Det amerikanske valg er langt om længe overstået. I det magttomrum, valget har efterladt verden, lader det til, at Rusland sætter alt ind på at vinde så meget land som muligt i Ukraine, og det ser ud til at lykkes.

Jeg har en fornemmelse af, at krigen mellem de to lande lakker mod enden, og at resultatet af den fredsforhandling, der muligvis vil komme i det nye år, vil ende med, at vi i vesten tvinges til at acceptere russernes krav om en bufferzone, som ganske vist vil ligge længere væk end den gamle fra sovjettiden, men som dog vil være en bufferzone.

Går det således, kan vi i høj grad takke os selv for det. Stor- og geopolitik er ikke for idealister, slet ikke, hvis de som vore ledere er virkelighedsfjerne og popularitetssøgende og derfor i årevis har høstet den såkaldte fredsdividende også efter, det stod klart, at der ikke var mere at høste, senest i 2014, da Rusland annekterede Krim.

Bliver Rusland mæt?

Forestiller vi os, at Ruslands bufferzone kommer til at indeholde de østlige provinser i Ukraine samt Krim, må vi stille os spørgsmålet, om det så vil bringe fred, om ikke i verden, så imellem øst og vest.

Det vil en mand som Hans Mouritzen, seniorforsker ved DIIS, muligvis mene. I kronikken Russofobien er gået amok fra 17. juni år argumenterer han for, at Rusland har ’Lebensraum’ nok, fordi dets territorium er så stort, det har masser af energiressourcer, og dertil har det ingen universel ideologi, der kræver erobringer.

når ukrainerne kæmper så tappert og udholdende, som de gør nu, er det ikke fordi de ønsker prideparader gennem hver en landsby, men fordi deres kamp går langt tilbage

Der er en sælsom naivitet i disse betragtninger. Jeg er ikke russofob, jeg læser f.eks. russisk litteratur med stor glæde, og under læsningen af Anna Karenina (udgivet i 1878), bemærkede jeg en scene, hvor hendes mand, som er embedsmand i regeringen og lidenskabeligt optaget af, hvordan man får russificeret polakkerne, ved et middagsselskab fører en samtale om netop dette emne; skal det ske gennem dannelse eller ved simpel assimilering blandt russere, ved at disse får mange børn?

Den russiske imperialismes dybe rødder

Zarstyret havde mig bekendt ingen ideologi, men imperialistisk var det, og i sovjettiden blev russificeringen mere effektiv både gennem uddannelsessystemet, hvor det var karrierefremmende at kunne russisk og derfor snart dominerede skolerne, og ved at eksportere egen befolkning til de lande, man havde underlagt sig, samtidig med at man sendte store dele af den lokale befolkning i eksil, som det f.eks. skete med Krimtatarerne.

De har – alt andet lige – beboet Krim noget længere end russerne. For de baltiske lande fandt jeg nogle tal i Forlaget Danmarks verdenshistorie (København 1992), bind 24 side 42:

Hvor esterne før krigen [2. verdenskrig] havde udgjort 88,3 pct. af befolkningen i deres republik og letterne 77 pct., var andelen i 1989 nået ned på hhv. 61,5 og 52 pct. Litauen havde den mest homogene befolkning af de tre lande, idet litauerne selv udgjorde lige omkring 80 pct. af befolkningen, hvad der nogenlunde svarede til situationen før krigen. (…) Indvandringen af navnlig russisk arbejdskraft til de tre republikker var ganske betydelig. I femåret 1965-69 voksede befolkningen i Estland, Letland og Litauen således med hhv. 45.000, 71.000 og 29.000 udefra kommende sovjetborgere. I 1980-84 var tallene 31.000, 45.000 og 59.000, og det samlede antal for tyveåret 1965-84 var 525.000. Disse tal var imidlertid nettotal, der skjulte en voldsom løbende udskiftning af immigrantbefolkningen. Alene i 1987 indvandrede 135.000 personer til Letland, mens andre 117.000 udvandrede.

Den russiske diaspora

Derfor er det sandt, når Putin omtaler Sovjetunionens fald som en geopolitisk katastrofe, men nok på en anden måde end han ser det, for den handler om de store russiske mindretal, der befinder sig i de tidligere sovjetstater.

