Der har bredt sig den opfattelse, at realister ikke bryder sig om den såkaldte liberale verdensorden, der bygger på internationale regler, så småstater som Danmark kan leve i tryghed. Jens Lei Wendel-Hansen viderebringer den opfattelse i en kritik af mig og Rune Selsing.

Det er en tilsnigelse. 1990’erne var mit paradis. Der var få trusler internt, ikke mange kriminelle indvandrere, ingen islamisering og højkonjunktur. Heller ikke udadtil var der fjender, der kunne true os.

I 2014 skrev jeg et erindringsessay om den liberale orden, som jeg allerede dengang mente, vi var ude af. Livet i den liberale orden var dejlig harmonisk, som jeg skrev. En skøn tid. Men det var også en parentes i historien. En dagdrøm, vi er vågnet af. Nu var vi alene i verden, truet af stormagterne Rusland og Kina, af masseindvandring og islamisering.

I dag er det vist sivet ind. For også USA truer os, nu med at tage Grønland. Det er på alle måder forkasteligt og idiotisk. Amerikanerne gør det dog ikke, fordi de hader os og ser os som en fjende. Nej, de foragter os og ser os som dekadente.

Vi kan ikke finde ud af forsvare os selv, ja, vi vil det heller ikke. Hver gang, vi har problemer – som med Ukrainekrigen og Houthiernes angreb på skibstrafikken i Det Røde Hav – er det amerikanerne, der skal træde til, selv om europæerne har større gavn af fred og en fri sejlrute.

I mit essay for mere end ti år siden skrev jeg om det europæiske forfald, der nok først er blevet tydelig for almenheden nu. Minervas ugle flyver som bekendt sent.

Den liberale orden underminerede nationalstaten i form af overstatslige organisationer og konventioner og liberale illusioner om universalisme.

Vi har år efter år ladet millioner af mennesker, der hader os, indvandre til vores lande, imens kriminaliteten og terroren kun er blevet værre og værre. Vi troede, at bare vi hylder menneskerettighederne og handler med russerne og andre, bliver verden fredelig.

Men nu er vi uddrevet fra Paradis. Verden er blevet truende og mere risikabel. Der er intet »legitimt« i stormagternes dominans over deres interessesfære. Juridiske termer hører hjemme i retsstater, ikke i et anarkisk, internationalt system.

Men måske var der alligevel en slange i paradiset?

Det forekommer mig, at Wendel-Hansen og mange andre ser alt for positivt på den liberale orden. De er også propfulde af illusioner om dens genkomst og af ønsketænkning i forhold til, hvordan den kan genetableres.

De frygter vores nutid og fremtid og længes tilbage, så meget står klart. Men intet sted i sin artikel giver Wendel-Hansen nogen argumenter for, at vi overhovedet kan genetablere denne orden. Han nøjes med at kritisere os andre, realisterne, for at komme med det kedelige budskab og for at levere nogle bud på, hvad vi så skal gøre.

Jeg indrømmer det da også gerne: Realisme er en mærkelig teori. Vi tror på den, men så helst, at den ikke var sand. For nogen optimistisk teori er den ikke.

Problemerne med den liberale orden

Lad mig her holde mig til diskussionen om den liberale orden. Hvad var der galt med den?

Den liberale orden underminerede nationalstaten i form af overstatslige organisationer og konventioner og liberale illusioner om universalisme. I løbet af få år blev tillidssamfundene mere eller mindre ødelagte af masseindvandring. Sverige som et af de mest grelle eksempler.

Slangen i paradiset fristede også med selvødelæggelse på et andet punkt. Den liberale orden gjorde os rigere. Men den gjorde også vores fjender rigere og mere magtfulde, så de nu – særligt Rusland og Kina – udgør ikke blot en økonomisk, men også militær trussel. Vi tog chancen, inddrog andre i vores liberale orden og håbede på den evige fred, som Kant og de liberale universalister talte om. Men det slog fejl.

Endelig var den liberale orden aldrig særlig liberal. Det var en orden, der blev skabt af Vesten og opretholdt med vestlig magt og primært til gavn for Vesten. Ingen anden stat end USA har brudt de internationale regler så mange gange som USA, herunder de mislykkede krige, der har medvirket til at svække Vesten.

USA’s svækkede position gør det nødvendigt at presse europæerne til at tage større ansvar for deres egen sikkerhed. Af samme grund søger USA at normalisere forholdet til Rusland

At Vesten er brutal, kynisk og hyklerisk har vi bare en tendens til at glemme, men – som Huntington skrev – det glemmer Resten ikke. Derfor hader de os, og vi står ret isoleret i dag. Det er et enormt problem, fordi vi har mistet magt og derfor er nødt til at alliere os med andre stater for stadig at kunne projicere magt. Det er blevet sværere.

Alt dette forstår realismen i modsætning til liberalismen og neokonservatismen.

Hvis man som liberal, og det lyder til at være Wendel-Hansens position, i sin beskrivelse fokuserer på demokratiudvikling, global institutionalisme og økonomisk interdependens gennem handel, så vil man foreslå en strategi, der fremmer disse; hvis man som realist fokuserer på magtbalance, det anarkiske system og inddæmning, så vil man foreslå en strategi baseret herpå.

Hvordan skal den liberale orden genetableres?

Wendel-Hansen mener, at Vesten skal genetablere den liberale orden. Det kræver evnen til at projicere magt på globalt niveau, herunder at smide Rusland ud af Ukraine og forhindre Kina i at indlemme Taiwan.

Men hvordan det skal ske, hører vi som sagt ingen realistiske bud på. Kun ønsketænkning. Det er meget lidt konservativt. Men jeg er klar over, at også erklæret konservative helst lytter til de liberale, der siger det, de gerne vil høre, som en Fukuyama eller en Anne Applebaum.

Sagen er, at Europa ikke har noget stærkt militær, og at europæerne køber mere gas af Rusland end de giver støtte til Ukraine. Europæerne er gode til det med hykleri. Var det en olympisk disciplin, ville vi vinde guld hver gang. Dér er USA og Trump trods alt brutalt ærlige. De fleste europæiske befolkninger synes heller ikke at have appetit på mere krig i Ukraine.

Hvis europæere hverken kan eller vil sørge for den magt, der skal garantere en liberal orden, hvad så med USA?

Jeg tror ikke helt, kritikere af realismen har indset, hvor svækket USA er blevet. Rune Selsing har vist, at USA udgjorde 40 pct. af verdens økonomi i 1960; i dag udgør USA 25 pct. og er spået til at falde til 10 pct. i 2050.

Jeg vil tillige anbefale at lytte til historikeren Niall Ferguson, der også er økonomihistoriker, der i en interessant samtale for nylig også kunne konstatere, at USA er voldsomt svækket. USA har en gigantisk statsgæld og bruger nu mere på gældsafvikling end på forsvar. Det er for Ferguson i verdenshistorisk perspektiv et tegn på en stormagt i forfald.

USA kan slet ikke håndtere udfordringerne fra Kina, Rusland, Iran og Nordkorea samtidigt. Det tvinger amerikanerne til at prioritere ressourcerne og reducere engagementet i Europa.

USA’s svækkede position gør det nødvendigt at presse europæerne til at tage større ansvar for deres egen sikkerhed. Af samme grund søger USA at normalisere forholdet til Rusland, så de kan drive en kile ind mellem Rusland og Kina, akkurat som Nixon og Kissinger gjorde i begyndelsen af 70erne.

Ferguson sammenligner USA’s nuværende situation med Storbritanniens i 1930’erne. Et imperium i forfald over for en styrket modstander. Kina er nu en stormagt med en værditilvækst inden for produktion, der er dobbelt så stor som USAʼs. Det er dermed sket en markant ændring i magtbalancen de sidste tyve år.

Kina overgår USA i den produktionskapacitet, der er nødvendig for at føre krig, og har udbygget militæret i voldsom grad med både avancerede droner, missiler, herunder med atomsprænghoveder, fly og ikke mindst flåde.

Det er afgørende, for det viser, hvad Kina har planer om, trods deres strategisk kloge retorik. Kampen gælder Taiwan. Hvis Taiwan falder og indlemmes i Kina, er det ifølge Ferguson slut med det amerikansk hegemoni.

Det vil få katastrofale konsekvenser for verdenshandelen og Vestens mulighed for at opbygge teknologisk infrastruktur til både civilt og militært brug. Så vital er Taiwan – modsat Ukraine. Kina behøver ikke engang at invadere Taiwan. Det er nok at lave en effektiv blokade for at fremtvinge krisen.

Her er jeg i øvrigt uenig med Rune Selsing. Jeg tror, vi får en stor krise med Kina, måske endda en proxy-krig. I første omgang gælder det USA, men Europa kan nok ikke holde sig neutral og bør heller ikke gøre det.

