Det er en fast tradition ved mange tyske operahuse at programsætte Wagners Parsifal ved påsketid, da den trækker meget på kristen påskesymbolik. Sidste akt foregår oven i købet langfredag. Sådan har det også været på Staatsoper unter den Linden i Berlin, hvor Parsifal har været programsat de sidste par år ved de festspil (”Festtage”), der finder sted hvert år ved påsketid. I år var det anderledes. Her blev Wagners ”Die Meistersinger von Nürnberg” fremført i stedet for. En egentlig premiere er der ikke tale om. Opsætningen er fra 2015.

”Mesteresangerne” har ganske vist intet med påske at gøre, men er til gengæld på mange måde en mere vellykket opera end Parsifal, hvis snørklede symbolik stiller meget store krav til tilskuernes forberedelse for at få et nogenlunde udbytte af operaen. Mestersangerne er derimod den opera, hvor Wagner formentlig lykkedes bedst med at skabe troværdige karakterer. Ellers lider Wagners karakterer ofte under, at de mere er tænkt som budbringere for Wagners ideer end som væsner, man kan leve sig ind i. Strauss og Mozart havde større evner ud i denne svære kunst. Wagners kvaliteter ligger andre steder.

Men i Mestersangerne viser Wagner, at han uden problemer formår at skabe nogle skønne og helt vidunderlige karakter og sætte dem i musik, så de får det nærvær, der giver operagenren sin eksistensberettigelse i en tid, hvor film og tv-serier langt mere effektivt kan formidle historier og dramatiske handlingsforløb.

Naturligvis er det efterhånden svært at se denne opera opført ”efter bogen”, det vil sige i 1500-tallets Nürnberg. Selvfølgelig kan man ikke opføre en opera, der ofte betegnes som Tysklands nationalopera, og som slutter med ordene ”zerging’ in Dunst | das heil’ge röm’sche Reich, | uns bliebe gleich | die heil’ge deutsche Kunst!” uden, at der stilles spørgsmålstegn ved tysk identitet og kultur. Sådan er det også med opsætningen i Berlin, der ikke er henlagt til Nürnberg i 1500-tallet, men til Berlin i nutiden.

Således i første akt, hvor mestersangerens møde er henlagt til et bestyrelseslokale i et højhus. De er opgraderet fra håndværkere til moderne forretningsmænd. At det foregår i Berlin antydes i første akt ved, at vi i baggrunden uden for vinduet kan se det roterende Mercedes Benz-logo, som de færreste besøgende nok har undgået at bemærke i byens “skyline”. Helt tydeligt bliver det i anden scene i sidste akt, hvor den store mestersangerkonkurrence er henlagt til pladsen foran det (næsten) genopførte Hohenzollerslot på det sted på Spreeinsel (“Museumsinsel”), hvor slottet havde stået indtil krigen og siden Østtyskland ødelagde det. Sidstnævnte for at få plads til det såkaldte “Palast der Republik”. I anden akt er vi vistnok kommet op på toppen af højhusene, hvor store neonskilte lyser med de forskellige mestersangeres navne, og således tydeligt markerer, hvor både Veit Pogner og Hans Sachs bor.

Selvom jeg er efterhånden er dødtræt af den slags regiteater, må jeg medgive, at det trods alt rammer et eller andet centralt i stykket, nemlig at tilskynde folk (tyskerne især) til at tænke over, hvad der egentlig er tysk. Wagner giver ikke selv nogle klare svar i sit stykke, udover fremhævelsen af den middelalderlige mestersangerkultur som noget særegent.

Sjovt er det derfor også at se, hvordan forskellige tyske klicheer gang på gang dukker op i opsætningen lige fra yndige piger i dirndls til punkere med farvet hår og fodboldhooligans. Særligt til sidst under den store mestersangerkonkurrence vælter det hele rundt i en stor, skøn pærevælling.

Der dukker også et par faner i farverne sort-hvid-rød (det tyske kejserriges flag) op i folkemængden foran Hohenzollerslottet til sidst, men de bliver hurtigt pakket sammen igen. Uha! Den slags er i hvert fald ikke tysk! Men var det ikke lige netop også tysk? Strengt taget rækker min viden om det tyske kejserrige ikke til at kunne konstatere, om det var så meget værre eller bedre end andre monarkier på den tid, men det er vist også temmelig tydeligt, at sort-hvid-rød-fanerne i virkeligheden skal være stedfortrædere for en anden og senere fane i samme farver, som man på grund af §§ 86 og 86a i den tyske Strafgesetzbuch vanskeligt kan vise på scenen. Uanset hvad, så virker det lidt for belejligt at definere ting ud af historien som “utyske”, fordi de ikke lige passer ind i ens egen fortælling. “Our history is not a blank page on which we can write our own version of what it should have been according to our contemporary views and prejudices.” (Lord Patten of Barnes, se referencerne). På godt og ondt er Tysklands fortid, som den nu engang er. Langt mindre berøringsangst over for denne del af Tysklands historie var Barry Kosky i sin 2017-opsætning i Bayreuth, hvor Mestersangerne var gjort til en fortælling, der udelukkende handlede om antisemitisme.

Tysk er derimod – må man forstå – den mere mangfoldige schwarz-rot-gold-fane, der bruges af Forbundsrepublikken og meget af lyssætningen og scenografien i Berlin-opsætningen er faktisk også holdt i disse farver, eksempelvis neonskiltene i anden akt. Det samme med kjoler og tøj. Den onde Beckmesser er derfor næppe helt tilfældigt iklædt den falske, gule farve i tredje akt.

