Den 15. december 2022 blev dansk politik forandret, da Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen lancerede deres flertalsregering over midten. Ifølge regeringsgrundlæggerne var denne konstruktion nødvendig for at løse de store kriser, vores samfund står overfor – og sætte de politiske yderfløje uden for indflydelse.
Således gik det til, at Danmark fik en teknokratisk midterregering bestående af tidligere politiske ærkerivaler og en ukuelig eks-statsminister.
På trods af påstanden om at ville repræsentere danskerne, som de er flest, og harmonisere det parlamentariske arbejde, er der meget, der taler for, at en sådan konstruktion vil medføre mange uheldige konsekvenser for vores samfund: en polarisering af dansk politik og paradoksalt nok en svækkelse af den pragmatiske midte, en underminering af naturlige politiske dynamikker, en øget mistillid til folkestyret, en acceleration af den statsfaciliterede emancipation, en eftergivenhed over for de identitetspolitiske strømninger i vores samfund og en stadig større afstand mellem folket og eliten.
Hvis man skal være imødekommende over for ræsonnementet bag at samle de pragmatiske midterpartier i et regeringssamarbejde, må man give SVM-agitatorerne ret i, at dansk politik er blevet mere fragmenteret og polariseret de seneste par år.
Vi har fået mange små partier på fløjene, mindre kompromisvillighed, flere ultimative krav, og en del af partierne er personbårne i en sådan grad, at man må betvivle deres overlevelsesmuligheder, hvis partilederen skulle få den famøse teglsten i hovedet. Vælgerne er bevægelige som aldrig før, og med en presse, der ofte dyrker konflikten, skabes der usikkerhed og ustabilitet i det parlamentariske samarbejde.
Så langt vil jeg gerne anerkende initiativtagerne bag midterregeringen, og jeg forstår frustrationen, som særligt Lars Løkke og Mette Frederiksen har givet udtryk for. Men så stopper forståelsen også. For hvor frustrerende denne udvikling end måtte være, så er en regering over midten ingenlunde løsningen – snarere tværtimod.
SVM-regeringens selverklærede eksistensgrundlag er at løse de påståede store samfundskriser, og de nærmest praler af at ville gennemføre upopulære reformer. At forestille sig det ikke vil skubbe mange frustrerede vælgere fra sig, kræver en naivitet, som man næsten ikke tør tillægge nogle af landets fremmeste politikere.
Men til forskel fra tidligere har vælgerne ikke længere muligheden for at skifte over til det andet store, regeringsduelige midterparti, men er i stedet tvunget til at søge ud på henholdsvis højre- og venstrefløjen.
Således underminerer midterregeringen sit eget ræsonnement ved de facto at styrke de yderfløje, som de gerne vil sætte uden for indflydelse, og ender altså med at svække den politiske midte.
Det er ganske entydigt det billede, som meningsmålingerne lige siden regeringsdannelsen har vist, og samme dynamik har gjort sig gældende i andre europæiske lande med lignende regeringskoalitioner.
Dertil kommer en lidt mere grundlæggende misforståelse af, hvad ideologi er, og en manglende erkendelse af egen tendentiøse subjektivitet.
SVM-regeringen synes at være bygget på en idé om, at man inde på midten af dansk politik kan hæve sig over ideologiske uenigheder og som en slags ’fornuftens højborg’ føre den indiskutabelt nødvendige politik for Danmark.
Man skal ikke være nogen stor politisk filosof for at gennemskue, at al politik er normativ og reproducerer et bestemt samfundssyn – det gælder også systembevarende og teknokratisk politik.
SVM-regeringens ideologi er ganske vist sammensat, idet der både indgår socialdemokratiske, socialliberale, progressive og teknokratiske elementer, men ikke desto mindre ér der tale om en bestemt samfundsanskuelse, der i et demokrati som vores ikke kan kendetegnes som ubestrideligt god eller fornuftig.
Tankegangen er naiv og udtryk for en arrogance over for divergerende synspunkter fra de såkaldte yderfløje. Og selvom det ganske givet kan være frustrerende at skulle samarbejde med alle mulige små partier, så er ‘yderfløjene’ ikke en eller anden ond kraft, som demagoger tryller ud af den blå luft.
Det er folket. Og i et folkestyre er det en dårlig taktik at forsøge at træde folket under fode. Det vil vende tilbage med fornyet styrke. Det er præcist det samme, der er sket i Sverige, hvor Sverigedemokraterne nu er det største borgerlige parti, fordi man har forsøgt at afskære dem fra indflydelse så længe som muligt.
Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199 kr, så modtager du Årsskriftet Critique med posten.
