I marts udkom historiker og dr.phil. Jon A.P. Gissels bog “De grebne” på forlaget Munch & Lorenzen. Kirkehistoriker, ph.d. Rasmus Dreyer giver her en kritisk anmeldelse af bogen. “Gissels bog har ikke ramt den afstemte balance, der kræves af en elegant konditorkage eller en per emnet kirkehistorisk fremstilling som nærværende værk”. I stedet skulle Gissel have skrevet en længe savnet biograf om Henrik Scharling.
Måske det er en københavnerting? Sådan når man efter en rask promenade på Strøget går om ad Skoubogade til konditoriet La Glace. Man glæder sig til lagkagen, den dampende hede chokolade, den gamle stil.
Skal man nu vælge den klassisske Sportskage eller måske en Rubinstein-kage? Skønt det er forbandet, må man være dannet, så lad valget stå mellem disse to klassikere. Men ak, forventningens glæde, sulten efter en kage, som man ikke kan få den andre steder mere, var for stor – og desto større skuffelsen, når man fik for megen flødeskum eller for megen romessens (alt efter, om man nu valgte Sportskagen eller Rubenstein-kagen).
Fornemmelsen er desværre sammenlignelig efter endt læsning af dr.phil. Jon Gissels nye bog om de grebne 1800-tals-konservative teologer og deres relevans som modstemme mod det moderne gennembrud – og en mere uklar opløsningstendens, Gissel mener er karakteristisk for eftertiden og vores umiddelbare samtid.
Det sidste kan han have ret i – La Glace er heller ikke, hvad det har været. Der er fyldt med turister, og der tages ikke bestillinger ved bordene. Man kan selv hente den dumme kage, når nummeret lyser på tavlen.
Underlig ophobning
Gissels ”De grebne” omhandler perioden 1866-1920. Det synes at være en arbitrær periode, som Gissel ikke begrunder anderledes med, end at han har undersøgt Theologisk Tidsskrift i nævnte periode. Men okay, jeg tror alligevel, at Henrik Scharling – den længst siddende professor i teologi i dansk historie – har noget med periodesnittet at gøre.
Scharling blev docent i 1867, var professor indtil 1916 og døde så 1920. Så det er nok snarere en bog om Scharlings tid end så meget andet, som Gissel først har haft i tankerne. Når periodeangivelsen er føjet direkte ind i undertitlen, da må det også gerne være begrundet. Det kunne en redaktør have fanget – eller jeg kunne her anbefale det ellers så forkætrede fagfællebedømmelsessystem.
For bogen mangler simpelthen at være blevet læst mod hårene, altså mod Gissel, såvel som fået den nødvendige kritik og korrektur, der kunne have gjort det til andet og mere end den underlige ophobning af stof i tilfældige kapitler uden mål og med. Men for al retfærdigheds skyld vil jeg dog forsøge at gengive bogen i troskab mod dens egen idé og den opbygning, den nu engang er gået i trykken med.
Bogens struktur
Bogen falder i 26 kapitler, der strækker sig fra indledning (der lover mere, end bogen holder) til konklusion. Der er ingen rød tråd i kapitlerne og heller ingen rigtig progression i analysen, selvom der dog fornemmes en vis kronologisk fremadskriden og et tilstræbt forsøg på at gruppere læsefrugterne under nogle mere generelle introducerende kapitler om tradition, åndskamp og konservatisme, noget metodisk og tidligere vurderinger af århundredet.
Gissels bog [har] ikke ramt den afstemte balance, der kræves af en elegant konditorkage eller en per emnet kirkehistorisk fremstilling som nærværende værk
Herefter følger en del kapitler, som nok skal tjene som en slags kontekst om synet på Frankrig (revolutionen), teologi og konservatisme uden for Danmark, før der zoomes mere ind på kristendommen i Danmark og specifikke emner som Det kirkelige Raad (en slags øverste organ for folkekirken i sin tid; denne læsning er næsten helt alene baseret på et teologisk speciale) og Kirkeligt Centrum – den retning, der repræsenterede den gamle statskirkelighed i den nye folkekirke efter 1849, og som altså mere var disse konservative statskirkemænds retning end den (venstre)radikale grundtvigianisme eller den pietistiske missionsbevægelse; alt sammen noget, Gissel har lidt svært ved at få fat om.
