Opera: Wilhelm Tell i Wien

10. december 2018
8 minutters læsetid

Hvad laver han der? Af alle steder en person, der kæmpede mod Habsburgerne, kunne opholde sig? Der er naturligvis tale om Rossinis opera om den schweiziske frihedshelt, som har fundet vej til Theater an der Wien.

Med premiere i Paris i 1829 blev Wilhelm Tell Rossinis sidste opera, selvom han levede endnu næsten 40 år indtil sin død i 1868. Tiden brugte han efter sigende på at slappe af på sit landsted i Italien og på at kreerer dekadente madretter, som eksempelvis tournedos Rossini – stegt oksemørbrad med foie gras og trøfler på smørstegt, lyst brød – der tilskrives komponisten.

Rossini opholdt sig i Paris i 1820’erne og operaen er derfor ikke skrevet på komponistens italienske modersmål, men på fransk. Rossini havde nemlig i 1824 indgået en aftale med den franske kulturminister, le ministére des Beaux-Arts, Vicomte Sosthène de la Rochenfoucauld om at blive direktør for Théâtre des Italiens, hvilket blandt andet også indebar at levere en fransk opera. Rossini havde noget nær superstjernestatus i datiden, så han kunne stille uhyrlige krav: Han udskød arbejdet flere gange, suspenderede prøverne, og nægtede til sidst at forsætte arbejdet før han af den franske stat blev garanteret en livsvarig pension på 6000 franc årligt, uanset om han bestilte noget eller ej. Ellers så han sig desværre ikke i stand til at fortsætte arbejdet med operaen. Kontrakten blev underskrevet af kong Karl X personligt. Rossini var i 1829 end ikke fyldt 40 år. Rossini nåede dog ikke i første omgang at nyde godt af pengene, da de nye magthavere efter julirevolutionen i 1830 gjorde kort proces med de mange udgifter på civillisten, herunder Rossinis pension. Et længere juridisk slagsmål endte i 1836 til komponistens fordel, hvorefter han kunne trække sig tilbage. Rossini var glad for mad, men også for penge. Komponistens virke sammenfattes således af Stephen Jay-Taylor:

”The disgruntled composer returned to Paris, where he spent the next six years of his life locked in legal proceedings in pursuit of the only kind of restoration in which he was interested: that of his money. Though all manner and combination of reasons have been advanced for Rossini’s ”great renunciation” of the stage – temperamental (he was bipolar), aesthetic (he was unsympathetic to Romanticism), political (he was a conservative), psychological (his beloved mother died in 1827) and physical – the one that is never mentioned is financial.”

Uanset om Rossini blot komponerede for at skrabe penge nok sammen til at kunne leve ubekymret resten af sine dage uden at bestille noget eller ej, så kom der fremragende musik fra hans hånd! Og Wilhelm Tell er absolut ingen undtagelse, om end den er en af hans mindre opførte værker. Rossini er mest kendt for sine vellykkede intrigekomedier (Il barbiere di Siviglia, La Cenerentolla etc.), men Wilhelm Tell er et af de mere ”seriøse” værker (komedier bør dog også tages alvorligt!) og baseret på Schillers skuespil om den schweiziske frihedshelt, der blev uropført i 1804. Operaen er en af de første inden for den genere, der senere blev til fransk grand opéra. Den er især kendetegnet ved en omfattende længde, indlagte balletoptrin, store korpassager etc. Wilhelm Tell – eller Guillaume Tell som værket egentlig kom til at hedde – blev dog ikke i eftertiden så populær som mange af Rossinis andre operaer, der i modsætning til Wilhelm Tell er standardrepertoire på de fleste operahuse. Udover den berømte ouverture, har operaen heller ikke nogen ”populærstykker”, der er blevet hængende i erindringen. Ouverturen blev hvermandseje, da den sidste del af den som ”The March of the Swiss Soldiers” fandt vej til den amerikanske western-serie The Lone Ranger, der blev sendt første gang i radioen i 1933 og siden som tv-serie. Her var tempoet dog tilpasset, så det passede til en kavalerimarch. Ouverturen har længe haft et liv som selvstændigt koncertstykke, men fulde opsætninger af Wilhelm Tell er sjældne. Allerede i Rossinis egen levetid blev der udarbejdet forkortede versioner med hans samtykke. Der skæres ofte i den omfattende handling – navnlig balletpartierne går det hårdt udover.