Den russiske diaspora fungerer på samme måde som den muslimske ummas i vesten; man vil ikke indrette sig efter de indfødte, og man pukker på sine menneskerettigheder, medens man bevarer en tæt forbindelse til moderlandet, som altid står parat til at anspore deres mindretal til protest, når disse føler sig trådt over tæerne af de lokale regeringer.

Videre kan man læse, at immigranterne i høj grad bosatte sig i byerne, hvor de dominerede hele industriområder, hvor de lagde pres på bolig- og forbrugssektoren, og hvor deres opførsel ikke sjældent gav anledning til, at de blev set på som undertrykkere, bl.a. fordi flertallet ikke ønskede at lære de lokale sprog, og fordi de bevarede deres pro-russiske og pro-sovjetiske holdninger.

Den russiske diaspora fungerer på samme måde som den muslimske ummas i vesten; man vil ikke indrette sig efter de indfødte, og man pukker på sine menneskerettigheder, medens man bevarer en tæt forbindelse til moderlandet

Det er for mig at se i sin essens den geopolitiske katastrofe, som vesten nu er blevet en del af; derfor er NATOs udvidelse ikke en aggression, den er resultatet af de erfaringer, Ruslands naboer har med Rusland, og som gør, at de gerne vil sikre sig.

For hvorfor var det, at Sovjet-Rusland efter anden verdenskrig underlagde sig så mange lande? Det var jo dels for at skabe sig selv en sikkerhed for ikke at blive invaderet af vesten, dels for at have en base at udøve magt i verden fra, og jeg tror, at Putin, som vel må betegnes som en slags stalinist, ønsker den sikkerhed og den magtbase genskabt.

Ukraine er et skridt på vejen til at nå målet. Men skal man tro Hans Mouritzen, skyldes Ruslands reaktion, at de er blevet overrendt vestfra af både Karl XII, Napoleon og Hitler.

Jo da, men Ruslands nabolande har til gengæld oplevet at blive overrendt af Rusland, og det er vel grunden til, at de gerne vil være med i NATO, eller hvad? Nu lærer både vi og de på den hårde måde, at Rusland ikke finder sig i det, og at Rusland sikkert får lov at slippe afsted med det, fordi landet har atomvåben, bl.a. dem, der engang var i Ukraine.

Næste stop Finland?

Det kunne man godt begræde mere, end Mouritzen gør. Han lader imidlertid til gerne at ville nuancere krigen og dens parter, og han mere end antyder, at der er noget om den russiske snak om nazist-regimet i Ukraine.

For der er en generel af dyrkelse af Stepan Bandera, der var både antisemit og nazi-kollaboratør. Hvorfor antydes dette, hvis ikke det skal underbygge Mouritzens påstand om, at Rusland måske har fat i mere, end vi får at vide her i vesten?

Men følger man den logik, så har Rusland vel også ret til at angribe Finland, der jo i fortsættelseskrigen samarbejdede med Nazi-Tyskland, en fortid, Finland ikke tager afstand fra? Så vidt går han dog ikke, ej heller beskæftiger han sig med, at jødepogromer er en russisk specialitet, som russerne bl.a. har dyrket i Kiev.

Når jeg bruger spalteplads på Hans Mouritzens kronik, er det fordi, jeg har en fornemmelse af, at den afspejler manges synspunkt på krigen. Der spores en krigstræthed og et ønske om at se nuanceret på sagen, for der skal jo to til et slagsmål.

Jeg selv nærer ingen illusioner om vestens moralske habitus eller mangel på samme, så den vil jeg ikke bruge tid på, men det forekommer mig, at de såkaldte »nuancer« males mere og mere i Ruslands favør.

Det – mener jeg – er der til gengæld ingen grund til. Den undertrykkelse, Ruslands nabolande øver mod deres russiske mindretal, er bestemt ikke køn, men de har – jf. ovenstående eksempler – lært metoden af russerne selv.

Og når ukrainerne kæmper så tappert og udholdende, som de gør nu, er det ikke fordi de ønsker prideparader gennem hver en landsby, men fordi deres kamp går langt tilbage. Uanset resultatet af krigen kommer de næppe til at opgive den. Hvorfor vil jeg skrive om i min næste klumme.