Vi spørger ofte, hvad man overhovedet kan bruge litteraturen til. Det har litteraturen faktisk selv et bud på. Anne-Marie Vestergaard skriver om Paul Ricoeur og litteraturlæsningens potentiale.

Hvordan kan læsning af litteratur bibringe almindelige mennesker personlig udvikling, omverdensforståelse og historisk bevidsthed? Er der et modsvar til individualisering og ængstelse i en urolig tid? Kan litteratur ligefrem være opbyggelig?

I det følgende vil jeg med udgangspunkt i den franske filosof Paul Ricoeurs (1913-2005) fortolkningsteori argumentere for litteraturens særlige potentiale – og dens anvendelse udenfor det formelle undervisningssystem

Tid og fortælling

Paul Ricoeur undersøger i trebindsværket Temps et récit fra1983-85 menneskets intrikate forhold til tid. Tilgangen er både fænomenologisk og hermeneutisk. Hans hovedtese er at tid bliver gjort menneskeligt begribelig gennem fortælling, og i en ambitiøs ”trekantet konversation” mellem tidsfilosofi, historieskrivning og litteratur udpeger han hvert områdes særlige indsigter og uafgørligheder. Områderne beriger og supplerer hinanden.

Formålet er at blive klogere på begrebet tid i al almindelighed – og på menneskets mangfoldige måder at forholde sig eksistentielt og erkendelsesmæssigt til tiden som et vilkår.

Hans hovedtese er at tid bliver gjort menneskeligt begribelig gennem fortælling

Det drejer sig altså dels om oplevet tid, dels om forståelse og erkendelse af omverden, samtid og historie. Der er masser af spændende refleksioner i værket, hvor Ricoeur på den ene side afviser en strukturalistisk præget formalisme, på den anden side en traditionel positivisme.

Jeg vil fokusere på hans behandling af fiktionslitteratur og de perspektiver der tegner sig for læsning og brug af litteratur i et bredere dannelsesøjemed. Et skitseret eksempel med novellen Aftenmalkning (1986) af Knud Sørensen (1928-22) vil tydeliggøre den konkrete anvendelse af teorien.

Fortolkning af en novelle

For at redegøre for hvad der sker i mødet mellem tekst og læser anvender Ricoeur begrebet ”trefoldig mimesis”. Der er tre samtidige niveauer i læseakten.

Mimesis betyder her ikke en mekanisk efterligning af virkeligheden, men en friere kunstnerisk fremstilling i aristotelisk forstand. Det første lag i mimesismodellen har at gøre med læserens erfaringsbaserede forforståelse, en intuitiv viden om menneskelig eksistens og handlen, om handlemønstre, motiver, kultur og vaner.

Det andet lag har med selve den litterære tekst at gøre, det vil sige den helt særlige, genkendelige ”konfiguration” af et handlingsforløb som forfatteren har udformet.

Det tredje lag har med mødet mellem tekst og læser at gøre, idet læseren i en fortolkende, eksistentiel handling fører tekstens fortælling, dens særegne narrative form, sammen med sin egen verden. I denne fortolkningsproces bliver læseren klogere på sig selv og sin omverden – og i videre forstand klogere på samtid og fortid.

Knud Sørensen korte novelle Aftenmalkning er fra 1986. Den foregår i et landbomiljø hvor en familie skal have fint besøg, nemlig af skolelæreren. Moderen er bange for at sønnen, som er enebarn, har lavet ulykker, men hun gør alligevel klar til besøget i stadsstuen.

Faderen mener ikke at det handler om det. Husets eneste søn går rundt i spændt forventning uden at sige noget. Læreren ankommer til kaffe og kage, og de taler om løst og fast, blandt andet krigen som har involveret sønderjyder. Det er novellens eneste tidsreference, første verdenskrig.

I denne fortolkningsproces bliver læseren klogere på sig selv og sin omverden – og i videre forstand klogere på samtid og fortid.

Anledningen til besøget er lærerens anbefaling af realskole til sønnen. Denne er usædvanlig velbegavet, og læreren kan ikke lære ham mere. Han skitserer karrieremuligheder for drengen. Forældrene, især moderen, er først skeptiske overfor lærerens anbefaling, men da læreren tilbyder at hjælpe til med aftenmalkningen, sker der noget.

Måske ser faderen den fine, tilflyttende skolelærer i et nyt lys. Hvis han kan finde ud af at malke, har han nok selv en baggrund fra en landbofamilie. Med sin hjælpende handling viser han omtanke og forståelse, og han udøver samtidig ordløs kommunikation i et ordknapt miljø som han selv kender indefra. Skolelæreren bliver inviteret med til ”nadver”. Til sidst siger faderen til moderen: ”Ibsen blir og spise, nu kalder jeg på knægten. (s. 64). Og det er faderen der har det sidste ord.

Man læser mellem linjerne at forældrene er ved at være parate til at give slip på deres eneste søn og de fremtidsplaner de havde for ham og gården.

Novellen skildrer med få detaljer og en sparsom dialog sammenstødet mellem en traditionel, kollektivt orienteret landbokultur, hvor landbruget automatisk bliver overtaget af den næste generation, og en mere moderne, individualistisk kultur med social mobilitet, hvor uddannelse kan bane vejen for andre jobs og livsmuligheder.

Den trefoldige mimesis anvendt på denne novelle skitseres i punktform:

1. Læseren har en forforståelse med som har med basal menneskelig handlen at gøre, med verbal og nonverbal kommunikation og interaktion, med motiver og konflikter, men også med kulturelt og tidsmæssigt betingede vaner og livsmønstre. Læseren har endvidere et kendskab til dansk kultur og udviklingen af det moderne Danmark.
2. Knud Sørensen har med novellen Aftenmalkning konstrueret en litterær fortælling, en ”konfiguration” der i komprimeret form fremstiller en overgang fra én tidsperiode til en anden og dens konsekvenser for nogle konkrete personer. Her kan man for tydelighedens skyld udfolde en egentlig tekstanalyse som gør rede for blandt andet komposition, fortælleforhold, synsvinkel, undertekst i dialoger samt symbolik. Her nøjes jeg med at påpege det centrale i forfatterens subtile fortællekunst: Han formår at skildre det højdramatiske, intense i det på overfladen stilfærdige liv, hvor der hellere siges for lidt end for meget. På det sæt foregriber han 1990’ernes minimalisme.
3. Læseren tilegner sig novellen i en analyse og fortolkning. Tekstens åbenhed i form af tomme pladser giver plads til forskellige forestillinger og personligt farvede tolkninger. Der sker en sammenføring af den personlige, nutidige horisont med tekstens horisont. I dette tilfælde slår min modne alder igennem, jeg bliver grebet af forældre-barn-tematikken: Som forælder vil man det bedste for sit barn, men det er også med frygt og bæven at man sender det ud i den store verden. En yngre læser vil nok se det mere fra sønnens synsvinkel, hans spænding og forventning til fremtiden. Den kvikke dreng Kristian er det litterære omdrejningspunkt, den karakter der repræsenterer opbrud og forandring. Han symboliserer livskraft. Læsere af forskellig alder vil dog have en fællesmængde i deres fortolkninger af teksten, hvor denne tematiserer overgangen fra den traditionelle til den moderne tidsalder, med et familiemønster og en livsform i opbrud. Samtidig er der noget almengyldigt og tidløst i skildringen af familierelationerne og den kærlighed og omsorg der udøves. Parallelt hermed repræsenterer skolelæreren den pædagogiske omsorg, bestræbelsen på at undervise og danne fremtidens generationer. Novellen siger så meget mere end en fagtekst om perioden ville gøre, idet både den specifikt (kultur)historiske og den almene, eksistentielle dimension er til stede. På det sæt taler teksten om en landbokultur der er ved at vige for en moderne kultur, med det tab af kollektiv og individuel identitet som det vil medføre. Knud Sørensen skrev som nævnt teksten midt i firserne, hvor industrisamfund, og senere velfærdsstat, for længst havde ændret på familie- og livsmønstre. Han formår at gøre noget forgangent levende og nærværende med sin sceniske fortællemåde.

Opsummerende kan man med mimesismodellen hævde at novelleteksten gør både fortiden og nutiden begribelig for læseren. Fortiden som den fremstilles i novellen, med helt andre normer og livsvaner, nutiden som den opleves af den enkelte, individualiseret, atomiseret, men også med et håb for de fremtidige generationer, symboliseret af Kristian… Den litterære karakter transcenderer det ellers uoverstigelige skridt fra historisk fortid til nutid.

Læseren bliver bevidst om hvad han eller hun er rundet af og bliver i samme moment klogere på sin egen tid. Fortid og nutid kommer til at spejle sig i hinanden. Historisk bevidsthed og nutidsbevidsthed går hånd i hånd – og dermed opstår der en mulighed for at blive klogere på sig selv, ens historie og handlemuligheder.

Den litterære fortælling er ligesom metaforen en intuitiv forståelsesform, et betydende billede. I tilegnelsen af fortællingen foretager læseren en syntese af fortælleforløbets tidslighed og dets helhed.

Perspektiver

Ricoeur er interesseret i en fortolkningsproces hvor fortid, nutid og fremtid integreres hos læseren, på det indre plan og som en måde at være til i verden på. En opbyggelig litteratur vil netop indeholde den læsemulighed at de tre tider kan integreres.

Fortid og nutid kommer til at spejle sig i hinanden. Historisk bevidsthed og nutidsbevidsthed går hånd i hånd – og dermed opstår der en mulighed for at blive klogere på sig selv, ens historie og handlemuligheder.

Det udelukker litteratur der enten er ensidigt fortidsfikseret eller ensidigt fremtidsangst, altså henholdsvis nostalgisk, fortidsdyrkende og dystopisk, pessimistisk litteratur. Men feltet af opbyggelig litteratur er bredt, ligesom Ricoeurs opfattelse af narrative former er det.

Det vil være en opgave for litterater at finde eksempler på opbyggelig litteratur, både i ældre og moderne forfatterskaber. Formidlingen og læsningen af disse tekster vil kunne foregå i læsekredse og på højskoler og folkeuniversiteter.