‘Et borgerligt Danmark’ af Martin Kyed udlægger med stort intellektuelt overskud en vej til at forene konservative og liberale positioner til et borgerligt projekt, der kan skabe reel forandring i stedet for at videreføre socialdemokratisme. Men analysens radikalitet får ikke luft i bogens lidt for model-fetichistiske og overstrukturerede tilgang.
Hvad skal det borgerlige Danmark gøre anderledes for at genvinde magten og skabe et borgerligt Danmark?
Alt!
Groft opsummeret er det hovedkonklusionen i Martin Kyeds bog ‘Et borgerligt Danmark’. Og selvom det jo ikke er helt løgn, er det også symptomatisk for både bogens store styrke og store svaghed.
For man er som læser ikke i tvivl om, at vi har at gøre med en seriøs forfatter, der har en imponerende spændvidde. Der er mange gode, interessante og velunderbyggede pointer og observationer. Men der er godt nok også mange af dem.
Et utal af modeller og teorier. En ny forståelsesramme og en redegørelse for en masse analysetilgange. 35 teser. Det er ambitiøst. Måske også lidt for ambitiøst.
Diagnosen og behandlingen mangler sammenhæng
For mig havde det klædt bogen at være mere umiddelbar og mindre struktureret. For jeg savner faktisk, at forfatteren stiller sin egen røv mere i klaskehøjde. Fordi det kan han godt bære. Kvaliteten er der. Men man kan som læser sidde tilbage med den fornemmelse, at han gemmer sig lidt bag modeller, begreber og kildehenvisninger.
Jeg er ikke sikker på, at bogens modelfetichisme gør den nogen tjenester. Hele idéen med at bruge så store dele af bogen på at redegøre for analysetilgange og sætte en masse eksempler ind i forskellige modeller sikrer muligvis stringens og struktur, men bogens kernepublikum – for vi må være ærlige om, hvem der bruger sin fritid på at læse borgerlige debatbøger – er ikke interesseret i en masse kapitler, der har karakter af en lærebog.
Der er ellers glimt af den nerve og energi, jeg savner. Ikke mindst i selve bogens hovedtese: at Danmark er så gennemsyret af socialdemokratisme – politisk og kulturelt – at betingelserne for et reelt borgerligt samfund er stærkt udfordrede. Som Kyed skriver senere i bogen: »Ønsker man at gøre op med socialdemokratismen, så skal dens fundament rystes«. Når diagnosen indeholder denne radikalitet, så savner jeg selvsamme radikalitet i løsningerne.
Generelt er de dele af bogen, der handler om det borgerlige retfærdighedsbegreb, stærke.
Den konklusion, der følger af den indsigt, er jo det simple spørgsmål: Hvad skal vi med borgerlige regeringer, hvis de blot bliver forvaltere af et socialdemokratisk projekt? Jeg fornemmer Kyeds forargelse over borgerlige regeringer gennem historien, der ikke har haft nogen selvstændig borgerlig vision for samfundet. Forargelsen kunne godt fylde noget mere, så radikaliteten i samfundsanalysen og bogens tone passer sammen. I virkeligheden tror jeg, at jeg efterspørger mindre forsigtighed og mere af det, de unge kalder for »big dick energy«.
For i analysen ligger der en substantiel og deprimerende kritik af hidtidige borgerlige regeringer. En kritik, jeg mener er berettiget.
Siden Anker Jørgensen måtte aflevere nøglerne til Statsministeriet med halen mellem benene og de danske statsfinanser millimeter fra afgrunden, har vi haft flere år med borgerlige regeringer end med røde regeringer. Alligevel har ingen af de skiftende borgerlige regeringer reelt formået at skabe et mere borgerligt samfund. Samfundets bærende institutioner er – på trods af borgerlig dominans i parlamentarisk forstand – forblevet kulturradikale og venstreorienterede. Siden 60’erne har samfundet kørt i en kulturradikal og venstreorienteret retning, som intet borgerligt flertal har fået bugt med. Og siden 60’erne er ingen borgerlige statsministre eller statsministerkandidater for alvor gået til angreb på den socialdemokratiske velfærdsstat.
Det er i sandhed det borgerlige Danmarks største krise. At selv når vi sidder på magten, bruger vi den ikke til noget. Deprimerende, men ikke desto mindre sandt.
Opgør med skyttegravskrigen mellem liberale og konservative
Bogen kan også mere end at levere de rigtige analyser. Som oplysningsprojekt fungerer bogen også ganske glimrende.
En af bogens største styrker er som sagt Kyeds åbenlyst enorme repertoire af viden. Man fornemmer tydeligt et intellektuelt overskud og en kapacitet til at afveje mange forskellige elementer i en sammenhængende analyse.
Mange gange klapper jeg i hænderne, når han inkorporerer Bryan Caplan, Joseph Henrich, Jonathan Haidt og Henning Fonsmark på fin og organisk vis. Endnu gladere er jeg for at læse en, der grundlæggende har fattet Adam Smith, i afsnittet ‘En udvidet markedsdiskussion’, hvor Kyed med overskud formidler både Smiths sympatibegreb og hans syn på retfærdighed. To undervurderede komponenter i Smiths helhedssyn, som ofte bliver negligeret på grund af det ensidige fokus på The Wealth of Nations. Generelt er de dele af bogen, der handler om det borgerlige retfærdighedsbegreb, stærke.
Og det ér en nødvendighed for det borgerlige Danmark, at vi bruger mere tid på at bekæmpe den sande fjende end på at bekæmpe hinanden.
Bogen formår også at udlægge både liberale og konservative positioner i steelman-form, altså ud fra deres bedste argumenter og sådan, som de er ment. Det klæder bogen. Der er blevet skrevet meget vås i skyttegravskrigen mellem liberale og konservative. Derfor var det også bogens del 4 om den borgerlige fællesmængde, jeg læste med den største entusiasme.
Som jeg læser bogen, skriver den sig eksplicit op imod den narcissism of small differences, der hersker blandt populistiske konservative og kosmopolitiske liberale. Som når Stine Bosse siger, at »liberalisme og socialisme er hinandens venner i en verden, hvor nationalkonservatisme forsøger at vildlede befolkninger«. Og Jakob Ellemann-Jensen, der mener, at »der er lige så stor forskel på liberalisme og konservatisme, som der er forskel på liberalisme og socialisme«. Og på den modsatte side, når Rune Selsing skriver det her vås: »Venstrefløjen er ikke højrefløjens fjende. Det er liberalisme«.
Den slags feberdrømme får ikke det borgerlige Danmark noget bedre sted hen, og det har Kyed anerkendt helt inde i hjertet. »Konservative og liberale er dømt til at tabe hver for sig, men tilsammen har de potentialet til at ændre den politiske retning i Danmark«. Amen! Råb det ud over gader og stræder, så alle har fattet det. For der ér en positivt defineret borgerlighed. Og det ér en nødvendighed for det borgerlige Danmark, at vi bruger mere tid på at bekæmpe den sande fjende end på at bekæmpe hinanden.
Samlet set kommer bogen til at stå i min bogreol som et fantastisk opslagsværk, der indeholder en perlerække af konkrete cases, policyanbefalinger, interessante kildehenvisninger og gode argumenter.
Men desværre går jeg ikke fra bogen med den følelse, at Kyed er lykkedes med at svare på sin egen undertitel, »Gentænkning af den politiske kampplads«.
Martin Kyed: Et borgerligt Danmark – Gentænkning af den politiske kampplads. Munch & Lorenzen, 2026.

