I 175 år har Danmarks Riges Grundlov været garantien for vores frihed og for det demokratiske fællesskab, vi alle er en del af. Grundloven er mere end blot en paragraftekst; den er symbolet på de værdier, der definerer os som nation: frihed, fællesskab, fejlbarlighed og fordragelighed.

Hver generation må fortolke de her værdier i lyset af tidens udfordringer – og det er netop, hvad vi også gør i dag. Disse fire værdier danner den røde tråd i min tale. Lad mig begynde med kernen af det hele: frihed.

Frihed er fundamentet under det danske samfund. Vores frihedsrettigheder – ytringsfrihed, trosfrihed, forsamlingsfrihed – er ikke blot smukke ord på papir; de er det daglige åndedræt i vores demokrati. I dag kan vi samles her og sige vores mening, fordi generationer før os kæmpede for netop den frihed. For frihed kommer aldrig gratis eller uden kamp.
Det ser vi tragisk tydeligt ude i verden.

Ukraines folk kæmper stadig med heltemod for deres frihed og ret til selv at bestemme deres fremtid. De står imod en overmægtig aggressor, som vil knægte deres selvstændighed. Når vi ser ukrainerne vifte deres blå-gule flag under missilregnen, bliver vi mindet om, hvor dyrebar vores egen frihed er, og hvor vigtigt det er, at vi forsvarer den imod tyranni.

Danmark er et lille land, men vi har ikke tøvet med at støtte Ukraine – for deres kamp er i bund og grund også vores kamp.

Vi må også værne friheden herhjemme. Selv i store demokratier som USA kan frihed og demokrati komme under pres, når en præsident udfordrer normer og nægter valgresultater. Med Trump tilbage i Det Hvide Hus er den politiske polarisering forværret, og det minder os om, at friheden aldrig må tages for givet.

Som konservative ved vi, at frihed kræver ansvar – ikke bare til at sige sin mening, men også til at stå fast på sandheden. Når konspirationsteorier florerer på sociale medier og i magtens korridorer, må vi holde fast i fakta og fælles virkelighed.

Frihed er sollyset i vores samfund – det, der giver os mulighed for at tænke stort, drømme, kritisere og skabe. Men frihedens levedygtighed forudsætter, at man gør brug af den på en ordentlig måde. Og det fører mig til næste værdi: fællesskab. For friheden er kun meningsfuld i rammen af et forpligtende fællesskab med andre.

*

Danmark er bygget på fællesskab. Vores demokratiform hviler på idéen om, at vi som borgere står skulder ved skulder – at vi løfter i flok for det fælles bedste. Fællesskab betyder, at ingen af os er alene – vi er en del af noget større. Vi mærkede det for et par år siden, da vi stod sammen under pandemien, og vi mærker det, når vi samles på en dag som i dag for at fejre vores fælles frihedstradition.

Fællesskabets styrke rækker også ud over Danmarks grænser. I disse år bliver det tydeligt, hvor afgørende den vestlige alliance er. Da Rusland invaderede Ukraine, reagerede Europa og NATO-landene som ét fællesskab: vi stod sammen om sanktioner, om støtte til Ukraine, om at sige fra over for den rå magtpolitik.

Tænk på det øjeblik, da Finland og Sverige blev optaget i NATO – et historisk øjeblik, hvor vores nordiske familie blev forenet i alliancen. Det sender et klart signal om sammenhold mod dem, der truer friheden. EU-landene har også rykket tættere sammen i solidaritet, hvad enten det gælder flygtningestrømme, energikrise eller krigens konsekvenser.

I en usikker verden er fællesskab vores værn – selv i en situation, hvor Trump truer NATO-alliancen. Det forpligter os til at styrke og værne om vores fællesskab med de andre europæiske lande.

*

Men vi skal heller ikke glemme vores mere hjemlige fællesskaber. Et af dem er rigsfællesskabet.

Jeg tror ikke, jeg behøver opsummere, hvorfor det er særligt relevant at tale om i disse tider. Vi er blevet stukket i ryggen af hvem vi troede, var en tæt ven. Efter årtier med tæt og loyalt samarbejde, hvor danske mænd og kvinder har ofret sig i trøjen på amerikansk-ledte missioner, har Trump valgt at true med at annektere over 98 % af det danske territorie. Det er et svigt ud over alle grænser.

Men vi må også se os selv i øjnene og erkende, at vi selv har svigtet rigsfællesskabet. Udover at Mette Frederiksen helt konkret ikke har levet op til de løfter hun gav Trump sidst han var præsident om øget militær tilstedeværelse på Grønland, så har vi som dansk samfund også svigtet rigsfællesskabet internt.

