Her er årsagerne til at feminister og antiracister tager fejl

Af Christian Vigilius

Jeg kan ikke altid genkende mit elskede land, når jeg følger den offentlige debat. Her kan man let få indtrykket af, at Danmark er et patriarkalsk samfund med strukturel racisme, som i øvrigt undertrykker homoseksuelle, transkønnede og alle andre minoriteter.

Det lyder måske karikeret, men i virkeligheden gengiver jeg blot populære og udbredte paroler om, at der er ’strukturel racisme’ i Danmark, at der ’selvfølgelig’ ikke er lighed mellem mænd og kvinder, at der er en ’heteronormativ diskurs’, der stigmatiserer og undertrykker homoseksuelle og transkønnede. Mange af disse postulater er ikke engang genstand for debat, men bliver taget som selvfølge og fungerer ofte som præmis for politiske debatter på TV og i radio – som når stand up-komikeren Ane Høgsberg eksempelvis får lov at bruge fem gange 30 minutter på DR2 til at fortælle om, hvor meget kvinder undertrykkes i Danmark i programmet ’Alle Hader Feminister’.

Mediepersoner og debattører abonnerer ureflekteret på de her idéer, som var det eviggyldige sandheder, som det ville være fuldstændig illegitimt at stille spørgsmålstegn ved. Det kan forekomme paradoksalt, når det meste tankegods bag disse dagsordener udspringer af kritisk teori – men alt for mange glemmer at være kritiske overfor kritisk teori. Som selvsamme genre flittigt påpeger, så er det farligt, når man tager tingenes tilstand for givet og ikke stiller spørgsmålstegn ved de ’sandheder’, normer og diskurser, som gennemsyrer et samfund. Det vil jeg i dette indlæg tillade mig at gøre, med udgangspunkt i de tre faktorer, som oftest fremhæves som baggrund for diskrimination: køn, seksualitet og etnicitet;

De tre store undertrykkelsesideologier

Ifølge moderne feminister, så lever vi i et patriarkalsk samfund med undertrykkende, mandefavoriserende strukturer, der forhindrer kvinder i at udleve deres fulde potentiale, og som er skyld i alle de uligheder, der er mellem mænd og kvinder i Danmark. Selv hvis det skulle være muligt at påvise, at nogen af disse uligheder skyldes, at mænd og kvinder generelt ikke har de fuldstændigt samme præferencer og behov, så ville det (ifølge teorien) ikke underminere teorien; for selve disse forskelligartede præferencer er udtryk for, at der er en undertrykkende struktur, der påvirker kvinder og mænd til at tænke forskelligt.

Ifølge kønsrelativister og den aktivistiske gren af LGTBQAI+-bevægelsen er vores samfund gennemsyret af heteroseksuelle strukturer, som forfordeler personer med anden seksuel orientering og nonbinære kønsopfattelser – at insistere på, at der er betydelige biologiske forskelle, som har konsekvenser for, hvordan henholdsvis mænd og kvinder vælger at leve deres liv, er udtryk for denne heteronormative, undertrykkende diskurs. Det, at vi i høj grad har indrettet vores samfund på baggrund af en binær kønsopfattelse og at vores kultur til dels bygger på traditionelle kønsopfattelser, bidrager yderligere til en fremmedgørelse af alle dem, der ikke føler, de passer ind i kønsstereotyperne. Når personer fra denne gruppe er overrepræsenterede i statistikker om f.eks. psykiske lidelser og ensomhed, så skyldes det udelukkende den diskrimination, de udsættes for af det omkringliggende samfund.

Ifølge postkolonialister, Black Lives Matter-aktivister og såkaldte ’anti-racister’, så lever vi i et samfund, der er gennemsyret af strukturel racisme, hvor der er nogle ’hvidheds-strukturer’, der undertrykker alle ’ikke-hvide’. Når man eksempelvis kan se, at ikke-vestlige indvandreres efterkommere er overrepræsenteret i kriminalstatistikkerne, såvel som i gruppen af offentligt forsørgede, så skyldes det, at der er racistiske strukturer i samfundet, som ekskluderer dem fra fællesskabet, skubber dem ud i arbejdsløshed og tvinger dem til at begå kriminalitet.

