Linea Maja Ernsts roman Kun til navlen inviterer læseren ind i et sommerhus ved en nordjysk skovsø, hvor en gruppe tidligere litteraturstuderende genforenes for en uge fyldt med intriger, gamle flammer og filosofiske diskussioner. Og så er det hele meget “gender-fluid”. Redaktør Rasmus Pedersen har kastet sig over bogen.

”Er du sikker på den er noget for dig? Den er vist meget sådan… fluid gender”, var min kone ved at afbryde mit køb, men nu var beløbet slået ind, maskinen stod klar til at tage imod mit dankort, mine børn var også lidt utålmodige, og jeg havde kort sagt ikke tid til at forstå hvad hun præcist mente med det.

Og sådan endte jeg med Linea Maja Ernsts Kun til navlen i hænderne på vej ud af boghandlen.

Nu havde jeg trods alt læst om den i en anden anmeldelse og er i øvrigt begejstret læser af Linea Maja Ernsts skriverier i Weekendavisen. Mest af alt ville jeg gerne læse den fordi plottet lød velkendt – en flok litterater mødes i et sommerhus, lader sig synke helt ned i litterært navlepilleri, og man fornemmer at noget dramatisk nok også sker.

Det bliver nok næsten ligesom at være tilbage på humaniora, tænkte jeg.

Sommerhushygge med litterære intriger

På plotniveau er der da heller ikke mange overraskelser i bogen; en flok venner mødes i sommerhus, der er nogle ophedede diskussioner, nogle dramatiske øjeblikke, men ikke alt for meget (kun til navlen?).

Nogle er blevet til mere eller mindre småborgerlige (almindelige) forældre, andre skuffede over at deres revolutionære drømme ikke rigtigt blev til noget, at al den Foucault og Lacan ikke blev omsat til noget betydningsfuldt.

Romanen udspiller sig ved en skovsø i Nordjylland. Her ankommer en gruppe gamle venner, litterater fra Københavns Universitet, og skal bruge en uge sammen i et idyllisk beliggende sommerhus ved en skovsø.

Gruppen består af 7 venner – 3 par (det ene med børn) og én enlig; det sidste bliver selvfølgelig nok væsentligt og skaber en del, lad os sige dynamik, i deres relationer. Undervejs viser det sig, at et af parrene skal giftes sidst på ugen (i det, fortælleren sværmerisk omtaler som ’skovkirken’), og det bliver handlingens sigtepunkt. Undervejs vokser intrigerne og spændingen gradvist, og man fornemmer at romanen leder os mod et dramatisk klimaks.

Af de syv voksne karakterer er der to biseksuelle (et kvindeligt par), og én – Kvæde – hvis køn og seksualitet mit ordforråd ikke rigtigt rækker til at udlægge

Imens læser lidt de og taler lidt om litteratur, men ironisk nok er den, der virker til at være mest optaget af litteratur den udefrakommende Adam, der har giftet sig ind i gruppen, læst noget så tørt og praktisk som statskundskab, og nu er embedsmand, og i øvrigt på en eller anden måde er meget macho, hvilket vist hænger sammen med at han har lavet nordafrikansk morgenmad, er heteroseksuel, og uden videre identificerer sig med sit biologiske køn.

Et konsekvent hadeobjekt for de fleste øvrige karakterer igennem bogen, men altså også tilsyneladende den eneste i flokken, der reelt gider diskutere litteratur.

Generationens småborgerlige kampe

Som generationsportræt af millennial-generationen (Ernst er selv fra 1988 og karaktererne er alle i midt-30’erne) fungerer Kun til navlen glimrende. Der er kun få børn, en udbredt forvirring over, at køns- og klimakamp ikke rigtigt vinder frem, og frustration over, at deres omgangskreds får børn og bliver låste i deres tilværelse.

Fortællerstemmens perspektivskift og grundlæggende ironi gør at det aldrig bliver kvalmt eller stereotypt – både karakterer og fortæller ved godt selv, de er for meget:

”De er ikke fordomsfulde, de er ikke småborgerlige, de har for fanden ikke Kay Bojesen-aber hængende, det er ikke den form for stolt fantasiløshed, der er tale om; de er ikke på vej til at købe et rækkehus, selvom (hun skuler til Gry) det altid er fem minutter i forstad med hende (hendes gode økonomi, de gode lånemuligheder, hun har giftet sig til); Sylvia ville ikke blive overrasket hvis hun blev den første afhopper, kunne se charmen i noget yndig, økologisk andelslandsby, noget dyrt og idealistisk. Nej, Gry og Karen og deres mænd er tolerante, venstreorienterede, progressive. De lever bare selv et liv, der til forveksling virker konformt. Det er det, som er så provokerende. Hvordan de får lov til at være rigtige, vinde på begge baner; være utraditionelle, men traditionelle; tolerante, men passe perfekt ind i en statistik. Følge med i ny, grænse overskridende litteratur, mens de føder halvandet barn og skriver dem op i deres egen sunde andelsforening; stå der i et lyst køkkenalrum og dampe bao og være et lykkebillede.

