På sporet af den nordiske konservatisme i landet med de tusind søer

9. juni 2023
5 minutters læsetid

På en flot, solrig forårslørdag i slutningen af maj samledes en broget forsamling af konservative intellektuelle, historikere, professorer, parlamentarikere, lokalpolitikere, arkitekter og endda toeks-statsministre på Hotel Hilton i Helsingfors.

Hotellet stod ved mundingen ud til en af de mange søer, som er så karakteristisk for landet. Disse smukke omgivelser udgjorde rammen for New Directions konference om nordisk konservatisme, ”Nostos II”.

Som navnet antyder, er det anden gang, den konservative organisation afholder konferencen – jeg havde desværre ikke mulighed for at deltage i sidste års konference, men jeg var meget begejstret for at være med i år.

Findes der overhovedet en nordisk konservatisme?

Det kan måske forekomme paradoksalt at afholde en international konference om en partikulær ideologi, hvis mest særegne karaktertræk er, at den defineres ud fra det enkelte samfunds kontekst.

Men pointen med en nordisk konference med repræsentanter fra Danmark, Sverige, Norge og Finland er jo netop, at omend vi i dag er selvstændige nationalstater, har vi meget til fælles.

Vi har mange kulturelle fællestræk og vores historie overlapper hinanden – til dels fordi vi har bekriget hinanden utallige gange, men selvfølgelig også fordi det ikke er mere end 500 år siden, at vi alle var en del af samme kongefællesskab.

Med undtagelse af finnerne, kan vi jo også forstå det meste af hinanden. Som konferencen skred frem, stod det da også mere og mere klart, at vi som konservative delte mange af de samme bekymringer, udfordringer og visioner for fremtiden.

Indvandring og integration, identitetspolitik, teknokratisk beton-socialdemokratisme og postmodernitetens underminering af traditionelle, konservative dyder var nogle af de emner, som blev diskuteret.

Skulle man sidde tilbage med en vis skepsis om hvorvidt, det gav mening at holde en konference om nordisk konservatisme, blev denne hurtigt skyllet væk, idet de forstandige oplæg indgød inspiration til konservativ idétænkning, ligesom dialogen i pauserne med nordiske holdningsfæller bidrog til at sætte tankeværket i gang.

Indenrigsminister slæbt i retten for kristendom

Konferencen indledtes med en beretning fra den tidligere finske indenrigsminister, Päivi Räsänen, som fortalte, hvordan hun var blevet slæbt i retten for at citere biblen på Twitter.

Episoden lød helt grotesk, og det undrede mig, at den ikke havde fået mere international medie-opmærksomhed, men det forekom mig i hvert fald krystalklart, at det ikke kun er i Danmark, at vi oplever problemer med ytringsfrihed og millitant sekularisme rettet mod den kristne kulturarv.

Talen efterfulgtes af en paneldebat under overskriften ”The Underpinnings of Free Society in Europe”, hvor Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn Sørensen repræsenterede det danske perspektiv med en malende, karismatisk tale om styrkerne ved dansk kultur og de problemer, vi står overfor.

Her delte de forskellige paneldeltagere deres perspektiver på udfordringerne ved ikke-vestlig integration, og om end Danmark blev betragtet som et foregangsland, når det gjaldt stram udlændingepolitik og opgør med den politiske korrekthed, etableredes der hurtigt konsensus om, at det var nødvendigt at gribe mere fundamentalt til værks, hvis ikke den vestlige samfundsorden skulle løbes over ende af problemerne med voksende parallelle ikke-vestlige kultursamfund.

Nordisk konservatisme kan inspirere naboer

Det næste punkt på dagsordenen omhandlede sikkerhedspolitik, og selvom der ikke kan være nogen tvivl om vigtigheden af dette emne i et konservativt perspektiv, var talerne så rørende enige, at det forekom mig at være et af de mindre tankevækkende indslag i løbet af dagen.

Vi fik dog fejret Finlands indtræden i Nato, og det var selvfølgelig også på sin plads. Efterfølgende blev abstraktionsniveauet hævet en del, da samtalens omdrejningspunkt blev hovedtemaet for selve konferencen, nemlig nordisk konservatisme.

Christian Egander Skov berettede om de danske forhold, og hvordan konservative strømninger havde udmøntet sig og formet den parlamentariske virkelighed i dag. Skov blev sekunderet af den islandske professor, Hannes Gissurarson, den svenske filosof, Jakob Söderbaum og den norske forfatter, Christian Anton Smedshaug.

Bidragene adresserede vidt forskellige elementer i konservatismen, men interessant nok syntes der at være fælles tankegods om de grundlæggende linjer i Skovs ’Borgerlig krise’ om vigtigheden af en konservatisme, der både indeholder liberale, nationalkonservative og folkelige elementer.

Den britiske moderator, Emma Webb, konstaterede at der, som udenforstående konservativ, var meget inspiration og optimisme at hente i den skandinaviske konservatisme og idéudvikling.

Hvad stiller vi op med identitetspolitikken?

Den følgende debat om identitetspolitik bekræftede det bekymrende billede, som vi også har været vidne til i Danmark: pseudovidenskabelig, venstreorienteret politisering af akademia er et problem i hele den vestlige verden. Særligt den ungarsk-canadiske professor emeritus, Frank Furedi, bjergtog publikum med sine fascinerende og skræmmende fortællinger om antividenskabelige og krænkelsesparate tendenser i sin undervisningsgerning på universitetet i Kent.

Furedi var så passioneret i sin talestrøm, at han gik langt over sin taletid (det var i øvrigt en generel udfordring på konferencen). Den britiske radiovært og konservative meningsdanner, Emma Webb, supplerede med utallige eksempler på identitetspolitisk censur og cancel culture fra det gamle kongerige.

Skulle nogen være i tvivl, kunne man efter denne session ikke være det længere; der er ikke tale om enkelte, identitetspolitiske fænomener, men en generel tendens som truer vores vestlige ytrings-, ånds- og tankefrihed i det akademiske miljø.

Kampen for skønheden i det offentlige rum?

Emnet for dagens sidste paneldebat var arkitektur, og hvordan byindretning påvirker vores liv og udgør rammerne for lokale fællesskaber overalt.

Den svenske arkitekt, Erik Norin, gjorde det klart for enhver, at bygningers indretning og æstetik ikke var ligegyldige, men havde betydning for, hvordan vi betragtede vores hjemstavne som et rum for liv og mening.

På powerpointen blev vi præsenteret for skrækeksempler på, hvordan storkapitalen og teknokratiske statsapparater havde skændet et utal af idylliske boligkvarterer med store, grimme betonklodser efter dogmer om effektivitet og pladsoptimering, uden hensyntagen til æstetik og de mennesker, som lever der.

Paneldeltagerne var igen meget enige, hvorfor man kunne have overvejet at afkorte sessionen en smule, men den afsluttedes dog med et interessant indlæg af arkitekten, Robert Kwolek, som kom med innovative bud på, hvordan man kunne udvikle forsømte byområder, så de understøttede sunde lokale, fællesskaber i bedste konservative forstand.

Konferencens faglige indhold afsluttedes med et par ord fra den forhenværende statsminister i Island, Sigmundur Davíð Gunnlaugsson. Det var en enormt begavet, humoristisk og inspirerende brandtale, vi fik fornøjelsen af at være vidner til, og jeg tvivler på, at nogen danske politikere ville kunne gøre ham kunsten efter.

Gunnlaugssons tale var et perfekt punktum på en saglig og berigende konference, som dog i perioder også var kendetegnet af konservatismens karakteristiske pessimisme, hvorfor islændingens karismatiske og motiverende ord, var en perfekt note at slutte af på.

Vi står ikke alene i Danmark

Alt i alt en berigende og tankevækkende konference, som selvfølgelig blev rundet af med en fin gallamiddag i de smukke omgivelser og hyggeligt socialt samvær med nordisk ligesindede.

Jeg kunne forlade Helsingfors med meget stof til eftertanke, inspiration til yderligere idéudvikling og den betryggende følelse, at vi som konservative i Danmark ikke står alene med kampen for et samfund præget af mere fornuft og harmoni.

Jeg har efterhånden deltaget i en del konferencer med internationale søsterpartier, hvilket bestemt har været interessante, men jeg må også konstatere, at de politiske udvekslinger ofte foregår på et noget overfladisk plan eller tager udgangspunkt i nogle realiteter, der er så forskellige fra den, jeg kommer fra, at det er svært at overføre til en dansk kontekst.

Til Nostos II kunne jeg til min glæde konstatere, hvor givtigt det er at udveksle erfaringer og tanker med repræsentanter fra vores nordiske nabolande. Derfor er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg vil deltage i næste års konference, og jeg vil opfordre alle konservative med hang til ideologisk og intellektuel idéudvikling at gøre det samme.

Christian Holst Vigilius

Christian Holst Vigilius er stud.scient.pol. og bachelor på Københavns Universitet. Han er desuden landsformand for Konservativ Ungdom. Hans politiske kompas er Gud, Konge og Fædreland.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique

Årsskriftet Critique