Thomas Aastrup Rømer, seniorrådgiver og undertegnedes kollega i Tænketanken Prospekt, har i årets udgave af Årsskriftet Critique skrevet en oplysende, forstemmende og prisværdigt idealistisk artikel med den sigende titel Universitets og dets fjender.
I artiklen beskriver Rømer, hvordan universitetsloven fra 2003 udgjorde et opgør med flere hundrede års Humboldtske dannelses- og frihedsidealer, instrumentaliserede universitetet og reducerede det til et middel for konkurrencestatens mål om økonomisk produktivitet.
Rømer angiver i sin artikel også en beskrivelse af hvad universitetet burde være. Han fremsætter, at universitetet bør være en slags akademisk republik.
Mennesket i denne republik udøver karakteristiske aktiviteter: det forsamler sig, det undrer sig, og det udtrykker sig, og det gør alt dette som en del af sin søgen efter sandhed, der udgør et mål i sig selv og er motiveret af en ædel kærlighed til sandhed.
Det er forhindringerne for at realisere dette ideal, som jeg ønsker at drøfte i nærværende artikel. Min påstand er, at selv et ideelt universitet vil besidde indre dynamikker, der udgør en slags ”indre fjender”, som automatisk vil drive universitetet bort fra sin idealtilstand og i retning af instrumentel adfærd.
Dette medfører, at idealet om den akademiske republik har revner i fundamentet, og at universitetet må hvile på et bredere grundlag. Jeg vil angive to sådanne indre fjender, nemlig ønsket om merfinansiering og driften mod vidensmonopol, og vil også angive dette bredere grundlag.
Rømers ideelle universitet realiseres bedst, hvis det medgives frihed: undervisningsfrihed, lærefrihed, forskningsfrihed. Det har behov for en stærk, men passiv stat, der støtter universitetet, også selv om universitetet går imod statens driftsmæssige interesser.
Jeg vil nu betragte et sådant hypotetisk ideelt universitet og vise, hvordan dets indre fjender vil drive det bort fra idealet. Antag således f.eks. at Københavns Universitet var et ideelt universitet, hvis opgave var at agere akademisk republik for en population af frie sandhedselskere, og som ejede sine egne anlægsaktiver, dvs. bygninger, materiel og så videre, og blev fuldt finansieret af en stærk, men passiv stat med 10 mia. kr. om året, hvilket ca. var KU’s driftsomkostninger ifølge årsrapporten for 2023.
Første indre fjende: ønsket om merfinansiering
I denne idealtilstand vil KU kunne permanent finansiere en stab af videnskabeligt personale på tværs af fakulteter og institutter. Ved min egen alma mater, Institut for Matematiske Fag, består denne stab i skrivende stund ifølge ansættelsesoversigten af 55 adjunkter, lektorer og professorer. Hertil kommer finansieringen af en stab af midlertidige ansættelser af videnskabeligt personale, fortrinsvis ph.d.-studerende og postdocs.
Hurtigt vil følgende situation opstå. Institut for Matematiske Fag bedriver forskning i matematik, og som en naturlig del af forskningsfeltets vekselvirkning med det omkringliggende samfund vil det interessere sig for problemstillinger, der er af interesse for erhvervslivet.
Det vil således i kraft af sin søgen efter sandhed opnå kompetence indenfor matematiske felter, som er relevante for bl.a. finansvirksomheder, IT-selskaber, kemivirksomheder og meget andet. En virksomhed kommer nu med følgende forslag til en professor.
Virksomheden vil finansiere et eller flere ph.d.-stipendiater, hvis forskningsprojekter skal bestå af emner, der både er af interesse for professoren og for virksomheden.
Professoren vil således kunne videreføre sin forskning hurtigere og bedre end hvis han blot havde adgang til de midler til ph.d.-stipendiater, der kommer af statens årlige 10 mia. kr., og professoren siger derfor ja til forslaget.
Denne praksis er gensidigt fordelagtig og vil derfor gribe om sig. For at få en fornemmelse for, hvor niveauet for en sådan praksis kunne ligge, kan man igen skele til KU’s årsrapport for 2023, hvor det angives at driftsomkostningerne på ca. 10 mia. kr. blev finansieret af ca. 6 mia. kr. fra staten og 4 mia. kr. fra øvrige tilskud, hvilket dækker over tilskud fra offentlige kilder (1 mia. kr.), private kilder (2 mia. kr.) samt diverse internationale og udenlandske kilder (1 mia. kr.).
Konklusionen er, at den akademiske republiks interesse i sandhedssøgen deles af samfundet, og uanset hvor megen sikker og uafhængig finansiering som universitetet modtager fra staten, så vil det altid have interesse i yderligere forskningsmidler og vil derfor være tilbøjelig til at gøre sig af afhængig af kilder til øremærket forskning.
Når først disse øremærkede midler er taget i brug, så vil en løbende strøm af nye øremærkede midler skulle opretholdes, medmindre universitetet vil acceptere en formindskelse af sine forskningsaktiviteter relativt til det højeste mulige.
Det vil universitetet, givet dets sandhedskærlighed, ikke være tilbøjelig til. Med andre ord vil det altid have et ønske om merfinansiering, og i det omfang, at dets forskningsmidler øremærkes af aktører udenfor universitetet, vil en instrumentalisering af universitetet følge.
Anden indre fjende: driften mod vidensmonopol
Den anden situation, der hurtigt vil opstå for det ideelle universitet, er driften mod vidensmonopol. Det ideelle universitet er helliget søgen efter sandhed. Det betyder, at ingen andre institutioner kan søge lige så ivrigt efter sandhed som det ideelle universitet, og derfor vil dets videnskabelige personale være tilbøjelige til at blive de mest kyndige indenfor deres fag.
Universitetet vil derfor opnå et monopol på den højeste eksisterende viden indenfor dets forskningsfelter: andre organisationer, såsom store erhvervsvirksomheder, vil udelukkende kunne producere lige så højt kvalificerede individer ved selv at skabe små akademiske republikker inden i virksomhederne, hvilket man også har set visse virksomheder gøre, jf. f.eks. Bell Labs, Google DeepMind, Microsoft Research m.v.
En andel af disse højt kvalificerede akademikere vil af egen vilje forlade den akademiske republik for at arbejde f.eks. i erhvervslivet. Det vil både ske ved, at fastansat videnskabeligt personale af personlige årsager vælger at forlade deres poster, men det vil i endnu højere omfang ske ved, at midlertidigt ansat personale, dvs. ph.d.-studerende og postdocs, ikke opnår fastansættelse og derfor finder ansættelse andetsteds.
Den empiriske erfaring viser, at disse højt kvalificerede og intelligente individer er meget værdiskabende for virksomhederne, som derfor vil omstille sig til at drage nytte af dem. Men dermed vil de, og i forlængelse heraf samfundet, gøre sig afhængige af en løbende strøm af nye akademikere.
Dette vil sætte universitetet i et etisk dilemma. Ved sin oprindelse har det ideelle universitet ét mål og én kompetence, nemlig søgen efter sandhed og evnen til denne søgen gennem fri tænkning og kærlighed til sandhed.
For at fremme denne søgen kan universitetet drive uddannelser. Men ved at lykkes i sin søgen opnår det ideelle universitetet en ekstra kompetence, nemlig et monopol på kompetencen til at viderebringe væsentlige samfundsnyttige sandheder til andre, der ikke nødvendigvis har kærlighed til sandhed, men blot vil anvende den som et instrument til andre formål.
Det er naturligvis et substantielt etisk postulat, at universitetet i denne situation pådrager sig en pligt til uddannelse af andre. Men hvis man er villig til at opretholde et sådant postulat, så vil det ideelle universitet simpelthen i kraft af sin sandhedssøgen med tiden pådrage sig en pligt til uddannelse af andre, også for samfundets skyld og ikke kun for universitetets egen skyld, og det uagtet om staten eller samfundet åbent kræver det eller ej.