Den kreative småborger.

Har historien nogensinde produceret noget så perverst?

[…]

Vi læste Sara Ahmed, vi blev advaret: Om hvordan den normative lykketvang placerer kernefamilien midt på scenen og udgrænser alle andre livsformer fra sit rampelys. Eller hvad? Havde de andre bare læst til eksamen dengang?”

Sådan lyder Kun til navlen karakteristisk, glidende mellem generationsportræt og en blanding af kærlighed til og ironi over humaniora.

Samtidig er romanen en slags kammerspil, hvor fordampede forelskelser kondenseres frem, og et stykke tid tror man at store dramaer kommer til at bryde løs, for bogen er ganske intens.

Men rigtigt dramatisk bliver det aldrig helt, måske med undtagelse af en lidt fortænkt (og meget gender fluid) episode som jeg skal skåne læseren her for.

Her adskiller Kun til navlen sig fra Tine Høegs fremragende Tour de chambre fra 2020, som den ellers minder en del om i sit intrigante, lidt studentikost-kunstneriske plot.

Venskaber, kønsflydende temaer og flydende grænser

Hvis romanen ikke plotmæssigt er helt forløst er den det til gengæld i form og sprog – den er elegant og flydende, sanselig uden at være floromvunden. Sproget er energisk og associerende, og her bliver læseren, der kender Ernsts kortere, mere essayistiske skriv, ikke skuffet.

De korte sætninger og associationer forbundet af kommaer fungerer godt, og sammen med de hyppige perspektivskift understøtter det den æteriske stemning igennem bogen:

”[Sylvia] læser i Virginia Woolfs Til fyret og lever med, at det får hende til at se prætentiøs ud; hun ved, at hun elsker romanen af et rent hjerte, at hun kan læse den hver eneste sommer. Det mimrer i hende af misundelse over den duvende verden, familien Ramsay og deres sommergæster går rundt i. Bølger ruller, lys flimrer hen over en sandbund. Ingen i persongalleriet kan se sig mætte på hinanden. Er de forelskede, rivaler, allierede, fjender? Hvorfor kan man ikke vugge sådan rundt altid, forsøge at indkredse hinanden, veje sine følelser af på grammet, lede efter de rigtige ord?”

Sådan kunne en karakteristik af Kun til navlen også lyde, så optaget som den er af stemninger, så håbløst selvoptaget og selvomsluttet romanen og dens karakterer er.

Alt er fremstilling og selvfremstilling. Intet kunne lægge bogens karakterer fjernere end at interessere sig for noget uden for denne lille boble af relationer og sansninger, pædagogers lønvilkår eller krigen i Ukraine; der bliver skrevet og fortalt over sidevis om smukke (fotogene) blomster man har fundet i skoven, mens selv millennial-venstreorienterede politikområder som klima nærmest ingenting fylder (altså med mindre det er noget man bruger til at positionere sig selv i et køkken).

Det lyder kvalmt, men holdes i snor dels af fortællerens selvironi, dels af at de fleste af karakterernes selvoptagethed balanceres med deres skrøbelige psyker.

Hvad angår det med de flydende køn vil man ud fra karakterlisten alene vide, at det ganske rigtigt fylder noget. Af de syv voksne karakterer er der to biseksuelle (et kvindeligt par), og én – Kvæde – hvis køn og seksualitet mit ordforråd ikke rigtigt rækker til at udlægge. Men det er kompliceret, og spiller en væsentlig rolle i hele romanen.

Alt er fremstilling og selvfremstilling. Intet kunne lægge bogens karakterer fjernere end at interessere sig for noget uden for denne lille boble af relationer og sansninger, pædagogers lønvilkår eller krigen i Ukraine

Også lejlighedsvist mere end den anden store tematik, venskab. Det fungerer for det meste, men bliver i passager et påklistret handlingsspor. Men det hænger for det meste sammen, fordi det indgår i en mere overordnet tematik, nemlig den om faste over for flydende grænser.

De fleste af karaktererne bevæger sig med varierende hastighed fra et studieliv med meget flydende grænser til et mere fastlåst voksenliv (og da de jo har læst humaniora, er de her i midt-trediverne altså kun ved at nærme sig tærsklen til voksenliv og fastansættelser).

Nogle af dem accepterer det, enkelte glædes ved det, et par stykker kæmper imod. Den flydende seksualitet bliver symbolsk for at ville hænge fast i – eller genskabe adgang til – et mere flydende, grænseløst liv, et studieliv hvor venskaberne var dybere og friheden større.

Linea Maja Ernst. Kun til navlen. Lindhardt og Ringhof  2024