I min sidste klumme sluttede jeg med at udtrykke tvivl om, hvorvidt der vil blive fred i Ukraine, hvis freden skulle ende med at blive på russiske præmisser. For det ukrainske ønske om selvstændighed er gammelt, kampen lang og ofrene mange, også før denne krig, og vi kunne begynde under sidste krig:

Over kridtstregen

Erik Aalbæk Jensens roman Kridtstregen udgør sammen med Perleporten en del af grundvolden i dansk litteratur og den beskriver som bekendt et par danske frikorpsfolk, der forsøger at desertere i krigens sidste måneder.

I bogen er der en scene fra østfronten, nærmere bestemt Ukraine, hvor en af fortællingens hovedpersoner, Hardy, har en samtale med finnen Huuskonen og den volksdeutsche ester, Heini.

Heini fortæller om, hvordan han et par dage i forvejen var med til at køre overløberen Pjotr hjem til dennes landsby, hvor konen ventede ham. Overløberen havde været afdelingen en god hjælp, og nu skulle han belønnes.

Heini fortæller, hvordan han og Pjotr efter kortvarigt at være blevet set an, var blevet dænget til med blomster og kys og festligt beværtet. Folkene i landsbyen brød sig lidet om bolsjevikkerne, og Heini siger:

czaren piskede deres bedstemødre, Stalin deres forældre. (…) Ni ud af ti ville kysse lillefar czarens støvler af glæde, hvis han kom igen, for czarens knut var en silkepisk i forhold til det, bolschevikkerne har budt dem.

Huuskonen advarer Heini om at være for godtroende, han er fra et område i Finland, hvor der lever ulve:

Du kan godt dressere en ulv, hvis du har den fra lille, men du kan aldrig være sikker på, at den ikke en skønne dag bider røven af dig.

Og sådan blev det – med god grund. Ukrainerne vendte sig både mod bolsjevikkerne og nazisterne, ja sågar mod den polske modstandsbevægelse gennem UPA, som opstod i 1942, og som efter krigen fortsatte kampen mod Sovjetregimet efter krigen et stykke ind i 50erne.

Det giver sig selv, at både bolsjevikker og nazister var et særdeles ubehageligt bekendtskab for ukrainerne, i forhold til polakkerne har man fornemmelsen af, at der er etniske interesser på spil, og den del er en grim side af UPAs historie, fordi der er tale om egentlige massakrer mod polakker.

Den ukrainske nationalfølelse

Hvorom alting er, opstod den ukrainske nationalfølelse ikke ud af det blå, men voksede langsomt og under svære lidelser frem gennem en noget omtumlet historie.

Sikkert er det, at de ukrainske selvstændighedsdrømme allerede under zardømmet blev opfattet som et problem; indenrigsminister Valujev skrev i 1863 i et cirkulære, at »et ukrainsk sprog har aldrig eksisteret, ikke eksisterer, og ikke kan eksistere.«

Samme år måtte ukrainsk kun bruges i skønlitterære værker, fra 1876 var det totalt forbudt som litteratur- og undervisningssprog. Men som Aalbæk Jensen lod Heini sige, så var zarens knut en silkepisk i forhold til Stalins forbrydelser mod ukrainerne. Det er derfor værd at dvæle ved mellemkrigstiden.

Et uafhængigt Ukraine

Ved den russiske februarrevolution i 1917 blev der i Ukraine dannet et centralråd (Rada) af liberale, socialdemokratiske (d.v.s. marxistiske) og socialrevolutionære kræfter. De begyndte snart at se sig selv som en egentlig nationalforsamling.

Efter oktoberrevolutionen udråbte dette centralråd Ukraine til en autonom republik indenfor imperiet. Bolsjevikkerne proklamerede imidlertid samtidig, at Ukraine skulle være sovjetrepublik, og invaderede landet.

Ukraine svarede igen ved at erklære sig selvstændigt og søgte hjælp i vest. Tyskland og Østrig besatte da størstedelen af landet med 450.000 mand. Radaen blev opløst, og man indsatte en af Ukraines største jordbesiddere, Pavel Skoropadskij, som leder af en ny regering. Han blev væltet efter et halvt år af nationalistiske, venstreorienterede kræfter, som genetablerede den Ukrainske Nationalrepublik, hvorefter bolsjevikkerne atter invaderede landet og indsatte en regering, der holdt i syv måneder.

I løbet af året 1919 sloges ukrainske nationalister, røde (bolsjevikker), hvide, polakker, anarkister og vestmagterne på kryds og tværs. Hertil kom diverse bondeopstande og jødeprogromer.

Ukraine bliver en sovjetrepublik

Bolsjevikkerne gik ud som sejrherrer, og Ukraine blev en af de fire sovjetrepublikker, der til at begynde med dannede unionen. Det kommunistiske parti ønskede først at nationalisere de enkelte republikker, hvorfor man styrkede og fremmede titular-nationernes sprog og kultur og gav dem nationale ledelser.

Man investerede også ganske meget i at oprette en omfattende industri, hvilket fik mange til at flytte til byerne. Samtidig begyndte kollektiviseringen af landbruget. De ukrainske bønder havde haft selveje længere end de russiske, og de gjorde derfor voldsom modstand. Omkring 850.000 kulakker med familier blev deporteret til Sibirien, bønderne slagtede selv omkring halvdelen af deres kvæg, og i 1931 kom der tørke i landet.

Anne Applebaum angiver i sin bog Rød sult (dansk 2018) tallet af omkomne til mindst 3,9 millioner i årene 1932-1934 (s. 19). Frem af alt dette voksede bl.a. et dybt had til kommunismen. Moskva havde mulighed for at sende hjælp til de kriseramte men gjorde det ikke, og samtidig inddrev de stort set alt, hvad der blev avlet. De ukrainske kommunister bønfaldt og advarede Moskva men blev ikke hørt.

Det, der dog står tilbage, er, at Ukraine med sit store russiske mindretal er del af den geopolitiske katastrofe

Så begyndte russificeringen atter, og med den fulgte en del terror; processer mod ledende intellektuelle, nedlæggelse af den selvstændige, ukrainske ortodokse kirke (som var blevet oprettet i 1921 for at skille sig fra den russiske ortodokse kirke), og der blev, med massive udrensninger slået hårdt ned på de nationalkommunistiske tendenser, som Moskva i første omgang selv havde ønsket og støttet. Nikita Khrustjtjov satte fra 1938 en endelig stopper for enhver udbredelse og udfoldelse af ukrainsk sprog, kultur og ledelse.

Dele af det nuværende Ukraine (og Hviderusland) hørte under Polen, og disse dele indtog Sovjetunionen i 1939. I løbet af den næste 21 måneder blev der afholdt valg med èn kandidatliste, der blev »anmodet« om optagelse i Sovjetunionen, de polskejede godser blev eksproprieret, industrien nationaliseret, »borgerlige« og nationalistiske elementer blev arresteret og deporteret og landbruget kollektiviseret.

Den tyske invasion og tiden efter

Da tyskerne kom i 1941, havde de sovjetiske styrker trukket sig tilbage med den brændte jords taktik, og tyskerne blev modtaget som befriere. Tyskerne anså imidlertid ukrainerne og hviderussere som undermennesker, og i løbet af21 krigen blev mindst 2 millioner mennesker sendt på tvangsarbejde i Tyskland.

Efter krigen og de nye grænsedragninger var der for første gang i historien et altovervejende flertal af hviderussere og ukrainere i hver deres statsdannelse. Men som i alle sovjetrepublikker steg antallet af indvandrede russere også her efter krigen; i 1959 var 16,9 procent af Ukraines befolkning russisk, i 1979 21,1.

Både Khrusjtjov og Breznjev havde gjort karriere i Ukraine, og selv om i hvert fald førstnævnte havde været modbydelig mod ukrainerne, mildnedes han i 50erne, og ukrainerne fik tildelt mange høje poster bl.a. i militæret. De fik også lov at pleje deres nationale bevidsthed, hvilket førte til en national renæssance. Den nationale renæssance er begyndelsen til den nyeste historie.

Mindretallet og fredens dystre udsigter

Det, der dog står tilbage, er, at Ukraine med sit store russiske mindretal er del af den geopolitiske katastrofe, Sovjetunionens fald førte med sig, og man må spørge, om katastrofen ikke også er af politisk kulturel karakter?

For de undertrykte lande er jo til en vis grad kommet til at ligne deres undertrykkere; korruptionen i Ukraine er velkendt, og når man konstant selv er blevet forsøgt undertrykt, har læren naturligvis været, at man må undertrykke tilbage, når man får muligheden.

Og når man står med et mindretal som det russiske, der mener sig hævet over andre og med et moderland i ryggen, som altid er rede til at møde op, hvor hendes børn ser sig uretfærdigt behandlet, så er dette mindretal vanskeligt at elske og favne.

ukrainerne [kæmper ikke] for retten til prideparader, de kæmper for retten til at være et land og et folk.

Jeg tror, at man skal se behandlingen af de russiske mindretal i det lys, og det er selvfølgelig ikke smukt.

Folkeflytninger er set før i historien, men det bliver næppe løsningen på denne krig endsige på konflikten med andre gamle sovjetstater som de f.eks. de baltiske lande.

Dertil er der for Ukraines vedkommende tale om et land med enorme naturressourcer, som Rusland selvfølgelig ikke vil give køb på. Jeg har vanskeligt ved at se, hvordan man vil kunne skabe en stabil og vedvarende fred, netop p.g.a. den russiske diaspora og kampen om naturressourcerne.

Hvad kæmper europæerne for?

Alternativet, som vor egen statsminister nylig har modtaget applaus for at udtrykke, at Ukraine skal vinde krigen, viser, at hun og de, der applauderede hende, står med fødderne plantet solidt i den blå luft. For det første har de europæiske lande særdeles forskellige interesser i Ukraine, varierende fra nærmest ingen til meget stor interesse.

For det andet har de lande med den store interesse et forsvar af meget vekslende karakter fra rimeligt/godt til ingenting.

Tror man, at Rusland vil lade sig skræmme af den slags allierede, Ukraine holder sig? Og hvad er perspektiverne i statsministerens flotte holdning? Hvis hun virkelig mener, at Rusland skal stækkes og fortrænges helt fra Ukrainsk territorium, så må hun jo tage i betragtning, at ukrainerne er slidte, og at de kun kan fortsætte kampen med udenlandske styrker.

Og så er Danmark i krig med Rusland.

Med et ikke eksisterende forsvar.

Dertil satte vicepræsident J.D. Vance satte fingeren på det ømme punkt i sin tale i München med udsagnet om, at forsvar i lige så høj grad handler om at vide, hvad man forsvarer, som om hvem, man forsvarer sig imod. Det har han ret i.

Som nævnt i den første klumme kæmper ukrainerne ikke for retten til prideparader, de kæmper for retten til at være et land og et folk. Vore ledere kæmper derimod – med PHs ord – »for det, vi ka´ li´«, d.v.s. fri sex, moderne kunst, LGBT+, abort og aktiv dødshjælp, medens de underløber deres egne folk med deres immigrationspolitik, hvormed de faciliterer en indre fjende.

Vi har dermed vor egen, geopolitiske katastrofe at kæmpe med, vi har intet positivt at kæmpe for, thi netop dét undertrykkes alt sammen som ondt og reaktionært.

I disse dage må vi derfor spørge: Hvad har vi egentlig at tilbyde Ukraine? Det ville være væsentlig mere konstruktivt end at kaste sig over budbringeren: USA.