Endnu en nykomponeret opera, der udråbes til i virkeligheden at være god, et »mesterværk«: Written on Skin med musik af George Benjamin (1960-) og tekst af Martin Crimp (1956-), der siden sin premiere i 2012 har været udråbt som moderne klassikere eller lignende, og som nu opsættes på Det Kongelige Teater i et samarbejde med Festival d’Aix-en-Provence og Dutch National Opera i mere eller mindre samme opsætning som ved premieren.

Handlingen foregår i 1200-tallet, hvor »Beskytteren«, en herremand af den slags der brænder landsbyer ned og behandler sin hustru Agnès (»Kvinden«) som »sin ejendom« samt betages af »renhed og vold«, bestiller en bogillustrator »Drengen« til at illustrere en bog om sit liv med klar instruks: Beskytterens familie skal fremstilles som de retfærdige i paradis, mens hans fjender skal skildres i helvede. Stykkets titel henviser til, at bøger dengang ikke blev trykt men skrevet og illustreret i hånden på skind.

Det går naturligvis ikke hverken værre eller bedre, end at Drengens følelser vækkes for Kvinden, de forelsker sig og har en affære, hvilket ikke behager Beskytteren, der hævner sig grumt. Imens udspiller der sig allehånde modbydeligheder uden for herregården, der er så grelle, at Beskytteren ender med at tro, at Drengens fremstilling af paradiset på godset og dets omegn faktisk er fremstillingen af helvede.

Operaens tilblivelsestidspunkt in mente er budskabet formentlig noget med kritik af Vestens evne til at fremhæve egne værdier som gode og universelle og andres som primitive og formørkede, mens det i virkeligheden er hos os selv, snæversynet ligger. Samme verdensbillede afspejler sig i hjemmet, hvor manden hersker over kvinden som sin ejendom, der bare har at adlyde ham, ikke skal tænke selvstændige tanker og holdes i uvidenhed om verden udenfor.

Vi er altså i et univers, hvor et relativt enkelt trekantsdrama krydres med en psykologisk dybde og anstrøg af noget mytologisk, der leder tankerne hen på Erich Wolfgang Korngold, Franz Schreker og Richard Strauss’ musikdramatiske værker fra de første årtier af det 20. århundrede.

Musikdramatisk er Written on Skin desværre ikke noget vellykket værk. Næsten alle tænkelige kreative fejlgreb begås. Lad os tage dem fra en ende af:

Selvom Martin Crimps libretto har gode ideer og potentiale, så foretages der en række uhensigtsmæssige kreative valg, mest udtalt at stykkets personer konstant skal omtale sig selv og hinanden i tredje person, f.eks. når Agnès synger »Kvinden tager sine sko af«. Dette greb er efterhånden gammelt og ophørte med at være forfriskende for måske 10-15 år siden. Det er trættende. Det hiver effektivt dramatisk nerve ud af enhver scene og skaber en distance mellem personerne, der ikke er velbegrundet.

At engelsk måske ikke er decideret uegnet som operasprog, så bekræfter Written on Skin mig i, at det i hvert fald er meget svært at få til at lyde godt i opera. Jeg har til gode at høre en vellykket opera skrevet på engelsk siden Benjamin Britten (1913-1976). George Benjamin har i mine øre ingen udtalt sans for at få engelsk til at klinge godt i Written on Skin, hvilket er synd for det ellers fine sangerhold, som Det Kongelige Teater havde bragt til torvs, hhv. Daniel Okulitch (Beskytteren), Gisela Stille (Agnès, Kvinden) og Morten Grove Frandsen (Drengen), der kæmpede bravt med at få anstændige fraser ud af Benjamins partitur.

Musikalsk er der mere at hente. Benjamins musik var isoleret set egentlig fin, stemningsfuld og særdeles mørkfarvet og med brug af interessante instrumenter i det fortættede og intime lydbillede, eksempelvis en glasharmonika, der anvendes effektfuldt og smukt henimod værkets slutning. Men på trods af indslag af stor voldsom, der grænsede til egentlige forskrækkelser, så var der ikke musikalsk potentiale nok til de knap 90 minutter, som Written on Skin varer; og orkesterklangene endte omkring halvejs med at fremstå gråmelerede og kedelige.

Det »sædvanlige« problem med »moderne« opera var også tilstede i Written on Skin: Det sungne passer ikke til musikken. Også i Written on Skin har man følelsen af to forskellige båndspor, der spiller separat uden nævneværdig forbindelse med hinanden. Godt musikdrama opstår i sammenspil mellem handling, personer, sang og musik. Det er ikke nok, at musikken blot er stemningskrydderi til snart sagt en hvilken som helst vilkårlig handling. Det er det måske i en teaterkoncert, men ikke i noget, der hævder sig som opera. Benjamin virker som endnu en instrumentalkomponist, der skal forsøge sig med opera uden at have gjort sig genrens styrker og svagheder klart.

Det er egentlig underligt, da man i programmet kan læse, at George Benjamin vælger hver enkelt tone med meget stor omhu og sågar tilpasser dem de enkelte sangere. Heri ligger måske problemet. Det bliver for individuelt, for navlebeskuende, så personligt at det bliver irrelevant for andre end komponisten og dramatikeren. Som en sen Bergman-film, men uden den selvironi, man – i hvert fald på lærredet – godt kan ane hos Bergman i selv de mest krukkede selviscenesættelser (som f.eks. Efter repetitionen (1984)).

Opsætningen har Katie Mitchell stået for med Robin Tebbutt som instruktør ved genopsætningen i København. Scenografien kan bedst beskrives som et stort, gammeldags dukkehus, hvos scenen med et horisontalt snit er delt i to etager med to værelser på hver. Det er i store træk samme opsætning som ved 2012-premieren. Mest markante undtagelse var, at der i 2012-udgaven ude til højre er en synlig, trappeopgang, der forbinder de to etager.

Handlingen foregår dog hovedsageligt i det nederste værelse til højre, hvor nogle træer vokser op igennem loftet til værelset ovenover. I de resterende værelser bevæger forskellige statister sig rundt og iagttager handlingen. Hvad dette præcist skal til for, er mig ikke klart; og scenografien gør for lidt for at interessere sig for den konkrete handling, men kunne være brugt i snart sagt ethvert stykke regiteater. Henlæggelsen af handlingen fra middelalderen til moderne tid gør i den forbindelse mindre skade, men da det er den samme opsætning som til 2012-premieren, er opsætningen således blevet til sammen med komponist og dramatiker. I et interview har Martin Crimp udtalt, at han ikke havde smag for middelalder og derfor har skabt en rammefortælling med moderne engle, der iagttager historien fra andre de andre rum. Dette kreative valg er en skam. Stykket kunne have vundet en del ved at være blevet placeret i omgivelser, der svarede bedre til stoffet, der emmer af en mystik, som ville have gjort sig godt i middelalderlige gevandter.

Det er er et selvstændigt studie værd, hvilke mekanismer, der gør sig gældende, når et eller andet værk udråbes til at være kvalitet. Nogle værker har fået dette prædikat i deres samtid, men er ukendte i dag. Det er mig en gåde, hvordan et musikdramatisk værk med så udtalte og basale mangler som Written on Skin kan udråbes til at have nogen nævneværdig kvalitet. Det er den svageste forestilling, jeg har set på Det Kongelige Teater, der betegner sig som opera, siden Thomas Adés‘ The Exterminating Angel, som Written on Skin endog formår at undergå. Dette skyldes dog ikke hverken orkester, sangere eller andet hos Det Kongelige Teater, men at man loyalt har gengivet et værk, der er tænkt og skabt sådan af komponist og dramatiker.

Vil man have moderne musikdramatik af bedre kvalitet, kan man eksempelvis overveje Manfred Trojahns Orest, der var på Det Kongelige Teaters program i fjord.

George Benjamin og Martin Crimp, Written on Skin. Det Kongelige Teater, Gamle Scene, den 27. september 2025

Referencer

• Forestillingens hjemmeside: https://kglteater.dk/det-sker/sason-20252026/opera/written-on-skin
• Jørgen Hansen, Trubadurens skæbnesvangre kærlighed (programindlæg)
• Jørgen Hansen, George Benjamin og Martin Crimp – et lykkeligt møde (programindlæg)
• Tobi Müller, Mit sjælested – En have i London (programindlæg)
• Written on Skin er blevet indspillet af Royal Opera House i London i 2013 i samme Katie Mitchel-opsætning, som Det Kongelige Teater aktuelt anvender, men med de oprindelige sangere, som operaen er skrevet til, hhv. Christopher Purves (Beskytteren), Barbara Hannigan (Agnès) og Bejun Mehta (Drengen) og med komponist George Benhamin som dirigent. Der er et lille kvalitetsløft, hvad sangen angår i forhold til Det Kongelige Teaters opsætning, men ellers ikke de store kvalitetsforbedringer: Grundlæggende er problemet med Written on SKin ikke så meget de udøvende kunstneres evner som værkets iboende mangel på kvalitet. Kan købes hos iMusic.dk: https://imusic.dk/movies/0809478071365/g-benjamin-2014-written-on-skin-blu-ray