Det begynder ganske stille, sitrende og køligt. Som at befinde sig et mørkt og koldt sted. Musikken humper sig i gang til endnu en tur i Violetta Valérys forpinte liv. Med et slår stemningen pludselig om; og der er liv og glade dage til hendes overdådige fester i Paris. Var tragikken og kulden slet ikke alvorligt ment? Tværtom. Tragikken og alvoren er alvorlig nok, det er den pompøse pragt, der kun er staffage. Tvetydigheden i forspillet til Verdis La traviata (1853) er en lille genistreg i sig selv.

Omend konkurrencen med Mozarts Tryllefløjten (1791) og Bizets Carmen (1875) er hård, så er La traviata dén mest opførte opera. Den simple, men effektfulde historie om kurtisanen, der finder den ægte kærlighed, men må opgive den igen, har været evigt populær næsten siden præmieren på Teatro La Fenice i Venedig i 1853.

Det er derfor ikke så overraskende, at La traviata opføres regelmæssigt af enhver opera med respekt for sig selv og sit publikum. Og det er heller ikke overraskende, at det er det værk, som Den Jyske Opera vælger at turnere rundt med i denne sæson i en ny opsætning, vistnok mindst den tredje nyopsætning på 10 år, hvis jeg ellers husker rigtigt.

Hvad der derimod er overraskende, er at Den Jyske Opera til lejligheden har valgt at genoptage den gamle tradition om at oversætte og synge operaer skrevet på fremmedsprog på dansk. Det er et led i den nye operachef Anne Barslevs vision om »lade musikdramatikken kommunikere så direkte som muligt til sit publikum« (jf. pressemeddelelsen).

Oversættelser af operaer til det lokale tungemål var tidligere helt normalt herhjemme og andre steder. Bizets Carmen fik sit store gennembrud i Wien sunget i en tysk oversættelse. I England synger og indspiller English National Opera i dag adskillige værker oversat til engelsk. Sågar hele Nibelungens Ring findes i en engelsksproget version indspillet i 1973-1977 og udgivet af EMI og siden på Chandos dirigeret af Reginald Goodall. Såmænd med Aauge Haugland som Hagen i Götterdämmerung. Med en samlet spilletid på 16 timer og 51 minutter vist i øvrigt også den længste samlede indspilning af Wagners værk.

Herhjemme har eksempelvis Aarhus Sommeropera i nyere tid gjort noget lignende med Mozarts Don Giovanni i 2019 og Det Kongelige Teater har gjort det i opsætningen af Johann Straß d.y.s Flagermusen i 2018.

Så det er en fin tradition, Den Jyske Opera skriver sig ind i, men alligevel en vovet affære, når mange har et forhold til La traviata sunget på sit italienske originalsprog. Trods de gode intentioner var det da også desværre kun delvist vellykket, da jeg sad med en følelse af at, sangerne kunne have givet mere af sig selv, hvis de havde sunget på originalsproget. Hertil kommer, at når man er vandt til operaen på originalsproget, virker den danske sprogtone som en fremmed fugl, der for ofte gav den tragiske historie et lettere operetteagtigt præg, hvilket jo ikke er dén stemning, der skal rammes. Det lyder ganske enkelt bedre i mit øre, når der f.eks. i duetten i fjerde akt på italiensk synges »Parigi, o cara/o noi lasceremo, | La vita uniti trascorreremo«, end når der i Den Jyske Operas oversættelse synges »Paris vi nu vil forlade | side ved side, trygge og glade«.

Bedst fungerede den danske stiløvelse dog netop i duetten mellem Violetta og Alfredo i fjerde akt samt duetten mellem Violetta og Alfredos far, Giorgio, i anden akt, hvor jeg var tæt på at glemme, at der blev sunget på dansk. Øvelsen var også gennemført: Der blev sunget med tydelig artikulation, så man aldrig var i tvivl om, hvad der blev sunget, hvilket ret ofte kan være vanskeligt, selv når der synges på dansk. Så i den forstand lykkedes Barslevs vision.

Den danske sang var heller ikke noget, der forhindrede hhv. Frederikke Kampmann og Anders Kampmann i at virkeliggøre de to elskende hovedpersoner på en både overbevisende og rørende måde. Af andre gode sangere må fremhæves Teit Kanstrup, der sang partiet som Giorgio. Uanset sidstnævnte har nogle flotte linjer i anden akt, er det notorisk en karakter, der er vanskelig at gøre virkelig på en scene, da han reelt kun optræder denne ene gang.

Opsætningen havde Eva-Maria Melbye stået for; og det var ubetinget en af de flotteste og mest gennemførte jeg har set af det værk. Centralt i den var opulente, blomsterbeklædte buer, der strakte sig bagud i det uendelige, som man ser det i kulisserne på barokke teaterscener. Det modsvarede glimrende den tomme pragt i Violettas liv. Instruktøren har forstået, at det handler om at fange stemningen i værket frem for at skildre et scenarie der er tæt på vores egen dagligdag. Opera er ikke realisme; og realisme gør det ikke nødvendigvis let at indleve sig i personernes følelser.

Opsætningen var i øvrigt snildt indrettet, så der med få virkemidler kunne skiftes hurtigt fra Violettas hus i Paris til huset på landet og tilbage igen. Den Jyske Opera viser, at man efterhånden har perfektioneret at lave effektive opsætninger, der kan flyttes rundt som led i en turne.

Den Jyske Opera har i øvrigt varslet, at der også synges på dansk, når deres opsætning af Don Giovanni kommer på turne i februar-april 2026. Jeg giver gerne projektet mindst en chance mere.

Giuseppe Verdi, La traviata. Libretto af Franceso Maria Piava. Den Jyske Opera, gæsteoptræden på Det Kongelige Teater, Gamle Scene, den 3. november 2025. På tourné til og med 29. november 2026.

Referencer

Forestillingens hjemmeside, med bl.a. den citerede pressemeddelelse, samt spilledatoer m.v.: https://jyske-opera.dk/forestillinger/la-traviata/

Statistik over opførte operaer hos Operabase: https://www.operabase.com/statistics/

Gerhard Schepelern, Operabogen, 12. udgave, 2001