Manden der bar solen

11. april 2024
4 minutters læsetid
Den danske forfatter Kristian Bang Foss griber an med oldtidens kulturgods og bringer de mest konkrete og alvorlige eksistensvilkår i spil i ny stor roman. Anne-Marie Vestergaard har anmeldt det dramatiske fortidsepos.

Kristian Bang Foss’ nye roman, Manden der bar solen, foregår i bronzealderen, i 1100-tallet f.v.t. Det er et overraskende valg for en forfatter, der hidtil har skrevet samtidsromaner.

Selv har han udtalt, at han altid har været fascineret af oldtiden, og at bronzealderens kriser, konflikter og folkevandringer kan ligne nutidens udfordringer, især hvad angår klimaforandringer og kamp om livsvigtige ressourcer.

Efter grundig research – og selvfølgelig med en udstrakt brug af fantasi og sprogkunst – har han på over 400 sider fremmanet et univers og et persongalleri, der står lyslevende på den indre nethinde. Det er sanseligt og nærværende.

Foss mestrer skildringer af personer, steder, ting og stemninger, og med naturbeskrivelser, der rummer både skønhed og gru, får han sat rammen for den magiske virkelighedsforståelse, som den tids mennesker besad. Natur, ritualer og sjæleliv smelter ofte sammen.

Fysisk styrke, mod og handlekraft er de egenskaber som behøves, hvorimod indadvendt grublen og drømmeri kommer til kort.

Romanens titel henviser til personlig mytedannelse som magtmiddel. Samtidig er der mange rå og udpenslede skildringer af vold. Kampen for retfærdighed – og blot og bar overlevelse – afhænger af ens evne til at kæmpe med de våben, som man nu har til rådighed. Også kvinder kæmper så godt de kan.

Familien, slægten og stammen skal sikres, og den kloge høvding er ham, som kan tilsidesætte sine egne behov og se det store billede. Det indebærer også at have modet til krig og anden magtanvendelse for at opnå et langsigtet mål. Fysisk styrke, mod og handlekraft er de egenskaber som behøves, hvorimod indadvendt grublen og drømmeri kommer til kort.

En historie om to brødre

Romanens hovedperson Raudon besidder det første, hans bror Rauhon det sidste. Deres far er den aldrende høvding Bernon, der i sin affældighed ønsker, at de to skal dele magten efter hans død. Raudon ved bedre og må træffe svære valg. Enken Thunran er den vigtigste kvindelige person, både klog og modig. Plottet er en klassisk heltehistorie om loyalitet, forræderi, kærlighed og pligtfølelse, men man kan som læser alligevel ikke helt regne ud, hvordan det ender.

Forfatteren har lagt synsvinklen hos Raudon, hvis usikkerhed, tvivl og angst man får indblik i, hvilket gør, at historien undgår det klichéagtige. Til sidst indtager forfatteren den alvidende fortællers perspektiv og beretter kort om tiden efter Raudon.

Naturen bliver beskrevet som en frygtindgydende kraft. Man ofrer bronze til solen, og da den begynder at mangle, skal der handles. Raudon indser, at krigen er uundgåelig og oplever naturen således:

”Månen havde vokset sig mægtig og hang lige over bakkerne som et skinnende krafttegn, der blev gejlet til blussen af ulvehylene fra dalen. Ja, hundenes utidige aftenpalaver var forstummet, nu var det de store jægeres tid, deres kald steg op med en anderledes alvor, en grum hunger, en ursmag af død og nattemørke.”

Ulvenes kald minder ham om altings begyndelse, tidernes morgen og den verdens undergang, der uvægerligt kommer på et tidspunkt. Myten om altings sammenhæng er præsent for ham med dens indebyrd af voldens ”arvesynd” (mit udtryk):

”… sådan lød det første drab i verden, og sådan ville det sidste drab lyde på den dag hvor solskinnet sortner, og alt ender i kaos, og ingen skåner hinanden.”

Romanen rummer allusioner til Bibelens historie om Kain og Abel såvel som til nordisk mytologi med vølvens spådom om ragnarok. Der sker vold og drab fra start til slut i historien, og hovedpersonens vished om at det er et uomgængeligt livsvilkår til alle tider, bliver dermed formidlet til læseren.

Godt nok forsøger Raudon først at forhandle med fjenden i syd, men han tøver ikke med at sætte angrebskrigen i gang da indrømmelserne udebliver. Og godt nok plages han som hjemvenden krigsherre af mareridt om død og ødelæggelse og spørger sig selv om det var nødvendigt, men normerne anfægtes ikke.

Mennesket i naturen og naturen i mennesket

Kristian Bang Foss har i sit tidligere forfatterskab haft et ret dystert menneskesyn, hvor ”menneskedyret” bliver fremstillet som et ofte egoistisk og driftsstyret væsen. Hans hovedpersoner er dog også i stand til vise følelser og empati for andre mennesker, men når det gælder, fejler de ofte.

Raudon er da også en sammensat person, men han er og bliver determineret af sin tid og dens normer, og det er tidsbilledet som ligger forfatteren mest på sinde. Derfor kan man hævde, at i Manden der bar solen er menneskesynet flyttet over i naturen. Den er grusom, og guderne er umættelige: Mere bronze, mere guld. Menneskene kan bare lystre naturens lov.

Se på denne beskrivelse af havet, hvor menneskenes krigeriske fremfærd og havets sjæl smelter sammen:

”Ja, deres fremfærds element var det store hav, der både frembød angst og ro, der nærede livet og tog det med samme guddommelige ligegyldighed. (…) Det var spisekammer og gravplads, det var umætteligt, og det var altid mæt, det var gavmildt og grådigt, det var ufatteligt i sin storhed, det var alle tårers moder, alle tankers udspring, alle hellige floders endemål, selv når det var grufuldt, var det smukt…”

Liv og død, skønhed og lidelse viklet ind i hinanden.

 

Kristian Bang Foss: Manden der bar solen. Gyldendal, 2023. 434 sider.

 

Anne-Marie Vestergaard

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp.

Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside