Professor, ph.d. Bent Meier Sørensen peger i Årsskriftet Critique 2026 med »Avantgardens historieløse posthumanisme« peger på, hvordan en ideologisk grænseløshed koloniserede dansk åndsliv i den epoke, vi nu har lagt bag os. Med den er vi endt i en posthumanisme, som det er den åndelige oprustnings opgave at gøre op med. Tegn abonnement her.
Universitetet er i dag blevet besat af »kritisk tænkning«. Det er i det seneste halve århundrede taget til i omfang, så uskyldige førsteårsstuderende uden videre i dag kan blive bedt om at skrive en opgave, hvori de skal »forholde sig kritisk« til Max Weber eller til Jürgen Habermas eller til kristendommen eller til nationen eller til historien, eller, simpelthen, forholde sig kritisk til sig selv.
Anstrengelserne resulterer jo ofte i velmente, men ganske luftige essays, for det kræver, hvad angår historiens bedste tænkere, naturligvis en uhyre stor viden og ofte årtiers indsats at finde noget at kritisere hos dem.
Hvad angår samfundsmæssige institutioner som kristendom og nation, er konkret kritik også meget krævende, hvorfor disse ofte simpelthen bliver kasseret som sådan: de er udtryk for overtro, undertrykkelse, eksklusion og kolonialisme.
Metodisk bliver sådanne studerende lette ofre for tidens socialkonstruktivistiske toneklang og de progressives generelle had til historien. Ofte viser de studerendes pånødede kritiske tænkning sig, ikke overraskende, at flugte perfekt med underviserens eget ideologiske ståsted som postkolonial, postnational, postreligiøs, eller hvad man nu har lyst til at sætte et ‘post-‘ foran. Denne ‘post’-isme måtte naturligvis til sidst komme til at stå foran mennesket selv. Sådan blev det.
Universitetets progressive avantgarde har fejret det nye årtusinde ved under stor ståhej og selvbevidsthed at ankomme ved den evindelige kritiks uundgåelige, selvkritiske endestation: posthumanismen. Her sætter det kritiske menneske endelig – dristigt, forbilledligt og offervilligt – den kritiske sylespids i hjertet på sig selv i et selvmorderisk forsvindingsnummer, der ville gøre en japansk samurai grøn af misundelse.
Farvel til det vitruvianske ideal
Med posthumanismen er den erkendelse endelig blevet klar, at det hverken er de økonomiske strukturer, kristendommen, nationalismen eller naturkræfternes blinde vold, der kan klandres for vores verdens elendighed.
Nej, det er mennesket selv – den selvbevidste, moralske overdommer og kolonisator – der er den dybeste årsag til nutidens kval. umanismens ideal er perfekt udtrykt i Leonardo da Vincis berømte tegning af den vitruvianske mand, der overlegent og sublimt fylder både cirkel og firkant ud. Dette vitruvianske ideal skal – hvis posthumanismens filosofiske superstjerne Rosi Braidotti står til troende – destrueres.
Posthumanisterne hilser derfor, tro det eller lad være, digitale teknologier og kunstig intelligens velkommen, for de er fødselshjælpere for det posthumane væsen, der skal komme, og som ikke skelner mellem de humane og de teknologiske elementer i netværket. Frankenstein er for dem ikke et monster, men en forløber og en forkæmper.
Intet ‘post-‘ uden ødelæggelse. Først skal alt det, der var, gå under. Et sådant apokalyptisk antrit er ikke en historisk ny idé, men denne gang er ødelæggelsestrangen og dens hang til kaos kommet til universitetet fra allerøverste hylde.
Moderne filosoffer og utallige universitetsansatte har fulgt selveste Friedrich Nietzsches anbefaling i Afgudernes tusmørke. Eller hvordan man filosoferer med hammeren, og har filosoferet med netop hammeren. Den kritiske tænkning, der er kommet ud af dette, har resulteret i et radikalt opgør op med historien, med traditionen, med religionen, med biologien og med stort set enhver overtaget orden, inklusive, viste det sig, et opgør med humanismen selv.
Denne øvelse har, igen ikke særligt overraskende, genskabt verden i sit eget billede: som et kaotisk, fladt, netværksstyret og retningsløst, blegt univers af ruiner, som ingen for alvor tror igen kan blive menneskets hjem. Vi lever i dag i disse ruiner.
Givet, hvor katastrofalt det gik Nietzsches begejstrede tyske og italienske tilhængere i første halvdel af det tyvende århundrede, var Nietzsches comeback i den sidste del af samme århundrede både overraskende og ildevarslende.
Uanset hvad man måtte mene om den store mistænkers genkomst, så har al denne kritiske hamren betydet, at den oprindelige filosofiske metode, der havde været gængs i tusindvis af år, og som en anden og noget mindre berømt tysk filosof, nemlig Eric Voegelin, anbefaler, er blevet glemt.
Voegelin ser filosofiens traditionelle og sande rolle som det modsatte af den, Nietzsche og hans kolossale »kritiske« skare af beundrere ser den: »Filosofi strømmer ud fra en kærlighed til det værende; det er menneskets kærlige stræben efter at forstå tingenes orden og stemme sig i forhold til dem.« For Voegelin er Nietzsche i kontrast hertil besat af viljen til magt, libido dominandi, hvilket vil sige viljen til dominans.
Ud af denne dominans er kaos blevet født. Nietzscheanere har jo lov til at tænke bedre om deres mester; hans egentlige mål med at filosofere var nok også noget andet og højere, nemlig at tænkeren skulle kunne rumme kaos for derigennem at føde en dansende stjerne.
Nu kan vi gøre boet op, og uanset de tyske mestertænkeres anstrengelser, så lyser i vores samtid, nedsænket i den europæiske civilisations mørkeste nat, præcis ingen stjerner. Den kritiske tænkning har bidraget afgørende til denne formørkelse ved at »sætte spørgsmålstegn ved« – læs: destruere, benægte og glemme – den vestlige civilisations kronjuveler.
At tænke kritisk må naturligvis efter Immanuel Kant være et ideal, for gennem kritisk tænkning finder mennesket dets egen tænknings grænser. Men bedriver man kun kritik, hvordan skal man da være opbyggelig og styrkende, og hvordan skal vores umiddelbare ytringer som tillid og talens åbenhed stå frem for os?
Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique og få Årsskriftet Critique 2026 sendt direkte hjem til dig.
