Det er kulturhistorisk ironi, at to tyske litterære hovedværker, hhv. Den Unge Werthers Lidelser og Faust begge fik sine mest populære musikalske gevandter af franskmænd, hhv. Jules Massenet og Charles Gounod, uden at tyskerne er gået til kulturelt modangreb ved at foretage musikalske erobringer af fransk litteratur af tilsvarende betydning. Richard Strauss og Hugo von Hofmannsthals Ariadne auf Naxos, der baserer sig på Molieres Le Bourgeois gentilhomme (1670) er vel det eneste, der har nået bredere udredelse; og det var egentlig en opera, der blev skrevet til at skulle opføres i umiddelbar forlængelse af af Molieres skuespil.

I Det Kongelige Teaters premiereaktuelle opsætning af Massenets Werther (1892) er det dog et andet germansk indslag, der falder mig ind i værkets rørende slutning, hvor den døende Werther synes at svæve i verdensrummet med sin Charlotte: Nemlig Fritz Langs Frau im Mond (1929), hvor to elskende flyver til månen i en raket for at kunne leve i fred for al støjen på jorden.

Men inden vi når til den kolde vinter i slutningen, starter vi jo som bekendt i den varme juli, hvor det i et kort øjeblik næsten synes, at Werther kan få sin Charlotte.

I Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning, der er blevet til i samarbejde med Opernhaus Zürich, er historien henlagt til en stor kasse i lyst træ. En scenografi der ikke er helt ulig den, man tidligere har valg til Cosí fan tutte. Der er også lighedspunkter med scenografien til opsætningen af Figaros Bryllup i 2024, omend scenerummet ikke her er lukket.

Den store kasse giver et intimt scenerum, der passer fint til historien, der ikke har meget ydre handling, men mest foregår inde i personerne selv. Desuden har man også foretaget det gode valg at henlægge opsætningen til den hyggelige Gamle Scene på Kongens Nytorv.

Ifølge instruktøren og scenografen, hhv. Tatjana Gürbaca og Klaus Grünberg er formålet med kassen at skitsere de snævre bånd og konventioner, der omgav menneskene på tidspunktet for Goethes roman (1774), der danne grundlaget for Massenets opera. De fremhæver desuden:

»Forsvindingspunktet for alle rummets linjer ligger udenfor, langt væk, men det dybdeperspektiv eksisterer kun som et mulighedsrum. I virkeligheden er den plads, hele stykket udspiller sig på, kun få meter dyb og meget begrænset.«

Til sidst, da de to elskeende har fået hinanden, omend kun for en kort stund, åbnes kassens forskellige låger; og vi ser, at den svæver i verdensrummet. Kærligheden har nedbrudt samfundets kvælende bånd. Det passer ganske fint til historien, og er visuelt vellykket.

Jeg har dog andre forbehold ved scenografien, nemlig at den virker lovlig steril. Belysningen er kedelig og skaber ikke megen stemning, udover nogle få steder, herunder ikke mindst til sidst. Rekvisitter var der ikke mange af. Det mest gennemgående var et stort ur, hvor pendulet svingede taktfast frem og tilbage. Holdet bag opsætningen kunne have gjort mere for at afspejle personernes følelsesliv.

Herudover er opsætningen faktisk befriet for mange af de narrestreger, man ellers ser i operaopsætninger. i dag En undtagelse var dog, at Charlotte i mellemspillet mellem tredje og fjerde akt iførte sig gummistøvler og lavede nogle mærkelige bevægelser. Ligeledes var der noget ikke helt gennemskuelig virak i starten af anden akt. Men ellers er det svært at være meget utilfreds med opsætningen, hvor også kostumerne var vellykkede ikke forsøgte at gøre upassende væsen af sig. Det virker faktisk til, at man har forsøgt at lave en traditionel opsætning, men måske alligevel har glemt, hvordan man helt gør.

Personinstruktionen må fremhæves. Den var præcist tilpasset musikken. Nogle gange næsten så meget, at det tangerede samme præcision, som man ser i vellykkede stumfilm. Jeg blev bekræftet i, at en operaopsætning så afgjort er mere vedkommende, når det passerede passer til det sungne og til musikken.

Musikken er, som tidligere beskrevet, meget vellykket fra komponistens hånd. Den har en forfinet intimitet, der gør den rørende uden at være anmassende. Den er klangligt raffineret og uhyre detaljerig og har en lang række flotte solistiske passager, der fremhæver de enkelte instrumenter.

Desværre havde dirigent Marie Jacquet ikke helt greb om opgaven. Under hendes taktstok blev musikken for massiv og anmassende. Et kreativt valg, der havde passet bedre til Wagner, i hvert fald når man vælger et lille scenerum som Gamle Scene til opførelsen. Udover at dette ikke passede godt til musikkens stil, betød det, at musikken ikke gav sangerne plads, men konstant stødte frontalt sammen med dem. Det blev for klodset. I den store kærlighedsduet i tredje akt, faldt sang og musik gentagne gange over hinanden. I tredje og fjerde akt var den skitserede stilistiske tilgang dog mere på sin plads, da musikken her unægtelig er mere dramatisk. Men de problemer er der heldigvis plads til at arbejde med ved kommende fremførelser.

Sangerholdet var der ikke noget at udsætte på. Jacob Skov Andersen var en pragtfuld Werther, der flot stod distancen hele vejen, når orkestret ellers gav ham plads. Han kunne både spænde mellem at være følelsesfuldt forelsket, fortvivlet og vred.

Hans udkårne, Charlotte, blev fremragende sunget af Elisabeth Jansson, der på trods af en markant stemme alligevel fint formåede kun at vise følelserne subtilt i første og anden akt, hvilket var helt på sin plads, da Charlottes følelser rettes mere indad end udad. I tredje og fjerede akt får hun heldigvis lov at reagerer lidt mere udad.

Charlottes ægtemand, Albert, blev godt sunget af Theodore Platt, og hans sang har jeg ikke noget at udsætte på. Derimod måske på valget af sanger, da han stemmemæssigt lå så tæt på Werthers parti, at det ofte var svært at høre forskel. Dette kom der dog lidt styr på i tredje akt, hvor Albert bliver jaloux, da han opdager, at Charlotte har følelser for Werther.

Det lidt mindre parti som Charlottes lillesøster, Sofie, var godt placeret hos Ava Line Shokooh, der sang det med et stort overskud, prægnans og naturlig fornemmelse for det barlinge og lidt naive, der ligger i denne person.

Kyungil Ko fik ganske meget ud af partiet som amtmanden (Charlotte og Sofies far) med en flot, varm stemme. Jeg kom til at tænke på den hyggelige onkel Anders fra Far til fire-filmene.

Jules Massenet, Werther. Libretto af Édouard Blau, Georges Hartmanm og Paul Milliet på baggrund af Johann Wolfgang von Goethes roman Den unge Werthers lidelser. Det Kongelige Teater, Gamle Scene, den 11. september 2026

Referencer

• Forestillingens hjemmeside:
  https://www.kglteater.dk/opera/2627/werther/
• Nila Parly, Goethes ungdomsoprør (programindlæg)
• Meget mere end ulykkelig kærlighed – samtale mellem instruktør Tatjana Gürbaca og scenograf Klaus Grünberg (programindlæg)
• Der findes adskillige gode indspilninger af Werther. Den flotte udgivelse fra Palazzetto Bru Zane, der især specialiserer sig i fransk, romantisk opera, med bl.a. Tassis Christoyannis som Werther og Véronique Gens som Charlotte, er en anbefaling værd. Kan købes hos Danacord:
  https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=52702