I den verserende debat om den amerikanske præsident Donald Trumps ledelsesstil, som den har taget sig ud i de første to måneder af hans præsidentskab har en gruppe debattører på højrefløjen, bl.a. Kasper Støvring og Rune Selsing, appelleret til, at man forsøger at forstå Trump, fordi der kan være en mening med Trumps mildt sagt kontroversielle adfærd.

Det har disse »realister« blandt andet gjort ved at henvise til Trumps adfærd som forhandlingsteknik – ikke mindst i Ukraine-spørgsmålet, hvor dog både de i udgangspunktet lave og offentligt udbasunerede forventninger fra USA’s side og ydmygelsen af Zelenskij i Det Hvide Hus må gøre det sværere at få til at hænge sammen.

Putin har desuden netop ovenpå fredsforhandlingerne stillet som krav, at Ukraine overgiver sig, i hvilken forbindelse The Times har tilladt sig at konkludere, at det var Trump, ikke Putin, der efter forhandlingerne havde været heldig ikke at tabe ansigt, fordi Putin havde accepteret en begrænset våbenhvile, der blev brudt kort efter.

Men der er andre og langt mere fundamentale konklusioner, som jeg ikke kan få til at passe i »realisternes« fremstillinger, og som simpelthen er mig ugenkendeligt fra udenrigspolitisk historie. Disse er genstanden for denne artikels undersøgelse.

For mig er det ikke blot et spørgsmål om, at jeg simpelthen ikke kan se, at »realisterne« er hverken realistiske eller når det eftertragtede mål, som er en ny stabil verdensorden, men lige fuldt et spørgsmål om ganske enkelt tilsidesættelse af den lille, demokratiske nationalstats interesser, klarest ved forsøget på at forstå den militære interventionstrussel mod Grønland og dermed Kongeriget Danmark som varetagelsen af en legitim geopolitisk interesse.

Det må mildt sagt forekomme ejendommeligt i en dansk offentlig debat.

Er »realismen« naturlig eller ønskelig?

For det første er der spørgsmålet, om realismen hos »realisterne« betragtes som et deskriptivt eller et normativt fænomen: Er det en naturlov, at stater er udenrigspolitikkens kerneaktør, og at deres ageren får sit udtryk i magtbalancering, og at internationale organisationer derfor er uden betydning, eller er der tale om et decideret ønske fra »realisternes« side?

Det første kommer til udtryk, når Kasper Støvring har erklæret den liberale verdensorden død, og Rune Selsing proklamerer, at Vesten må opgive den liberale verdensorden.

Her kan vi få indtrykket, at der er tale om en nøgtern analyse af en art udenrigspolitisk lovmæssighed, men omvendt lader disse analyser også til at være knyttet til et oprigtigt ønske fra dem begge om at opgive den liberale verdensorden.

F.eks. skrev Kasper Støvring den 27. februar i et opslag på Facebook i forbindelse med den amerikanske udenrigsminister Marco Rubios fremhævelse af den amerikanske udenrigspolitiks formål, nemlig at adskille Rusland fra Kina:

»For første gang siden Sovjets sammenbrud ser vi konturerne af en realistisk udenrigspolitik, der fokuserer på at skabe en gunstig magtbalance, der kan afskrække og inddæmme vores modstandere og knytte allierede stater tættere til Vesten.«

Ordene var, så vidt jeg har forstået det, skrevet på et tidspunkt, da Støvring stadig var af den opfattelse, at der kunne være mening med galskaben i Trumps imødekommenhed over for Rusland for at skabe en fredsaftale, der også var til Ukraines gavn.

Støvrings opslag er svært at læse på anden måde end en art begejstring eller lettelse over, at vi igen er nået til magtbalanceringen. Det samme kommer til udtryk, når Støvring udtrykker sig som værende decideret imod internationalt konventions- og domstolsstyre.

Det er altså svært at overse det normative i »realisternes« synspunkter, og de må bedømmes som sådan. Det foranlediger mig til at sige, at jeg, ikke mindst som patriotisk borger i en småstat, virkelig ikke ser det attraktive ved magtbalanceringen.

Det vil være et tilbageskridt til et Europa, hvor magt trumfede over ret, og hvor de små ikke har andet alternativ end tilpasning. Det er det Europa, hvor Danmark måtte acceptere, at den logiske følge af at være frataget Sønderjylland i 1864 var, at man lagde sig udenrigspolitisk tæt op ad den fjende, man havde mistet området til – den eneste strategi, der var mulig for en småstat, og som viste sig ganske omsonst.

