I Det Kongelige Teaters opsætning af Mozarts gennembrudsopera om Idomeneo, kongen af Kreta – der er en samproduktion med Teatro Real de Madrid, Teatro dell’Opera di Roma og Canadian Opera Company – er handlingen henlagt fra tiden umiddelbart efter den trojanske krig til nutidens Grækenland. Ilia sidder samen med andre håbefulde migranter/flygtninge fra Mellemøsten foran et metalhegn og håber på at blive lukket ind i Grækenland. På den anden side patruljere bistert udseende græske grænsevagter i uniformer bevæbnet automatvåben, mens redningsveste fra omkomne på havet skyller i land på stranden. Kommandanten er den hadefulde Elektra fra Argos, der selv har måtte flygte til Kreta efter mordet på sin mor.
Den gamle konge, Idomeneo, er endnu ikke vendt hjem fra sit troiske felttog, og imens hersker hans søn, den gode Idamante, der er forelsket i Ilia. Han åbner grænsen og lukker migranterne ind. Ikke noget der huer Elektra, der ligesom den gamle konge repræsenterer den gamle verden. Den nye verden repræsenteres af Idamante og Ilia, hvis ungdom, kærlighed og medmenneskelighed sejre til sidst over de formørkede lidenskaber og den skyldbetyngede gamle verdensorden. Til sidst smider grænsevagterne de stive uniformer og viser en skøn mangfoldighed af forskellige mennesker nedenunder. Så kan alle kan forenes i den afsluttende hyldest til mangfoldighed og menneskelighed. Lyset i salen tændes langsomt allerede inden tæppefald, så publikum kan se hinanden og al mangfoldigheden i salen: Det er os alle sammen, det handler om, ikke kun fjerne konger og prinser i mytologiske fortider. Mangfoldigheden begynder her og nu. Vi er alle mennesker.
Berlingske kan ikke styre sig af begejstring over opsætningen. Avisen citeres på Det Kongelige Teaters hjemmeside for kalde det ”et af de største, smukkeste og især et af de mest konsekvente kunstværker i Det Kongelige Teaters historie”. Man skal generelt være forsigtig med den slags absolutte udsagn. Anmelderen kan jo eksempelvis dårligt have set opsætninger fra 1800-tallet. Så der menes måske bare, at det er den bedste, af de opsætninger anmelderen har set på Det Kongelige Teater. Men det er jo noget andet. Horisonten bør måske også udvides, så den når ud over København, hvis udsagnet skal have nogen virkelig værdi. I opera- og musikhistorisk sammenhæng er det vel nærmest intetsigende, at et eller andet er det bedste nogensinde ”i København”.
Hvis vi skal starte med opsætningen, er jeg selv noget mere forbeholden end Berlingske. Idomeneo handler ganske rigtigt om en ny verden mod en gammel; den unge prins, der skal vokse op og lære at vælge rigtigt. Det vil sige vælge den sande kærlighed (Ilia) i stedet for de mørke lidenskaber (Elektra), men det er for overfladisk bare at anskueliggøre dette dilemma ved den aktuelle migrationskrise, der udspiller sig på forskellige græske øer. Operaens element af dannelseshistorie stikker langt dybere end blot at træffe et eller andet politisk valg for migranter og imod lukkede grænser etc. De klassiske dannelsesidealer, som operaen handler om, stikkere dybere end det. De vel også nærmest apolitiske for størstedelen af Det Kongelige Teaters publikum. Anderledes nok med migrationskrisen.
Heldigvis var Det Kongelige Teaters Idomeneo musikalsk en stor fornøjelse! Operaens musik er ganske dramatisk og spænder fra det rørende og intime (Ilia) til det stormfulde og udadvendte (Elektra). Den sprænger også i nogen grad rammerne for den traditionelle opera seria-tradition, den er en del af. Personerne er gjort langt mere menneskelige og ikke blot stereotyper. Det Kongelige Kappel under Julia Jones fangede præcist disse yderligheder i en stor, flot helhed, der virkelig viser at musik var alt andet end kedelig og monoton, før romantikken satte ind, og at Mozart sagtens kan vise tænder.
Et enkelt markant – desværre – lavpunkt var den svage korbesætning i den flotte korscene i slutningen af første akt, hvor de overlevende sømænd takker Neptun for at være kommet sikkert i havn ”Nettuno s’onori!” (librettoen bruger de romerske navne). Ærgerligt! For det er et af operaens absolutte højdepunkter. Selvom der var ganske mange på scenen, så var det klart, at de fleste vist var statister. I programmet reklameres der med, at der er hele 90 statister på scenen. Igen burde fokus have været et andet sted, eksempelvis på koret.
