Christian Vigilius: Hvad mener vi med åndelig oprustning?
Åndelig oprustning tilhører ikke Socialdemokratet
idédebat og kulturkamp
Christian Holst Vigilius er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Gentofte og fhv. landsformand for Konservativ Ungdom.
Åndelig oprustning tilhører ikke Socialdemokratet
»friheden er kun meningsfuld i rammen af et forpligtende fællesskab med andre.«
Den 15. december 2022 blev dansk politik forandret, da Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen lancerede deres flertalsregering over midten. Ifølge regeringsgrundlæggerne var denne konstruktion nødvendig for at løse de store kriser, vores samfund står overfor – og sætte de politiske yderfløje uden for indflydelse. Således gik det til, at Danmark fik en teknokratisk midterregering bestående af tidligere politiske ærkerivaler og en ukuelig eks-statsminister. På trods af påstanden om at ville repræsentere danskerne, som de er flest, og harmonisere det parlamentariske arbejde, er der meget, der taler for, at en sådan konstruktion vil medføre mange uheldige konsekvenser for
Konservative fra hele Norden og en del af Europa satte hinanden stævn i Helsingfors. Men hvad binder overhovedet konservative sammen på tværs af grænser og kulturer?
Historikeren Christian Egander Skovs debatbog Borgerlig Krise udkom før valget, og var i sin diagnose af blå bloks problemer ifølge vores anmelder næsten profetisk: Efter folketingsvalget står blå blok overfor hvad der bedst kan beskrives som et komplet sammenbrud. Eftersom Lars Løkkes hævnparti, Moderaterne, indædt hævder ikke at være en del af den borgerlige forsamling, kan den ‘rigtige’ blå blok i dag kun mønstre 72 mandater. Det største borgerlige parti, Venstre, står for 23 af dem – altså under halvt så mange som Socialdemokratiet. Og nu ser vi måske konturerne af en midterregering, som ville være dødsstødet til den borgerlige opposition.
Landsformand i Konservativ Ungdom og skribent ved Critique, Christian Holst Vigilius, fortsætter her sin serie om, hvad vi skal forlange af en borgerlig reging. De Førse indlæg kan læses her , her og her Lige meget hvordan vi vender og drejer det, så har vi stadig store udfordringer med parallelsamfund og subkulturer, som dyrker anti-vestlige og anti-danske værdier, og den demografiske udvikling tilsiger, at problemet kun vil blive større over tid. For mig er det helt åbenlyst, at Danmark bliver nødt til at stoppe med at tage imod flere muslimske asylansøgere, for fællesnævneren for mange af de integrationsproblemer, vi har, er befolkningsgrupper
Landsformand i Konservativ Ungdom og skribent ved Critique, Christian Holst Vigilius, fortsætter her sin serie om, hvad vi skal forlange af en borgerlig regering. De første indlæg kan læses her og her I dag er uddannelsessystemet fuldstændigt blevet venstrefløjens domæne, og det er en stor udfordring for det borgerlige projekt. Det er i skolen, unge mennesker formes og dannes, og derfor kan det ikke nytte noget, at vi overlader dette til venstrefløjen. Først og fremmest skal vi hæve ambitionsniveauet ved at gøre læreruddannelsen langt mere krævende og udfordrende. Læreruddannelsen, som den er i dag, er useriøs. Det kan jeg med
Landsformand i Konservativ Ungdom og skribent ved Critique, Christian Holst Vigilius, fortsætter her sin serie om, hvad vi skal forlange af en borgerlig regering. Første indlæg kan læses her. Man bliver nok nødt til at acceptere, at velfærdsstaten er kommet for at blive. Det er ganske enkelt ikke politisk farbart at være imod velfærdsstaten. Men man kan sagtens omdanne velfærdsstaten, så den i højere grad understøtter det borgerlige projekt – og under alle omstændigheder kan velfærdsstaten i sin nuværende form ikke bestå på sigt med den demografiske udvikling, vi har i Danmark med flere og flere uden for den arbejdsdygtige
