Hvordan ser den borgerlige kvindesag egentlig ud? Det spørger skribent og sognepræst Marianne Wagner om i denne artikel.

I en læseværdig artikel her på siden efterlyste Andreas Paulsen og Anton Leopold Krogh for nylig en borgerlig symbiose, da splittelsen på den borgerlige fløj forhindrer en frugtbar politikudvikling og dermed et realistisk alternativ til den nuværende regering.

Det er der til en vis grad en sandhed i; jeg finder den borgerlige kritik af »liberalismen« forfejlet, fordi den mimer et standpunkt i en amerikansk konflikt, hvor »det liberale« ikke bare handler om økonomi, men også er udtryk for nogle bestemte holdninger.

Herhjemme repræsenteres de holdninger imidlertid af velfærdsstaten, som med sit semi-planøkonomiske udgangspunkt formår at presse borgerne ind i bestemte mønstre, som i mange tilfælde er dårlige for mennesker.

Kvindesagen som spejl

Kvindesagen er et oplagt eksempel på det, og den skal derfor være udgangspunktet for denne artikel, hvor jeg vil behandle emnet ud fra et kristent grundlag.

Når vi i folkekirken døber børn, beder vi i det nuværende ritual Gud om at bevare dem både her og hisset, altså i denne verden og hos Gud. Mennesker, der døbes med den kristne dåb, kommer således til at tilhøre to riger – verdens rige og Guds rige. De to riger repræsenterer forskellige magter og dermed også et forskelligt syn på kvinder.

I verdens rige er kvinden altid i kamp mod mændene og patriarkalske strukturer; i Guds rige er kvindekampen slut. En ting er dog fælles for de to rigers menneskesyn, når det kommer til kvindesag: Der er to køn, og når vi skal se på kvindesag i et kristent perspektiv, må vi tage udgangspunkt i Bibelens tale om skabelse og syndefald.

Den gamle syndefaldsberetning er forbavsende nøgtern og realistisk i sin beskrivelse af, hvordan verden og forholdet mellem kønnene er. For hvad er det, der sker ved syndefaldet? Jo, Gud straffer både manden og kvinden for deres ulydighed; han skal spise sit brød i sit ansigts sved, hun skal herskes over af manden, som hun alligevel begærer, og dertil føde sine børn med smerte.

Når de to således har stridt sig igennem deres usle liv, skal de dø, blive til den jord, de blev skabt af.

Biologi og forskel

Det forhold, som beskrives mellem kønnene, gælder stadig mange steder på kloden. Der er desværre en grund til, at kampen mod partnervold stadig er på kvindesagens program i verdens rige, og vi skal i høj grad skønne på, at der kæmpes for, at kvinder kan leve gode liv.

Vi skal dog huske på én væsentlig ting, og det er, at selv om mennesket faldt dybt og blev straffet, så var og er vi dog stadig skabt, som Gud ønskede det, og det vil sige, at der er forskel på kønnene – der er noget, der hedder biologi. Når manden er i stand til at herske over kvinden, har det i høj grad noget med biologi at gøre, og netop det er umuligt at hæve sig over.

Alligevel forsøger vi at gøre det. At de to køn kan det samme, er en påstand, der jævnligt bliver slynget ud, bl.a. i diskussionen om den kvindelige værnepligt, som snart bliver indført – selv om man nok burde vende skråen efter at have set, hvad der skete med kvindelige værnepligtige i Israel den 7. oktober 2023, eller hvis man kender lidt til historien og ved, hvordan kvindelige soldater i den sovjetiske hær blev behandlet af fjenden under 2. verdenskrig.

Virkeligheden taler i det hele taget med jævne mellemrum sit tydelige sprog: Kvindelige sportsfolk er således ikke begejstrede for transkønnede sportsudøvere, der insisterer på at deltage i deres konkurrencer. På Sikringen i Slagelse, hvor nogle af landets farligste patienter opholder sig, er der ikke en eneste kvindelig vagt, og når de patriarkalske følger af multikulturen rammer i folkeskoler og gymnasier, er kvindelige lærere de første ofre.

Så vi ved godt, at kvinder er udsatte pga. deres køn, deres biologi. Derfor er det ikke kvindesag at insistere på, at alle kvinder kan det samme som mænd. Så kommer man nemlig til at gøre kvinder ondt.

Økonomisk syn på kvinder

Konsekvensen af påstanden om kønnenes totale ligestilling betyder endvidere, at retorikken om kvinder og økonomi har fået nogle ubehagelige toner. For nylig kunne man således erfare, at hver kvinde koster statskassen 15.300 kr., når kassen gøres op.

Så får kvinder jo indimellem børn – børn koster også, og nu kan vi regne ud, at pigebørn koster mest. Samfundet vil helst ikke betale deres medgift og ser derfor med ubehag på, at nogle kvinder gerne vil tilbringe tid sammen med børnene – enten ved at arbejde på deltid eller ved at gå hjemme nogle år.

De får i disse dage at vide, at de snylter på alle andre hårdtarbejdende skatteydere ved at slide på veje og fortove og hvad vi nu har af velfærdsgoder. Og ofte er det kvinder, der er kvinder værst; det er, som om det at være biologisk kvinde – med hvad det nu indebærer – er helt forkert, hvis man ikke, ved siden af ens graviditeter og børnefødsler, kan eller vil gøre alt det, en mand gør.

Abort og skam

Den socialdemokratiske hoføkonom Nina Smidt er således utrættelig i sin kamp for at få kvinderne væk fra børnene. Børnefødsler opfattes altså i vort samfund stadig som en straf, og den påfører de kvinder skyld og skam, der insisterer på, at moderskab og kvindeliv er vigtigt for dem – om det så bare er en periode af deres liv.

Og den fører endvidere til et kynisk og menneskefjendsk syn på abort, der i disse år hyldes som noget, der er det bedste, der er sket for kvinder. Det er, som om vi er blevet så forhippede på at gøre op med kristendommen, at vi fornægter vor biologi – det vil rent faktisk sige vor gudbilledlighed (for Gud skabte jo begge køn i sit billede) – for at komme ud af mandens klør.

Men vi bliver i virkeligheden slaver af syndefaldet, og det bringer ulykke med sig, fordi vi så ikke vil stå ved den side af kvindeligheden, der handler om frugtbarhed, som er så smertefuld og besværlig. Og så fuld af glæde og liv – også når det var helt uplanlagt.

Alt det ser verden nådesløst ned på. I verdens rige er det, som om Guds gamle straf stadig gælder, selv om mange ikke tror på Gud og opfatter ham som en instans, der er med til at opretholde patriarkatet.

Maria og kvindens benådning

I Guds rige modsiges den fortælling. Og hvordan? Hør i evangeliet om den lille Maria, der fik besøg af englen Gabriel, der hilser hende med disse ord: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud.«

Kvindekampen er med de ord ovre, straffen er ophævet. Maria og dermed kvindekønnet som sådan er benådet af Gud, for ingen anden end en biologisk kvinde kunne blive moder til hans søn. Altså er de smertefulde børnefødsler ikke længere en straf, men en velsignelse.

Der er heller ikke længere nogen skam eller skyld over at være kvinde eller over at glæde sig over sine børn og ønske at være sammen med dem. For vi var gode nok til Gud – så gode endda, at kvinder var de første, der fik lov at fortælle andre om opstandelsen påskemorgen. Fik lov til at forkynde, at der var mere at sige om et menneskeliv, end at det var skabt af jord og skulle blive det igen.

Dåb, fødsel og nyt liv

Ikke nok med det, så bør vi også se på Marias forlovede, for han herskede ikke over hende – han beskyttede hende og barnet. Josef var i forvejen et ordentligt menneske, men Gud talte virkelig til ridderen i ham, og på den måde blev han og Maria forbilleder for menneskeslægten – en slags omvendt Adam og Eva.

At barnefødslerne blev til velsignelse, viste sig i, at Marias veer mundede ud i fødslen af den Herre, der senere skulle overvinde døden og åbne paradisets porte for os.

Og ser man på, hvordan fødsler bruges billedligt i Bibelen, så rummer netop denne del af kvindelivet hemmeligheden om Guds rige, som er ved at bryde frem. Som ved en graviditet og fødsel er der besvær og lidelse undervejs, men det er alt sammen meningsfyldt, fordi Gud ønsker et fællesskab af evighed med os. Hans rige er ved at komme til verden, og det måtte han selv lide for.

Det er den store gerning, som endnu er i gang, og som vi døbes til og følger ham i.

Det kristne alternativ til velfærdsstaten

I døbefonten i både Nørre Alslev og Gundslev kirke er der i bunden et billede af netop bebudelsen, og det giver god mening, for også dåben er en fødsel – en genfødsel – hvor vi bliver en del af Guds familie; vi får Gud til far og Kristus til bror.

Kristus var sandt menneske og sand Gud, havde altså to naturer, og man kan næsten sige, at vi i dåben får del i disse to naturer – den menneskelige og den guddommelige. Her og hisset.

For vi er stadig i verden, men nu tilhører vi også Guds rige, som vi kan søge ved bl.a. at komme til kirken for at lytte til hans ord, når verden er nådesløs. Og derfor skal Guds ord til Maria lyde ikke bare til kvinder, men til alle døbte: »Herren er med dig, du benådede!«

Kampen er ovre. Som borgere i Guds rige er vor ånd sat fri, og vi er ikke længere slaver af økonomi og velfærdsstat. En human, borgerlig familiepolitik kan derfor ikke tænkes uden en liberal økonomi med lavere skatter og mere frihed til borgerne.

Så når kritikere af f.eks. det konservative skatteudspil, hvor der altså var skattelettelser i sigte, påstod, at det ikke kunne få nogens hjerter til at banke, så burde de spørge sig selv, om Nina Smidts velfærdsideologi rører ved noget i nogen?

Vi står i en åndelig kamp i disse år, og vi kan ikke vinde den, hvis vi kæmper den på socialdemokraternes præmisser. Vi må tro på, at vi har en god sag, og det bør konservative debattører – ingen nævnt, ingen glemt – skrive sig bag øret.

Til gengæld må de liberale debattører finde hjem til Guds rige og dermed til den rette ånd. For økonomi alene gør det ikke.