From Russia with Love

Af Stig Høgh Rasmussen

Efter Ruslands invasion af Ukraine, har det ikke sparet på sympati med Ukraine og det Ukrainske folk. Og gudskelov for det.

Skal der findes lyspunkter i en forfærdelig situation, er det ikke bare ukrainernes kampånd og vilje til at forsvare deres fædreland; nej det er også at langt størstedelen af verden viser sig fra deres bedste side, uagtet om dette hedder sanktioner mod Rusland, donationer i forskellige former, etc. etc. På sociale medier kan man overalt finde de blå og gule striber som en solidaritetserklæring, og interessen for Ukraine og ukrainsk geopolitik har, forståeligt nok, sjældent vist sig større i nyere tid.

Men som det altid sker, ender reaktionerne i udvalgte tilfælde med at kamme over. I en fuldstændig hysterisk og ulidelig grad.

Censur af kunsten

MF for Det Radikale Venstre, Zenia Stampe, kunne på sin facebookside fortælle om to situationer, hvor russiske kunstnere fik fjernet deres værker med berettiget kritik om begge sager (Og lad i øvrigt dette være undertegnedes evige skam over at være enig med fru Stampe).

I primo marts valgte Charlottenborg Fonden på et ekstraordinært bestyrelsesmøde at fjerne to værker fra Sergei Prokofiev, en russisk kunstner. En beslutning, de senere fortrød.

I samme skala har tvillingerne Maria og Natalia Petschatnikov fået fjernet en udstilling på Horsens Kunstmuseum; og endda baseret på en lokalpolitisk beslutning.

Censuren af kunstnere af russisk herkomst er dum nok i sig selv. Med tanke på, hvor meget vi ellers bryster os af at værne om og hylde friheden i form af satire og Muhammedtegninger, er det slet og ret pinligt at der forfaldes til det niveau. Særlig med tanke på, at eks. Prokofiev er åbent systemkritiker. Men her stopper hysteriet ikke engang.

For så var der jo også lige katte af racen Russian Blue, der ikke må deltage i udstillinger i en bestemt periode.

Der var også lige et madlavningsprogram i den afskyelige realitygenre, der ikke ville vise et afsnit, hvor deltagerne skulle forsøge sig med russiske retter.

Og der var også lige et walisisk orkester, som nu ikke vil fremføre værker af Tchaikovsky.

Og det er vel blot toppen af isbjerget af hysteriske reaktioner.

Ulidelig narcissisme

Reaktioner som ovenstående viser ikke blot en total mangel på forståelse af hvad der vil have en reel effekt; det har også en bitter eftersmag af ulidelig narcissisme. I stedet for en reel omtanke for de ukrainere der slås og for de ukrainere der flygter, har man i ovenstående tilfælde bare valgt at lange ud efter det første af det bedste med bare en snert af relation til Rusland. Og har samtidig afsløret sig selv som en selvfed type, der sandsynligt ikke har tænkt længere end sit eget ”stunning and brave” spejlbillede.

Det er helt naturligt, at man ser på situationen, og hjælper efter evne. Det er da klart, at man udviser sympati med Ukrainerne, og ønsker Putin derhen, hvor solen dør. Men når det kammer over i, at man symbolsk udelukker racekatte, ikke vil tilberede Borscht i et tv-program eller slukker for Svanesøen, og værst af alt censurerer kunstnere udelukkende baseret på etnisk herkomst. Ukrainerne får næppe noget ud af, at du donerer din zobelpels til genbrug, kaster Babusjka dukkerne i pejsen eller smider Dostojevskij bøgerne ud.

Hvilket ikke burde være nødvendigt at påpege. Som i slet ikke.

Stig Høgh Rasmussen er jurist fra Aarhus Universitet. Han er aktiv i Konservativ Ungdom og har bl.a. skrevet for tidsskriftet Paragraf. Derudover er han altid krænket af krænkelseskulturen. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om bl.a. retsstaten, udlændingepolitik, de postfaktuelle indspark i debatten og naturligvis krænkelseskulturen.