Corydon: Teknokratiets mand

Bjarne Corydon Foto: Jens Astrup. Beskåret.

Bjarne Corydon var teknokratiets mand i teknokratiets årti. Det kunne der både være kommet en god debatbog og et spændende portræt ud af. Desværre er Mikael Busch ifølge Repliques anmelder ikke lykkedes med nogen af delene i Bjarne Corydon og nødvendighedens politik.

Af Rasmus Pedersen

Skal 2010’erne i dansk politik opsummeres i et begreb, må det være teknokratiet. Lars Løkke og Helle Thorning var teknokratiske maskinrumspolitikere med fokus på reformer og effektiviseringer, mens de omkransende statsministre Anders Fogh og Mette Frederiksen begge har en meget mere direkte forståelse af magten og deres regerings handlerum. En bog om 2010’ernes teknokratiske politik ville være interessant og relevant, ikke mindst i lyset af at vi måske ser et slags opgør med teknokratiet. Mikael Busch har skrevet et kritisk portræt af Bjarne Corydon – manden, der mere end nogen anden personificerer det ideologifrie teknokrati – og dermed om nogle af de vigtigste politiske spørgsmål i teknokratiets årti.

Aftalt spil

Bogen består af tre dele, hvoraf afsnittet om lockouten af lærerne i 2013 med afstand er det bedste. Forfatteren er her tydeligvis mest hjemme i stoffet og leverer en detaljeret gennemgang af forløbet, ikke mindst af det ”aftalte spil” mellem to af parterne i trepartsforhandlingen, regeringen og arbejdsgiversiden.

Busch fokuserer primært på det processuelle, altså det problem at regeringen og arbejdsgiverne har aftalt forløbet, snarere end det substantielle i konflikten, hvordan lærernes arbejdstid bør indrettes. Det styrker dybden i kapitlet, at Busch er opmærksom på, at lærerstanden selv bærer et vist ansvar for at ’normaliseringen’ af arbejdstid kunne lade sig gøre. Lærergerningen forstås mere og mere som et 8-16 job på linje med så mange andre, og lærerne har selv i tiltagende grad tænkt det sådan, opgivet klassisk dannelse og kaldstanker. Kaldsbevidstheden erstattes af lønmodtagerbevidsthed, som Busch meget rammende skriver det. Denne udvikling – og problemet med at betragte lærergerningen som et 8-16 job – måtte gerne fylde mere i bogen.

Den udenforstående læser vil efter endt læsning stadig have svært ved at forstå, hvorfor KL’s krav egentlig skulle være så ødelæggende for lærernes selvstændighed og kald. Et af de centrale krav var eksempelvis, at den såkaldte aldersreduktion (ret til at gå ned i tid uden tilsvarende at gå ned i løn efter man er fyldt 60) skulle fjernes, og den store modstand mod det krav synes at indikere at de store skåltaler om kaldstanker også mødes med en lidt mere prosaisk interessevaretagen.

Implicitte konspirationsteorier

Mindre velfungerende er desværre kapitlet ”Stadier på karrierens vej”, og det er svært ikke at få den tanke, at kapitlet kun findes, fordi forfatteren i sin iver efter at gøre kritikken af Corydon total, har måttet omfatte hele hans karriere. Det leder til overfladiske analyser af blandt andet salget af en aktiepost i DONG, hvor Busch tydeligvis har et mangelfuldt kendskab til emnefeltet, og har opsøgt få kilder.

For nu bare at give et eksempel: Busch nævner i forbindelse med en beskrivelse af Henrik Poulsen (adm. direktør for DONG under processen) at det var ”helt utraditionelt” at kapitalfonden KKR, som Poulsen var operating partner i, indsætter Poulsen som adm. direktør i TDC. Men det er usandt, det er ikke utraditionelt, det er helt typisk (et hjemligt eksempel er Flying Tiger, men enhver kan finde en liste over kapitalfondsejede virksomheder og slå efter) – og i øvrigt havde Poulsen topledelseserfaring fra LEGO.

Hvorfor nævnes det overhovedet, og hvorfor overhovedet gå sådan i dybden med Poulsens kvalifikationer – i øvrigt den Henrik Poulsen, der senere vil vise sig at blive en af de mest succesfulde danske erhvervsledere? Forfatteren insinuerer løbende forskellige konspirationsteorier, og forsøger generelt at etablere en tone af, at der er ugler i mosen, i tilfældet her at der er noget uldent ved indsættelsen af Henrik Poulsen på posten som administrerende direktør.

Hvad med den kritiske tænkning?

At forfatteren sjældent gør konspirationsteorierne eksplicitte skyldes vel, at de ville være vanvittig og usammenhængende. I tilfældet Henrik Poulsen er den underliggende konspirationsteori, at Bjarne Corydon tilbage i 2011 får indsat Henrik Poulsen som adm. direktør i DONG med henblik på at sælge en aktiepost i DONG til Goldman Sachs, for derved at holde sig gode venner med Goldman Sachs for derigennem at blive gode venner med McKinsey, som han så håber kan tilbyde ham en stilling engang efter hans tjans som Finansminister. Er man bekymret for, at anmelderen overdriver forfatterens insinuationer, kan følgende eksempler nævnes:

  • Busch nævner, som skulle det være noget særligt, at Poulsen gør sin ansættelse i DONG betinget af, at regeringen skal arbejde for en børsnotering af DONG (et helt naturligt ønske, der vil gøre stillingen markant mere attraktiv for Poulsen, hvormed Busch vel vil insinuere at Poulsen ønskede at udøve en politisk magt, han ikke havde)
  • Busch mener, at de annoncer, der reklamerer for at DONG er til salg i Wall Street Journal og Financial Times, er ”påfaldende små”
  • Det mere end antydes, at DONG’s regnskab fra 2013 er så dårligt, som det er for at skabe en kunstigt lav markedsværdi i en salgsproces. Hvis det virkelig skal tages seriøst, er anklagen her, at topledelsen i en af landets største virksomheder bevidst har fusket med sine tal og leveret et dårligt regnskab for – ja, for hvad egentlig? For den personlige vinding ved et salg, Corydon ifølge konspirationsteorien har? Her er den kritiske tænkning for længst forsvundet.

Flere konspirationsteorier

Et enkelt sted går forfatteren så vidt som dette:

En vaskeægte konspirationsteoretiker kunne måske forestille sig, at der kunne være en uformel kontakt mellem finansministeren og Goldman Sachs, eventuelt via en mellemmand. Man kunne have antydet – uden at der skrives noget ned – at der kunne være en god fremtidig jobmulighed for Bjarne Corydon, hvis han demonstrerer handle- og gennemslagskraft og får salgsprocessen ekspederet hurtigt gennem det danske folkestyre uden at vække for megen opmærksomhed.

Kedeligt nok – uærligt, ville nogen sige – anvender Busch den distancerede formulering af hvad ”en vaskeægte konspirationsteoretiker måske kunne forestille sig”. Men i lyset af, hvor uigennemtænkte argumenterne i kapitlet er, er det alligevel en i særklasse pinlig påstand. Hvad skulle jobmuligheden i det hele taget være? Den har i hvert fald ikke materialiseret sig endnu.

Pinlig læsning

Og ligeledes skriver Busch senere:

Det er en udbredt forestilling, at Bjarne Corydons senere udnævnelse til en international direktørstilling hos McKinsey skal ses som en anerkendende gestus for hans håndtering af DONG-salget. Det kan umiddelbart lyde ejendommeligt, da McKinsey – som ganske vist bruges flittigt som leverandør af analyser for Finansministeriet – ikke formelt har noget med DONG-salget at gøre.

Ja, det lyder ejendommeligt, men heldigvis er der en forklaring, nemlig den, at der sidder en kreds af magtfulde mænd, der kender hinanden fra gamle dage, og som nu fordeler al verdens rigdom mellem sig, forklarer Busch. Bilderberggruppen nævnes også.

Det er selvfølgelig en mulighed. En anden mulighed er, at Bjarne Corydon som tidligere finansminister med stor reformiver er en særdeles interessant figur for ethvert konsulenthus, der sælger opgaver til den offentlige sektor (dvs. alle større konsulenthuse). Alle konsulenthuse vil utvivlsomt drømme om at kunne skrive hans navn ind som ekspert i deres tilbud. I sammenhængen er han endda lønmæssigt billig da han jo kommer fra en offentlig stilling. Han er en ideel og helt oplagt kandidat til pågældende stilling. Corydon sidder i øvrigt kun på stillingen i McKinsey knap to år inden han bliver chefredaktør for Børsen.

Det er pinlig læsning, og pinligt for Busch og forlag. I den mindre problematiske ende (kun uigennemtænkt, men ikke decideret konspiratorisk) er det, at Busch ukritisk gengiver myter om, at regeringen sælger kritisk infrastruktur, sælger ud af arvesølvet osv. DONG er først og fremmest en udvikler og ejer af vindenergifarme, der producerer og sælger strøm rundt i verden. Med undtagelse af det el-net, som DONG ejer, har dette intet med dansk infrastruktur at gøre.

Hvad angår den smule infrastruktur, DONG ejer, nemlig el-nettet, er det en forsvindende lille del af DONG’s forretning, som i øvrigt senere bliver frasolgt fra Ørsted (som DONG skifter navn til) til SEAS-NVE. På det tidspunkt var Ørsteds el-net det sidste statsligt ejede el-net i Danmark, så hvis el-nettet var kritisk infrastruktur, har problemet med frasalg eksisteret et stykke tid og har ikke noget med DONG at gøre. Kort sagt, langt størstedelen af DONG/Ørsteds forretning var og er ikke egentlig infrastruktur, og den lille del, der er, blev alligevel solgt.

Altomfattende kritik

Forfatteren lader i det hele taget ingen mulighed for at kritisere Corydon gå forbi. Det nævnes mange gange, at Corydon er en dårlig forhandler, men argumentet for dette synes at være, at Corydon står for stærkt fast på sin egen position (når han i øvrigt har forhandlingsmæssig magt til det). Der bliver også gjort meget ud af, hvor uerfaren og dårlig en forhandler han var under overenskomstforhandlingen med lærerne. Og dog fik han jo gennemført reformen. En irriterende forhandler, måske, men næppe en dårlig forhandler.

Busch har som svar på kritikken af bogen i dagspressen givet udtryk for, at han mener bogen ikke bliver læst på sine egne præmisser, nemlig som en kritisk portrætbog. Men problemet er, at bogen ikke fungerer på sine egne præmisser. Det er fint at skrive en debatbog, ligesom det er fint at skrive et kritisk portræt. Men for at en debatbog fungerer, bør den være velargumenteret, og for at en portrætbog fungerer, bør den give os indsigt i den portrætterede. Det sker for sjældent og for kort, mens kritikken vokser konspiratorisk og stritter i alle retninger. Fordi intet kritikpunkt lades uberørt, fyldes bogen også af indignation over, at den socialdemokratiske Corydon finder større fællesskab med midtsøgende Venstre-folk end med Enhedslisten. Men bør den – så vidt vides – borgerlige forfatter ikke glæde sig over det?

Bogens egentlige raison d’etre er tydeligt nok at placere et entydigt ansvar for reformen af lærernes arbejdstid i 2013 og komme med en kritik af reformen. Og måske i forlængelse heraf en kritik af teknokratiet, et passioneret forsvar for det decentrale samfund af myndige borgere. Det havde været en læseværdig bog, og sikkert én Mikael Busch godt kunne have skrevet. Det har han desværre ikke gjort.

Mikael Busch: Bjarne Corydon og nødvendighedens politik. People’s Press, 2020.

Rasmus Pedersen er cand.mag. i filosofi og litteraturhistorie og redaktør ved nærværende tidsskrift.