Efterlyses: Borgerlige politikere der kan tænke

 

Af Christian Holst Vigilius

Kendetegnende for næsten alle store samfundsdebatter i Danmark er, at venstrefløjen ejer præmissen; dermed er det kun et spørgsmål om tid, før de får deres politiske vilje.

Den underliggende konsensus på størstedelen af det politiske spektrum er, at det endemål, som venstrefløjen opstiller, egentlig er det rigtige, og så kan vi diskutere, hvordan vi opnår det. De borgerliges rolle bliver hermed blot at forsinke ‘udviklingen’ med X antal å, ved at komme med praktiske indvendinger.

For tiden handler det eksempelvis om familiens betydning, som helst skal udviskes, fordi det faktum, at nogen kommer fra mere ressourcestærke familier end andre, er uretfærdigt.

Det handler også om resultatlighed blandt kønnene, hvor venstrefløjens analyse er, at enhver forskel imellem kønnene udelukkende kan skyldes ydre og ikke indre faktorer. Derfor handler det om at nedbryde kønsstereotyper, fordi forventninger, strukturer, hierarkier og normer per definition er forkert.

Fordelingspolitisk handler det om, at vi alt andet lige skal forsøge at opnå et mere økonomisk lige samfund, uagtet at vi alle er forskellige mennesker med forskellige evner, som tager forskellige valg i livet, og prioriterer arbejdslivet i forskellig grad.

Som jeg med disse eksempler har forsøgt at tydeliggøre her, så indeholder de fleste politiske agendaer en masse normative antagelser og præmisser, som man som borgerlig bør modsætte sig.

Men ikke særligt mange borgerlige politikere formår at angribe disse præmisser – hvorfor?

For mange borgerlige har svært ved at tænke

Problemet består i, at de færreste borgerlige politikere og samfundsdebattører forstår hvilke grundlæggende idéer og principper der er på spil, når vi debatterer feminisme, ligestilling, sexisme, kønspolitik, racisme og strukturel undertrykkelse.

Alt for mange nominelt borgerlige typer er tydeligvis ikke i stand til at gennemskue det tankesystem, der ligger bag, og køber derfor ind på den grundlæggende præmis, som venstrefløjen – eller rettere nogle pseudomarxistiske akdemikere – sætter, og dermed er deres overfladiske modstand i princippet også overflødig.

Den modstand, som venstrefløjen får i dagspressen og i den politiske debat ender med kun at blive en indsigelse mod i hvor høj grad, de har ret – det bliver en modstand, der kun forholder sig til de rent lavpraktiske udfordringer ved implementeringen af venstrefløjens politik.

Personligt er jeg meget påpasselig med at bruge pragmatiske argumenter i debatter, selvom de kan være behjælpelige og give medvind i den enkelte debat. Hvorfor? Jo, for hvis jeg hviler min argumentation på hvilke praktiske konsekvenser, min moddebattørs politik vil medføre, så undlader jeg at forholde mig til, om politikken i sig selv er rigtig eller forkert – om grundessensen i den ønskede politik er rigtig eller forkert.

Hvis min eneste indsigelse mod politikken er dens praktiske udførsel, så er det jo blot et spørgsmål om at implementere politikken på anden vis og dermed giver jeg sådan set moddebattøren ret i sin grundlæggende præmis – at det han eller hun vil, er det rigtige, der er blot nogle praktiske udfordringer.

Et andet eksempel herpå end de foregående er omskæringsdebatten. Et af de mest effektive argumenter imod at forbyde omskæring af drengebørn er, at et forbud blot vil føre til flere illegale og farlige omskæringer. Et andet er de udenrigspolitiske konsekvenser, det vil medføre at være det første land i verden, der indfører et omskæringsforbud. Et tredje er, at de helbredsmæssige komplikationer ved omskæring er større som 18-årig end som spædbarn. Men ingen af disse argumenter forholder sig debattens principielle kerne: er det grundlæggende forkert at omskære drengebørn?

Tænk principielt – ikke praktisk

Hvis man ikke kan redegøre for, hvorfor det ikke er forkert at omskære drengebørn, så er det kun et spørgsmål om tid, før implementeringen af et forbud kan gøres på en sådan måde, at de praktiske konsekvenser imødekommes og undgås – og hvad vil du da gøre? Hele din argumentation bygger på de praktiske konsekvenser, som nu ikke længere er et problem.