Fælles for alle disse tankesystemer og ideologier er, at de antager, at bestemte grupper i samfundet er undertrykt. De bruger det faktum, at der er uligheder mellem grupperne som belæg for, at de er undertrykt (cirkelkausalitet). Undertrykkelsen er subtil; der er ikke nødvendigvis tale om vold eller trussel om vold, diskriminerende lovgivning, eller udtalt forskelsbehandling, men undertrykkelsen findes i usynlige strukturer i vores samfund, som kommer til udtryk i vores sprog, sædvaner, samfundsmodel, vores klassifikationer af god og dårlig opførsel, vores måde at designe huse, møbler, transportmidler og skilte på, vores tøj, ja, praktisk talt alt. Alt, der har en betegnelse; alt, der er en del af vores begrebsverden, og har sin betydning i kraft af vores fælles forståelse af, hvilke egenskaber vi tillægger den eller det.

Den ’neutrale handling’ findes ikke – alt er et udtryk for magt, og alle handlinger er en magtudøvelse, hvad enten der ligger en intention bag det eller ej. Er du en del af et samfund, der er gennemsyret af racisme, homofobi, transfobi og misogyni, og du ikke decideret modarbejder disse strukturer, er du selv med til at reproducere de normer og værdier, der undertrykker disse minoritetsgrupper. Dermed er din ikke-handling altså også et udtryk for magt. Du er undertrykker.

Kritik er undertrykkelse, og falsificerbarhed er en by i Rusland

Problemet med alle disse undertrykkelsesideologier er, at det hverken er muligt at bevise eller modbevise dem. Derudover er ideologierne, eller teorierne om man vil, uimodtagelige overfor kritik og dermed også falsifikation; går man ind og kritiserer dem ved eksempelvis at påpege manglende empiri eller logiske fejlslutninger, er man blot en del af undertrykkelsen og dermed understøtter man forestillingen om de undertrykkende strukturer. Skulle jeg som hvid, ciskønnet, heteroseksuel mand driste mig til at fremsætte en kritik, ville jeg (ifølge undertrykkelsesideologerne) blot bekræfte deres antagelser og det ville – idet alle talehandlinger er en magtudøvelse – blot blive betragtet som mit forsøg på at fastholde det magtforhold, som jeg i kraft af alle mine privilegier nyder godt af.

Cirkelkausaliteten, manglen på empiri og uimodtageligheden overfor kritik og falsifikation burde i sig selv være nok til at man burde kunne affeje det som utroværdige samfundsteorier – alligevel undervises der i disse undertrykkelsesideologier på lige fod med rigtig videnskab på landets universiteter. Der er ikke noget at sige til, at der i mediedanmark og den kulturelle elite etableres konsensus om sandhedsværdien i disse teorier, når man fremstår som tilbagestående i den akademiske verden, hvis man ikke køber ind på alle de her idéer. Hvem tør lægge sig ud med et samlet korps af universitetslektorer, forskere og professorer med årelange akademiske uddannelser bag sig? Hvis tilstrækkeligt mange er enige om ægtheden i disse pseudovidenskaber, og bekræfter hinanden i, at der er tale om sand viden, så må der være noget om snakken: det er ren Kejserens Nye Klæder.

Strukturer og normer er ikke dårligt i sig selv

Hvorfor er det så, at så mange føler tilskyndelse til at tilslutte sig undertrykkelsesideologierne? Tankesystemerne er intuitivt tiltalende fordi de italesætter nogle menneskelige og sociale mekanismer, som er indlysende og indiskutable. Selvfølgelig er mennesker til en vis grad påvirket af deres omgivelser, og selvfølgelig er der nogle normer og værdier, ’strukturer’ om man vil, i vores samfund, som påvirker vores måde at tænke på, og vores måde at opføre os overfor hinanden på. Du opfører dig højst sandsynligt forskelligt afhængig af, om du er i familiens skød, blandt studiekammerater, på arbejdspladsen eller på fodboldbanen. Men det betyder ikke, at du er tvunget til at opføre dig på en bestemt måde. Vi er stadig frie til at gøre, hvad vi vil; der er bare nogle handlinger, der er mere eller mindre meningsfulde og legitime i de forskellige sammenhænge. Det er op til den enkelte, i hvor høj grad man ønsker at indordne sig de pågældende normer.

Det, som tilhængerne af undertrykkelsesideologierne ikke har forstået, er, at der altid vil være normer og strukturer i sociale fællesskaber. Normer og strukturer er ikke dårligt i sig selv – de sørger for orden, de gør handlinger og interaktioner meningsfulde og de er selve forudsætningen for, at vi overhovedet kan sameksistere som sociale væsener. ’Det normløse samfund’ er en myte. Det er utopi.

Det betyder ikke, at der ikke kan findes normer og samfundsstrukturer, som er skadelige og som man bør bryde med. Jeg tror, de fleste er enige i, at de normer og samfundsstrukturer der herskede i Nazityskland, var undertrykkende og moralsk forkastelige – og i øvrigt eksemplificerede risikoen ved ekstremistisk og totalitær identitetspolitik. Men det er en logisk fejlslutning at sige, at fordi normer og strukturer kan være diskriminerende og undertrykkende, så må de nødvendigvis være det. Det er en balancegang – et koncept, kritisk teori ikke efterlader meget plads til. Vi behøver normer og strukturer til at kunne klassificere god og dårlig opførsel, og så længe det ikke sker på et fejlagtigt grundlag, er det fuldstændig uproblematisk.

Mennesket er frit og derfor ansvarligt

Som det forhåbentlig fremgår af mit indlæg efterhånden, så bygger undertrykkelsesideologierne på nogle antagelser, som ikke er dokumenterede og ikke nødvendigvis er særligt logiske. Nogen kan tilbagevises med empiri, andre handler slet og ret om holdning og livsfilosofi. Når jeg overvejer de logiske konsekvenser, det har at følge disse tankesystemer, og hvilke implikationer det giver, for hvordan vi må betragte virkeligheden og hinanden, så er der dog én grundlæggende præmis, der for mig at se, er mere graverende end alle andre: nemlig den, at mennesker udelukkende er et produkt af deres omgivelser. At ingen af vores tanker, følelser og handlinger er selvstændige, men udelukkende skyldes vores omgivelser og de påvirkninger, vi er blevet udsat for i løbet af vores liv. Intet, vi mener eller føler, er ægte, men vi er blot intelligente dyr, der reagerer på de sanseindtryk, vi udsættes for.

Det er en tanke om, at mennesket er født tomme og blanke som en art ’tabula rasa’. Og det betyder, at den frie vilje er en illusion. Vi gør, som vi gør, fordi vi ikke kan andet – vores handlinger er et resultat af vores omgivelsers påvirkning af os. Så når kvinder og mænd eksempelvis siger, at de har forskellige mål i livet, så er det ikke deres oprigtige ønsker – for sandt at sige, har de ikke nogen oprigtige ønsker. Det er en livstilgang og nogle præferencer, de er blevet indpodet med af det omkringliggende samfund. Det betyder samtidig, at man reelt set ikke kan stille nogen til moralsk ansvar for deres handlinger. Det er med andre ord aldrig din egen skyld, at du gør noget galt. Det er en tankegang, der fjerner al personligt ansvar, men også al mulighed for personlig udvikling. Og man kunne ærligt talt stille spørgsmålstegn ved legitimiteten i indsigten om, at det er sådan verden og mennesker er skruet sammen, da denne indsigt nødvendigvis også må reduceres til at være et produkt af miljøpåvirkninger, og altså ikke på baggrund af nogen selvstændig tankevirksomhed.

