For nyligt offentliggjorde en ekspertgruppe en rapport med en række kønspolitiske forslag til at optimere drengenes faglige “præstationer”, og dels med nogle mere generelle kønspædagogiske anbefalinger.

Undervisningsminister Mattias Tesfaye var ikke tilfreds. Han hældte i både Berlingske, BT og Folkeskolen.dk rapporten ned ad brættet pga. dens radikaliserede syn på køn. I folketingssalen nogle uger senere kaldte han rapporten for ”noget sjask”. Tesfaye blev især støttet af skribenter på Berlingske. Centrum-venstres medier var stort set tavse.

Ekspertgruppen havde han da også arvet fra sin forgænger Pernille Rosenkrantz-Theil, som havde nedsat den i juni 2022. Ekspertgruppen består af 20 personer, hvor de to mest fremtrædende fagfolk er fra DPU, hhv. institutleder Claus Holms, som er formand for gruppen, og professor Dorthe Staunæs.

I det følgende vil jeg undersøge rapportens grundlæggende filosofi samt dens kønsbegreb, indhold og sammensætning. Jeg har desuden andetsteds kompileret en oversigt over indlæg i debatten.

Rapportens filosofi

Rapporten er en symbiose af konkurrencestats- og identitetspolitisk ideologi. Lad os se på disse aspekter et ad gangen.

Årsagen til, at konkurrencestaten udgør en form for herskerreference, er, at Ekspertgruppen er nedsat under Pernille Rosenkrantz-Theil, som er glødende tilhænger af den amerikanske økonom, James Heckman. Hun skrev ligefrem en bog om emnet i 2018. Heckman er en vigtig eksponent for det humankapital-paradigme, som udgør konkurrencestatens kernefilosofi. Her oversættes samfundets liv til statistik, forebyggelse og økonomisk optimering.

Denne fortolkning understreges af, at Rosenkrantz-Theil har udnævnt DPU’s institutleder, Claus Holm, som formand for gruppen. Holm er kendt for sit opgør med dannelse og for at være inkarneret tilhænger af skolereform og konkurrencestat.

I rapporten viser dette konkurrencestatsfokus viser sig som et pågående fokus på statistisk definerede ”potentialer” og ”præstationer”, mens almenpædagogiske betragtninger er helt fraværende.

Den identitetspolitiske ideologi fremgår ved, at den en anden central reference er Dorthe Staunæs’ arbejde med kønsforskning, som er stærkt præget af identitetspolitisk ideologi. Rapporten refererer eksplicit til Staunæs’ kønspolitiske arbejde, og en anden af rapportens faglige referencer har også Staunæs’ arbejde som en central reference.

Formand for Kvinfo, Henriette Laursen, som selv er med i Ekspertgruppen, fremhæver netop disse to referencer Staunæs-relaterede i et af sine forsvar for Ekspertgruppens arbejde.

Staunæs sidder som sagt også i Ekspertgruppen. Hendes karriere på DPU har været kraftigt understøttet af Holms syn på pædagogik og ledelse, så der er en karakteristisk DPU-initieret symbiose i spil.

Rapportens filosofi bygger altså på en symbiose mellem konkurrencestat og identitetspolitik. Allerede med dette udgangspunkt får både køn og pædagogik problemer.

Rapportens kønsbegreb

Rapportens kønsbegreb er kort omtalt i Claus Holms forord til rapporten, som udgør en slags filosofisk ramme. Holm sætter to begreber om køn op som en modsætning. Han skriver, at nogen mener, at køn er ”naturgivent”, mens andre mener, at det er ”socialt betinget”.

Nu skulle man tro, at ekspertgruppen ville sige ”både og” i en eller anden form, ikke sandt? Men det sker ikke. I stedet får vi en slags forstærkning af det den ene side af modsætningen, nemlig af det ”socialt betingede”, hvorved ”det naturgivne” jo udelukkes endnu mere.