Når blå blok forhåbentlig genvinder magten, skal de tænke langsigtet. En varig borgerlig forandring af vores kultur og samfund forudsætter en helstøbt, værdibåret vision for Danmark, og alle politiske udspil skal passe ind i dette inspirerende narrativ om det gode borgerlige samfund, som vil styrke folkefællesskabet i Danmark. Det er vigtigt, at en borgerlig regering ikke blot agerer nyttige teknokrater for de røde velfærdsfanatikere, der kan finjustere og effektivisere de dele af den offentlige sektor, der trænger. Bevares, selvfølgelig skal pengene bruges fornuftigt, men vi skal komme med noget mere: vi skal være aktivistiske, vi skal inspirere, og vi skal
Jeg kan godt savne nogle visioner fra vores politikere. Nogle større tanker om, hvor vi gerne vil hen som samfund. Og jeg tror faktisk, der er mange, der har det som mig. Når politikere insisterer på at lege bogstavleg, og fører sig frem på at ville lave ’midterregeringer’, så synes jeg, de har misforstået deres hverv. ’Midten’ er ikke en værdi i sig selv – tværtimod. Fortæl nu, hvad I vil. Hvilke værdier I står for. Giv os noget at tro på. Så når vi går ned og stemmer, så gør vi det ikke kun af pligt, men fordi vi
Debatten om unges mentale helbred og forslaget om gratis psykologhjælp har givet meget stof til eftertanke. Jeg synes, det er rigtig godt, at der er så meget fokus på emnet, for det er tydeligvis et kæmpe problem for rigtigt mange unge mennesker i Danmark, og det virker da også til, at der er bred politisk konsensus om at gøre noget ved det. Men det kan godt ærgre mig en smule, at debatten ofte bliver forholdsvist overfladisk og floskuløs. Jeg savner den lidt mere dybdegående og reflekterende samtale om, hvorfor det er et voksende problem, at unge mennesker har ondt i
Kendetegnende for næsten alle store samfundsdebatter i Danmark er, at venstrefløjen ejer præmissen; dermed er det kun et spørgsmål om tid, før de får deres politiske vilje. Den underliggende konsensus på størstedelen af det politiske spektrum er, at det endemål, som venstrefløjen opstiller, egentlig er det rigtige, og så kan vi diskutere, hvordan vi opnår det. De borgerliges rolle bliver hermed blot at forsinke ‘udviklingen’ med X antal å, ved at komme med praktiske indvendinger. For tiden handler det eksempelvis om familiens betydning, som helst skal udviskes, fordi det faktum, at nogen kommer fra mere ressourcestærke familier end andre, er
Jeg kan ikke altid genkende mit elskede land, når jeg følger den offentlige debat. Her kan man let få indtrykket af, at Danmark er et patriarkalsk samfund med strukturel racisme, som i øvrigt undertrykker homoseksuelle, transkønnede og alle andre minoriteter. Det lyder måske karikeret, men i virkeligheden gengiver jeg blot populære og udbredte paroler om, at der er »strukturel racisme« i Danmark, at der »selvfølgelig« ikke er lighed mellem mænd og kvinder, at der er en »heteronormativ diskurs«, der stigmatiserer og undertrykker homoseksuelle og transkønnede. Mange af disse postulater er ikke engang genstand for debat, men bliver taget som selvfølge
Metoo-bevægelsen har været et sundt og nødvendigt opgør med en sexistisk kultur i den politiske verden, såvel som i andre magthierarkier i Danmark. Folkedomstolen har tjent et formål, for den har dømt skyldige krænkere. Krænkere, som gang på gang har begået overgreb, uden at det har haft nogen konsekvenser – hverken juridisk eller karrieremæssigt. I en sådan situation fortjener man folkets dom, så fortjener man at blive offentligt udskammet, og man fortjener at blive sat fra bestillingen. Jeg tror, de færreste vil være uenige i, at den danske befolkning alt andet lige er blevet ’mindre sexistiske’ over de sidste 50
Identitetspolitik fylder mere og mere på den politiske scene. Et fænomen, der hidtil primært har hærget i USA, anført af den famøse ’woke’ bevægelse ser nu også sit indtog i Danmark, og truer den borgerlige, frie fornuft på alle leder og kanter. Senest med det nystiftede parti, ’De Frie Grønne’, som i bedste Black Lives Matter-jargon påstår, at de vil være kompromisløse i deres kamp mod racisme i Danmark – anført af den tidligere alternativist og SF’er Sikandar Siddique, som for kort tid siden foreslog, at kvinder skulle have fri fra arbejde, når de havde menstruation. Identiteter spilles ud mod