Denne tankegang er umenneskelig; den reducerer mennesket til sjælløse og tankeløse organismer, der ganske meningsløst vandrer rundt i et tomt og åndsforladt univers. Du lever ikke for noget, og ingen tanke, du nogensinde har tænkt, har været din egen i nogen meningsfuld forstand. Alle dine handlinger er ligegyldige, og du kan lige så godt lægge dig til at dø – men din død vil også blot være et resultat af de miljøpåvirkninger, du er blevet udsat for.

Det er en utroligt deprimerende, ulogisk, men også nytteløs tankegang. Det kan man ikke bygge sit liv på. Det kan man ikke bygge et samfund på. Vi skal kunne holde folk ansvarlige for deres handlinger, og det kan vi også. Selvfølgelig har mennesket en fri vilje, selvfølgelig er mennesket i stand til at tænke selvstændige tanker, og derfor kan vi også forvente, at vores medmennesker modstår ydre påvirkninger og tilskyndelse til dårlig opførsel, også selvom det kan være svært. Vi skal ikke godtage en præmis, der gør os ude af stand til at skelne mellem gode og dårlige handlinger, og som retfærdiggør griskhed, dovenskab, bedrageri, overgreb og alskens umoralske handlinger. Vi kan ikke have forventninger til hinanden eller forlange af folk, at de handler udfra et bestemt moralsk kodeks, hvis vi har en antagelse om, at ingen gør noget af egen fri vilje.

Det er relevant at understrege i sammenhængen, fordi kernen i undertrykkelsesideologierne er, at vi lader os styre af strukturer og diskurser, og vi ikke er i stand til at tænke selvstændige tanker, og dermed agere anderledes, end diskurserne påbyder os at gøre. I virkeligheden fritager det alle mennesker fra moralsk ansvar.

Forkerte analyser leder til forkerte løsninger

Jeg tror ikke, at særligt mange af dem, der abonnerer på tanken om at der er strukturel diskrimination af ’ikke-hvide’, kvinder og homoseksuelle er klar over dette. Jeg tror ikke, at særligt mange har tænkt tanken bag disse (post)strukturalistiske teorier til ende. Højst sandsynligt hopper de med på vognen, fordi det lyder sympatisk – hvem vil ikke støtte op om kampen mod undertrykkelse? Hvem vil ikke hjælpe de diskriminerede minoriteter? Og forstå mig ret; det er der intet galt i at ville. Og selvfølgelig skal man gøre op med diskrimination, når man kan se (og dokumentere), at det foregår. Men der er et stykke vej fra at anerkende, at der engang imellem foregår diskrimination i dele af samfundet, og så til at sige, at samfundet i sig selv er undertrykkende og diskriminerende. Og at alle, der er en del af nogen form for majoritetskultur, bidrager til denne undertrykkelse, hvis de ikke aktivt modarbejder den.

Hvad er det mest logiske at gøre ved et undertrykkende system? At omstyrte det. Hvad er det mest logiske at gøre ved undertrykkerne? At omstyrte dem. Kernen i undertrykkelsesideologier er emancipatorisk og revolutionær. Så før man stemmer på partier og deler opslag fra meningsdannere, der køber ind på disse ideologier, bliver man nødt til at gøre op med sig selv, om man virkelig kan stå inde for alle de antagelser, teorierne bygger på, og om man er klar til at acceptere den logiske konsekvens, der følger: at det nuværende samfund bør rykkes op med rode og alle ’undertrykkerne’ omstyrtes.

Christian Vigilius er stud.scient.pol. på Københavns Universitet og landsformand for Konservative Studerende. Hans politiske kompas er Gud, Konge og Fædreland. I sin egenskab af landsformand for Konservative Studerende kæmper han for at bevare ytrings, forsknings- og tankefriheden på de danske universiteter.