En ny, opdateret bog om studenterkonservatismen i Aarhus er ikke hverdagskost. Vor anmelder har set nærmere på »I tidens strøm«, som han finder relevant og læseværdig for alle med interesse for konservativ og borgerlig idédebat.
Man kan vel knap udelukke, at nogle politisk – sågar borgerligt – interesserede mennesker ville finde, at en bog om studenterkonservatismens historie i Aarhus hørte til i randen af deres interessefelt.
Men bogen »I tidens strøm. Studenterkonservatismen i Aarhus 1934–2024«, som i foråret udkom i en opdateret udgave af den oprindelige fra 2012, er en spændende og velfortalt historie om et virkelig interessant stykke forenings-Danmark, som i nu mere end 90 år har leveret sit mere end rimelige bidrag til engagement og politikudvikling blandt danske konservative.
Og som enhver velfortalt beretning om »den lille historie« er der bogen igennem hele tiden perspektiveringer til »den store historie«, til væsentlige udviklingslinjer i det danske samfund, til universitetets udvikling, og naturligvis ikke mindst til det borgerlige Danmarks tilstand gennem de seneste 90 år.
Derfor fortjener forfatterne Christian Egander Skov, Kenneth Bøjler og Benjamin Tvede stor ros for deres arbejde og for at have fastholdt og formidlet dette lille stykke danmarkshistorie. De har alle tre selv en fortid som nøglepersoner i Konservative Studenter i Aarhus, og det personlige engagement er med til at give fremstillingen farve, saft og kraft.
Foreningen
Konservative Studenter på Aarhus Universitet blev stiftet i 1934, da universitetet var splinternyt (dets spæde start var i 1928), stærkt inspireret af studenterkonservatismen ved Københavns Universitet.
I hovedstaden kunne man allerede rose sig af en glorværdig historie og navnlig af at have været politisk øvelsesbane for helt centrale konservative profiler som Aage Kidde, John Christmas Møller og brødrene Aksel og Poul Møller.
Hvad der skulle være den dybere mening med at KU skulle underlægge sig Konservative Studenter, fortaber sig indimellem i det dunkle
De havde hver især sat deres afgørende præg på det nye parti, Det Konservative Folkeparti, og havde givet den politiske retning indenfor konservatismen, som vi normalt betegner som socialkonservatismen.
Så det var et mægtigt forbillede, den nye forening på det spirende provinsuniversitet havde for sit virke, og selvom rekrutteringsbasen altid var noget mindre i Aarhus, så blev foreningen i Aarhus i årenes løb også både udklækningsanstalt for en række senere markante konservative, og ikke mindst blev den meget aktiv i den konkrete formulering af konservative tanker.
Der er navnlig sket gennem udgivelsen af tidsskriftet Critique, der fortsat er et vigtigt omdrejningspunkt for den konservative idédebat i Danmark, og hvis flagskib i dag er årsskriftet, der hvert år rummer meget vægtige bidrag til forståelsen af dansk konservatisme, borgerlig tænkning og historieforståelse.
Brud på brud
Men ligesom så mange andre – nok de fleste – fortællinger om dansk borgerlighed, så er »I tidens strøm« lige så meget historien om brud, som den er historien om kontinuitet. Brud i det politiske engagement, brud i mængden af foreningsaktive, brud i profilen og den dominerende politiske linje, brud i alliancer med mere.
Det ligger i sagens natur, at engagement i studenterpolitik er en tidsbegrænset størrelse, og også at det ofte er båret af »generationer« af aktive, der finder hinanden gennem holdningsfællesskab og venskabsbånd, hvor fester og en glæde ved indtagelse af øl og portvin ikke spiller en uvæsentlig rolle som både supplement til – men måske i endnu højere grad som motor for – de mange heftige diskussioner om samfundets og universitets retning, der hører studenterpolitikken til.
Efter en frugtbar periode med tætte netværk af venner og meningsfæller følger der ofte års tørke, når karavanen er draget videre mod rigtige voksenjobs og/eller politisk engagement i andet regi. Det er sigende, at bogen delvist melder pas på at fortælle om perioden fra sidst i 40’erne og op gennem 50’erne, hvor der efter alt at dømme har været en endog meget ringe aktivitet i foreningen.
Venner og fjender
Selvom man instinktivt godt ved, at man i politik finder sine største fjender blandt sine nominelt ligesindede, så er det alligevel besynderligt at læse om de tilbagevendende opgør med Konservativ Ungdom i Aarhus.
Den større og stærkere politiske ungdomsorganisation gentagne gange forsøgte at kuppe den mindre og mere flyvske slægtning oppe på »bjerget«, som Aarhus Universitets geografiske og åndelige placering ofte er blevet kaldt, symboliseret ved universitetets flotte hovedbygning, der pryder forsiden på den i øvrigt smukke og gedigne bog.
Det skete blandt andet gennem »Operation våd løve« i år 2000, der dog som de andre kupforsøg endte med at blive afværget. Hvad der skulle være den dybere mening med at KU skulle underlægge sig Konservative Studenter, fortaber sig indimellem i det dunkle, og måske var det heller ikke så vigtigt, da det nok mere har handlet om at »træne politik.«
Der var noget med Konservative Studenters socialkonservatisme overfor Konservativ Ungdoms lejlighedsvise liberalkonservatisme, eller hvordan var det nu det var? Naturligvis er en drabelig konflikt med Konservative Studerendes på det tidspunkt dysfunktionelle landsorganisation også en del af fortællingen.
En opgangstid
Men trods konflikter og kupforsøg, lange perioder uden mange aktive eller megen aktivitet, så kan foreningen se tilbage på glorværdige perioder, som i 1960’erne, lige inden studenteroprøret satte ind i årtiets slutning, hvilket her som mange andre steder førte til en udgrænsning af borgerlige standpunkter.
Det resulterede i en ny periode midt i 1970’erne, hvor foreningen lå død. Gradvist kom der gang i den igen, men selvom 1980’erne generelt regnes for at være en borgerlig periode, så var det ikke rigtig noget, der kunne registreres nævneværdigt bag Aarhus Universitets smukke, gule mure.
Siden fulgte dog en ny opgangstid, hvor navnlig relanceringen af Årsskriftet Critique i 2007 fremstår som en afgørende milepæl. Som én, der har befundet sig i periferien af årsskriftet, har bidraget til det et par gange og med stor fornøjelse deltaget i dets årskonference i studenterhuset i Aarhus, kan jeg kun rose den ihærdige og anerkendelsesværdige indsats, der ligger bag dette. Den er snarest underspillet i bogen.
Det er interessant at møde en stor del af det persongalleri, der har tegnet foreningen gennem de forløbne snart 100 år, hvoriblandt man finder både kendte og ukendte navne, som med meget personlige beretninger tegner et billede af den tid, der var deres.
Bogen er bygget op som en blanding af almindelig historieskrivning og personlige erindringsstykker fra en række af de skiftende formænd med mere, og de historiske afsnit trækker i stort omfang på de indleverede erindringer, hvilket ikke kan undgå at medføre en del gentagelser i teksten.
Det skal dog også være mit eneste, mindre kritikpunkt af en vigtig udgivelse og et bidrag til dansk historieskrivning, som bør vække interesse, og som hermed får en varm anbefaling.
Christian Egander Skov, Kenneth Lund Bøjler og Benjamin Tvede: I tidens strøm, Studenterkonservatismen i Aarhus 1934–2024. 2. udgave, Forlaget Munch& Lorenzen, 2025.
