Mandag den 16. november. Grå, kold, regnfyldt – og med en trafik, der stod stille. Jeres ærbødige sad selv fast i morgenens karavane og hørte radio.
Og hele morgenen handlede radioen om folkeskolen. Anledningen var en ny analyse fra AE, som viser, at der er en reel folkevandring i gang fra folkeskolen til de frie skoler og privatskolerne. I 44 kommuner går mere end hvert femte barn nu i en fri- eller privatskole. I 2011 gjaldt det 14 kommuner. Samtidig samler regeringstoppen den 23. november skolefolk til stormøde i Fredericia efter de historisk dårlige PISA-resultater. Deraf panikindslagene i morgenradioen.
Det store spørgsmål er, hvorfor det er kommet så vidt? Skolen har jo ikke manglet politisk opmærksomhed. Måske er udfordringen derfor, at vi går som katten om den varme grød og drukner alting i analyse og snik-snak, selvom det burde være ret oplagt, hvad der bør gøres.
Lyder jeg bedrevidende? Måske. Jeg er hverken lærer eller skoleleder. Men jeg er far, og som forælder har jeg erfaringer med både den offentlige og den private del af skolevæsenet. Derfor vil jeg pege på tre ting, som i min optik er så åbenlyse, at det grænser til det bizarre, at vi skal diskutere dem endnu en gang frem for at gøre noget ved det.
Skolen er samfundets vigtigste institution
For det første må vi erkende, at skolen – sammen med forsvaret – er fællesskabets vigtigste institution. Det er her, vi skaber grundlaget for fremtiden, og her vi videregiver fællesskabets værdier, normer og kultur. Både til børnene og deres forældre i øvrigt! Skolen skal gøre os klogere, og den skal hjælpe os med at blive noget sammen.
Men det har vi det med at glemme. Traditionerne og den kulturelle arv udvandes. Er morgensang og fastelavn kun noget for de små klasser? Har alle skoler et samarbejde med den lokale kirke? Hvor stærkt står dansk og historie reelt – og hvor meget fylder dannelsen til det store fællesskab? Bør vi opdatere undervisningsfriheden med visse minimumskrav til de bløde fag?
Samtidig er skolen lokalsamfundets anker, men over 300 folkeskoler er lukket siden kommunalreformen. Regeringen vil nu give de små landsbyskoler samme frihed som friskolerne. Godt. Men det er underligt, at vi skulle så langt ud, før vi begyndte at prioritere den lokale – med streg under lokale – skole.
Og AE’s tal viser noget endnu mere tankevækkende: Det meste af væksten i de frie skoler sker ikke der, hvor folkeskolen er lukket, men lige ved siden af en folkeskole. Forældrene har altså en folkeskole inden for rækkevidde – og vælger den fra.
Sid stille!
Det andet forhold er skolens autoritet. Selv undervisningsminister Magnus Heunicke siger nu ligeud, at der er for meget uro i skolen.
Tag mobiltelefonerne. Nu får vi et nationalt skærmforbud, og det er godt. Men et forbud er kun så stærkt som konsekvensen, når det brydes. Skolerne kan allerede i dag beholde en inddraget telefon efter skoletid, hvis skolebestyrelsen har skrevet det ind i ordensreglerne. Hvor mange har gjort det? Og hvor mange skoleledere står fast, når den første forælder ringer og råber op? Det kræver ikke en ny lov. Det kræver, at nogen bakker skolerne op. For som det er nu, er vinderen alt for ofte den forvorpne skoleelev, og taberen er skolens autoritet.
Det, der mangler, er konsekvenser, som skolen tør bruge, og forældre, der bakker op i stedet for at gå i rette med læreren. Og i de helt grelle tilfælde kunne man se på muligheden for at holde forældrene – også økonomisk – ansvarlige, hvis uvorne elever systematisk ødelægger undervisningen, inventaret eller lærernes generelle arbejds- og undervisningsmiljø.
Men autoritet kræver også voksne nok og tid nok. En lærer, der står alene med 24 elever, hvoraf flere har brug for langt mere hjælp, end skolen kan give, har svært ved at være den voksne i rummet. Inklusionen har alt for mange steder været en spareøvelse forklædt som pædagogik.
Når forældrene til de velforberedte og veludhvilede elever oplever gentagen sabotage af undervisningen uden konsekvenser, er det ikke overraskende, at de leder efter skoler, hvor autoriteten er mere intakt.
Det evige spøgelse: integrationen
Det tredje er integrationen. Her stikker jeg hånden i hvepsereden, det er jeg bevidst om, men denne udfordring er den vestlige verdens mare, og det sætter naturligvis også sine spor i skolevæsenet. Her er spørgsmålet, om vi tør insistere på, at folkeskolen skal give alle elever en adgangsbillet til det danske fællesskab?
Det begynder med sproget. Et barn, der ikke taler godt nok dansk, kan hverken følge med fagligt eller blive en rigtig del af klassen. Derfor burde sprogkravene være langt skarpere, og ekstra danskundervisning burde være en selvfølge – også for forældrene.
Det kræver også forældre, der tager deres del af ansvaret. Det gælder alle forældre, men især dem, der selv er nye i landet og skal hjælpe deres børn ind i normerne her. Forældremøder, lejrskole, idræt og svømning er ikke noget, man kan melde sig ud af. Og når det sker igen og igen, skal det selvfølgelig have konsekvenser.
Kravene i skolen skal være høje, tydelige og ens for alle. Vi gør hverken fællesskabet eller integrationen en tjeneste ved at give køb på dem.
Når forældre oplever, at der gives plads til parallelkulturer og særkrav, der mødes med tavshed, kan det næppe overraske, at de begynder at lede efter en ny skole til deres børn.
Rammerne skal på plads
Folkeskolen er en kommunal opgave, og det er vigtigt, for skolen skal være lokalt forankret. Derfor skal man ikke blande sig for meget – og måske skulle skolerne på nogle områder have langt mere selvbestemmelse.
Men de overordnede rammer skal være på plads, og laden-stå-til er ikke en ramme. Det sætter sig i kultur, trivsel og det faglige niveau. Det kan forældrene mærke, og så sender de deres poder af sted til noget, der – måske – er bedre, hvis de kan. Det kan overhovedet ikke overraske, og det kræver hverken et stormøde i Fredericia eller indslag i radioavisen at slå det fast.