Til allersidst bliver Hohenzoller slottet hejst i vejret, så vi kan se, at det bare er en kulisse – et af regiteatrets faste virkemidler er selvreferencer til sig selv som teater og iscenesættelse. Bag det er en stor, tom, grøn mark, hvor man kan foretage sig, hvad man vil. Ideen med opsætningen synes at være, at hvad der er tysk, det må man sådan set lidt selv bestemme. Vel ikke helt ved siden af stykkets pointe, om at kultur og identitet dybest set er noget der vokser frem nedefra “fra folkedybet”, og at nationer og kulturer derfor reelt ikke er bedre end det folk, de er udtryk for. Noget andet er så – for det første – om Wagner havde ret heri. For det andet fremhæver stykket jo faktisk noget konkret tysk, nemlig den såkaldte mestersangerkultur.

Det bedste ved Andrea Moses opsætning er, at den er gennemført. Der er et væld af vidunderlige detaljer man kan lægge mærke til, og jeg vil derfor også på et tidspunkt gerne se den igen. Hertil – og vigtigere – rammer den helt rigtigt Mestersangerne som et muntert værk fyldt med skønne karakterer og skøre indfald. Derfor var det også herligt, at personinstruktionen var så gennemført, som den var. Det er det vigtigste.

Særligt skal fremhæves Wolfgang Koch, der virkeliggjorde en varm og faderlig Hans Sachs. Særligt godt fungerede scenen mellem ham og Eva i anden akt. Også hun blev glimrende sunget af Julia Kleiter. Samspillet mellem de to var forestillingens højdepunkt. Man forstod til fulde, at Hans Sachs – ikke helt ulig feltmarskalinden i Strauss/Hofmannsthals Rosenkavaleren – giver afkald på den han elsker, fordi han netop elsker hende! Også scenen da hun opsøger ham først i tredje akt er meget gennemført, eksempelvis skal fremhæves en detalje som hvordan lyset forvandles og bliver dejlig varmt, som hun gør sin entre! I det hele taget er der arbejdet godt med lyset i forestillingen, så der spilles både med og mod begivenhederne i stykket i rette, afmålte doser.

Ligeså rørende man havde virkeliggjort denne scene, ligeså morsomt og absurd havde man realiseret scenen mellem den intrigante Sixtus Beckmesser og Hans Sachs, hvor Sachs forstyrrer Beckmesser, da han vil synge en skrækkelig serenade til Eva. Beckmesser blev sunget fremragende af Martin Gantner, der heldigvis ikke var bange for at lyde præcis så grimt, som denne karakter en gang i mellem skal lyde for at virke overbevisende. Ligeledes havde han den helt rigtige gestik og overspillende attitude i sit udtryk.

Partiet som den unge Walther von Stolzing blev også godt sunget af Burkhard Fritz. Han havde måske ikke helt den vokale slagkraft, som man godt lidt kunne have ønsket sig. Men spørgsmålet er vel egentlig, om ikke partiet som Walther passer lidt bedre til en mere afdæmpet og poetisk tenor? Det er jo ikke en Siegmund eller Siegfried, vi har med at gøre. Fritz havde netop et fint, poetisk udtryk, der gjorde sig godt til den drømmende Walther, der kommer til Nürnberg og blæser på alle de nedarvede regler og kun synger fra hjertet til sin Eva!

I øvrig må af sangere fremhæves den fremragende finske bas, Matti Salminen, der flot sang partiet som Veit Pogner med sin herlige, mørke stemme samt Siyabonga Maqungo, der sang partiet som Hans Sachs’ lærling, David.

Jeg har heller ikke meget at udsætte på Statsoperaens orkester under ledelse af veteranen Daniel Barenboim, der fik alt det varme, menneskelige og muntre frem i Wagners skønne karakterer. Ikke mindst må også fremhæves koret, der gjorde den sidste scene uforglemmelig med et pragtfuldt “Wach auf!”.

Generelt er jeg godt tilfreds med opsætningen. På trods af den lidt unødvendige henlæggelse til nutiden formår man til fulde at virkeliggøre Wagners karakterer med fremragende sang, musik og gennemarbejdet personinstruktion.

Richard Wagner, Die Meistersinger von Nürnberg. Staatsoper unter den Linden den 18. april 2019

Referencer

Forestillingens hjemmeside med information om de medvirkende m.v.:

https://www.staatsoper-berlin.de/de/veranstaltungen/die-meistersinger-von-nuernberg.2766/

En af de bedste opførelser af Mestersangerne, jeg kender til, er Metropolitan Operas pragtopsætning med James Morris som en fremragende Hans Sachs. Kan købes her:

https://www.imusic.dk/movies/0044007309490/wagner-heppner-matila-mooc-levine-2001-ben-heppner-karita-mattila-rene-pape-james-morris-metropolitan-opera-orchestra-james-levine-wagner-die-meistersinger-von-nurnberg-dvd

Lord Patten-citatet “Education is not indoctrination. Our history is not a blank page on which we can write our own version of what it should have been according to our contemporary views and prejudices.” er fra Oxford Universitys Chancellor, Lord Patten of Barnes, der sagde det i starten af  2016, da nogle studenteraktivister ville have fjernet en statue af Cecil Rhodes, de mente symboliserede racisme. Statuen står så vidt vides stadig på sin plads ved Oriel College. Her citeret fra universitetsavisen Cherwell: http://archive.cherwell.org/2016/01/12/chancellor-patten-implies-not-fighting-rmf-quota-treasonquot/