Louis Althusser er den første tænker, vi skal beskæftige os med i mit forsøg på at redde en værdi ud af de filosoffer, der normalt opfattes som knyttet til venstrefløjen.
Han var en fransk marxistisk filosof og levede et kontroversielt liv, hvor han blandt andet myrdede sin kone i det, der blev betegnet som sindssyge, og han endte sine dage i behandling i 1990.
Trods dette regnes han som en af de store tænkere på den intellektuelle venstrefløj, hvor han bidrog til at sætte Marx’ teorier ind i en strukturalistisk ramme. Strukturalistisk marxisme adskiller sig fra klassisk marxisme ved ikke kun at fokusere på de konkrete økonomiske forhold, men også på de strukturelle forudsætninger, der skaber og opretholder kapitalismen.
Han var en fransk marxistisk filosof og levede et kontroversielt liv, hvor han blandt andet myrdede sin kone
Althusser uddyber især Marx’ begreb om ideologi i sit værk Om ideologiske statsapparater fra 1970. Her introducerer han komplekse marxistiske begreber, som kan være udfordrende for borgerlige læsere.
Althusser skriver blandt andet: ”Produktionens ultimative betingelser er således reproduktionen af produktionsbetingelserne.” Med dette menes, at samfundets ideologi fungerer som en form for reproduktion – en opretholdelse af de forhold, der gør kapitalismen mulig.
Strukturalismen
For Althusser er ideologi ikke blot noget, der eksisterer ”inde i hovedet”, men noget, der manifesterer sig materielt overalt i samfundet.
I en kapitalistisk kontekst betyder det, at ideologi bidrager til at reproducere arbejderen, som opretholder sig selv ved hjælp af lønnen fra sin arbejdsgiver. Dette gør det muligt for kapitalismen at fortsætte.
Et andet centralt begreb hos Althusser er statsapparaterne. Ifølge ham er statsapparaterne de institutioner, hvor ideologien bliver indlejret i samfundet – fra skoler og kirker til politi og militær.
Han opdeler disse apparater i to grupper: de repressive statsapparater, som omfatter politi, militær og domstole og anvender magt for at sikre orden, og de ideologiske statsapparater, som omfatter skoler, familier, medier og kirker og virker gennem socialisering.
Fra kaos til orden…desværre
De ideologiske statsapparater er særligt vigtige for Althusser, fordi de former vores opfattelse af samfundet allerede fra barndommen. Det er her, vi lærer, hvordan vi tilpasser os arbejdsmarkedet og samfundets regler.
Kort sagt lærer vi, hvordan vi bliver dydige borgere, der overholder loven og fungerer i fællesskabet. I denne proces lærer vi også, hvordan vi bevæger os fra kaos mod orden – en idé, som måske bedst kan forklares med Jordan Petersons begreb om at finde mening gennem ansvar.
Skolen er nemlig ikke kun en bro til videre uddannelse – den er stedet, hvor samfundets fremtid formes.
For Althusser er dette dog en negativ udvikling. Han ser det som en mekanisme, der opretholder kapitalismen – et system, han ønskede at afskaffe.
I modsætning til Peterson, der hylder denne socialisering som en positiv dannelse, ser Althusser den som en del af kapitalismens undertrykkende struktur.
Er der noget at hente her?
Men hvad hvis vi i stedet omfavner Althussers analyse? Hvad hvis vi som borgerlige accepterer, at socialisering gennem skolen og familien er en nødvendig del af den borgerlige orden?
Dette synspunkt ville uden tvivl få Althusser til at vende sig i sin grav. Men hans analyse beskriver faktisk mange af de mekanismer, der præger vores samfund i dag, og kan hjælpe os til at forstå, hvorfor vi som borgerlige bør tage institutioner som skolen og familien alvorligt i samfundsudviklingen.
Skolen har altid spillet en vigtig rolle for borgerlige tænkere og politikere, som vi også ser hos Alex Vanopslagh, der i sin bog Vejen til ansvar fremhæver skolens betydning.
Althussers analyse understreger imidlertid, at skolen ikke blot handler om faglige færdigheder som læsning og skrivning, men også om dannelsen af individet – vores idéer om demokrati, frihed og ansvar.
Hvilken skole ønsker vi?
Derfor bør vi som borgerlige reflektere over, hvilke værdier vi ønsker, at skolen skal fremme. Skal skolen primært lære eleverne, at staten og velfærdssamfundet bærer ansvaret for dem? Eller skal den lære dem, at ansvaret for ens liv i sidste ende ligger hos den enkelte – og hvordan man kan blive en positiv del af et fællesskab, der ikke kun handler om økonomiske mål?
Denne diskussion handler også om læreruddannelsen, for de værdier, vi ønsker at fremme i samfundet, formes i høj grad af lærerne.
Hvis læreruddannelsen bliver domineret af velfærds- og konkurrencestatens tænkning, mister vi noget vigtigt i de kommende generationer.
For Althusser handler skolen ikke kun om færdigheder, men også om identitet og værdier. Selvom han ser dette som en del af kapitalismens undertrykkelse, kan vi som borgerlige bruge hans indsigt til at forstå skolens politiske og kulturelle betydning.
Skolen er nemlig ikke kun en bro til videre uddannelse – den er stedet, hvor samfundets fremtid formes.