Hvis du virkelig mener, at omskæring af drengebørn er en ret, jøder og muslimer skal have i Danmark, bliver man nødt til at være i stand til at sætte ord på hvorfor. Det nytter ikke noget at være bange for sin holdning og gemme sig bag pragmatik. Hvis man ikke er i stand til at gennemskue, hvorfor man mener det, man gør, hvis man ikke er i stand til at redegøre for, hvorfor det er den rigtige holdning, så skal man måske overveje at ændre mening.

Et andet eksempel er ligestillingsdebatten. Størstedelen af den politiske verden og størstedelen af Meningsdannerdanmark er enige om, at vi som samfund bør bevæge os et sted hen, hvor mænd og kvinder er fuldstændigt ens; ift. lønstatistikker, bestyrelsesposter, familietid, politisk repræsentation, uddannelse osv. Nøgleordet her er resultatlighed.

Et helt konkret politisk forslag, der udspringer af denne tankegang er kvindekvoter. Der har tidligere været stor modstand mod at indføre et krav om kvindekvoter i erhvervslivet, fordi køn ikke bør være en kvalifikation i sig selv, men opbakningen synes at blive større og større. Og hvordan kan det så være?

Fordi at alt for mange borgerlige har accepteret den præmis, der ligger til grund for forslaget, nemlig den, at alle statistiske forskelle på mænd og kvinder udelukkende må skyldes en eller anden form for forskelsbehandling og i sidste ende kønsdiskrimination. Fordi at alt for mange køber ind på idéen om, at endemålet er et samfund, hvor mænd og kvinder er fuldstændigt ens, når det kommer til præferencer, evner og fordeling mellem arbejde og familieliv.

Det man ikke kan argumentere for, kan man ikke forsvare

I debatten om kønskvoter hører man efterhånden alt for ofte noget i retning af “Jeg var oprindeligt modstander, men det går simpelthen for langsomt. Der sker ikke nok på ligestillingsområdet”. Det er netop et eksempel på, at man ikke formår at forholde sig til forslagets principielle kerne. Og hvis du ikke formår at redegøre for, hvorfor selve idéen bag kønskvoter er forkert – nemlig den, at resultatlighed er forkert, fordi det forudsætter forskelsbehandling – så har du tabt på forhånd. Måske ikke i første omgang, men så om 10, 20, 30 år.

Alt for mange politiske debatter foregår som denne.

Den nye store kulturkamp, som har raseret de sidste par år og som kun ser ud til at blive større, er hele den identitetspolitiske strid, hvor det beklageligvis må konstateres, at størstedelen af de borgerlige ganske enkelt ikke forstår, hvad det handler om og derfor trækker på skuldrene, mens denne aktivistiske, udemokratiske og anti-borgerlige bevægelse får mere og mere indflydelse på vores samfund.

Det er netop ud fra pragmatiske argumenter om at de lavpraktiske konsekvenser ved eksempelvis at ændre sproget her og der ikke er særligt store, at borgerlige politikere accepterer hele præmissen bag denne totalitære bevægelse. Paradoksalt nok er det netop de selverklærede ‘woke borgerlige’ (hvilket i øvrigt er et oxymoron), der lader sig lulle i søvn af venstreorienterede floskler om ‘inklusion, tolerance, mangfoldighed, ligestilling’, og ikke evner at fatte, at de graver deres egen grav.

Vågn nu op!

Forstå, at den identitetspolitiske bevægelse forsøger at nedbryde den borgerlige orden! Forstå, at det blot er rendyrket marxisme i nye klæder, som søger at inddele befolkningen i undertrykkere og undertrykte, og som opildner til klassekamp, og dybest set ønsker rive samfundet op med rode.

Den danske borgerlighed er dødsdømt, så længe vi ikke er i stand til at forklare hvorfor de venstreorienterede idéer er forkerte, ikke deres praktiske udførsel. Vi skal selv være i stand til at fremlægge idéer, principper og visioner for det samfund, vi vil have, som ikke udspringer af venstreorienteret tankegods.

Så er problemet bare, at vi mangler nogle borgerlige politikere, der er i stand til at tænke.


Christian Vigilius er stud.scient.pol. på Københavns Universitet og landsformand for Konservative Studerende. Hans politiske kompas er Gud, Konge og Fædreland. I sin egenskab af landsformand for Konservative Studerende kæmper han for at bevare ytrings-, forsknings- og tankefriheden på de danske universiteter.