Nikolaj Bøgh: Mette Frederiksen er ingen forklædt konservativ

Ordstyrer, byrådsmedlem Nikolaj Bøgh (C) åbner konferencen.

Af Nikolaj Bøgh

Er Mette Frederiksen en slags forklædt konservativ? Det spørgsmål har fyldt en del i debatten, efter at statsministeren af flere borgerlige kommentatorer er blevet udråbt til den sande forsvarer af nationale værdier, den stærke stat og genkomsten af de grænser, både fysiske og mentale, som mennesket dybest set behøver for at kunne forstå sig selv og leve et meningsfuldt liv.

Men nok så mange coronarestriktioner, grænselukninger og en udlændingepolitisk kurs, som er en rød (!) klud i ansigtet på alle regeringens støttepartier, kan ikke skjule, at Mette Frederiksen er og bliver socialdemokrat, endda en ret traditionel en af slagsen.

Tilbagevenden til det socialdemokratiske udgangspunkt

Når forvirringen opstår, skyldes det nok snarere, at Socialdemokratiet har været vidt omkring i globaliseringsbegejstring og udlændingepolitisk skyldfølelse de senere årtier, men nu er vendt tilbage til et selvfølgeligt udgangspunkt. Med Mette Frederiksen ser vi snarere en efterklang af en stramt ledet, nationalt sindet H.C. Hansensk socialdemokratisme, befriende befriet fra den kulturradikalisme og globalisme, som for alvor begyndte at præge partiet under skikkelser som J.O. Krag, Anker Jørgensen og Svend Auken.

H.C. Hansen var en mand, der tænkte nationalt. Han afsluttede sin første nytårstale med at citere Jeppe Aakjær: ”Danmark er et lidt land, Strakt fra nord til sønder, Har dog brød til alle mand, Købstedsfolk som bønder.” I sine personlige aspirationer hyldede han familien og det smukke hjem som rammen om dets liv. Deri var intet borgerligt eller usocialdemokratisk, men en trang der lå dybt i den klassiske socialdemokratiske arbejderbevægelse til at værne om det nære, tage ansvar for sig selv og sine og nå det ypperste, man nu kunne med de midler, der var blevet en betroet. Den sociale opadstræben, der lå i den klassiske arbejderbevægelse, udmøntede sig for H.C. Hansen bl.a. i en uskrømtet glæde over hjemmets fine ting, såsom sølvtøj og nyt flygel, og han opregnede det hele i en regnskabsbog under overskriften; ”Vort hjems værdier.”

I nutidens socialdemokrati er der kommet modsat fortegn på, og den sociale opadstræben er afløst af en begejstring for folkelig lavkultur, makrelmadder og dobbeltpanerede karbonader, en snobben nedad, hvor en håndboldhal er mindst lige så fin som Det Kongelige Teater – og nok endda et bedre sted at opholde sig. Hvor H.C. Hansen stod ved indgangsporten til den universelle velfærdsstat, ved sin død kun med den nyligt vedtagne folkepension i bagagen, så præsiderer Mette Frederiksen over en omfattende og stadig mere vidtforgrenet velfærdsstat, senest med indførelsen af Arne-pensionen og med en udtalt modvilje imod at rokke ved nogle af de mange typer af indkomstoverførsler, som præger systemet. Tværtimod går tendensen nu snarere i retning af at sætte ydelser op, og dermed mindske de incitamenter til at søge mod arbejdsmarkedet, som ellers hyppigt blev eftersøgt i Socialdemokratiets Thorning-Corydon-æra.

Mette Frederiksen er national for at sikre velfærdsstaten

Den store og afgørende forskel på Mette Frederiksen og det kulturradikale socialdemokrati, der kulminerede under Jørgensen og Auken, det er erkendelsen af, at den socialdemokratiske velfærdsstat i længden kun kan eksistere inden for en national ramme med betydelige begrænsninger på, hvor mange mennesker af udenlandsk herkomst, den kan forsørge. Solidariteten, for nu at tale socialdemokratisk – forstået som viljen til at betale for naboen, som er kommet i nød, for de generationer, der har bygget det fælles samfund op, og for dem, der skal finansiere det i fremtiden, den er betinget af en nogenlunde homogen befolkning. Uden en grundopfattelse, af, at vi alle er i samme båd og kun trækker på systemet i det omfang, det er rimeligt og berettiget, så bliver udgifterne til velfærdsstaten for store, og viljen til at betale for lille. Transformationen tilbage til et nationalt tænkende socialdemokrati er nu ved at være fuldendt, men den tjener først og fremmest til at fremtidssikre de store landvindinger, som velfærdsstaten efter socialdemokratisk opfattelse har opnået gennem de seneste godt 60 år.

Det er i forståelsen af mennesket og kulturen, den store forskel på et socialdemokratisk og et konservativt syn på staten viser sig, og den forskel er snarere øget end aftaget i de senere år. Velfærdsstaten er først og fremmest materialistisk og i særligt dens nuværende udformning, hvor kulturpolitikken stort set er opgivet, i bund og grund åndsforladt. Socialdemokrater og konservative deler kærligheden til den stærke stat, men står ofte langt fra hinanden i forståelsen af, hvad staten skal bruges til, og hvor stor den skal være. Vi skal efter konservativ opfattelse ikke være klienter i statens store system, som skal stå med hatten i hånden og vente på de ydelser, den stadigt mere vidtforgrenede og bekostelige velfærdsstat har udtænkt til os.

Velfærdsstaten er dansk men ikke konservativ

Den universelle velfærdsstat er et dansk projekt, men den er afgjort ikke et konservativt projekt, selvom en del af dens bærende søjler er blevet til i brede forlig mellem socialdemokrater og de borgerlige partier. Vi er i konservativ forståelse – eller bør i hvert fald være – frie og ansvarsbevidste borgere, der lever vores liv indenfor en ramme af orden og kulturelt fællesskab, garanteret af en stærk nationalstat, som også levner stor plads til det civilsamfund, der i dag på lange stræk er fortrængt af statslig virksomhed, og som for socialdemokrater har en meget begrænset værdi. Den sammenhæng har stået noget uklar blandt de borgerlige partier i nogle år, ikke mindst under Lars Løkke Rasmussens åndløse og effektivitetsbesatte teknokratregeringer. Det er snarere et produkt af begejstringen over at være sluppet ud af denne blindgyde, af det befrielsens øjeblik, som har afløst den, at begejstringen for Mette Frederiksen opstår.

Men i den henseende er hun en falsk profet, og opfattelsen af hende som værner om borgerlige værdier er et vildspor, som alene tjener til at skabe yderligere forvirring i en i forvejen stærkt forvirret borgerlig familie. Der er ingen indlysende modsætning mellem at være socialdemokrat og at være national, men der er bestemt heller ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem at være national og at være konservativ eller borgerlig.