Et fællesskab, som danskerne har været ligeglade med – og som grønlænderne har savnet ligeværdighed i. Et rigsfællesskab uden sammenhængskraft er tomt. Det minder Trumps trusler os smerteligt om.

Og lad det være en påmindelse, vi tager til efterretning! Vi må ikke være den generation, der tabte rigsfællesskabet på gulvet. Grønland er ikke en vare, der er til salg; det er et folk og et land med dets eget sprog, kultur og drømme, som er uløseligt forbundet med vores fælles historie. I rigsfællesskabet står vi sammen om at beskytte hinanden.

*

Det er fællesskabets kraft. Fællesskab kræver noget af os alle. Det kræver, at man nogle gange sætter det fælles bedste over sin egen kortsigtede interesse. Som nation har vi tradition for at gøre netop det. Vi betaler vores skat med bevidstheden om, at pengene går til skoler, veje og svage borgere – til gavn for hele holdet.

Vi deltager i demokratiet, stemmer og debatterer, fordi vi ved, at demokrati er en holdsport. Og vi allierer os med andre lande, fordi vi er stærkere sammen end hver for sig. Det er konservativt at værdsætte fællesskabet – familien, civilsamfundet, nationen – som det, der giver individet rødder og støtte.

Men ingen fællesskaber, ingen nationer, ingen mennesker er fuldkomne. Det minder os om den tredje værdi: fejlbarlighed.

Ordet lyder måske negativt, men fejlbarlighed – erkendelsen af, at vi alle kan fejle – er faktisk en helt grundlæggende værdi i et sundt demokrati. Hvorfor nu det? Fordi hvis vi ved, at ingen af os er ufejlbarlige, så indretter vi samfundet klogt. Vi laver love med checks and balances, der forhindrer magtmisbrug – vi laver en Grundlov, som sætter en struktur, retning og begrænsninger for menneskers frihed.

Vi skifter politikere ud ved frie valg, hvis de træffer for mange forkerte beslutninger. Og vi stræber hele tiden efter at lære af de fejltagelser, der begås. At være fejlbarlig er menneskeligt – selv de bedste ledere begår fejl. Forskellen ligger i, om man erkender sine fejl og retter dem.

Vi har i Danmark tradition for politikere, der går af, hvis de har brudt vores tillid, og for myndigheder, der undersøger skandaler til bunds. Desværre har den tradition været under pres i nyere tid – ikke mindst under coronakrisen, hvor Mette Frederiksen måske brød Grundloven, men aldrig indrømmede fejl, og hvor regeringen aktivt har blokeret for at få det undersøgt.

*

Den kultur må ikke smuldre, for den udspringer af erkendelsen af fejlbarlighed og behovet for ansvarlighed. Ellers risikerer vi at ende i en situation, vi ser i andre lande med ledere, der aldrig siger undskyld, aldrig indrømmer en fejl – og som måske mener, at alt de gør, er tremendous. Vi lærer ikke af vores fejl, hvis vi påstår, de ikke sker.

Fejlbarlighed gælder også internationalt. Ærligt talt har vi i Vesten måttet erkende, at vi tog fejl i vores antagelser om verdensordenen. Vi troede, at fred og handel automatisk ville dæmme op for autoritære ambitioner – men Ukrainekrigen viste, at det var en fejl at tage freden for givet. Hvad gør vi så? Vi indrømmer fejlen og handler på den: opruster vores forsvar, står mere samlet, og tager trusler fra despoter alvorligt. Det stærkeste ved demokratier er ikke, at vi aldrig fejler, men at vi tager ansvar for dem og retter op. Vi kan skifte kurs, når virkeligheden kræver det.

Fejlbarlighed gælder også i hverdagen – særligt i den digitale tidsalder. Vi mennesker tager fejl hele tiden, og nu har vi tilmed opfundet kunstig intelligens, der kan gøre det endnu hurtigere og mere overbevisende end os selv. Algoritmer pumper falske nyheder ud i et tempo, som gør det svært at skelne mellem fakta og fiktion. Det kræver både ydmyghed og kildekritik, når vi færdes i en digital virkelighed præget af ekkokamre og misinformation.

AI og sociale medier former vores samfund – og det forpligter. Vi skal turde ændre mening, hvis vi tager fejl. Og vi skal kræve, at dem, der udvikler teknologien, også tager ansvar for konsekvenserne. Teknologi er et redskab – det er os, der skal bruge algoritmerne, ikke algoritmerne, der skal bruge os. Vi skal bevare den menneskelige kontrol og sunde fornuft. Når vi omfavner fejlbarlighed, omfavner vi i virkeligheden håbet om at blive klogere i morgen end vi er i dag.

*

Men der er en vigtig egenskab, der må ledsage denne erkendelse af vores ufuldkommenhed: fordragelighed – evnen til at rumme uenighed og forskellighed med gensidig respekt.
Jeg vil mene, at grundlovens tilblivelse afspejler værdien: fordragelighed.

