”De unge tror ikke på, at de er tilgivet, trods alle klimasynder. De tror på en straffende natur, som de håber at formilde ved at ofre deres forkælelse på fællesskabets alter.” .

”Skaden er sket, menneskeheden har som den første art uopretteligt indvirket på sit planetariske miljø.”

De to citater signalerer et spænd mellem en til tider religiøst betinget klimakamp på den ene side og videnskabens umisforståelige tale på den anden. Jens Christian Grøndahl er opmærksom på begge aspekter, det dystopiske og det faktuelle, i sit essay Synger for ravn og ræv.

Titlen henviser til en mosaik fra antikken forestillende Orfeus omgivet af blandt andet en ravn og en ræv. Udførelsen er så livagtig, at man har lyst til at række ud efter dyrene…

Den røde tråd i bogen er menneskets forhold til naturen gennem tiden. Gennem personlige og fortolkende nedslag i kunst, litteratur og idéhistorie reflekterer Grøndahl på personlig og filosofisk vis over den menneskelige bevidsthed og dens længsel mod og favnelse af – eller tværtimod afstand til – naturen og dens dyr og planter.

Mennesket kan tænke og handle etisk, i modsætning til dyr og planter. Mennesket er dødeligt, hvorimod naturen med sin livscyklus på sæt og vis er evig og gådefuld. Sproget og selvrefleksionen sætter allerede en forskel og distance. Men kunsten forsøger at overvinde døden og afstanden.

Læsningen af tiden

Baggrunden er den unge generations optagethed af klima og jordens overlevelse. Hans to teenagedøtre er meget bekymrede, og han giver dem ubetinget ret. Samtidig vægrer hans sig imod, at klimakampen skal være det altdominerende tema.

Mennesket skal ikke reduceres til at være et biologisk væsen, hvor blot og bar overlevelse trumfer eksistentiel meningsfuldhed. Han nævner i den forbindelse krigen i Ukraine og dens påmindelse om en mere usikker verden, hvor det er værd at kæmpe for sin værdighed, frihed og det almindelige liv.

Det giver anledning til overvejelser over generationsforskelle og et selvransagende tilbageblik på hans egen ungdom. På den ene side har de unge ret, på den anden side truer dogmatikken, ligesom universitetsmarxismen i sin tid og den jubeloptimistiske individualisme, som afløste den efter Murens fald.

Grøndahl forsøger at forstå identitetspolitikken og de unges hyperfølsomhed som en ny form for global urbanitet, samtidig med at han taler om nødvendigheden af et globalt fællesskab, der skal stå sammen for at imødegå klimaforandringernes virkninger.

Men politisk pragmatisme skal der også til. Knæfaldet for kravet om hensyn til allehånde forskellige fastlagte identiteter synes dog lidt halvhjertet, al den stund han gennem hele bogen taler om kunstens og sprogets evne til almengørelse og universalisering.

Grøndahls dobbeltbevægelse

Han citerer Kierkegaard for at sammenligne ydre identitet og klasse med en løs klædning, der omslutter det enkelte individ, for således definerer kristendommen lighed: ”… i at være Næsten ligner vi ubetinget hinanden”. Kierkegaard dukker i øvrigt op adskillige gange i bogen, når det handler om væren og eksistens – og ikke mindst etik.

Essayet bliver en dobbeltbevægelse: Dialog med de unge og med kunsten og tænkningen. Han tror på de unge, og han håber i samme moment at finde ressourcer i civilisationens kulturhistorie.

Er der et fælles sprog, som udtrykker et håb om en bedre, mere bæredygtig tilgang til naturen? Grøndahls døtre er med forældrene på museer og rejser, de synger i kor… Hvad med uddannelse og dannelse på et mere overordnet plan?

En refleksion over den unge generations tilegnelse af kunst og kultur udebliver… Der er flere løse ender i bogen, men det gør ikke noget, når man skriver og tænker så godt.

Jens Christian Grøndahl: Synger for ravn og ræv, Forlaget Eksistensen.