Forstærkningen af det ”socialt betingede” sker på følgende måde: Ekspertgruppen forstår køn som en blanding af ”individets forventninger” og det ”omgivende samfund”. Der er altså ikke noget om det ”naturgivne” overhovedet. Dermed gøres køn pr. definition til en individualiseret og kognitiv social konstruktion, som fungerer helt uafhængigt af biologiske og kropslige sammenhænge. Flere menige medlemmer af ekspertgruppen har ellers udtalt, at rapporten ikke har noget at gøre med ”woke” identitetspolitik. Men det er ikke korrekt, set i lyset af ovenstående analyse.

Herfra går Ekspertgruppen i gang med at kønspædagogisere nede på ”individets forventninger”, der jo var et af kønsbegrebets definerende træk. Så får man “bevidsthed”, fremgår det. Og således befriet fra både kulturhistorie og kroppens forudsætninger, kan eleven “udleve sit fulde potentiale”, som der står i bedste konkurrencestatsstil. Det er barske fakta for den næste generations drenge og piger.

Ekspertgruppens kønsbegreb bygger dermed på et regelret opgør med køn. Konsekvensen vil være en pædagogiseret nedbrydning af kønnet. Og denne dybt radikaliserede opfattelse skal ifølge Ekspertgruppen endda plastres ud over skolens formål, hvorefter drenge og piger opløses, mens de ‘kønsreflekterer’ over deres ”potentialer”. Resterne fra denne refleksion – rester som engang var rige historiske og biologiske forudsætninger – kaldes så for ”stereotyper”, og dem skal man også af med, fremgår det. Herfra er der åbent land for ødelæggelse af landets rige kunst og kultur.

Der findes i denne optik ingen ”verden”, som ikke er konstrueret, hvilket svarer til dannelsens opløsning. Det kommer på den baggrund ikke som nogen overraskelse, at både Holm og Staunæs ved tidligere lejligheder har demonstreret et særdeles problematisk forhold til forsknings- og åndsfrihed.

Her er det fulde citat om kønsbegrebet, som man som sagt finder i Claus Holms indledende bemærkninger (s.5).

”Køn er genstand for omfattende debat i tiden. Nogle mener, at køn er et naturgivent fænomen, som den biologiske videnskab har de væsentligste indsigter til at forstå. Andre mener, at det udelukkende er socialt betinget.

Ekspertgruppens anbefalinger til at nedbringe de faglige forskelle mellem kønnene ud fra en generel betragtning trækker på den opfattelse, at køn og kønsforskelle bliver til i et samspil mellem det omgivende samfund og individets forventninger til egen faglig udvikling, læring og trivsel.

I forlængelse af kommissoriet for ekspertgruppen har ekspertgruppen derfor været optaget af, hvordan dette samspil kan påvirkes og formes, så uhensigtsmæssige betydninger af køn for børn og unges faglige præstationer nedbringes mest muligt.”

Rapportens anbefalinger

Her er nogle nedslag i rapportens anbefalinger:

For det første måles skolens liv næsten udelukkende som ”præstationer” og ”potentialer” i store testsystemer, hvilket er udtryk for ren konkurrencestatsideologi. Drengene har det ellers generelt set meget bedre end pigerne, selvom de altså scorer lidt mindre i de nationale test, men det noterer man blot i forbifarten for derefter at lade det ligge i glemsel.

Det er også karakteristisk, at to af rapportens pædagogiske referencer er til hhv. John Hattie og til en rapport af Niels Egelund, som også bygger på Hattie. John Hattie var den helt store målstyringsguru omkring 2016, som kredsen omkring Claus Holm var ivrig fortalere for, men som alle i dag undsiger. De andre referencer er som sagt præget af en blanding af socialkonstruktivistisk identitetspædagogik og Heckman-inspireret konkurrencestats-instrumentalisme.

For det andet forstår ekspertgruppen som sagt udelukkende køn som et kognitivt og socialkonstruktivistisk fænomen. Hvis man ikke abonnerer på det, så har man ”kønsstereotyper og fordomsfulde forventninger”. Man bliver lidt trist. For hvad er et filosofisk og pædagogisk liv uden fordomme, jf. ikke mindst filosoffen Hans-Georg Gadamers store hermeutik? Den slags reduktionisme svarer til at reducere undervisning til ”sort skole” eller reformpædagogik til ”rundkredspædagogik”.

