Jeg kan godt savne nogle visioner fra vores politikere. Nogle større tanker om, hvor vi gerne vil hen som samfund. Og jeg tror faktisk, der er mange, der har det som mig.
Når politikere insisterer på at lege bogstavleg, og fører sig frem på at ville lave ’midterregeringer’, så synes jeg, de har misforstået deres hverv. ’Midten’ er ikke en værdi i sig selv – tværtimod.
Fortæl nu, hvad I vil. Hvilke værdier I står for. Giv os noget at tro på.
Så når vi går ned og stemmer, så gør vi det ikke kun af pligt, men fordi vi rent faktisk tror på, at vores stemme gør en forskel.
Jeg tror på, at vi godt kan gøre det bedre. Jeg tror på, at vi kan indrette et samfund, der værner om og understøtter det, som betyder allermest for folk.
Når så mange unge i dag er ensomme, stressede og deprimerede, så tror jeg, det er fordi, vi har en kultur, som opstiller nogle helt forkerte idealer for, hvad det gode liv er.
Det gode liv er ikke præstationer. Det er ikke et bestemt uddannelsesniveau, det er ikke en flyvende karriere, det er ikke et bestemt antal likes på sociale medier – det gode liv er ikke at have nok i sig selv.
Jeg tror på, at det gode liv er at indgå i forpligtende relationer med andre mennesker. At leve i nære fællesskaber med hinanden. Så lad os da understøtte det.
Lad os da indrette en skattepolitik, som tilgodeser børnefamilier. Så vi hjælper dem, der bruger tid på noget af det allermest værdifulde her i tilværelsen; at bruge tid sammen med sine børn og sin familie.
Lad os da understøtte de lokalsamfund, hvor man kender hinanden, og kommer hinanden ved. Og så lad os give folk mulighederne og ressourcerne til at bruge tid på det, som de selv mener, er værdifuldt. Giv folk mulighed for at beholde lidt flere af deres egne penge, ikke for at opnå en eller anden procentvis stigning i BNP, men for at de selv har mulighed for at engagere sig i fællesskabet.
For jeg tror på, det er det, der i sidste ende gør os lykkelige: fællesskabet. At vi kommer hinanden ved. At vi møder hinanden i øjenhøjde.
Dét er min appel til politikerne her i dag. Kom med nogle visioner. Giv os noget at tro på. Og så vær ærlige omkring, hvad der kan lade sig gøre og hvad der ikke kan.
Så kan det også være, vi kan undgå at der er flere tosser, der render op og afbryder demokratiske debatter, som Extinction Rebellion gjorde det på folkemødet. Det er ikke sådan man opfører sig i et demokratisk samfund. De må gerne svømme hjem til København igen.
Men selvom jeg på ingen måde billiger sådanne aktivisters opførsel, så siger det måske noget om, at der netop er brug for, at politikerne taler til de unges hjerter. At vi har brug for at genoprette tilliden til systemet. Og det kræver altså, at politikerne er ærlige omkring, hvad de vil og hvilket samfund vi gerne vil have.
Indlægget bygger over en tale fra Folkemødet. Den kan høres her.