Dette havde man også gjort på Theater an der Wien, der her i efteråret har haft en Wilhelm Tell-opsætning på programmet under noget mere beskedne forhold, end man ser på statsoperaen. Her var de godt 5 timers handling skåret ned til knap 3½ time.

At der var tale om en skrabet udgave af værket, var også meget tydeligt fra scenografien, der i store træk blot var et nøgent scenerum med forskellige artefakter. Handlingen var tydeligvis henlagt til et moderne militærdiktatur af en eller anden art, og vi fik da derfor også, hvad dertil hører af militæruniformer og moderne skydevåben. Videoer i baggrunden viser fly, der angriber og lignende krigshandlinger. Alt dette giver mening i forhold til historien, der handler om oprør mod onde undertrykkere (konkret Habsburgerne), men også i den her sammenhæng er jeg nødt til at understrege, at det er svært at se, hvad man egentlig får ud at flytte historien? Af de mere søgte greb var tilrettelæggelsen af stykkets berømte ouverture, hvor man så koret skovle kunstig sne væk fra scenen. Ufrivilligt morsomt blev det, da noget af den kunstige sne røg ud over scenekanten og ned i orkesterkraven til en noget overrasket hornist! I slutningen af første akt, hvor de østrigske soldater angriber de fredelige bønder midt i bryllupsfestlighederne, lader man loftet over scenen køre ned, så hele scenerummet forvandles til en helvedesmaskine af en kæmpepresse, der bogstavelig talt undertrykker folket, så hele koret til sidst næsten må ligge ned. Det er da en spændende ide, men overdrevet, og man havde stået sig bedre, hvis man havde holdt mere stramt fokus på historien.

Opsætningen virker mest af alt som en sparreøvelse, hvor man gerne vil opfører Rossinis store opera, men kun så billigt som overhovedet muligt, hvorfor man bruger, hvad man har liggende fra andre produktioner.

Bedre held havde man heldigvis med stykkets karakterer.

Det mest overraskende ved værket er, at Wilhelm Tell dels har en langt mere tilbagetrukket rolle, end man skulle tro, når man tænker på, at hans navn benyttes som operaens titel. Dels opfører han sig ikke så helteagtigt i forhold til de billeder man ser for sig, hvis man forbinder ham med en helt som The Lone Ranger, der råber ”Hi-yo, Silver!”, mens han ridder ud over prærien. Tell har dårligt nok en rigtig arie; og han er ikke rigtigt en, som man har lyst til at identificere sig med. Han er i det store hele en forbenet idealist, der står fast på sine principper næsten hele vejen igennem, og som intimidere sine nærmeste til at sætte alle personlige hensyn til side for at tilslutte sig oprøret. Ikke mindst Arnold, der bestemt gerne vil hjælpe sit fædreland, men hvis hjerte er hos Mathilde, der er habsburgsk prinsesse, hvorfor ethvert forhold mellem dem synes umuligt. Stemmemæssigt besættes Tell også med en baryton, der ofte bruges til de lidt mere tvetydige partier. Tell er altså ikke den tenor, man måske kunne forvente af en “Lone Ranger”.

Der er absolut heller ikke noget heroisk over det berømte ”æbleskud” i tredje akt, der er et af de få steder, hvor Tell er ved at vakle følelsesmæssigt. Den onde østrigske guvernør, Gesler, har nemlig fanget Tells søn Jemmy, og truer med at slå drengen ihjel, hvis ikke Tell kan demonstrere sine evner som skytte ved at skyde et æble af sønnens hoved. Tell er imidlertid hverken knivkaster eller cirkusartist: Masken falder fuldstændig, og Tell viser ægte fortvivlelse og har for første gang noget, der minder om en egentlige arie. Skuddet lykkedes og bliver også startskuddet til oprøret mod Habsburgerne. Legenden er født.

Wilhelm Tell var i meget gode hænder hos den tyske baryton Christoph Pohl, der gav den sammenbidte Tell massere af karakter. Først som stålsat idealist, men også troværdig som kærlig far, der tvinges til at sætte sin søns liv på spil.

Det bliver dog ikke Tell, der i første omgang skal lede folket i kamp, for han er blevet taget til fange. Dette bliver derimod Arnold, der måske i virkeligheden er stykkets egentlige helt. Nemlig den jævne mand, der uden at være ideologisk forblændet vælger med hjertet at gøre det rigtige. Arnold har stykket i gennem været splittet mellem sine forpligtelser over for fædrelandet på den ene side og den umulige kærlighed til pigen, han elsker, på den anden side. I fjerde akt er han blevet noget mere afklaret, blandt andet foranlediget af, at den onde Gesler har ladet hans far dræbe (i Wien er det blevet til hans bror) og vælger at kæmpe helhjertet for fædrelandet. I bravurnummeret Amis, amis, secondez ma vengeance leder han folket i kamp og springer ud som fuldblods helt. Dette er lavet ret simpelt, men effektfuldt på en stor drejeskive, hvor Arnold og koret bliver ved med at gå i den modsatte retning af skivens rotation, sådan at det vitterligt ser ud som om, at de marcherer mod fjenden.

Amerikanske John Osborn brillerede hele vejen igennem i partiet som Arnold. Ikke kun på de store steder, hvor han skal træde i karakter, men nok så meget i starten af operaen, hvor han især skal vise ømhed over for sin Mathilde. Hun blev i øvrigt også fremragende sunget af amerikanske Jane Archibald.

Og det fortsætter! Den kroatisk bas Anta Jerkunica var herlig som den onde Gesler og den skotske tenor Sam Furness kunne mønstre den helt rigtige lidt “skingre” tenorklar som sømmer sig for spytslikkeren Rudolphe, Geslers håndhlanger. Sidstnævnte havde også den helt rigtige udstråling som en karikeret ”nazi-type”. Noget han opnåede ved små virkemidler, som eksempelvis at bøje hovedet let bagover, så hagepartiet fremstod mere markeret.

Måske man på Theater an der Wien havde man sparet på scenografien for at kunne få de gode sangere? Det kunne dog stadig ikke forsvare de forskellige mærkelige instruktørgreb, der blev foretaget. Man kan sagtens lave en enkel scenografi, der er tro over for værket. Det så vi jo i Odense her i foråret i forbindelse med opsætningen af Nibelungens Ring.

Jeg har heller ikke meget at udsætte på Wienersymfonikerne, Arnold Schoenberg Chor og dirigent Diego Matheuz i orkestergraven, der stod distancen hele vejen igennem og sluttede flot af med den prægtige og overraskende afdæmpede hymne til friheden, der afrunder operaen og får den til at minde om finalen i Beethovens 9. symfoni. I perioder glemte jeg helt den tåbelige scenografi. Derfor er det også svært ikke at være tilfreds.

Gioachino Rossini, Guillaume Tell, libretto af Étienne de Jouy og Hippolyte efter Friedrich Schillers skuespil. Theater an der Wien den 27. oktober 2018

Referencer

Forestillingens hjemmeside med information om stykket og de medvirkende:

https://www.theater-wien.at/de/programm/production/799/Guillaume-Tell

Warner Classics har lagt et klip ud, hvor man kan høre Bryan Hymel synge Arnolds Amis, amis, secondez ma vengeance aldeles fremragende og få en smagsprøve på, hvor flot Rossinis musik lyder, når Arnold leder folket i kamp:

https://www.youtube.com/watch?v=41NTaw4sMFE

Karin Bohnert, Ein Stück über ein Volk – Dirigent Diego Matheuz über Guillaume Tell (interview fra forestillingens program fra Theater an der Wien)

Karin Bohnert, Der Preis der Freiheit – Regisseur Torsten Fischer über Guillaume Tell (interview fra forestillingens program)

Reinhard Strohm Rossinis „Grand Opéra“ (programartikel)

Anselm Gerhard, Freiheit, steige vom Himmel – Fest und Revolution (programartikel)

Reto Müller, Die Eroberung von Paris – Rossini und die französische Oper (programartikel)

Stephen Jay-Tayler, A very French Affair (artikel trykt sammen med Pappanos indspilning af Wilhelm Tell – se nedenfor)

Friedrich Schiller, Wilhelm Tell (Reclam, 2014)

Der findes ikke mange indspilninger af Wilhelm Tell, og af fulde indspilninger af det omfattende værk er der vist kun ret få. La Scala-operaen i Milano har heldigvis lavet en flot produktion, der ser ud til at få det hele med af både danseoptrin og korpassager. Det hele under ledelse af dirigentveteranen Riccardo Mutti:

https://www.imusic.dk/mdvd/0809478030027/g-rossini-2004-guglielmo-tell-musik-dvd

En fremragende indspilning på cd er lavet af Orchestra e Coro dell’Accademia Nazionale di Santa Cecilia under ledelse af Antonio Pappano, hvor blandt andet den føromtalte John Osborn også medvirker i partiet som Arnold.

https://www.imusic.dk/cd/0190295770853/antonio-pappano-2017-rossini-guillaume-tell-compact-disc

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside