Den berygtede skørtejæger er endnu engang på spil i Mozart og da Pontes opera, der bærer hans navn, oprindelig Don Giovanni (1787), men som herhjemme ofte opføres som Don Juan. Denne gang på tourne med Den Jyske Opera.

Søren Kierkegaard var som bekendt »som en ung Pige forelsket i Mozart«, og særligt Don Juan. Forestillingens instruktør, Dan Turdén, har derfor fået den ikke helt dårlige ide at tage afsæt i Kierkegaards fascination af værket og flytte handlingen fra Sevilla til Søren Kierkegaards København i starten af 1800-tallet.

Det er der kommet en ganske fin og stemningsfuld forestilling ud af, der arbejder med stoffet frem for at modsige det. 1800-tallets København er ikke Sevilla, men skaber den distance til vores egen tid, der er nødvendig for at en fortælling som Don Juan kan få plads at boltre sig på, uden at vores egne, vante forestillinger står i vejen for fantasien.

I det store hele bestod scenografien af en mur i mørkt træ af den type, man forestiller sig at væggene kunne være beklædt med på en gammel herregård. Muren kunne vendes, drejes og skilles ad og samles igen. Det virker ikke af meget, men fungerede upåklageligt, når der hertil lægges et stemningsfuldt lysdesign af Mathias Lundgren.

Ifølge introduktionen skulle muren symbolisere borgerskabets hykleriske facade og tunge moral: På overfladen pæn og poleret, men når muren åbner sig kommer alle lasterne væltende frem i form af Don Juans univers. Et univers der til introduktionen blev betegnet som en såkaldt »man cave«, hvilket ud fra sammenhængen må forstås som et sted, hvor mænd gør kvinder fortræd. På overfladen er Don Juan en pæn adelsmand; bag facaden leder han kvinder i ulykke.

Billedet er ikke helt ved siden af. Eksempelvis Stefan Zweig beretter i sine erindringer fra »Verden af i går«, hvordan man i 1800-tallet på den ene side officielt nærmest lod som om, at seksualiteten ikke fandtes, mens prostitutionen på den anden side var vidt udbredt og accepteret i Wiens gader og i alle samfundslag.

Men instruktøren overser vist her, at hykleriet i Mozart-da Pontes stykke ikke så meget ligger hos hovedpersonen. Don Juan er ikke nogen hykler. Han er forbavsende endimensionel og forsøger ikke at bilde nogen ind, at han er noget andet, end han er. Han er ikke nogen specielt god eller sympatisk person, men hykler er han ikke. Helt anderledes med kvinderne i stykket, Donna Anna, Donna Elvira og Zerlina, hvis følelser alle er særdeles tvetydige og nuancerede. Det er hos dem, at hykleriet kommer for dagen, hvis der kan tales om et sådant: De alle tre både afskyer Don Juan og lader sig forføre af ham. De er derfor også med længder de mest interessante i stykket. Som skrevet tidligere skal vi – hvis vi ser bort fra Mozart og da Pontes Così fan tutte (1790) – helt frem til Richard Strauss og Hugo von Hofmannsthals operaer i starten af 1900-tallet for at finde kvindeskildringer, der kan måle sig med dem, der findes i Don Juan.

Det var for mig heller ikke helt let at forstå, om der lå en dybere ide bag, at Søren Kierkegaard selv, konkret den kendte statue af ham i Det Kongelige Biblioteks have på Slotsholmen i København, i opsætningen var tiltænkt rollen som stengæsten, der sender Don Juan ned i flammerne. Det må have været en anden del af Kierkegaard, end den der skrev Forførerens dagbog og hyldede Don Juan som en helt. Formentlig var der blot tale om et sjovt påfund.

Den Jyske Opera har sat sig for at opsætte værker på dansk; og Don Juan opføres i en veloplagt oversættelse af Simon Duus. De overtydelige og til tider søgte rim passede godt til stilen og fremkaldte ægtefølt latter i salen. Duus sang selv partiet som Leporello og bidrog derved godt til en vellykket fremførelse af teksten.

Til gengæld havde man kortet gevaldigt ned i stykket. Således var hele den indledende scene foran Donna Annas hus ikke med. Efter ouverturen gik vi direkte til liget af den døde kommandant på gaden. Andre scener var skåret ned, således eksempelvis scenen i anden akt hvor Don Juan snyder Masetto til at udlevere sine våben. Dette bliver blot afviklet som del af den forudgående arie, Metà di voi qua vadano (nr. 17), hvor Don Juan leder den resterende del af sine forfølgere på afveje. Afkortningen er for så vidt velvalgt. Navnlig i anden akt kan værket godt gå død, så forkortelser gør formidlingen noget mere effektiv.

Desværre havde man også skåret en lang række markante musikalske indslag væk. Mange af disse er dog ikke mere fast inventar i stykket, end at Mozart først indsatte dem i den version af værket, der så opførelse i Wien i 1788. Don Ottavios arie Dalla sua pace (nr. 10 a) fra første akt var dog stadig savnet og det gjaldt i endnu højere grad Donna Elviras smukke Mi tradì quell’alma ingrata (nr. 21b) i anden akt. Ligeledes fik vi aldrig hørt Zerlina trøste Masetto med sin søde Vedrai, carino (nr. 18) i anden akt fra den oprindelige Prag-version. Mere konventionelt var det at Den Jyske Opera havde udeladt den sidste scene med den afsluttende sekstet efter Don Juans endeligt, som Mozart havde komponerede til Prag-versionen, men udelod i Wien.

Hos Don Ottavio havde man heldigvis bibeholdt den oprindelige arie fra Prag-versionen Il mio tesoro intanto (nr. 21). Den blev ellers oprindelig fravalgt, da tenoren i Wien ifølge overleveringen fandt koloraturerne for svære. Det mærkede man dog ikke hos tenoren Petter Moen, der uforfærdet sang dette pragtstykke og velfortjent blev belønnet med aftenenes største bifald.

Herudover må Teit Kanstrup fremhæves som en ganske potent potent Don Juan, der fik meget ud af de få passager, hvor han faktisk synger, således »champagnearien« og serenaden til Donna Elviras kammerpige. Sammenspillet mellem ham og Simon Duus som Leporello var godt og havde den rette komiske gejst.

Don Elvira virkede i Johanne Højlunds gestaltning oprigtig i begge yderpunkter af sine tvetydige følelser over for Don Juan, men samtidig også med mere kant end man ofte ser, mere sur om man så må sige. Det klædte partiet. Også Signe Sneh Durholm fik ganske meget ud af partiet som Donna Anna, ikke mindst med nogle velplacerede højde toner i den store arie i anden akt. Den arie havde i øvrigt vist byttet plads med Don Ottavios arie.

Jeg er overordnet ganske godt tilfreds med Den Jyske Operas Don Juan. Man mister ganske vist desværre en del ved beskæringen af værket, men vinder til gengæld også en del i tilgængelighed, særligt i anden akt. Forestillingen kommer i skrivende stund til Vejle Musikteater, Alsion i Sønderborg, Aalborg Kongrens og Kulturcenter samt Tinghallen i Viborg, så det er bare med at springe på.

Wolfgang Amadeus Mozart, Don Juan (Don Giovanni). Libretto af Lorenzo da Ponto. Gæstespil af Den Jyske Opera, Det Kongelige Teater, Gamle Scene, den 10. marts 2026

Referencer

• Forestillingens hjemmeside hos Den Jyske Opera med oplysninger om tournedatoer etc.: https://jyske-opera.dk/forestillinger/don-juan/
• Forestillingens hjemmeside hos Det Kongelige Teater: https://kglteater.dk/det-sker/sason-20252026/gastespil/don-juan?srsltid=AfmBOooONITpll_2XSpSb_X1_mbgZitnFEDA5ttxh7H8yByscEwupWaF
• Dan Turdén, Et par ord fra instruktøren (programindlæg)
• Søren Kierkegaard, Enten Eller I, 1843, 9. udgave, 1994
• Gerhard Schepelern, Operabogen, 12. udgave, 2001
• Stefan Zweig, Verden af i går – en europæers erindringer, 1942, på dansk ved Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, 2014.
• Den bedste indspilning af Don Juan/Giovanni, jeg kender, er stadig René Jacobs fra 2006 med RIAS Kammerchor og Freiburger Barockorchester. Den indeholder såvel både Prag- og Wien-versionen; og det medfølgende teksthæfte giver en grundig indføring i forskellene mellem dem. Den er udgivet på Harmonia Mundi; og ser heldigvis ud til stadig at være i salg: https://imusic.dk/music/0794881859924/jacobs-rene-2022-don-giovanni-cd