Langt bedre var sangerne, og bedst var nok Niels Jørgen Riis i titelpartiet, der flot og myndigt virkeliggjorde den aldrende monark, der fortvivles over at stå over for det forfærdelige valg enten at skulle ofre sin søn eller se sit folk som offer for havgudens vrede.
Den mest fascinerende i stykket er dog utvivlsomt den hadefulde Elektra, der siden fik sin helt egen opera, hvor Strauss’ senromantiske kæmpeorkester gav luft under lidenskabernes vinger. Mozart nåede dog ganske langt med virkemidlerne anno 1781, og musikken der følger pigen er fantastisk og dramatisk som man sjældent hører den i operaer fra den tid. De sætter sågar musikalsk gang i den storm, der får Idomeneos flåde til lide havsnød. Elektra blev flot sunget af Sine Bundgaard, der også kunne lyde næsten sød og blid i de scener, hvor virkemidlerne skulle dæmpes lidt. Navnlig i hendes arie i anden akt, hvor hun glædes ved de gunstige forhold for at ægte Idamante og skifter uniformen ud med en nydelig kjole.
Idamante er stykkets egentlige hovedrolle. Uanset at titlen ikke bærer hans navn, er det hans udvikling, handlingen drejer sig om. Så ung en mand er han, at partiet ofte gives til en kvinde som bukserolle, da det oprindelig var skrevet for en kastrat. Mozart skrev det senere til Wien-premieren i 1786 om til et regulært tenorparti, og det var den version, vi fik på Det Kongelige Teater, hvor Gert Henning-Jensen kom fint igennem partiet som den unge mand. Ikke mindst i den centrale scene i første akt, hvor han møder sin far på stranden. Rollen som den unge mand, der uegennyttigt og af uforfalsket medmenneskelighed gør det gode og rigtige kom også fint frem i det rørende forhold til den troiske flygtning, Ilia. I det hele taget var der arbejdet ganske fint med personinstruktionen, der var troværdig og gennemarbejdet. Partiet som Ilia blev rørende sunget af Marguaux de Valensart, der præcist gav et troværdigt billede af en fortvivlet pige, der har mistet alt.
Vi ender altså – igen – et sted, hvor jeg kun har uvæsentlige indvendinger mod sang og musik, men hvor opsætningen ødelægger der overordnede indtryk, og det derfor er svært at være ganske tilfreds.
Wolfgang Amadeus Mozart, Idomeneo – Rè di Creta. Libretto af Giambattista Varesco. Den 5. marts 2020
Referencer:
Forestillingens hjemmeside med information om de med virkende m.v.:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/opera/idomeneo/
Rundt om Idomeneo (programartikel uden forfatter angivet)
Leif V. S. Balthzersen, Mozarts menneskelige sagnhelte (programartikel)
Mariann Sejer, Krigens katastrofale konsekvenser (programartikel)
Robert Golding, Idomeneo, i Wolfgang Amadeus Mozart – The Music, s. 88 ff. (udgivet som del af Deccas Mozart 225 – The New Complete Edition, 2016)
Der er mange fremragende indspilninger af Idomeneo. Jeg vil anbefale tre her. En af de bedste er efter min mening Adam Fischers 2009-indspilning med Radiounderholdningsorkestret og Radiokoret, udgivet på SACD, der også er den eneste af de tre, hvor Idamante ikke synges af en tenor, men af en sopran (Kristina Hammarström). Indspilningen inkluderer også den balletmusik, der ofte undlades:
https://www.dacapo-records.dk/da/udgivelser?key=idomeneo
Ellers må fremhæves John Eliot Gardiners indspilning med The Monteverdi Choir og The English Baroque Soloists fra 1989 udgivet på Deutsche Grammophon, der var den første indspilning, der indeholdt alt den overleverede musik, herunder det han skrev til Wien-opførelsen i 1786:
https://www.deutschegrammophon.com/en/cat/4316742
Sidste anbefaling er Karl Böhms ligeledes fremragende indspilning fra 1977 med Rundfunkchor Leipzig og Staatskapelle Dresden, hvor der samles et hold af tidens store navne, eksempelvis Peter Schreier, Edith Mathis og Julia Vardy, i en vellykket øst-vesttysk samproduktion. Det Østtyske VEB Deutsche Schallplatten Berlin eksisterer vist ikke mere, men det gør Deutsche Grammophon derimod, hvor indspilningen i dag findes:
