Engang var vi alle optimister, nu er vi alle sortseere – og det er godt nyt! Sådan lyder analysen fra Christian Bennike, hvis nye bog redaktør Rasmus Pedersen her anmelder.

Engang troede vi på fremtiden. Det gør vi ikke længere, skriver Christian Bennike i bogen med samme titel, men godt det samme, for fremtidsoptimismen var naiv og førte os til at overse store farer. Vi troede, historien var slut, og glemte, at det er en vedvarende opgave at sikre vores egen fremtid mod trusler fra geopolitiske fjender, klimaforandring og ulighed.

Sådan lyder tesen i Bennikes bog, der slutter med det optimistiske syn, at tidsåndens nye krisebevidsthed kan være det nødvendige skifte, der gør os i stand til at løse kriserne.

Bennike væver let mellem de helt nære betragtninger og de store skift i tidsånden.

Bogen er 160 letlæste sider lang og runder næsten (mere om det) alle tidens store politiske temaer: Klimaforandringer, en ligeligt fordelt udvikling mellem land og by, populisme og globalisme, og skiftet fra en unipolær til multipolær geopolitisk virkelighed.

Den store og den lille historie

Det mest iøjnefaldende ved Engang troede vi på fremtiden er, hvor virtuost Bennike skriver. Sætningerne flyder elegant mellem det journalistiske og det analytiske, og bindes sammen af personlige fortællinger, der føles ærlige; bogens store force er den essayistiske forankring i levet liv.

Jeg husker det tydeligt selv, fornemmelsen af at Bill Clinton ville være USA’s præsident til evig tid

Som når analysen af globaliseringens ulemper fortælles via Bennikes egen tur til et vælgermøde med Marine Le Pen i Nordfrankrig, hans samtaler med deltagerne og observation af, hvordan forældre har deres små børn med. Bennike væver let mellem de helt nære betragtninger og de store skift i tidsånden. Det er svært at udvælge et enkelt citat, men et karakteristisk eksempel er: 

En dag stod vi uden for vores lille øvelokale bag skolen og røg cigaretter, vi var vel 13-14 år gamle, jeg husker det, som om solen skinnede, og fuglene sang, og jeg husker, at min ven Mikkel, som boede på en gård uden for byen og spillede leadguitar i bandet, missede mod den blå himmel og de grønne blade og spurgte, om vi egentlig ikke skulle til at synge på dansk i stedet for engelsk. Ligesom tv-2 og de andre 80er-bands havde gjort. Dansk var trods alt vores modersmål, sagde han […] Og jeg gloede bare lamslået på ham. Som om han havde afsløret en dyb og forfærdelig familiehemmelighed, alkoholisme eller incest, noget dybt chokerende i hvert fald, for jeg fattede ikke hvad han talte om. Dansk? Intet kunne have været mere mod tidens ånd. Selv Thomas Helmig var flyttet til Californien og sang “Stupid Man” og “Groovy Day”. Alle udtrykte sig på det samme danskerengelsk: Carpark North, Saybia, Mew, Kashmir, Tim Christensen […] Det var det amerikanske århundrede det her, det unipolære øjeblik, den globale landsby […] “Jeg har hørt folk sige, at vi skal stoppe op og debattere globaliseringen,” sagde den britiske premierminister Tony Blair i en tale på Labours kongres i 2005. “Man kan lige så godt debattere, om efterår skal følge sommer.” Globalisering var ikke et valg, det var en naturkraft. Den kunne ikke stoppes eller ændres, det eneste, man kunne gøre, var at “udnytte energien til sin fordel”, som Bill Clinton sagde i 1993.

Sådan fletter Bennike bogen igennem den store og den lille historie sammen, og det fungerer eminent. Alene af den grund bør man læse bogen.

Optimismens tid

Bedst er Bennike i de beskrivelser af 90’erne, optimismens tid, hvor hans barn- og ungdomserindringer blandes med politik – jeg husker det tydeligt selv, fornemmelsen af at Bill Clinton ville være USA’s præsident til evig tid, fordi han havde været det da jeg først begyndte at se TV-Avisen med mine forældre om aftenen.

Det suppleres af lidt letbenede, men præcise analyser af tidens popkultur. Som når han om filmene omkring årtusindskiftet skriver:

For på et sub rosa-niveau fornemmede vi måske, at noget var galt. At vi levede på lånt tid, at vi levede med en farlig indbildskhed, at vi levede på en “Ikaros-drøm”, som Stefan Zweig kaldte det – vi fløj for tæt på solen. Man kunne se det når man gik i biografen. På ganske kort tid omkring årtusindskiftet, da optimismens gyldne tid toppede, udkom en række Hollywood-film, der alle handler om det samme: at der er noget galt med virkeligheden. At der bag den lykkelige fortælling om sommersol og grænseløs frihed lurer et faretruende mørke. At vi lever på en løgn. “The Truman Show” (1998), “The Matrix” (1999), “Fight Club” (1999), “Being John Malkovich” (1999), “Memento” (2000), “Donnie Darko” (2001), “Mulholland Drive” (2001), “Vanilla Sky” (2001).

Pessimismens tid

Bennike forsøger at fastsætte tidspunktet, hvor vi går fra den optimistisk-globalistiske orden til den nye, usikre, kriseprægede (u)orden. Han fastsætter tidspunktet til 2016, nærmere bestemt Brexit og valget af Donald Trump som amerikansk præsident. Her mangler bogen analytisk dybde; måske fordi tidsånd er bogens overordnede begreb, lader Bennike det være ved fornemmelsen af, at der her skete et sammenbrud.

Selvom det er tydeligt nok, at Bennike tilhører centrum-venstre, bliver man som konservativ læser strøget overordentligt meget med hårene.

Man tænker, at man nok skal tilhøre centrum-venstre for at føle Brexit som et decideret sammenbrud af en verdensorden. Den globalistiske orden fungerede jo fint efter dette, og jeg mener ikke, den levede på lånt tid.

Det centrale nedbrud i den globalistiske orden mener jeg snarere er, at nogle helt centrale trossætninger ikke længere kan tages for givet: (1) Inflation er utænkelig, og pengepolitik kan føres uden hensyntagen til risiko for inflation; (2) forsyningskæder kan planlægges uden hensyntagen til landegrænser, kulturer og geopolitiske alliancer.

Begge dele ved vi nu ikke er sandt. Men det var der ingen indikation af efter hverken Brexit eller Trump. Krisen er erkendelsen af, at den velstand, der har været skabt af hårdt optimerede forsyningskæder, ikke har været langtidsholdbar, at de forsyningskæder vil bryde sammen med inflation til følge.

En ny verdensorden

Uanset hvornår dette skifte indtraf, karakteriserer Bennike det rammende og i tråd med andre velkendte analyser. Et skifte fra unipolaritet i retning mod multipolaritet geopolitisk, fra individualisme i retning mod fællesskaber socialt, fra rodløshed i retning mod nationalt forankrede fællesskaber. Selvom det er tydeligt nok, at Bennike tilhører centrum-venstre, bliver man som konservativ læser strøget overordentligt meget med hårene.

Mange af Bennikes analyser er overordnet set velkendte: ideen om populismens fremvækst med Brexit og Trump som et korrektiv til en globalisering, hvis goder blev ujævnt fordelt. Mere nyt og friskt er det, at Bennike kobler dette tydeligere til et generationsopgør; lidt karikeret som et opgør mellem millennials og de 68’ere (eller Gen X’ere, boomere, Bennike anvender selv ingen betegnelse), som i Engang troede vi på fremtiden har forvaltet deres epoke med naiv optimisme, måske i for stor begejstring over at have nået historiens afslutning.

Det kan læses som et venstreorienteret generationsopgør (imod uindskrænket konsumerisme som har ført til klimaforandringer), men i Bennikes tænkning føles det lige så borgerligt: Imod en uindskrænket progressiv tro på den individuelle frihed og globalismens goder, til fordel for en besindelse på vores pligter over for hinanden, og for nationalstaten som det væsentligste fællesskab, vi indgår i.

For store ambitioner

Som bogen skrider frem, får man dog en fornemmelse af, at projektet ikke helt kan bære igennem. En ubehagelig følelse af, at vi har været her før, at man har læst de samme kapitler og samme teser igen og igen; af at bogen skulle have været et 20-30 siders essay som Bennike skriver dem bedst.

Indholdsmæssigt er det en markant mangel i bogen, at Bennike slet ikke forholder sig til risici ved udviklingen af kunstig intelligens.

Analyserne forbliver antydede, mere essayistiske greb og indtryk fra samtaler eller løsrevne citater end egentligt gennemførte analyser. Konklusionerne bliver aldrig for alvor argumenteret i bund: Igennem hele bogen forudgribes det, hvordan Bennike i afslutningen vil argumentere for, at det nye sortsyn også bør give anledning til optimisme, fordi det rummer kimen til realistisk at orientere os mod at løse kriserne, begrænse vores forbrug.

Men argumenterne rækker ikke dybt i det sidste kapitel, det bliver ved Bennikes fornemmelse og lidt pompøse citater. Indholdsmæssigt er det en markant mangel i bogen, at Bennike slet ikke forholder sig til risici ved udviklingen af kunstig intelligens. Klima og ulighed fylder naturligt nok meget i bogens kortlægning af vores krisebevidsthed; hverken direkte eller indirekte risici ved udviklingen af kunstig intelligens nævnes overhovedet, og det gør kortlægningen af vores pessimistiske tid lidt mangelfuld.

Bogen kunne have været kortere og skarpere; den er bedst, når Bennike folder sig fuldt ud som essayist, og føles let overfladisk, når Bennike vil være politisk analytiker. Men Bennikes evne til at registrere og beskrive tidsåndens skift alene gør bogen anbefalelsesværdig.

Christian Bennike: Engang troede vi på fremtiden. Hvordan vi gik fra optimisme til sortsyn. Og hvorfor det kan redde os. Gyldendal, 2023.