Derudover vil der i denne »realistiske« drømmeverden være tale om balance, ikke dominans, og dermed også en konstant frygt for, at de to parter kan ende i en altopslidende krig over for hinanden, som Første Verdenskrig var, og som Cubakrisen nær kunne være blevet begyndelsen på. Magtbalanceringen virker netop kun til afskrækkelse til en vis, vilkårlig, grænse. Hinsides den bryder helvede løs.

Imellem Den Kolde Krig og et eller andet tidspunkt for relativt nylig har vi levet i en unipolær verdensorden, hvor der har været en ubestridelig supermagt, USA, og en gruppe af lande knyttet til den igennem forskellige forbindelsestyper – enten bekendelsen til den samme samfundsform, som det i høj grad har været tilfældet i NATO, eller som en følge af ikke-idealistiske overvejelser, f.eks. Saudi-Arabien.

Der var ikke tale om balance, men dominans. Det er denne verdensorden, der har gjort, at jeg og min generation har været så heldige at vokse op i en verden, hvor vi i vores møde med offentligheden faktisk lærte, at nu var krig slut, og det liberale demokratis endelige sejr bare et spørgsmål om tid.

Mine forældres generation voksede op i konstant frygt for atomkrig og mine bedsteforældres i frygten for, at den ideologiske forblindelse i 1930’ernes Europa til sidst gjorde krig mere ønskværdig end fred.

Hvis målet, som man lejlighedsvis kan få indtrykket af, skulle være en stabil verdensorden baseret på denne balancering, så er dette blændværk og ikke mindst for den lille stat.

»Realisterne« og moralen

For det andet er det for »realisterne« væsentligt at se igennem fingre med Trumps uhøviske facon. Det er bare forhandlingstaktik… indtil det, da Trump og Vance ydmygede Zelenskij for rullende kameraer tilsyneladende ikke var det mere. Lars Christiansen og Kasper Støvring har i Berlingske den 9. marts fordømt den »altdominerende dømmesyge», ligesom Støvring i et indlæg i Kontrast den 11. marts har hævdet, at en politiker skal vurderes på strategiske resultater, snarere end personlig moral.

Da jeg i en fjern fortid havde International Politik på statskundskabsstudiet, blev der sondret mellem to forskellige skoler i realismen, nemlig den oprindelige, der bl.a. er fostret af Morgenthau og Waltz, der hævder, at stater balancerer i forhold til materiel magt, og den skabt af Stephen Walt, der hævder, at stater balancerer i forhold til trusler.

Der er ikke en helt lille forskel, da den sidste løsning indeholder et subjektivt element, og så bliver det lige pludselig ikke helt ligegyldigt, hvilket moralsk fundament man som alliancepartnere søger sammen om.

Jeg har svært ved at se, at Walt ikke har ret i det stykke. Når de østeuropæiske lande efter Sovjetunionens opløsning valgte at tilslutte sig NATO, når Ukraine efterfølgende har ønsket optagelse, og når Finland og Sverige gjorde det efter Ruslands invasion af Ukraine, så var det netop ikke en materielmæssig balancering, men derimod en balancering i forhold til, hvem der var den største trussel.

Det var realisme – en realisme, som »realisterne« finder forkert, hvilket yderligere problematiserer deres tanke om, at det skulle være udenrigspolitiske vante gænge.

Men i så fald bliver det også svært at acceptere, at moral er en irrelevant størrelse, og navnlig når den er så fraværende som i tilfældet Trump.

Jeg kan for så vidt godt, hvis vi indskrænker fokus til det udenrigspolitiske felt, acceptere, at det forhold, at Trump er blevet kendt skyldig i sagen om tys-tys-pengene, han har givet til pornoskuespilleren Stormy Daniels, ikke skal stå ham i vejen, hvis han kan sikre verdensfred.

Det, der er problemet, er overordnet set ikke, som Støvring ellers lader til at fremstille det, at der lyves i diplomatiet. Det er vi vant til. Det, der er problemet, er, at det gøres i en sådan grad, at der ikke lader til at være nogen moralsk kerne tilbage i forhandlingerne.

Der er ingen idealisme tilbage, der retfærdiggør den i forhold til moralen noget pragmatiske adfærd.  Som Støvring forsvarer det på sin Facebook-profil den 21. februar:

»Er der mening med galskaben? Det ved vi ikke med sikkerhed. Og det er netop ideen med skuespillet.«

Det må siges at være at se glasset som halvt fuldt. Vælger man at betragte det fra det modsatte perspektiv, er det anderledes urovækkende. Hvis der ikke er mening med det, hvis Trumps udenrigspolitiske ageren er vilkårlighed og uden en egentlig retning, hvilket Støvring efterfølgende selv lejlighedsvist har erkendt, at den kunne være, ved selv at tabe kæben, efter en akt af »skuespillet« tog sig ud som en fuldstændig ydmygelse af Zelenskij i Det Hvide Hus.

