Critiques valgguide: Dem må De aldrig stemme på
Det er svært at vide, hvem man skal stemme på. Men vi kan måske hjælpe Dem til, hvad De ikke skal stemme på.
idédebat og kulturkamp
Stig Høgh Rasmussen er cand.jur. fra Aarhus Universitet.
Det er svært at vide, hvem man skal stemme på. Men vi kan måske hjælpe Dem til, hvad De ikke skal stemme på.
For nylig kom det frem, at forældrene til en 11-årig pige ville sagsøge Prins Henriks Skole. Årsagen var, at deres datter havde valgt at gå med tørklæde. Det stred imod skolens ordensreglement og den pigen blev bortvist fra skolen. Prins Henriks Skole udsendte som svar en pressemeddelelse af 16. august 2023, hvor det fremgik: ” Prins Henrik French School is a Danish independent school operating under Danish law (fri grundskole og gymnasium) …… We warmly welcome students from all backgrounds and beliefs, in line with our mission to promote inclusive and open education. Our internal regulations, that are clearly communicated
For ganske nylig kom den nyvalgte folketingspolitiker for Alternativet, Theresa Scavenius i vælten, da det kom frem, at hun havde fløjet mere end 24 gange siden 2017, primært indenrigsflyvninger. For Scavenius er dette særligt uheldigt, taget i betragtning af, at hun i samtlige partier, hun har været i, har markeret sig som en særdeles grøn stemme. Men Scavenius opfører sig ikke meget anderledes end sine nye 178 kollegaer. Det er ikke nyt for en folkevalgt sådan at få sin dobbeltmoral udstillet. Og det illustrerer et meget større problem. Vi har en skare af folkevalgte, der er helt ude af trit
Den 2. august 2022 trådte de nye regler om øremærket barsel i kraft. En lovændring, der medførte forskellige reaktioner. Man kunne både læse reaktioner, der hyldede et vigtigt skridt for ligestilling og reaktioner, der erklærede familiens autonomi for stendød. Hvad der døde hen ret hurtigt i debatten om øremærket barsel til mænd, er at den herskende klasse på Christiansborg ikke kommer til at mærke effekten. For det EU-direktivet, loven byggede på, vedrører kun lønmodtagere. Derfor rammes de folkevalgte på Slotsholmen ikke af de regler, de tilsyneladende mener er god latin for den jævne dansker. Som svar på en henvendelse fra
Regeringen har for nyligt præsenteret en medieaftale. Ifølge kulturministeren skal samtalen ruste medierne til en digital udvikling under demokratisk kontrol. Under aftalepunkterne kan man blandt andet læse, at DR skal styrkes økonomisk med samlet over 100 mio. kr. over årene i aftaleperioden. Dette udspil kunne næppe komme på et mere uheldigt tidspunkt. #Videnerfandmeikkeetsynspunkt Det har inden for de sidste par dage ikke sparet på artikler, hvor forskere langer ud efter Danmarks Radio. Astrofysiker Anja C. Andersen, der deltog i programmet ”Ellen Imellem” blev efter sigende i god tro interviewet af en journalist, der sidenhen viste sig at gentage spørgsmål fra
Efter Ruslands invasion af Ukraine, har det ikke sparet på sympati med Ukraine og det Ukrainske folk. Og gudskelov for det. Skal der findes lyspunkter i en forfærdelig situation, er det ikke bare ukrainernes kampånd og vilje til at forsvare deres fædreland; nej det er også at langt størstedelen af verden viser sig fra deres bedste side, uagtet om dette hedder sanktioner mod Rusland, donationer i forskellige former, etc. etc. På sociale medier kan man overalt finde de blå og gule striber som en solidaritetserklæring, og interessen for Ukraine og ukrainsk geopolitik har, forståeligt nok, sjældent vist sig større i
I primo september kunne man i flere medier læse om Karen Melchior, MEP for Radikale Venstre. Mere specifikt om hvordan Melchior personificerer chefen fra helvede. At se en folkevalgt politiker, der jokker godt og grundigt i spinaten er intet nyt. De gør sig uheldigt bemærket. De udtrykker sig »misforståelsesmuligt«. De skifter partier, som vi andre skifter sokker. Ellers evner de bare ikke selv at skelne mellem privat-Lars og politiker-Lars. Bevares, politikere er mennesker som alle andre, og derved fejlbarlige. I alle fald de første par gange. Når en folkevalgt derimod gang på gang træder ved siden af, må man selvsagt
Kender De navnet Kieran Bhattacharya? Kieran Bhattacharya er navnet på en medicinstuderende på University of Virginia (herunder UVA). Hans sag med universitetssystemets politiske korrekthed bør efterlade en dårlig smag i munden. UVA arrangerede en paneldebat den 25. oktober 2018 omhandlende mikroaggressioner. Bhattacharya dukkede op til paneldebatten, og stillede kritiske spørgsmål til fænomenet mikroaggressioner. Efterfølgende blev han meldt til universitetets ledelse, beskyldt for fjendtlighed mod panelets deltagere, udfrittet om sine politiske holdninger til en kammeratlig samtale og blev midlertidig bortvist med beskeden om, at han måtte vende tilbage når en psykolog havde foretaget en evaluering. Kieran Bhattacharya sagsøgte efterfølgende universitetet, og
Til trods for det overvældende antal emner, man her kunne skrive op og ned om; Sinker i en coronatid, Tessas nytårstale, Lars Løkke Rasmussens nye politiske projekt etc. etc., skal spaltepladsen bruges på noget mere samfundsundergravende: Den menige vælger. Årene 2020 og 2021 har budt på politiske dramaer og skandaler, der langtfra kan kaldes hverdagskost. Med særlig tanke på to kvindelige (uha!) politikeres møgsager, nemlig statsministerens uagtsomme minkdrab og eksintegrationsministerens instruks om at adskille asylpar uden partshøring. De fleste har næppe undgået at fange detaljer i begge sager. Derimod har der desværre vist sig en forkert tendens. Nemlig den at
Efter Sofie Lindes tale til Zulu Awards har det ikke skortet på anekdoter om kvinders oplevelse med sexchikane på arbejdspladsen. Og gudskelov for åbenheden. Sexchikane er en klam taberadfærd, og den må og skal fordømmes og behørigt straffes. Punktum. Men debatten har samtidig vakt en gammel sag til live. Dengang nuværende udenrigsminister Jeppe Kofod havde sex med en 15-årig pige, da DSU afholdt seminar på Esbjerg Højskole. Skandalen, som fik døbt ministeren ’Kneppe Kofod’ i Politikens ATS, var helt med rette ikke uden konsekvenser for Kofod. Forbud mod at vise sig i DSU-regi. Samtlige udvalgsposter og udenrigsordførerskabet røg sig en
Den progressive parole om, at ‘mangfoldighed er en styrke’ har efterhånden sat sig godt fast flere steder. Både i store selskaber som Google, hvor kritik af mangfoldighedsstrategier kan medføre en stykke gråt papir og på universiteter, hvor konsekvenserne af politisk ukorrekthed allerede har vist sit grimme ansigt. Og nu også i det amerikanske præsidentvalg, hvor Joe Biden har givet løftet om en kvinde (og her menes ikke løftet om ikke at røre ved hende!) Nej, Joe Biden har på en debatscene højt og helligt lovet, at hvis han vinder nomineringen som demokraternes præsidentkandidat, vil han vælge en kvinde som vicepræsidentkandidat.
Efter statsministerens snusfornuftige håndtering af COVID-19 har langt de fleste forstået alvoren i situationen. Skoler er lukket, ansatte i både offentligt og privat regi er hjemsendt, arrangementer aflyses på stribe og håndsprit er blevet en eftertragtet vare. Som i de fleste særprægede situationer vil der dog altid findes tåber, der enten ikke tror, reglerne gælder for dem (som regel unge mennesker), eller opponerer mod den gængse opfattelse og håndteringen af situationen (som regel medieliderlige typer). De omfattende debatter En gammel kending har netop meldt sig på banen for at repræsentere sidstnævnte situation, lægen Vibeke Manniche. Nogle vil genkende navnet Manniche
I medio september kom Dansk Folkeparti med et udspil, der ville give et økonomisk tilskud på 18.866 kr. månedligt til forældre, der passer deres børn hjemme. Dog under visse betingelser. Herunder krav om, at forældrene har opholdt sig i Danmark de sidste 20 år; at begge forældre har været i beskæftigelse i tre ud af de seneste fire år inden de modtager ydelsen; og at de ikke er bosat i et ghettoområde. Forslaget er ikke perfekt: Det er idéen om at betale forældre en statslig ydelse for at passe deres egne børn. Det er endnu en ydelse i en alt
Den folkevalgte befinder sig i kraft af sit tillidshverv i en svær balancegang. Han skal være velklædt, men må ikke se for dyr ud. Han skal være færdiguddannet, men må alligevel ikke være højtuddannet. Han skal have erfaring fra arbejdsmarkedet, men hvis han har arbejdet med politik, regnes det ikke for noget alligevel. Og han skal kunne udvikle sig og være fleksibel, men må endelig ikke rende fra valgløfterne. Politikerne i Danmark møder meget kritik, heraf en pæn mængde usaglig og uberettiget af slagsen. Men når hykleriet jævnligt gentager sig, fortjener det en bredside. For nylig kom det frem, at
Rasmus Paludans karriere som partileder kulminerede den 14. april. Et besøg på Nørrebro, der blev modsvaret af en moddemonstration, hvor Nørrebros voldsparate beboere endte i gadekamp med politiet. En lang stribe politikere stod i kø både for at fordømme volden og kalde Paludan for provokatør. Det er naturligt, at politikerne tager afstand fra kriminalitet. Voldmandens veto må og skal fordømmes. Punktum. Hvad der til gengæld ikke er et godt modsvar mod Paludan demonstrationer, er den opmærksomhed han får. Ved at arrangere moddemonstrationer får Paludan mediernes interesse, og i stedet for at tie ham ihjel, har man gjort både ham og
Børn fylder meget. For meget. Også i dagens debat. Curlingforældres ulidelige brok, gentagne dårlige undskyldninger for dårlig opdragelse, klynk over fraværsregler og diagnoser ala popular demand er blot et uddrag af, hvordan børn dominerer samfundsdebatten. Men selv med en rigtig diagnose, kan kuren være forkert. Kort sagt: Staten griber alt for ofte ind. De uegnede forældre I sit seneste udspil har social- og børneminister Mai Mercado (K) åbnet for, at personer dømt for visse forbrydelser skal kunne miste adgangen til delt forældremyndighed. Mere specifikt skal forældre kunne erklæres uegnede, hvis de er dømt for drab, grov vold, incest, omskæring og
Skueprocessen omkring en politisk skandale er efterhånden så forudsigelig, at det næsten ikke er værd at forarges over. En politiker foretager en handling, der skaber en folkelig foragt – selvom den er lovlig. Der piskes efterfølgende en stemning op. Ekstra Bladet dedikerer flere dages aviser til sagen, og politikeren overlever måske fadæsen. Når sidstnævnte er sket, kan man så regne med, at den forargede vælgerskare ikke efterfølgende kræver forebyggende handling. Hvilket selvsagt ikke vil hindre en gentagelse af det forargelige, og dermed gør vreden overflødig. Grünfelds gokkesok I primo oktober kom den nu daværende kulturborgmester i København, Niko Grünfeld, i
Identiteten og identitetspolitikken fylder meget i disse tider. Faktisk alt for meget. Især i den offentlige debat er identiteten et forstærkende argument. For visse er den endda et argument i sig selv. Og modparten skal tie stille. Punktum. Mænd skal ikke have en holdning til kvindekvoter, heteroseksuelle skal ikke kritisere den årlige parade, etsprogede har bare at holde bøtte om tolkegebyret, og sådan kunne man fortsætte. I den kommende TV serie ”Batwoman”, havde man i primo august offentliggjort, at den australske skuespillerinde Ruby Rose ville få hovedrollen. I mangfoldighedens navn er titelrollen som Batwoman omskrevet til både at være lesbisk
Den 27. juni skærpede Østre Landsret dommen over Claus »Moffe« Nielsen, der blev idømt 2 års fængsel samt pålagt konfiskation for overtrædelse af straffelovens § 191, den hårde narkotikaparagraf. De fleste blev først bekendt med Nielsen, da han i 2016 stod frem i dokumentaren ‘Cannabismanden fra Holbæk’, og fortalte hvordan han producerede og solgte cannabisolie. Dommen er vigtig, da den fortæller os om retsstaten. »Håber du dør af kræft, lortemenneske« Cannabisdebatten er en af de emner, der får folk op i det røde felt. Et skoleeksempel på nutidens postfaktuelle debat, hvor følelser står over fakta. Det måtte de konservatives Rasmus Jarlov
»Prom«. Afslutningsfesten for amerikanske gymnasieelever på deres sidste år. For mange unge amerikanere er denne gamle og højt fejrede begivenhed et vigtigt sidste overgangsritual i den afsluttende fase af barndommen, og et de sjældent glemmer hurtigt. En tradition, amerikanerne, særdeles forældrene, formår at gøre et stort nummer ud af. Ja, en magisk aften, der på alle måder skulle markere glæden ved at være ung – skulle man tro. Sådan gik det dog ikke Keziah Daum fra Utah, der dukkede op til festlighederne iført en Qipao (en traditionel kinesisk kjole), og måtte stå på mål for beskyldninger om kulturel appropriation. Den
»En fedtglorificerende, antikapitalistisk, feministisk, aktivistisk bevægelse». Sådan lød beskrivelsen fra komiker Sofie Hagen, da FedFront for første gang dukkede op i de danske medier. Siden da har FedFront markeret sig ad flere omgange, og her i marts i år var det en kampagne for CancerResearchUK, der måtte lægge øre til påstande om ”fatshaming”, eller fedtudskamning, som det retteligt hedder på dansk. Ja, De læste ganske rigtigt: en kampagne, der skulle oplyse den britiske befolkning om, hvad den største årsag til kræft efter tobaksrygning er, endte med beskyldninger om udskamning. Det siger sig selv, at enhver form for mobning er uacceptabelt.
Vi byder velkommen til en ny klummeskribet på aarsskriftet-critique.dk, Stig Høgh Rasmussen. I sit seneste ghettoudspil, der ifølge regeringen skal gøre Danmark ghettofrit inden 2030, har justitsminister Søren Pape Poulsen inkluderet idéen om strafzoner. Hertil forstås, at der for visse strafbare handlinger skal kunne idømmes skærpet straf, såfremt disse begås i visse områder. Som fortaler for skærpede straffe i almindelighed, efterlader denne del af udspillet mig alligevel med en dårlig smag i munden af flere årsager. Man skal i dag være ualmindeligt dårligt begavet for ikke at kunne forstå, at der er alvorlige problemer i de danske ghettoer. De økonomiske