Uanset om man vil antage, at det ideelle universitetets uddannelsesaktiviteter kræver yderligere finansiering eller ej, så er resultatet det samme, nemlig at en del af universitetets driftsmidler skal anvendes til uddannelse, og at denne uddannelse ikke skal udføres blot af kærlighed til sandhed, men også af hensyn til det omkringliggende samfunds behov. Dermed følger igen en instrumentalisering af universitetet.
Universitetets automatiske instrumentalisering
Det, som jeg håber at have etableret med de to ovenstående argumenter, er følgende:
- Som følge af det ideelle universitets sandhedskærlighed vil det opretholde et ønske om merfinansiering af forskning, der fører til afhængighed af øremærkede forskningsmidler for at opretholde et stabilt forskningsniveau, hvilket fører til en instrumentalisering af universitetet.
- Som følge af det ideelle universitets sandhedskærlighed vil det opnå et vidensmonopol på det højeste eksisterende vidensniveau, der fører til en etisk fordring om at uddanne akademikere ikke blot af kærlighed til sandhed, men også af hensyn til samfundets nytte, hvilket ligeledes fører til en instrumentalisering af universitetet.
Naturligvis er de to typer instrumentalisering ikke fuldkomne. De kommer i grader, og universitetsloven af 2003 repræsenterede en udefrakommende og overgrebsagtig målrettet instrumentalisering af universitetet.
Det, som 1) og 2) ovenfor viser, er at et vist omfang, og muligvis endda et betydeligt omfang af automatisk instrumentalisering, er tilbøjelig til at opstå simpelthen som følge af det ideelle universitets indre aktiviteter. Det viser, at instrumentalisering ikke kan undviges alene ved at sikre, at staten agerer ”stærkt, men passivt”.
Den frie tænker fra den akademiske republik vil klogeligt være skeptisk over for ovenstående påstande.
Kunne man dog ikke bare beordre staten til at være stærk, men passiv?
Kunne universitetet dog ikke, med statens billigelse, bare beslutte sig for kategorisk at nægte at tage imod øremærkede forskningsmidler?
Og kunne staten dog ikke bare give universitetet diskretion til at udforme uddannelser, hvis prioritet var kærlighed til sandhed og ikke samfundets nytte?
Jo, naturligvis kunne alt dette gøres. Men det, som argumenterne ovenfor viser, er at det ville komme med en tung pris, nemlig mindre forskning og en laden hånt om samfundets legitime ønske om en nyttig og veluddannet arbejdsstyrke baseret på det højeste eksisterende vidensniveau.
Dette viser ikke, at universitetsloven af 2003 var en god eller ønskværdig lov. Det var den sandsynligvis ikke. Loven har bragt instrumentaliseringen af universitetet til et niveau, der er langt højere end universitetets indre dynamikker tilsiger.
Rømers argumenter desangående er overbevisende. Men ovenstående viser, at det ideelle universitets indre egenskaber alene bevirker, at universitetet altid må afveje, hvordan det skal fordele sig mellem at være akademisk republik, erhvervslivets forskningsservice og samfundets uddannelsesfabrik. Det er ikke plausibelt, at universitetet kan handle vel ved kun at være én eller to ud af de tre.
Universitetet bør således villigt tilstræbe et vist omfang af instrumentel adfærd. Det bør ikke insistere på blot at være en akademisk republik, men staten bør heller ikke insistere på, at universitetet kun skal være en forskningsservice og en uddannelsesfabrik.
Alle tre aktiviteter er nødvendige, og det er gennem fastholdelse af både statens og universitetets myndighed til at oppebære egne prioriteter, samt anerkendelsen af den anden parts prioriteter, at en gunstig modus vivendi kan forhandles, hvor hverken idealisme eller pragmatisme knægtes.