Endnu engang er det svært i denne fuldstændige diplomatiske vilkårlighed at se nogen som helst form for basis for en stabil verdensorden… medmindre alle andre allierer sig imod USA, og det lader ikke til at ligge i kortene for »realisterne«, der netop igen og igen påpeger, hvor tæt knyttet vi fortsat bør være til USA, uanset Trumps ageren og tilmed militære trusler mod bl.a. Kongeriget Danmark.

»Realisterne« og nationalitetsprincippet

For det tredje og i forbindelse med ovenstående har jeg meget svært ved at se, at der ikke er tale om en grov underkendelse af nationen som enhed.

Lukket ind i realismens verden er det let at forfalde til den opfattelse, at der kun findes to elementer i international magtpolitik: Staterne og deres på magtbalancering baserede aftaler.

Det ses blandt andet, når Støvring i facebookopslaget 27. februar om Marco Rubios udtalelse om, at USA forsøger at adskille Rusland fra Kina, beskrev det som »(isoleret set) godt nyt, at Rusland overraskende har vist interesse for et samarbejde med USA om sjældne naturressourcer«. Det er balanceringen, det handler om, ikke hvem eller hvad der balanceres mod.

Denne opfattelse ser alene stater som vægtlodder, der kan flyttes rundt på i balanceringen. Det er de ikke. Det er enheder med egne nationale fortællinger og værdier.

Tilmed er mange af dem, om end et dalende antal, i det 21. århundrede også demokratiske stater med en fri offentlig debat, der er afgørende for, hvad der måtte fremstå som legitim udenrigspolitisk ageren. Det sætter i sin tilstedeværelse alene – og så i det forhold, at politikere i reglen gerne vil genvælges – afgørende moralske, filosofiske eller ideologiske begrænsninger for, hvordan der kan ageres.

Men selv for ikke-demokratiske og ufrie stater er denne legitimitet nødvendigt og kan genkendes i de vedvarende forekomster af casus belli i historiefremstillingerne. Du kan ikke agere markant udenrigspolitisk uden grund.

Læren fra Danmarks historie

I 1863 brugte Bismarck Novemberforfatningen som påskud for at invadere Det Danske Monarki ved at hævde, at den konstituerede en overtrædelse af præmissen for Londontraktaten af 1852, der ved oldenborgernes uddøen lod den danske trone overgå til glücksborgerne.

Det var den ikke – det kan vi tage en anden gang – men Bismarck havde det held, at der ikke rigtig var andre, der forstod de komplicerede forfatningsmæssige forhold i Det Danske Monarki, og dermed kunne han sælge den sådan.

I 1939 påbegyndte Hitler Anden Verdenskrig med invasionen af Polen. Jeg kan her forstå, at der igen er stemmer i den offentlige debat, der mener, at dette forhold kan diskuteres.

Det agter jeg imidlertid ikke at spilde min tid på. For at få en større eller mindre del af opinionen på sin side, lod det nazistiske styre en gruppe tyske soldater klæde ud som polske og gøre et angreb på Gleiwitz-radio-senderen, som dermed blev den tyske casus belli for angrebet.

Det vigtige i de to eksempler er, at uanset de militære ambitioner, måtte man have en undskyldning, et moralsk narrativ. Endnu engang et udtryk for, at moral ikke kan løsrives fra udenrigspolitik og tilmed spiller en basal rolle for handlerummet.

Man har været glad for hos »realisterne«, bl.a. Morten Messerschmidt at henvise til 1864 som den store lektie. Her kunne vi have fået en bedre aftale, hvis vi havde slået til tidligere, bl.a. på London-konferencen april-juni 1864. I stedet tabte man det hele på gulvet.

Denne skyldsnarrativ – at det var Danmark, der klokkede i det ved at nære tillid til egne militære evner (og som i øvrigt ejendommeligt nok i sin moderne form er fostret og næret af Det Radikale Venstre) – skygger for andre lektier af krigen.

Da fredsaftalen skulle diskuteres i efteråret 1864, mente D.G. Monrad, at man skulle kæmpe videre. Det kan på denne narrativs baggrund fremstå fuldstændig vanvittigt, at Danmark som småstat skulle fortsætte med at stå to stormagter imod, og sådan er synspunktet også siden blevet videregivet af politikere såvel som historikere. Monrads pointe var imidlertid, at hele landet, hvis indtaget af Tyskland så i det mindste forblev samlet.

Hvorfor ville Monrad opgive det hele?

Fordi det her handlede om den nationale skæbne og muligheden for på længere sigt at skabe et stabilt samfund på denne baggrund. Det var i Monrads samtid en almindeligt draget lektie af det polske eksempel, at et folk ikke blev opløst ved, at staten blev det.

N.F.S. Grundtvig mente det samme, og synspunktet levede videre i de moderate dele af Det forenede Venstre (de dele, der senere blev til partiet Venstre). Venstreføreren, krigsveteranen og reserveofficeren Frede Bojsen og hans ligesindede indtog det forsvarspolitiske standpunkt, at forsvaret skulle indrettes, så det fokuserede på infanteriet, som ved invasion (af tyskerne) kunne kæmpe i åben mark.

Det er i senere historieskrivning blevet affejet som et romantisk synspunkt, men det er at misforstå formålet. Det var ikke meningen, at dette forsvar i sig selv skulle føre til militær sejr, men være konstituerende for nationens overlevelse.

Det, at man havde blødt, ville også føre til, at nationen ikke kunne dø i folks sind. Som en anden venstrefører sagde det, var formålet at skabe et Dannevirke i hver mands hjerte. Derudover ville det kunne vække til andre landes sympati, og dermed sikre moralsk, måske endda militær støtte herfra.

»Vi ved at fjæld kan springes«

Dette perspektiv, at den nationale kamp handler om andet og mere end den militære sejr, lader »realisterne« ikke til at kunne rumme, fordi det ikke passer ind i opfattelsen af statstænkningen og magtbalanceringen.

Her er der jo intet af hverken stat eller formel magt tilbage, og det militære nederlag må dermed være det afgørende bevis for, at en krig har været formålsløs, og at den skal slutte. Det er imidlertid ukrainerne, der må afgøre, hvornår der er blødt nok. Det kan vi ikke gøre os til herre over – hverken ved at insistere på, at kampen skal være længere eller kortere.

Det er dette kulturforsvar, hvor også det militære forsvar spiller en rolle, der netop forstår radikaliteten i Valdemar Rørdams ord fra 1907, som jeg kunne mistænke flere af de »realistiske« stemmer for at have citeret både hellig og søgn:

Vi ved, et fjæld kan sprænges, og tvinges kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.

»Realisterne« ser det i deres balanceringstænkning som et formål at etablere Ukraine som en art erklæret neutralt land mellem NATO og Rusland med internationale garantier for, at Ukraine ikke bliver medlem af NATO.

Det vil reelt gøre Ukraine til en lydstat og føje spot til skade for Ukraine, der netop har forsøgt at balancere mod det, ukrainerne betragter som den egentlige trussel, nemlig Rusland. Endnu engang ønsker »realisterne« ikke at lade Ukraine agerer realistisk. Man fratager dem muligheden for at agere udenrigspolitisk efter de mønstre, som »realisterne« selv siger, de ønsker gældende.

Man placerer dermed Ukraine i et ydmygende nederlag. Nederlag er, som ikke mindst 1864 har vist i vores egen historie, kraftfulde til at etablere nationale narrativer. Hos os selv blev den fortælling den sejrende, at det var vores skyld det hele.

Der er ikke tegn i hverken sol eller måne på, at det vil ske i Ukraine. Der er det Ukraine, der entydigt er ofret. Samtidig er der, som redegjort for nedenfor, ingen særlig godt begrundet garanti for, at Putin vil stoppe her, men snarere se, hvad han ellers kan tage fat på.

Kombineret yderligere med den reelle risiko for, at der fra amerikansk side er tale om fuldstændig udenrigspolitisk vilkårlighed, så er der i virkeligheden ikke megen grund til at tro, at internationale garantier om fastlåsningen af Ukraines udenrigspolitiske handlerum vil virke særlig stabilt.

Selvfølgelig er der tale om imperialisme

For det fjerde må det være denne fuldstændige tilsidesættelse af nationalitetsprincippet, der kan lede Rune Selsing og Kasper Støvring til at afvise, at der fra russisk side er tale om imperialisme, men alene om sikkerhed. Det er en falsk opstilling.

Det ene udelukker så afgjort ikke det andet, og det er i virkeligheden såre simpelt: Den Danske Ordbog definerer imperialisme som »en stats stræben efter at opnå fx politisk, militær eller økonomisk magt over områder uden for landets grænser«. Det er det, Rusland er i gang med. Om argumentet er sikkerhed, den nationale nederlagssymbolik omkring Sevastopol eller bare muligheden for indenrigsbadeferie på Krim, er ligegyldigt.

Det er stadig imperialisme. I øvrigt ville også russisk kontrol med Ålandsøerne, Gibraltar, Anholt og for den sags skyld Richmond, Virginia være til gavn for russisk sikkerhed. Sikkerhedsargumentet er vilkårligt og ikke begrænset, men har derimod vedvarende været en undskyldning for imperialistisk tænkning. Ideen om den legitime geopolitiske interesse er udtryk for imperialistisk tænkning og kan ikke løsrives fra den.

Den formelle anneksion af de fem ukrainske provinser og den russiske historiebrug i forhold til Ukraine som et kunstigt land med en befolkning, der, om de vil det eller ej, hører til i den russiske familie, umuliggør også nøgternheden i opfattelsen af, at dette skulle være et rent praktisk, ikke et nationalt-imperialistisk spørgsmål.

I virkeligheden følger Putin blot den samme drejebog, som Napoleon, Napoleon 3., Bismarck og Nikolaj 2. også fulgte: Stormagtens mulighed i nationalstaternes tidsalder er at legitimere og stabilisere enmandsvælde ved at vinde krige, der skaber national opbakning og begejstring.

Det er en legitimering og stabilisering, Putins styre har brug for, hvis ikke det skal brase sammen. Regelmæssigheden med angrebet på Georgien i 2008, besættelsen af Krim i 2014 og invasionen af Ukraine i 2022 understreger glimrende, at Putin er bevidst om dette behov.

Hos Napoleon, Napoleon 3. og Bismarck virkede denne strategi desuden ikke bare til legitimering og stabilisering af deres styrer, men også markant politisk styrkelse af landets position i international politisk sammenhæng – ikke mindst pga. landets egen selvfølelse oven på sejren. Både regering og befolkning mente dermed at have vundet retten til at bestemme ikke bare egen, men også verdens skæbne.

I Sønderjylland i tysk tid 1864-1920 førte netop en sådan national selvfølelse til massive forsøg på tvangsgermanisering. »Realisterne« skylder os andre, ikke mindst som del af en offentlig debat i en lille, demokratisk nationalstat, hvad demokratiet, nationalitetsprincippet og småstaterne har at vinde ved at muliggøre en sådan styrkelse af Rusland og dermed også det putinske despoti.

Dette er ikke blot spørgsmål om enkeltstående begrænsede fordringer, hvorefter despoten så trækker sig tilbage, som det er blevet fremhævet af »realisterne«. Det er skruen uden ende. Så længe ekspansionspotentialet er til stede, skal det udnyttes, fordi det ikke bare bevarer, men styrker despotiets legitimitet. Den eneste hindring er nederlaget, fordi det fjerner eneherskeren. Spørg bare Napoleon, Napoleon 3. og Nikolaj 2. Dette burde være så meget større grund til at være vagtsom med at forære Putin en sejr.

Ingen stabil verdensorden

Ruslandshistorikeren Erik Kulavig bruger i sine bøger et ganske fortræffeligt begreb til beskrivelse af den russiske revolutions udførelse til beskrivelse af, hvad den bibringer til det russiske samfund: Bandituvæsen. Der er, så vidt jeg kan se, få ord, der i samme grad beskriver det uindskrænkede umoralske anarki, »realisterne«, uden tvivl i en ædel hensigt, forsvarer.

Samlet set leverer »realisterne« nemlig intet bud på en stabil verdensorden. Det er et forslag om tilbagevenden til den europæiske koncert, hvor stormagterne i gensidig forhandling skaber en afklaring af grænsernes dragning og verdenspolitikkens tilstand.

Forskellen er, at der i denne »realisternes« opfordring er tale om den fuldstændige vilkårlighed og en mangel på moraliserende fortælling. Der er ingen begrænsning, og dermed bliver alliancer heller ikke holdt sammen af noget som helst. Denne mangel på gensidig tillid vil gøre varig balancering umulig.

I afvejningen mellem pragmatisme og idealisme bliver idealismen hos »realisterne« fuldstændig væk. Det er pragmatisme for pragmatismens egen skyld, hvilket er meningsløst, for hvad er formålet så? Hvilken del af idealismen er det, vi forsvarer her? Hverken demokratiet, nationalitetsprincippet eller staternes territorielle integritet kan på nogen måde føle sig mere sikret i denne bandituvæsenets udenrigspolitik.