For det tredje skal dette socialkonstruktivistiske apparat ligefrem skrives ind i både læreruddannelsens læseplaner og endda i skolens formålsparagraffer. På den måde undgår man ”kønsstereotyp praksis”, så eleverne kan ”udfordres optimalt”, som der står. Landets børn og unge skal med andre ord konstant belemres med den identitetspolitiske konkurrencestatslogik, endda helt inde i skolens og skolelivets inderste forudsætninger. Men det er helt forkert: Skolens formål handler snarere om det modsatte, nemlig om at lade børn komme til syne i kundskabernes land.

For det fjerde skal det hele overvåges i store systemer af kommunal dataledelse og (DPU)-forskning. Så kan man rigtig kontrollere både lærere og pædagoger og drenge og piger. Dermed kommer det mindste statistiske udsving under kontrol.

Som et eksempel på et sådant kontrolsystem får vi at vide, at kommunerne skal ”understøtte en databaseret ledelsespraksis på folkeskolerne, der kan være med til at sikre refleksion over, hvilke forståelser af køn, der er på spil i den pædagogiske praksis.”

Og videre hedder det i samme stil:

”Databaseret ledelse kan give mere baggrundsviden om forskelle i faglig udvikling og resultater blandt forskellige elevgrupper og kvalificere hverdagserfaringer fra praksis. Dette kan bidrage til en større opmærksomhed på betydningen af køn for faglige resultater generelt, og dermed også en opmærksomhed på at sætte ind, hvor der identificeres udfordringer.”

For det femte foreslår Ekspertgruppen mere uddannelse i kønsbevidsthed, hvilket folk med den godkendte indstilling må formodes at stå for. Og personalegruppen skal endda ”afspejle det omliggende samfund”, som det truende hedder.

Der er stort set ingen konkrete anbefalinger a la ”mere sløjd”, ”flere bare tæer i græsset”, ”flere kapløb” eller flere lejrskoler. Det er som om, at drengen forsvinder og opløses som en form for ”stereotype”.

Dette fravær af drengeleg samt angrebet på skolens formål er også Tesfayes centrale kritikpunkter. Han har dog ikke sans for de konkurrencestatslige baggrundslogikker.

Rapportens forfattere

Endelig vil jeg kort omtale ekspertgruppens sammensætning. Gruppen består af 20 personer, 6 mænd og 14 kvinder, der udover den – set i lyset af at temaet er “drenge” –  pudsige kvindelige overvægt, som sagt også har et kraftigt ideologisk bias.

Der har mig bekendt ikke været nogen dissens fra gruppens medlemmer. Tværtimod blev ministerens skepsis hele to gange offentligt irettesat af Kvinfo’s direktør, Henriette Laursen, som sidder med i ekspertgruppen. Og lærer Anne Hammer, som også er med i gruppen, forsvarede også rapporten. Begge mente, at rapporten ikke var identitetspolitisk og ”woke”, hvilket som sagt ikke er korrekt, jf. min diskussion ovenfor.

Endelig vil jeg sige, at en gruppe magtfulde organisationer og en ministeriel styrelse i efteråret 2023 udkom med en kort rapport om det samme emne.

Bag rapporten stod et “partnerskab” mellem DA, FH, KL, Danske Regioner og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Her lagde man især vægt på den konkurrencestatslige side, dvs. at kønsspørgsmålet blev hægtet op på arbejdsudbud og konkurrenceevne. Man henviste dog også mere kortfattet til ”kønsstereotyper” og så videre.

Både DA og FH er også med i den aktuelle gruppe. Og det samme er identitetspolitiske organisationer som LGTB+ og Dansk Mandesamfund.

Der er kort sagt kraftig opbakning til ekspertgruppens diskurs fra hele det indflydelsesrige organisatoriske lag, som repræsenterer erhvervspolitiske og identitetspolitiske interesser. Det svarer godt til konklusionerne i afsnittet om ”rapportens filosofi”.