Det var ikke uden politisk kamp og konflikt, men sammenlignet med voldelige revolutioner i andre lande, så var overgangen i Danmark fra enevælde til demokrati faktisk ret fredelig og fordragelig. Og jeg tror, at det er en af hovedårsagerne til, at den demokratiske kultur i Danmark har vokset sig så stærk; fordi grundloven ikke blev et brud med historien og tusind års monarki, men snarere en naturlig udvikling og et produkt af vores historie.

Og Grundloven er naturligvis blevet revideret flere gange siden – sådan må det være i et levende demokrati, der udvikler sig med tiden.

For netop dét kendetegner demokratiet: at det aldrig står stille. Der vil altid være uenighed. Faktisk er det hele pointen – at vi diskuterer, brydes i holdninger og finder kompromiser. Men det forudsætter, at vi gør det i en ånd af fordragelighed – med respekt for, at andre kan mene noget andet end os selv.

Uden fordragelighed smuldrer den fine balance, der holder et frit samfund sammen.

Desværre ser vi alt for mange steder i verden eksempler på, hvad der sker, når fordrageligheden forsvinder. Se mod Mellemøsten: Krigen mellem Israel og Hamas. Voldsomme civile tab, og det er dybt tragisk. I min optik er der ingen tvivl om, at ansvaret for denne krig ligger hos dem, der valgte terror som våben og brutalt dræbte 1200 uskyldige israelere den 7. oktober. Det betyder ikke, at alle civile tab ikke er dybt tragiske. Når had og fanatisme får lov at dominere, betaler almindelige mennesker prisen – på begge sider af grænsen.

*

Som danskere må vi stå fast på princippet om fordragelighed: Vi forsvarer Israels ret til sikkerhed og eksistens, vi insisterer på, at civile tab skal begrænses så meget som muligt – men at fred kun kan opstå, hvis had og antisemitisme afvises, og respekten for menneskeliv genoprettes.

Det gælder i Mellemøsten – og det gælder her hos os. Også i vestlige demokratier ser vi, hvad der sker, når fordrageligheden forsvinder. I USA er polariseringen så dyb, at familier splittes, og samfundets tillid smuldrer. Det må vi undgå i Danmark.

Her har vi en tradition for dialog, hvor vi kan være uenige – og stadig give hinanden hånden bagefter. Den tradition skal vi holde fast i, også når tonen på sociale medier skærpes. Fordragelighed betyder, at vi lytter, også når vi ikke er enige. At vi søger dét, vi har til fælles – frem for kun dét, der skiller os ad.

Det gælder på nationalt plan, på sociale medier, på Christiansborg – og det gælder her i vores egen vælgerforening, hvor vi kan have forskellige kæpheste og holdninger til politiske detaljer. Men vi står sammen om de grundlæggende værdier. Vi kæmper den samme kamp for en konservativ fremtid. Og vi ved, at ingen mennesker – og ingen partier – ligger inde med hele sandheden alene, men netop fordi vi kan tage fejl, har vi brug for hinanden til at finde frem til de bedste løsninger.

Frihed, fællesskab, fejlbarlighed og fordragelighed. Store ord – men i dag har vi fyldt konkrete eksempler på dem fra den verden, vi lever i i dag. Disse værdier er ikke kun flotte idealer fra 1849, de er levende kompasnåle for, hvordan vi skal navigere i nutidens urolige farvand.

*

Tænk på alt det, vores lille land har stået igennem: Verdenskrige, besættelse, den kolde krig, økonomiske kriser – og senest en verdensomspændende pandemi og krig i Europa. Hver gang er det lykkedes os at komme igennem, fordi vi holdt fast i vores værdier. Fordi vi insisterede på friheden, når den var truet. Fordi vi stod sammen i fællesskab, når vi blev presset. Fordi vi indrømmede fejl og rettede ind, når noget gik galt. Og fordi vi udviste fordragelighed, så uenighed ikke fik lov at ødelægge sammenholdet.

Verden omkring os forandrer sig konstant. Stormagter rykker på sig, nye teknologier vender op og ned på måden, vi lever på. Men det rykker ikke ved vores fundament – for vi har Grundlovens ånd og de værdier, den repræsenterer.

Det konservative sindelag betyder at lære af fortiden for at sikre fremtiden. Så lad os gøre netop det: trække på den arv, som Grundloven giver os, når vi tager fat på morgendagens problemer. Opretholde og styrke de værdier, den bygger på.

Hvis vi gør det, så kan Danmark også i fremtiden være et lysende eksempel på, hvordan et lille land kan være stort – stort i frihed, stort i fællesskab på den mest fantastisk fejlbarlige og fordragelige facon.