Fra folkeskolen, som vi gennemgik sidst med Althusser, vil jeg nu 3. søndag i advent tage os videre over til universitetet i denne adventskalender, hvor vi skal tage et kig på den videnskab, der skabes i vores samfund.
Af den grund skal vi derfor dykke ned i Theodor Adorno og Max Horkheimers teorier og skabelsen af Frankfurterskolen. Denne skole blev nemlig skabt af disse to tænkere samt en række andre sociologer og filosoffer, som var flygtet til eksil i USA fra Tyskland i 1930’erne.
Frankfurterskolens forhold til marxismen
Frankfurterskolen har en klar inspiration fra Marx, men hvorvidt det kan kaldes for marxisme, er op til diskussion. Adorno og Horkheimer tog i modsætning til Althusser kraftig afstand fra den konkrete marxisme, som fandt sted i Sovjetunionen.
I stedet ønskede denne gruppe af tænkere at gå bag om nogle af de tendenser, som Marx analyserer. Om læseren ønsker at kalde dette for postmoderne neomarxisme er op til den enkelte, men jeg vil ikke mene, at dette vil være rammende.
Uanset hvad har Adorno og Horkheimer haft en stor indflydelse på den venstreorienterede tænkning i det 20. århundrede og har bl.a. inspireret en af Tysklands største tænkere og en af mine yndlingsfilosoffer: Jürgen Habermas, som hverken kan betegnes som entydigt venstre- eller højreorienteret, hvilket er med til at vise nuancerne inden for disse teorier.
Moderniteten som tab
Et af Horkheimer og Adornos mest indflydelsesrige værker er Oplysningens Dialektik, som udkom i 1944. Omdrejningspunktet for analysen er det, som de kalder for Oplysning, der betegner menneskets evne til at udføre videnskab og skabe fremskridt.
Fremskridt, videnskab og magt er for Horkheimer og Adorno det samme, hvor vi som mennesker øger vores kontrol af naturen for vores egen vinding skyld. Videnskab skal ifølge Horkheimer og Adorno derfor ikke blot forstås positivistisk som en forøgelse af den samlede viden, men som en mere og mere gennemgribende manipulation og kontrol over naturen, der reducerer naturen til et redskab for videnskabens hypoteser og teorier.
Det er dog ikke blot naturen, der her begrænses, men også vores sociale og økonomiske liv, som opsluges i denne videnskabsforståelse. Teori er her ikke blot et objektivt middel for os mennesker, men noget, der former vores forståelse af samfundet, politik, natur og økonomi; kort sagt, hele vores livsanskuelse.
Oplysningen er derfor altomfattende og ikke blot noget, vi kan vælge til og fra, men som indfanger os i en kvantitativ syn på verdenen, hvor man ser verdenen ud fra matematik, logik og statistik.
Ud fra denne anskuelse mister vi en kontakt til naturen, som vi mennesker tidligere besad, hvor man ud fra religion og myter så naturen og verden som noget magisk og ubestemt frem for blot et middel til et menneskeligt mål.
Noget, jeg synes er interessant, er, at den tyske filosof Martin Heidegger, som i hvert fald ikke kan betegnes som venstreorienteret, i sit senere forfatterskab nåede frem til en pointe, der i høj grad minder om det, vi ser her.
Han betegnede et lignende fænomen med begrebet teknikken, hvor dette ikke kun kan forstås som et instrumentelt middel til et mål, men som noget, der skaber vores forståelse af målet ud fra dens natur.
Dette viser, at afstanden mellem borgerlig og venstreorienteret teori ikke nødvendigvis er så stor, hvor både Horkheimer og Adorno samt Heidegger bruger deres analyser til at stille sig kritisk over for det moderne samfund, hvor videnskaben er blevet et mål i sig selv.
Kan vi stole på videnskaben?
Der ligger selvfølgelig meget mere bag disse teorier end de pointer, jeg har valgt at fremhæve, men det, jeg ønsker at sige med dette, er, at vi som borgerlige i højere grad skal forholde os kritisk og bevidste til den forskning, der bl.a. føres på universiteterne.
Hvor de venstreorienterede i Althussers ånd sikkert vil kunne kritisere universiteterne for at føre en produktionsfremmende og kapitalismebevarende forskning, mener jeg dog, at man ud fra et borgerligt standpunkt kan benytte sig af Horkheimer og Adornos indsigter til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad videnskabens formål egentlig er.
Det er jo bl.a. ud fra denne analyse, at vi skal huske, at al forskning og uddannelse er betalt af nogen. Det kan være staten, en virksomhed eller en person selv.
Det er åbenlyst, at virksomheder, der bedriver forskning, har et klart kommercielt formål, så det er nærmere den forskning, som betales af staten, som er værd at undersøge.
Hvilken aktivisme foretrækker vi?
Hvad vil staten med videnskaben? Her opstår der nemlig en spænding, som kan ses i universitetsloven fra 2003, hvor universiteternes formål på den ene side er at værne om forskningsfriheden og videnskabsetikken og på den anden side at fremme vækst, udvikling og velfærd i samfundet.
Det, jeg mener, er muligt ud fra Horkheimer og Adornos analyse, er at stille spørgsmålstegn til hele konceptet om forskningsfrihed. Forskning betaler, som nævnt, ikke sig selv, men betales ofte af et sammenspil af private og offentlige aktører.
Her mener jeg, at vi som borgerlige skal være mere aktive i debatten om, hvilken forskning der skal fremmes, og hvad formålet er.
Videnskab er for Frankfurterskolen ikke blot en objektiv disciplin, der fører til fremskridt. Al forskning enten støtter eller tager afstand fra det etablerede samfund – og kan dermed altid forstås som aktivistisk.
Messerschmidt og Dahl burde derfor ikke blot kritisere venstrefløjens aktivisme på universiteterne, men selv italesætte, hvilken form for ”aktivisme” vi som samfund foretrækker.
Som borgerlige skal vi bruge indsigten til at droppe det naive syn på f.eks. naturvidenskab og anden positivistisk forskning og i stedet tænke på, hvordan vi skaber plads til at reflektere over, hvad ”fremskridt” rent faktisk indebærer, og hvordan vi sikrer os, at individet og naturen ikke blot bliver noget, der kan måles og vejes – men noget, som har en kvalitativ værdi.