Om nogen er Wagners komedie Die Meistersinger von Nürnberg en opera om forandring, om respekt for tradition, og om hvordan de to ting kan forenes: Forstenet tradition er lige så lidt som blind tro på vilkårlig fornyelse et gode. Men fornyelse med respekt for tradition er derimod ideelt.
Helt i stykkets ånd har man derfor i Bayreuth fra i år fået en ny opsætning af værket på programmet, der afløser Barrie Koskys opsætning fra 2017.
Hvor Kosky brugte værket til at intellektualisere over Wagners antisemitiske synspunkter, tager instruktøren bag den aktuelle opsætning, Matthias Davids, ifølge det trykte program og introduktionsforedraget fat på at fortælle historien med hovedvægten på stykkets komik.
Davids har baggrund i musical-genren, hvilket – alt andet lige – lover godt. Musicalproduktioner er ofte af høj kvalitet og gennemførte ud i alle detaljer og med hovedvægten på sammenspillet mellem musik, personer og iscenesættelse, noget mange operainstruktører desværre lidt for ofte har en tendens til at glemme.
Davids tilgang er eklektisk: Alle virkemidler, der kan fortælle historien, tages i brug på tværs af tider og stilarter. Det gælder de sorte kaffekander ved mestersangernes møde i første akt, telefonboksen i anden akt og det store oppustelige badedyr og pigernes sydtyske Tracht i tredje akt. Mestersangerne er alle gjort til medlemmer af Schlaraffia, et tysksproget Männerbund, hvor man til møderne er iført sjove hatte, der ligner nissehuer.
For så vidt en tilgang ikke så langt fra David Lynchs tilgang i eksempelvis filmen Blue Velvet (1986), der foregår i en ubestemmelig tid af alt det, der nogensinde var amerikansk, og hvor elementer fra 1950’ernes »guldalder« ubesværet blander sig med 1980’ernes æstetik i en formfuldendt helhed.
Hvor tilgangen hos Lynch er subtil og suggestiv, så er den hos Davids ekspressiv og bringer måske mere mindelser om Andrea Moses’ opsætning af samme værk på Staatsoper unter den Linden i Berlin, hvor en lang række forskellige elementer af Tyskland vælter rundt på scenen i en herlig pærevælling. En særlig interesse mod operaens budskab om den tyske kunst fortræffeligheder er dog ikke i Bayreuth Davids egentlige ærinde.
I første akt er vi i starten på en stor trappe med en kirke for enden. Efterfølgende, ved mestersangernes møde, er vi havnet i festspilhuset i Bayreuth. Igen, må man her indskyde. For både den aktuelle Bayreuth-opsætning af Tannhäuser samt Koskys opsætning af Mestersangerne foregår netop i Bayreuth. Originalt er det altså ikke lige frem. Anden akt foregår i noget der ligner Tetris-udgaven af Nürnberg, mens tredje akt foregår i hhv. en overskåret tønde (Hans Sachs’ værksted) samt ved et stort quizshow (mestersangerkonkurrencen). Scenografen Andrew E. Edwards giver ikke nogen egentlig begrundelse for sine valg, udover at betone at der anvendes trekantede former i første akt, firkanter i anden og runde former i tredje.
På trods af fremmedelementerne, så fungerer Davids opsætning fint. Den er stemningsfuld, gennemført og tager handlingen alvorligt frem for at forsøge at modsige værket eller komponisten.
Jeg er dog stadig noget spørgende ved, hvorfor man gør sig så store anstrengelser med at finde fremmedelementer frem for at gøre det oplagte, når nu man vil fortælle historien: Holde sig til forlægget.
Det store badedyr har vist ikke andet formål end et lidt for billigt grin: Til sidst, midt i Hans Sachs’ afsluttende monolog, trækker Beckmesser stikket ud til den pumpe, der holder badedyret svævende med luft, nemlig på det sted, hvor musikken bliver alvorlig, og Sachs synger »Habt acht! Uns drohen üble Streich’; – | zerfällt erst deutsches Volk und Reich«. Uden strøm til pumpen falder badedyret helt sammen. Men heldigvis bliver stikket resolut sat i igen af Hans Sachs, så badedyret kan blive pumpet svævende til den afsluttende hyldest af den tyske kunst.
Rigtig sjovt bliver det – synes instruktøren og scenografen angiveligt selv – når man erfarer, at badedyret er en stor ko (vendt på hovedet), men ikke en hvilken som helst ko, nemlig den ko der udgør varemærket for den franske friskost, Den leende ko, der på fransk hedder La vache qui rit, og som i sin tid blev skabt ud fra en satire over Wagners Die Walküre, hvor en glad ko ses på et billede under overskriften La Wachkyrie. Satiren blev anvendt på militærtransporter under 1. Verdenskrig.
Denne historiske anekdote er de færreste nok opmærksomme på; og der gøres da også påfaldende meget ud af at forklare den i både introduktionsforedrag og det trykte program. Det er da også meget sjovt, men heller ikke mere. Og det har meget lidt med Mestersangerne i Nürnberg at gøre – lidt mere morsomt havde det måske været, hvis badedyret/koen pga. varemærkets proveniens havde indgået i en opsætning af netop Valkyrien.
Men i modsætning til den tidligere opsætning er man godt underholdt. Personinstruktionen var i det væsentlige gennemtænkt; og navnlig det store masseoptrin om natten i Nürnberg i slutningen af anden akt var flot udført med en række velplacerede tegnefilmselementer, f.eks. da der pludselig dukkede en boksering op, hvor Beckmessr og David kunne mule hinanden. Underholdende var det også, da Beckmesser måtte flygte fra David og søge ly på toppen af telefonboksen, hvorfra han falder bagover og ned, da førstnævnte hårdt smækker med døren til boksen – det må have krævet en del stuntkoordinering. Et skægt element er også, at man til allersidst, mens koret gentager Hans Sachs’ hyldest til den tyske kunst, i baggrunden kan se, at Sachs og Beckmesser skændes om, hvem der egentlig skrev Das Preislied; den sang, der lød så dårligt i munden på Beckmesser og helt anderledes smukt, når den synges af Walther.
Selvom opsætningen – til trods – viser en række gode takter, var personerne ikke helt dér, hvor Bayreuth både kan og bør være. Der var for mange partier, der ikke var gode nok til at jeg er rigtig tilfreds:
Det gælder ikke mindst det centrale parti som Walther von Stolzing. Selvom Michael Spyres havde en fin stemme, så manglende den ungdommelig kækhed og kraft i udtrykket, der skal til for at gøre Walther til et troværdigt frisk pust hos de konservative Schlaraffia-mestersangere. Dette var der derimod til fulde hos Eva, der blev forrygende sunget af Christa Nilsson.
Værre for oplevelsen var dog, at det helt centrale parti som Hans Sachs måtte synges fra scenekanten af Nicholas Brownlee, mens partiets egentlige indehaver, den rutinerede Georg Zeppenfeld, pga. sygdom måtte nøjes med at spille rollen. Denne nødløsning fungerer sjældent godt, da det distraherer, når man konstant vender blikket mod sangeren og væk fra den, der spiller rollen. Bedre blev det ikke af, at Georg Zeppenfeld optrådte med mundbind under hele forestillingen, hvilket i sagens natur umuliggjorde enhver ansigtsgestik. Uanset en solid præstation fra Brownlee – særligt i de store monologer/arier i starten og slutningen af tredje akt – ændrede det ikke ved, at oplevelsen af karakteren Hans Sachs unægteligt blev noget ujævn.
Langt bedre var det fat med partiet som guldsmeden Veit Pogner, der blev fremragende sunget af Jongmin Park med stor intensitet og kraft. En fornøjelse at lytte til. Tilsvarende med Sachs’ lærling, David, der på afbud blev sunget af Ya-Chung Huang med stort overskud og humor; en fremragende præstation, ikke ulig den han udviste, da han – i øvrigt også på afbud – sang partiet i København i marts 2025.
Partiet som Beckmesser blev lidt for anonymt gestaltet af Michael Nagy. Det har været et – forstår man på et interview – bevidst valg at gøre karakteren humorforladt. Karakteren fungerer dog så afgjort bedst, når den netop bliver en karikatur og en smule overgjort. Fremførelsen fejlede ikke noget, men jeg er uenig i det kreative valg, der tages med denne karakter.
Koret – der ellers altid plejer at være i top i Bayreuth – fortjener desværre også en lille anmærkning. For uanset en god præstation i anden akt og i slutningen af tredje akt, så formåede sangerne ikke i den centrale Wach auf-passage at istemme på samme tid, hvilet lidt ødelagde et af værkets ellers bedste steder. Den nye korleder Thomas Eitler-de Lint har altså lidt, han kan forbedre.
Dét, samt de svage partier, regner jeg nu som rent forbigående. Vigtigere er, at opsætningen bekræfter en generel tendens i en mere – synes jeg – vellykket kunstnerisk retning. De aktuelle opsætninger af hhv. Den flyvende Holländer, Tannhäuser, Lohengrin, Tristan & Isolde og Parsifal peger også alle i den rigtige retning i forhold til de opsætninger, der var der før. Tendensen synes at være klar: Man er – om end med små skridt – på vej væk fra det stærkt eksperimenterende regiteater, der ellers har præget Bayreuth siden omkring årtusindskiftet.
Dette har dog ikke ændret på, at festspillene heller ikke har i 2025 har været udsolgte før start. Der er stadig i skrivende stund ledige sæder til nogle få forestillinger. Mange operascener ville nok være glade ved at have næsten udsolgt til alle forestillinger. Men for Bayreuth, en scene hvor der tidligere var årelange ventelister og sindrige billettildelingssystemer, kan det dårligt være tilfredsstillende. Allerede nu er man begyndt at sælge billetpakker til festspillenes 150-årsjubilæum i 2026 med rabat. Billetsalget sker fra festspillenes hjemmeside.
Richard Wagner, Die Meistersinger von Nürnberg. Bayreuther Festspiele, den 14. august 2025.
Referencer
Forestillingens hjemmeside:
https://www.bayreuther-festspiele.de/programm/auffuehrungen/die-meistersinger-von-nuernberg/
Introduktionsforedrag ved dr. Sven Friedrich den 14. august 2025
Matthias Davids, Eine kolossale Komödie (programindlæg)
Andrew D. Edwards, Von ehrlichen Materialien und der Unendlichkeit der Kunst (programindlæg)
Hojotoho! – das TAff Festspielmagazin, 2025, 9. Ausgabe, Interviews med hhv. Matthias Davids og Michael Nagy. Kan læses gratis her: https://www.taff-ev.org/
Richard Wagner, Die Meistersinger von Nürnberg. Textbuch der Fassung der Urafführung mit Varianten der Partitur. Herausgegeben von Egon Voss.