Jeg tillægger sikkerhedsdilemmaet mere vægt end Selsing. Sikkerhedsdilemmaet er også årsagen til, at vi er i en proxy-krig med Rusland. Vi er som sådan alle, med eller mod vores vilje, suget ind i den krig, og Rusland udgør nu en større trussel mod os, end de var før krigen.

Dette blot en lille skitse af de store skred, der viser, at vi er ude af den liberale orden, og at det er svært at forestille sig, at den kan genetableres. Det handler primært om strukturer, ikke om Trump og Putin og andre individuelle aktører.

Den mindst ringe mulighed

Hvad gør vi nu, lille du? Hvad stiller småstaterne op?

Lad mig vende tilbage til Wendel-Hansens grundlæggende anke: At jeg skulle være glad for at være realist.

Nej, jeg ville ønske, realismen ikke var sand. Jeg ville ønske, at Ukraine kunne smide russerne ud, og jeg har fra starten været tilhænger af våbenstøtte, så ukrainerne kan bevare deres stat – hvilket jo er lykkedes – og få den bedst mulige forhandlingsposition.

Men jeg kan ganske enkelt ikke tillade mig at lyve for andre og for mig selv ved at tro og sige, at det sker. Som intellektuel, fri ånd, er man forpligtet på at sige det, man anser for sandt, selv om det er ubehageligt.

Kun det realistiske paradigme har leveret overbevisende analyser og forudsigelser. Derfor er det klogt også at lytte til realismens løsninger. Tre scenarier:

Vi kan måske stadig give ukrainerne så megen støtte, at de kan fortsætte krigen, grave sig ned og på sigt slide russerne op. Give dem et nyt Afghanistan, et nyt kviksand. Men ud over, at det næppe er sandsynligt – eftersom russerne har fordelen af flere militære og demografiske ressourcer – vil det vil risikere at eskalere krigen, forstærke sikkerhedsdilemmaet og drage europæerne ind i en direkte krig med russerne, ultimativt med udsigt til atomkrig.

Vi kan også lade ukrainerne bløde endnu mere, hvis det er deres vilje, men uden udsigt til sejr. Det vil i det mindste give ukrainerne et ærefuldt nederlag, der på sigt kan genrejse nationen. Lidt ligesom Danmark og vores tabte krige. Men i modsætning til Danmark er Ukraine ikke en homogen nation. Ukraine risikerer at blive endnu mere splittet, forarmet og dysfunktionelt end før krigen.

Vi kan også gå efter en aftale, der fryser fronterne. I bedste fald bliver Ukraine et nyt Sydkorea eller en variant af Finland. Om nogle år vil magtbalancen så forhåbentligt have rykket sig til Vestens og Ukraines fordel. For Rusland er en stormagt i forfald, og Putin lever ikke evigt. Så vil der opstå en ny mulighed for at rykke Ukraine ud af den russiske interessesfære.

Der er ingen gode scenarier overhovedet, men den sidste er vel den mindst ringe.

Småstaten i stormagtsrivaliseringens tidsalder

Og Danmark i den multipolære orden?

Der er ikke andre muligheder end den, der altid har været gældende for småstater. Nemlig at alliere sig med andre for sikre beskyttelse. Derfor må vi sikre båndene til USA, men også opbygge et forsvar i alliance med de europæiske stater, i særdeleshed med de andre nordiske lande. For USA er som nævnt ved at løsne båndene, og særligt de sydeuropæiske stater har ingen stor interesse i stærke bånd, der tager sigte på at inddæmme og afskrække Rusland.

Jeg vil også henvise til mine forslag i Altinget på dagen, hvor Rusland angreb Ukraine:

»Danmarks og Europas sikkerhedspolitik må fokusere på at opbygge Fort Europa med effektive grænseværn, forhindre russiske aggressioner, særligt mod Nato-lande, opbygge flere atomkraftværker, så Europa ikke bliver afhængig af vigtige ressourcer fra Rusland og Mellemøsten samt følge amerikanerne i deres bestræbelse på at inddæmme Kina i Asien og i Arktis.«

Til slut vil jeg gøre opmærksom på den forståelse af den nye verdensorden, jeg gav i min bog »Gensyn med fremtiden«, udgivet af Munch & Lorenzen i 2018. Her søgte jeg at forene realismen med Huntingtons kulturparadigme.

For Wendel-Hansen har ret i, at stater ikke bare er tomme billardkugler med en hård skal, der reagerer ens, når de modtager stød. Stater er også kulturer med særlige loyalitetsforhold og særlige fjendebilleder.

Derfor handler magtbalancepolitik om at afbalancere i forhold til trusler, ikke om ren matematik.