Herpå kommer lidt nedslag i forskellige forfattere, og noget om romantikken – hvor der virkelig nok kunne skrives nyt og mere om de sære forbindelsestråde mellem 1700-tallet og nutiden – inden det særligt begynder at handle om Henrik Scharling, som jeg vender tilbage til nedenfor.
En fad smag
Min indstilling til ”De grebne”, da den landede på mit skrivebord, var netop sult og længsel efter endelig at få det samlede værk om de teologer, der ikke var gennembruddets mænd eller vækkelsens mænd (for der er knap nogen kvinder i bogen) – men min fornemmelse derpå var altså som efter en tur på La Glace: at tumle fra læsepulten med en fad smag af for megen flødeskum, eller måske simpelthen for megen tør lagkagebund?
Fyldet, det vil sige analysen og den præcise læsning, der burde være den lækre creme af teologi a la konservativisme, mangler. Jeg håber selvfølgelig, at denne sammenligning er passende for det konservative 1800-tals bourgeoisi, eller i det mindste for fantaster, der drømmer sig tilbage til dengang.
Dermed være sagt, at i sin foreliggende form har Gissels bog ikke ramt den afstemte balance, der kræves af en elegant konditorkage eller en per emnet kirkehistorisk fremstilling som nærværende værk. Gissels opus er skrevet i en ofte bedaget i stil, det samme gælder i mangt og meget formen tillige med de analytiske greb: Det er personernes beskaffenhed som konservative snarere end deres værkers essens, kontekst, virkning, der analyseres.
Det konservative panteon
Disse det 19. århundredes teologer, litterater og et par andre godtfolk bedømmes i kraft af eftertidens glemsel og radikalismens sejr (Brandes, Erslev, Arup og senere konsorter) som betydningsfulde og nærmest som martyrer på dette alter. Nuvel, det er jo sejrherrerne, der skriver historien; historien og dens mænd skal dog helst bedømmes på deres samtids præmisser. Dette lykkes Gissel kun halvt med, al den stund at hans målestok er en underligt personlig konservativ kristendom, hvoropimod disse fortidens stemmer måles og vejes.
Ja, ofte vejes de endog for lette, fordi de faktisk forsøgte at arbejde for en rummelig folkekirke (H.L. Martensen), eller fordi de bare ikke var så konservative, at de blev katolikker som Gissels øjensynlige yndling, forfatteren Johannes Jørgensen – der har fået en al for prominent plads blandt det panteon af 1800-tals-mænd, Gissel har kastet sig over.
Biskopperne J.P. Mynster – der døde i 1854, lovlig tidlig, nu bogen vil begynde i 1866! – og Martensen er begge to andre konservative stormænd i Gissels forsamling. At de ikke drog konsekvenser og gjorde alvor af en alvorlig (konservativ) folkekirke, men partout ville fastholde den gamle statskirke med sogne og rum for danskerne, vakte som uvakte, er dog ikke noget, som Gissel formår at få hoved og hale i.
Gissels vision for folkekirken er ikke folkelig
På en måde strider deres strid for folkekirken for alle imod Gissels krav om dybde og alvor – og desformedelst en alvorlig, dyb og vel smal kirke. Det lyder i mine kirkehistoriske øren næsten, som om at Gissels ekklesiologi kunne være hentet i pietismens kamp for en ren kirke og et nadverbord uden syndige lidettroende?
Jeg synes at mærke en snert af en idé om, at Gissel gerne så folkekirken være blevet (eller blive) en slags konservativ Benedict option
Imidlertid var Martensen og især mange af de konservative stemmer omkring Tredje Retning/Kirkeligt Centrum stærkt interesserede i en kirkeforfatning til beskyttelse af den så at sige brede kirkelighed. Det blev faktisk også senere en sag for Det Konservative Folkeparti, idet denne holdning var udslag af at ville beskytte den brede kirkelighed og fastholde balancen mellem gejstlige og læge og dermed bevare folkekirken som en konservativ instans midt i lægmandsvækkelsernes rasen.
Det er en ofte udtrykt konklusion i dansk kirkehistorie, at uden forsøget på at holde fast i den gamle sognekirkelighed/struktur og give rum for valg- og frimenigheder, så var folkekirken faldet fra hinanden – og vi var endt med svenske tilstande, hvor vækkelserne var brækket af som selvstændige kirkesamfund.
The Benedict option
Men måske ligger der et ønske om noget sådant underneden i Gissels læsning? At han faktisk gerne ville sortere skidt fra kanel i kirken? Jeg synes at mærke en snert af en idé om, at Gissel gerne så folkekirken være blevet (eller blive) en slags konservativ Benedict option (efter Rod Drehers bog, 2017).
Det vil sige at kirken skulle være en konservativ eller ortodoks modkultur til sekularisme og heterodoks mainstream-kristendom? Gissels faible for den antisovjetiske personalist Nikolaj Berdjajev (som citeres flere gange i ”De Grebne”) vidner lidt om aspirationer i den retning; Gissel vil endda, blandt andet i konklusionen (s. 444), have Berdjajev og den for fremstillingen så centrale Henrik Scharling til at trække på samme hammel.
Men Berdjajev har faktisk haft indflydelse på dansk teologi – dog ikke via Scharling, men i det 20. århundrede, hvor Scharlings og Berdjajevs tanker uafhængigt af hinanden kan findes i den historiske forbindelseslinje, som Gissel helt overser gående fra Scharling-eleven J. Oskar Andersen (der også var Kristian Erslev-discipel, nej, intet er ligetil i historien!) til Hal Koch og i forskellige betoninger tillige hos Løgstrup og senere endog Søren Krarup.
I øvrigt er det nok i den dialektiske teologi og hos dens danske arvtagere, at man tydeligst kan genfinde arven fra Scharling og flere af de andre – glemte og uglemte – som Gissel arbejder med.
Et frugtbart katalog over tidens debat
Til dette opklaringsarbejde kan bogen godt bruges som en slags bagkatalog over dansk konservatisme. Nu er det anstrengende både for den bedømte forfatter og for læserne at bruge kræfter på at læse en knarvorn anmeldelse, hvorfor jeg også gerne vil knytte et par enkelte opløftende bemærkninger til værket: ”De grebne” rummer en mængde læsninger og referencer til værker, såvel store bøger som mindre avisartikler, der gør denne bog til et brugbart katalog over datidens teologiske og litterære debat set fra højre.
Den kan dog som foreliggende ikke stå som en analyse eller fagbog om emnet og personerne, højest en personlig og noget tung essayistisk vurdering i Gissels pen af nogle af datidens personer, værker og tanker.
De grebne mangler analytisk dybde
Hermed heller ikke sagt, at den er ubrugelig. For Gissels værk kan tjene som inspiration for den, som ønsker at arbejde seriøst videre med emnet. Gissel er historiker af fag, han er lærd, og han kan finde ud af at læse, og der er ikke tvivl om, at han kender og har læst en hel del udgivelser fra dengang, som vitterlig er gået i glemmebogen i historieskrivningens og receptionshistoriens videre strøm.
Desværre evner han ikke at løfte sine læsninger til analyser. Det er naturligvis et ærgerligt skudsmål at skulle give en bog, men jeg gider ikke anmelde en bog godt for den gode sags eller stemnings skyld. For man merkt die Absicht osv., eller rettere: man mærker det ikke, for det driver ned ad siderne i bogen, at der er taget førergreb på perioden og dens mænd.
Gissel er historiker af fag, han er lærd, og han kan finde ud af at læse, og der er ikke tvivl om, at han kender og har læst en hel del udgivelser fra dengang, som vitterlig er gået i glemmebogen
Og det hele skal passe ned i Gissels greb på de grebne: de skal være konservative på en måde, der forener dem – selvom en lødig kirkehistoriker ville have forsøgt at undgå denne harmonisering af de ret så forskellige røster fra perioden 1866-1920. Der er teologisk lige så langt fra for eksempel Olfert Ricard til Henrik Scharling, som der er langt fra biskop Mynster til Vilhelm Beck osv.
