Fra Dr. Manniches praksis: Corona er kun farligt for italienere

23. marts 2020
2 minutters læsetid

Af Stig Høgh Rasmussen

Efter statsministerens snusfornuftige håndtering af COVID-19 har langt de fleste forstået alvoren i situationen. Skoler er lukket, ansatte i både offentligt og privat regi er hjemsendt, arrangementer aflyses på stribe og håndsprit er blevet en eftertragtet vare.

Som i de fleste særprægede situationer vil der dog altid findes tåber, der enten

1): ikke tror, reglerne gælder for dem (som regel unge mennesker), eller

2): opponerer mod den gængse opfattelse og håndteringen af situationen (som regel medieliderlige typer).

De omfattende debatter

En gammel kending har netop meldt sig på banen for at repræsentere sidstnævnte situation, lægen Vibeke Manniche.

Nogle vil genkende navnet Manniche fra Den Korte Radioavis, hvor hun var Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholms korrupte læge. Andre gennem truslen om offentliggørelse af navne. Nogle vil genkende navnet gennem datterens smykkefirma. Eller fra Dr. Manniches forfatterskab og kontroversielle indspark i forskellige debatter.

Det sidstnævnte skal især fremhæves, da det oftest er i en mindre heldig grad.

Et udtryk for hysteri

Dr. Manniche minder mest af alt om en menneskelig version af Bianca Castafiore, den berygtede ’milanesiske nattergal’ fra Hergés Tintin. Når man først én gang har hørt hende åbne munden, husker man den grufulde oplevelse lang tid efter.

Og emnerne, den gode doktor har stærke meninger om, spænder vidt og bredt. Eks. havde Prinsesse Athena gulsot, kvinder i hijab er alle sammen fængslede i deres tørklæder, børn skal ikke bruge solcreme, en realitystjerne var udsat for vold (selvom hun ikke var det), kronisk syge mennesker elsker at arbejde (uden skattekronerne får kommunerne næppe råd til Manniches lægeservice). Der er ikke sparet på dumhederne, når doktoren åbner munden.

Ja, og åbenbart er Corona-epidemien et udtryk for hysteri.

Kritik = chikane

Dr. Manniche har som ekspert i rigtig meget nu kastet sin opmærksomhed mod den massive Corona-lammelse, som hun kalder det på sin blog. Til at føre bevis vælger hun et screenshot af en læges opdatering, der beretter om ingen tilfælde i Horsens. Noget som pågældende læge selv valgte at kalde en uansvarlig handling fra Manniches side.

Men nej, Manniche har ret og skal have sit budskab ud: Lad os åbne Danmark igen – det er hysterisk som vi reagerer. Det rører hende ikke, at Horsens langt fra er repræsentativt for det større billede. Det rører hende heller ikke, at lande som Italien har været nødt til at benytte sig af militæret for at køre de afdøde til krematoriet.

Men som med alt andet kritik af Fru Manniche, er de kritiske stemmer over for hendes kvaksalveri også denne gang et udtryk for chikane, mobning og stalkeri. Og både blogopdateringerne samt videoerne, der forklarer, at vi overreagerer, forsætter derudaf.

Den fede dame synger fortsat sin melodi.

Hvis der skal komme noget godt ud af COVID-19, bør det være følgende. Et større boykot af Kina. Bedre fokus på personlig hygiejne. Og at vi kollektivt fremover lukker ørerne, når Vibeke Manniche taler. Lad hendes udmelding om smittefaren bliver hendes svanesang.


Stig Høgh Rasmussen er cand.jur. Han er aktiv i Konservativ Ungdom og har bl.a. skrevet for tidsskriftet Paragraf. Derudover er han altid krænket af krænkelseskulturen. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om bl.a. retsstaten, udlændingepolitik, de postfaktuelle indspark i debatten og naturligvis krænkelseskulturen.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside