle normer i dele af den offentlige debat, som formentlig kan få flere til at søge støtte i traditionelle værdier og fællesskaber. Så antagelsen her skal være, at der er et større vælgersegment end det på valgdagen udmålte, der føler sig tiltrukket af konservativ tænkning.

Man må blot konstatere, at Det Konservative Folkeparti ikke formåede i tilstrækkelig grad at tale til de konservativt sindede vælgere. I teorien kan det både skyldes, at der var andre partier, der var bedre til det, og at de konservative formåede at skjule sit idégrundlag så grundigt, så ingen rigtig opdagede det i valgkampen.

Var Socialdemokratiet bedre til konservatisme?

Begge forklaringer har formentlig noget for sig, så lad os betragte dem hver for sig. Indledningsvis kan man spørge, hvad det i grunden vil sige at være konservativ i et land som Danmark, som gennem mange år har været præget af socialdemokratisk velfærdsstatstænkning.

Er det her det konservative standpunkt at bakke op om fortsat socialdemokratisk ledelse af velfærdsstaten og vilje til at bygge stadig nye zirater på dens monumentale bygning? Tilmed under en regeringsleder, der gennemgående fremstår viljefast og med stor autoritet og appetit på at bruge magten, også traditionelt egenskaber, der tiltaler den konservative sindstilstand? Nej, det kan det næppe være.

Man må blot konstatere, at Det Konservative Folkeparti ikke formåede i tilstrækkelig grad at tale til de konservativt sindede vælgere.

Den socialdemokratiske fællesskabsfortælling med vægt på tryghed gennem stærkt, statsligt lederskab og løfter om social og geografisk lighed, er snarere en genopfindelse af et traditionelt socialdemokrati med rødder i velfærdsstatens formative år.

Det ligger langt fra en klassisk konservativ tænkning, som har rummer en helt anden balance mellem fædreland, stat og individ og en langt større tro på borgersind, ansvarsfølelse og civilsamfund.

Var de andre borgerlige bedre til konservatisme?

I den efterhånden vidtforgrenede borgerlige familie på hele seks partier (undtaget Lars Løkkes nye teknokratbevægelse) kunne man derimod forestille sig, at andre partier end Det Konservative Folkeparti havde set fidusen i de konservative grundtanker.

Også den forklaring kan dog kun delvist eftervises. Dansk Folkeparti, som de senere år har søgt at etablere sig som en slags klon mellem et socialdemokratisk og et konservativt standpunkt, hang kun lige i med det yderste af neglene og opnåede kun støtte fra 2,6 pct. af vælgerne, og kan derfor næppe siges at have været den store konkurrent til de konservative budskaber.

Lidt anderledes forholder det sig med Liberal Alliance, der efter turbulensen i partiet i forbindelse med sidste valg fremstod dødsmærket, men har genopfundet sig selv på basis af en særegen kombination af økonomisk liberalisme og en form for kommunitær tankegang, som ikke mindst har stået stærkt i debatten om den stigende psykiske mistrivsel blandt børn og unge.

Med partileder Alex Vanopslagh i spidsen har partiet haft stærke budskaber om det personlige ansvar, men også om opgør med perfekthedskulturen og vigtigheden af at være forankret i fællesskab og kultur, hvis man skal være et harmonisk menneske. Det har været modigt som et i udgangspunkt lidt diffust liberalt parti at gå ind i debatten om det moderne menneskes og navnlig de unges eksistentielle udfordringer, men det har fungeret.

Og de pågældende budskaber, leveret med både humor og overbevisende overskud, har med stor sandsynlighed talt stærkt til konservativt sindede mennesker og været et velkomment korrektiv til venstrefløjens evige sirenesang om, at vejen til ungdommens frelse går gennem færre krav og lavere forventninger i et uddannelsessystem, som i forvejen langtfra hører til de mest præstationsorienterede i denne verden.

De øvrige borgerlige partier bidrog ikke rigtig med noget, der kan siges at repræsentere konservativ tænkning, og i det hele taget var den idépolitiske tørke blandt de borgerlige en af valgkampens helt definerende karakteristika. Liberale idéer var det således også så som så med, og de spagfærdige forsøg på at vise en samlet borgerlig front i form af en slags udspil om frit valg i den offentlige sektor og et mystisk forsøg på omsider at få succes med magtkritikken i forhold til Mette Frederiksen i forbindelse med FE-sagen, endte begge som ynkelige selvmål.

Var De Konservative gode nok til konservatisme?

Så hvad med De konservatives egen politiske profil, forsøgte man selv at præsentere et overbevisende politisk grundlag, der differentierede sig fra de øvrige borgerlige (og andre) partier ved at rumme stærke, konservative grundholdninger?

Vel ikke rigtigt. Valgkampens måske mest omtalte politiske udspil, den konservative skatteplan, blev ved valgkampens begyndelse ramt af en meget effektiv socialdemokratisk spinkampagne, som havde held med at etablere det som et faktum, at de konservative først og fremmest ønskede at afskaffe topskatten, og at det i øvrigt ville få uoverskuelige konsekvenser for velfærdssamfundet – måske sågar resultere i en tilbageføring af antallet af offentligt ansatte til omtrent niveauet før coronaepidemien begyndte (!)

Det har været modigt som et i udgangspunkt lidt diffust liberalt parti at gå ind i debatten om det moderne menneskes og navnlig de unges eksistentielle udfordringer, men det har fungeret.

Retfærdigt var det ikke, for hovedparten af planens skattelettelser lå i bunden af skatteskalaen, og den rummede også planer om investeringer i sundhed og ældrepleje.

I politik og valgkampe kan man imidlertid ikke påregne retfærdighed og uforstyrret ætertid, og det lykkedes aldrig rigtig at få planen bragt til live igen efter den var ramt af den socialdemokratiske vejsidebombe.

Måske var den også kun halvtænkt og i hvert fald dårligt kommunikeret, for der er ikke noget forkert i som konservativ at ønske lavere skat, heller ikke i toppen.

Men det er afgørende, at det ikke kommunikeres alene som større forbrugsmuligheder for den enkelte, men som en vej til større ansvarsfølelse for egen tilværelse, og ikke mindst som en vej til at sikre familierne større autonomi i en tid, hvor familiepolitikken ikke rigtig findes, men der til gengæld jævnligt opstår forsøg på yderligere at indskrænke familiernes valgmuligheder og fremme alskens former for singlelivsstil.

En skattesænkning, som mest kommunikeres som et spørgsmål om rimelighed og frihed for den enkelte, og ikke sættes ind i en større samfundsmæssig fortælling, det ligner til forveksling et liberalt budskab – og så er man som konservativ lige vidt med at retfærdiggøre sig som et umisteligt bidrag til dansk politiks rigelige biodiversitet.

Desuden efterlader det alt for let en selv som offer for den venstreorienterede fortælling om, at de alene har patent på godhed og omsorgsfuldhed, fordi man altid gerne vil dele flere at statens penge ud til flere. Men en central del af konservativ tænkning er, at den har et stærkt socialt element og bygger på næstekærlig, fælles omsorg for dem, der vil, men ikke kan.

Hvor var De Konservatives forsvarspolitik?

Med skatteplanen efterladt havareret i rabatten var der desværre ikke så meget andet overbevisende politik på hylderne, heller ikke oplagte konservative mærkesager som forsvarspolitikken, der i det hele taget glimrede ved sit fravær under valgkampen.

Hvad binder os sammen, hvilket land er vi, og hvilket land vil vi gerne være? En kultur- og identitetsdagsorden, som er stærkt påkrævet i en tid, hvor der stilles stadig hidsigere spørgsmålstegn ved alt, hvad der er givet i et menneskeliv.

Selv i en situation, hvor temaet efter invasionen i Ukraine var blevet højdespringer på listerne over vælgernes yndlingstemaer. Det havde været en oplagt konservativ dagsorden at gribe, navnlig i en situation, hvor der stort set havde været radiotavshed fra regeringens side efter indgåelsen af det nationale kompromis den 6. marts, som med en hockeystavslignende tilgang skubbede forhåbningerne om et nogenlunde fungerende dansk forsvar ud i omegnen af 2033.

At de borgerlige partier, herunder de konservative, lod sig tryllebinde af det løfte i en grad, så de ikke sagde et ord om forsvarspolitik i valgkampen, er en gåde uden lige. Et land, der ikke kan garantere sine borgere basal sikkerhed, det opfylder ikke sin allermest grundlæggende opgave, og det er nu, vores sikkerhed er truet, ikke først i 2033.

Hvor var De Konservatives uddannelsespolitik?

Et andet konservativt slagnummer kunne have været en (ud)dannelsesdagsorden, der på samme måde som Liberal Alliance gjorde med succes med sin ansvarskampagne, kunne have talt ind i den mistrivselsdagsorden, som fyldte ganske meget rundt omkring på mange af valgets debatter på uddannelsesinstitutioner og mand og mand imellem.

Uddannelsespolitik er et særegent politikområde, som alle er enige om betydningen af, men som i bund og grund af karakteriseret af, at hele systemet bliver en smule – ja, nogle gange en hel del – ringere, for hver eneste reform, der udtænkes først og fremmest på venstre side af det politiske spektrum.

Hvad enten vi taler folkeskolereform, gymnasiereform eller strukturændringer, centraliseringer og besynderlige markedsgørelser inden for erhvervsuddannelser eller universiteter, så efterlades systemet hver gang lidt mere dysfunktionelt og de børn og unge, som vel skulle have gavn af det, en lille smule mere forvirrede og desorienterede hver gang.

Uddannelsespolitik er et særegent politikområde, som alle er enige om betydningen af, men som i bund og grund af karakteriseret af, at hele systemet bliver en smule – ja, nogle gange en hel del – ringere, for hver eneste reform

Og absolut ikke med højere krav, som venstrefløjen tror, snarere tværtimod. Her virker de borgerlige partier over en kam opgivende og modløse, ude at stand til at italesætte, hvad borgerlig uddannelsespolitik er og bør være, også de konservative, som ellers fortjenstfuldt har stået helt eller delvist udenfor flere af de reformmæssige blindgyder i årenes løb. Men på det senere har også det parti tabt pusten og overblikket og overladt initiativet til venstrefløjen, fra hvem intet godt udspringer på det område (heller).

Konservative må sætte sig ud over økonomismen

I det hele taget forekommer det ret oplagt, at de konservative burde være det borgerlige parti, der ikke blot taler økonomistisk, men har tanker om ånd og sammenhængskraft, som den netop overståede valgkamp var som kemisk renset for.

Hvad binder os sammen, hvilket land er vi, og hvilket land vil vi gerne være? En kultur- og identitetsdagsorden, som er stærkt påkrævet i en tid, hvor der stilles stadig hidsigere spørgsmålstegn ved alt, hvad der er givet i et menneskeliv. Hvem skulle være mere egnet til at tage disse spørgsmål op end Det Konservative Folkeparti, hvis man forstår sit idépolitiske grundlag og sin historie rigtigt?

For at slutte med Poul Schlüter, som vi begyndte med, så betød hans første folketingsvalg som konservativ leder i 1975 en foreløbig bundrekord for partiet på 10 mandater – samme antal, som hans gamle parti indkasserede ved 2022-valget.

Ifølge hans egne udsagn var vejen til fornyet fremgang konsekvent og vedholdende at tale om, hvad det i grunden vil sige at være konservativ. Bladrer man i hans store udgivne bind med politiske taler, så synes de at bekræfte, at det faktisk var, hvad han gjorde, og på en meget bred vifte af områder, som gik langt udover økonomi, frihed og teknokrati.

Måske er det igen tid for de konservative at kigge lidt i gemmerne og se på, hvad man egentlig har at tilbyde de konservativt sindede danskere, for dem er der utvivlsomt mere end 5,5 pct. af.

Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.