Gissels letkøbte kritik af den kirkehistoriske tradition
Gissel nævner og bruger også sporadisk en række kirkehistoriske forskere af ældre og nyere årgang, for eksempel P.G. Lindhardt og Jens Rasmussen – men går mange steder skarpt i rette med dem. Det er ofte letkøbt, selvom man naturligvis ikke kan komme uden om, at blandt andre Lindhardt ikke havde stor fidus til Henrik Scharling og flere af disse 1800-tals-teologer, fordi de tilhørte denne svundne kulturprotestantisme og biedermeiertid, som ingen seriøs teolog på bagkant af 1. verdenskrig og den dialektiske teologi ville eller rigtig kunne tage alvorligt.
Men det berettiger ikke til at afskrive Lindhardts forfatterskab helt – og hans store gennemgang af netop 1800-tallets danske kirkehistorie (i bd. 7 af ”Den danske Kirkes Historie”) med læsninger og vurderinger af mange af de samme aktører, Gissel bruger tid på, glimrer med sit fravær i bogens bibliografi.
Det var ikke gået i akademisk afhandling at springe et af de væsentligste værker om samme emne over, blot fordi man ikke kan lide lugten i andre forskeres bageri. Imidlertid kan det også være af ren og skær mangel på kirkehistorisk finesse, at Gissel overser en del ældre, men stadig betydningsfulde eller i det mindste interessante læsninger af perioden.
Jeg kunne i flæng også nævne N.H. Søes ”Dansk teologi siden 1900”, der selvfølgelig begynder med forudsætningerne i 1800-tallet – eller en anden af midt-1900-tallets store kanoner, nemlig Hal Koch, som redigerede ”Et kirkeskifte”, hvilken beskæftiger sig med andre relevante brydninger i det 19. århundredes danske teologi.
Peder Madsens bibelsyn
Som om det ikke var nok eller for lidt, så har Gissel ikke fat på den meget nære forbindelse, som dengang var mellem dansk og tysk (protestantisk) teologi. Det er for eksempel ikke muligt at forstå eller indplacere professor og biskop Peder Madsen i det kirkelige landskab i Danmark for Gissel; nej, for Madsen stod faktisk ret meget sit eget sted som en meget klar dansk repræsentant for den tyske erfaringsteologi og den del af vækkelserne, som stod den tyske diakonale bevægelse nær og lidt udgør et overset ’ben’ i de danske vækkelsers landskab spændt ud mellem grundtvigianisme og Indre Mission.
At han ikke ville bøje knæ for Bibelen, som Indre Missions Vilhelm Beck krævede af ham på Bethesda-mødet i 1896, får Gissel til at lyde som en kategorial fejltagelse fra Madsens side.
Ifølge Gissel burde Madsen have agtet Bibelen højere, men Gissel synes så at kunne analysere ”en sammenhæng mellem hans syn på Den augsburgske Trosbekendelse og hans syn på Bibelen” frem af dette.
Anderledes sagt, at Madsen var historisk-kritisk og kunne fravige det ene og det andet i Bibel og bekendelse. Det er misforstået. For det første bedyrede Madsen på mødet, at han skam forberedte sine kritiske forelæsninger med bøn. For det andet reagerede Madsen egentlig med en også dengang ret gængs luthersk skelnen mellem formalprincip og materialprincip – en 1800-tals-skelnen:
Med andre ord er Bibelen in summa nok det formale princip (Skriften alene – den normerende norm), men det centrale er budskabet om retfærdiggørelse ved tro alene (’hvad der driver på Kristus’ var Luthers hermeneutik her); bekendelser normerede normer, som var optaget af at sætte Kristi budskab om retfærdiggørelsen på dogmatisk formel.
Et fundamentalistisk bibelsyn af 1800-tallets amerikanske slags var ved at snige sig ind på samtidens vækkelser, men det var slet ikke Madsens – og de ellers ret kirkelige professorer søgte, helte-Scharling inklusive, at holde fast i en konfessionel-luthersk læsning af Bibelen, samtidig med at de på grund af samme kunne linde på døren ind til den historiske kritik.
Det er svært at bruge Gissels teologiske læsninger til noget
Nu skal det ikke være et teologisk skoleridt – men når så basalt kendskab til historiske læsninger og datidens stridigheder om disse slet ikke forstås af Gissel, så er det svært at bruge Gissels teologiske læsninger til noget. Enhver kan kaste sig over kirkehistorien – også en historiker.
Men Gissel har selv flere gange valgt at gøre bibeltroskab (mod bibelkritikken) og bekendelsestroskab til målestokke. Det kræver følgerigtigt, at forfatteren selv kender noget til teologi for at vurdere, hvad der historisk var indenfor eller udenfor skiven dengang.
Ellers er der læst andre og nutidige kirkehistorikere sådan lidt løseligt – deriblandt Jørgen I. Jensen, Tine Reeh, Rasmus Markussen (der helt uden øje for dennes bidrag får det sidste ord i Gissels underligt uklare konklusion) og mig selv – endskønt mit navn fejlstaves som ”Dreier”. I for Y får jo sat mit navn i forbindelse med 1800-tals-socialisten og kritiker af al form for kirkelig-konservativ borgerlighed, Frederik Dreier. Korrektur, om jeg må be’.
Positivt betragtet vidner det dog nok om, at Gissel virkelig trækker vejret gennem 1800-tallets persongalleri. Men de fleste af førnævnte kirkehistorikere får kritiske ord med på vejen, fordi de som blandt andre Tine Reeh forsøger både at forstå og fastholde nogle af de konservative i deres historiske fremmedhed og anderledeshed for nutidige læsere (det gælder Reehs læsning af den nytestamentlige professor Frederik Torm) – hvad der vel egentlig er mere lødigt end nærmest at give dem karakter såvel som at postulere relevans for nutiden uden at vise deres relevans?
Det var ikke gået i akademisk afhandling at springe et af de væsentligste værker om samme emne over, blot fordi man ikke kan lide lugten i andre forskeres bageri
Jeg er i øvrigt henvist til en lille artikel om dansk byreformation i Årsskriftet Critique, mens mine medgivet studentikose, men vel ikke helt bedagede artikler om Henrik Scharling (i Tidehverv og Nyt Babel) er forbigået. Der er ingen skade sket ved udeladelsen, pointen er, at der indimellem stadig skrives nogenlunde venligt om Scharling i nutiden.
Gissel burde have skrevet en biografi om Scharling
For at opsummere: Gissels kirkehistoriske indlæsthed, det vil sige i perioden, kontekst, forskning, baggrund og hele den kirkelige diskussion i udlandet og Danmark i 1800-tallet, ligger på et lille sted. Det kommer vi ikke udenom udgør et gevaldigt problem for bogen – for egentlig skorter det slet ikke på overblik over de mange forfatterskaber, Gissel har givet sig i kast med.
Det er en force hos forfatteren. Gissel har læst, hvad de har skrevet – og ikke ladet sig forudindtage eller præge af senere kirkehistorikeres forsøg på at udsondre dem som fanget i en tid, der var svundet. Men faktisk vidste bogens store hovedperson, den mangeårige professor i etik og religionsfilosofi Henrik Scharling, jo godt, at næsten alt var svundet, da hans århundrede løb ud. Bogen ”Det Svundne og det Vundne” (1901), som er en af Gissels yndlingsnøgler til den store, genstridige – og konservative – statskirkemand, der var så meget andet end ”Nøddebo Præstegaard” (som han som bekendt er forfatter til).
Et sted forklarer Gissel, at der burde skrives en biografi om Scharling. Jeg er helt enig. Og det var den opgave, som Gissel som de facto Scharling-kenderen par excellence burde have taget på sig. ”De grebne” rummer dybt gemt på de mange sider netop ansatsen og stoffet til denne manglende bog.
Der er oversete sider ved Scharling, som Gissel gerne måtte undersøge nærmere, når og hvis han tager Scharling-biografien op igen. For eksempel havde Scharling godt øje for, at der var kristendom i det romantiske.
Hvad måske også kan skyldes, at Scharling faktisk skrev disputats om den lutherske 1500-tals-lægmandsmystiker Jakob Böhme, hvorfra de mere vilde radikalpietister hentede en del stof og teologi, som via Goethe dukker op igen i romantikken.
Scharling synes at have haft en hemmelig side dér – måske var han mere romantiker end egentlig luthersk statskirkemand? Der er mere at sige om Scharling. Gissel ved det, og Scharling er til stede hele bogen igennem, men har formelt set kun fået et enkelt kapitel viet – det samme har biskoppen B.J. Fog – mens de mange, mange andre navne ikke er til at genfinde i bogen, fordi kapiteloverskrifterne er så upræcise, og et personindeks underligt nok er fraværende.
Grebethed
Efter Scharling slår Gissels videre kapitler ned på nogle begreber fra kristendommen, som han særligt mener inkarnerer den konservative ånd (eller genius?) hos de omhandlede, og grebetheden bliver Gissels forsøg på at indfange denne ånd:
”Grebetheden rummer både det modtagende og det stræbende. Gud er den aktive, men mennesker er ikke passive ; der er energi [sic!] på begge sider” (s. 321), skriver Gissel og hopper straks igen til Scharlings erindringer (”Livsminder”) som eksempel på denne uteologisk beskrevne ’energi’, som han citerer for at ville værne (s. 322).
Det får Gissel til at udbryde, at det er noget særlig klassisk konservativt at arbejde i denne stilhed (en meget uenergisk grebethed for københavner-parvenuen Scharling!), der også for Johannes Jørgensen var ”positiv og velgørende”.
Gissel har læst, hvad de har skrevet – og ikke ladet sig forudindtage eller præge af senere kirkehistorikeres forsøg på at udsondre dem som fanget i en tid, der var svundet.
Jeg tror, Scharling næsten ville rulle rundt i graven, hvis han blev sat i bås med Jørgensen. Scharling var om nogen antikatolsk – det var et af hans problemer med al det grundtvigske, at det jo nærmest var katolsk. Panta rei, vi flyder i nær sagt en sætning fra et forsøg på begrebsmæssig afklaring til Scharling, til Jørgensen og hillemænd: Søren Kierkegaard, der også tages til indtægt for ”grebetheden” – selvom Gissel ikke mener, at SK’s ”Christelige Taler” eller ”Enten-Eller” som etiske værker har været genstand ”for så meget opmærksomhed i eftertiden”. Jaså.
Herpå følger så flere små kapitler, et om ”Kristendommen” , om dannelse, kongetroskab, fædrelandet, lidt løseligt om andre konservative skæbner og et par vigtige konservative tidsskrifter fra tiden.
”De grebne” er subjektivitet
Når den fade smag oven på konsumeringen af denne alt for tykke bog nu har lagt sig lidt, så står Henrik Scharling endnu en gang tilbage som Gissels hero. Og Gissel har helt ret i, at hans betydning i dansk teologi i 1800-tallet – og som jeg anførte ovenfor – også i 1900-tallet er uretfærdigt overset.
Men om han kan være en dansk parallel til C.S. Lewis, Nikolaj Berdjajev eller andre fra det mere aktuelle konservative parnas, er tvivlsomt.
For øvrigt elsker Gissel lidt for meget at tale om paralleller, hvad der som regel bare karakteriserer dårlige eller svage analyser.
Jeg ville have ønsket mig en anden bog, en bedre analyse og en helt anden og mere upersonlig og neutral stil. Scharling kæmpede bravt mod subjektivismen og andre radikaliteter – ”De grebne” er blevet Gissels subjektive greb om en periodes mænd og tanker, der næste gang fortjener meget mere greb om stof, kontekst og ikke mindst teologi.
Og som postscriptum er denne min anmeldelse ikke at forstå som polemik rettet mod forfatteren, for Jon Gissel har bidraget med andet godt til udforskningen af dansk historieforskning og dansk konservatismes rødder i 1800-tallet.
Kritikken går på netop denne bog, der som nævnt snarere er læsefrugter, måske noter og forberedelse, til den bog om Henrik Scharling og hans tid, som vi stadig har til gode.
