Opera: Carmen

3. november 2026
2 minutters læsetid

Knap et par håndfulde år efter, at Den Jyske Opera sidst turnerede rundt med Bizets forførende mesterværk Carmen i 2018, er det blevet tid igen i en farverig opsætning af Johanne Holten.

Det hele slog gnister af spænding allerede fra første akkord fra Odense Symfoniorkester under Marit Strindlunds taktstok. Mindre intenst blev det heldigvis ikke undervejs, således f.eks. også i starten af anden akt på smuglerkroen og mange af de andre steder, hvor orkestret er i centrum.

Opsætningen gjorde heldigvis sit for at fange stemningen i den berømte overture med scenografi og kostumer, der ramte den rigtige stemning med knivskarp præcision. Kostumerne var flotte og passede glimrende til værkets kulørte persongalleri. Ligeledes scenografien. Denne var dog uændret gennem hele forestillingen, men et godt lysdesign af Michael Breiner gjorde underværker, så det var let at leve sig ind i Sevillas gader, smuglerkroen, natten i bjergene og tyrefægterarenaen. Den Jyske Opera var i det hele taget ikke bange for at give los og gå fuldt ind på stykkets overvældende æstetik, der er alt andet end forsigtig og forfinet, men anmassende og uhæmmet. Dét klædte værket utrolig godt. Særligt slutscenen må fremhæves for sin intensitet og nerve.

Stemningsfulde scener om natten blandt smuglerne i tredje akt af Bizets Carmen. Foto: Anders Bach. Fra Den Jyske Operas hjemmeside

Mens der er meget lidt – hvis overhovedet noget – at udsætte på opsætningen, så må der tages flere nuancer i brug ved bedømmelsen af Den Jyske Operas uforfærdede favntag med det danske sprog. Også Carmen blev sunget på dansk ligesom tidligere opsætninger, f.eks. Mozarts Don Juan i foråret 2026 og Verdis La traviata i efteråret 2025. Den danske oversættelse og tekstbearbejdning havde Jens Louis Petersen stået for. Den var veludført; og de fleste af stykkets personer fik den danske tekst fint frem over scenekanten med tydelig diktion og med med ubesværet overgang mellem den egentlige sang og de lyriske recitativer.

Netop diktionen er vigtig. For hvis ikke man forstår, hvad der synges, så kan det jo være næsten lige meget, om der synges på dansk eller stykkets franske originalsprog. Så kan man jo blot vælge, hvad der lyder bedst.

I den henseende var der mest at hente hos Don José (Anders Kampmann) og Escamillo (Lucas Brrun de Neergaard) og mindst hos Micaëla (Sofie Lund). Navnlig de to førstnævnte havde en herlig, maskulin røst, der sømte sig godt for de to kamphaner. Et af stykkets højdepunkter var deres sammenstød i bjergene i slutningen af tredje akt, hvor Don José erfarer, at hans elskede Carmen – for hvem han har prisgivet en sikker tilværelse for nu at leve med smuglere og banditter på kanten af samfundet – har forladt ham for en spradebasse af en tyrefægter!

Sangmæssigt gjaldt det dog for alle de involverede, at sangen desværre aldrig rigtigt fik luft under vingerne, hvor man kunne mærke den. En skam, når orkester og opsætning i den grad var gået med på stykkets præmisser. Det danske sprog har måske netop i dén henseende været en hæmsko. Hvad sang angik, var der formentlig mest at hente i Sofie Lunds gestalting af Micaëla, omend stemmen måske næsten var for sart, selv for denne karakter, der er Carmens modsætning. Lund indkasserede dog stadig fuldt fortjent aftenens største bifald efter tæppefald, der dog kun knebent overgik Siv Mislund, som også kunne være tilfreds med en flot præstation i hovedpartiet.

Georges Bizet, Carmen. Libretto Henri Heilhac og Ludovic Halévy efter Prosper Mérimées fortælling. Den Jyske Opera, Det Kongelige Teater, Gamle Scene den 1. november 2026

Referencer

Forestillingens hjemmeside:

https://jyske-opera.dk/forestillinger/carmen/

P.N.

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr