Opera: Così fan tutte – sådan gør alle kvinder

Der er en farlig ballade i starten af Mozart og da Pontens skønne opera, Così fan tutte. De to meget unge og meget forelskede officerer og venner – Guglielmo og Ferrando – har i løftet stemning på et kaffehus lovprist deres kæresters troskab i høje vendinger over for den noget ældre, filosof DON ALFONSO – stykkets intrigant.

Don Alfonso giver ikke meget for de to venners tanker kvinders troskab. Hans livserfaring siger ham noget andet. Hvad ved de to nyforelskede ungersvende egentlig om den sag? Kvinders troskab er som Føniksfuglen – mange siger, den findes, men ingen kan sige hvor.


”Die Treue der Frauen ist
wie der Phönix von Arabien;
daß es ihn gibt, behauptet ein jeder,
wo er ist, weiß keiner.“
– Don Alfonso


De to venners reaktion er ubehersket, og det ender i et raskt lille væddemål om de to Penelopers troskab. Det sættes herefter i stand, at Guglielmo og Ferrando skal rejse væk under påskud af at være sendt i krig. Herefter skal de vende tilbage i forklædning og hver især forsøge at forføre den andens kæreste. De to piger – søstrene Fiordiligi og Dorabella – aner naturligvis intet.

Fiordiligi og Dorabella først på dagen. Foto: Miklos Szabo. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Til de unge menneskers store fortvivlelsen går det hele præcis, som Don Alfonso har forudset. De to piger vil i starten ikke høre den mindste tale om at indlade sig med de to (meget insisterende!) fremmede, der pludselig kommer til byen og påstår at være adelige albanere.

Men så sker der stille og roligt noget med dem. Og hvor smukt følger ikke handlingen i Così fan tutte dagens gang: Vi starter om morgenen i skarpt lys, og slutter om aftenen eller natten. Og efterhånden som skyggerne bliver længere og solen rødere, bliver blodet varmere og kinderne rødere på de to unge damer. Håret sider lidt mere løst. Parykkerne og de store kjoleskrud, der i morgentimernes skarpe sollys var et beskyttende panser, forsvinder lidt efter lidt, så de kvindelige former bliver lidt mere udtalte.

Hele forvandlingen hjælpes godt på vej af tjenestepigen Despina (stykkets anden intrigant, den klassiske soubrette), der mener, at hun er skabt til noget bedre og finere end at være tjenestepige, og derfor gerne vil være med til at drille de to fruer lidt. I den slags stykker er tjenestepiger næsten altid nogle intrigante størrelser. I modsætning til sine fruer (i hvert fald som de er i starten af operaen) har Despina ingen skrupler i forhold til at have flere elskere på en gang. I sin gennemgang af Mozarts operaer bemærker Edward J. Dent meget rammende, at man næste skulle tro, at Zerlina fra Don Giovanni havde fået ansættelse som tjenestepige.


“Die Ärmsten!
Auf eine Frau hundert Zechinen zu wetten!
Er pflügt das Meer und sät in den Sand
und hofft, den unsteten Wind im Netz zu fange,
wer seine Hoffnungen auf das Herz einer Frau gründet.“
– Don Alfonso


Mozart og da Potens bittersøde skildring af den unge kærligheds genvordigheder med premiere i 1790 er en af operahistoriens største bedrifter. Vi skal frem til Richard Strauss 120 år senere eller sådan noget for at finde noget, der siden kommer i nærheden af så vidunderlige menneskeskildringer, som hvad man finder i Così fan tutte. Edward J. Dent skriver i sin bog om Mozarts operaer, at ”Così fan tutte er den bedste af alle Da Potes Librettoer og det mest udsøgte kunstværk blandt Mozarts Operaer”. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret, omend konkurrencen fra Don Giovanni er hård.

Così fan tutte kom ikke desto mindre hurtigt efter premieren i 1790 til at stå i skyggen af de to tidligere operaer, Mozart skrev til tekster af Lorenzo da Ponte, henholdsvis føromtalte Don Giovanni (1787) og Figaros Bryllup (1786), samt den senere Tryllefløjten (1791). Den formåede dog at være den første Mozartopera, der fik premiere herhjemme i 1798. Det var dog kun for en kort bemærkning, da handlingen blev fundet upassende og frivol. Til senere opførelser måtte der laves en helt ny tekst af Adam Oehlenschläger, hvorefter værket mere betryggende kunne opføres som ”Fulgten fra klostret” i 1826, hvilket dog heller ikke blev en succes. Først i starten af den 20. århundrede fik operaen den faste plads i repertoiret, som den fortjener.

Fiordiligi og Dorabella lidt senere på dagen sammen med tjenestepigen Despina. Foto Miklos Szabo. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Heldigvis. For Così fan tutte overgår ubesværet Tryllefløjten og Figaros Bryllup og er mindst på niveau med Don Giovanni i sine herlige personskildringer. Opskriften er ellers nogenlunde den samme som i de to forgængere: En delikat blanding af humor og alvor, hvor de implicerede i sidste ende nok er blevet lidt klogere på sig selv. Così fan tutte fuldender denne blanding, og særligt evnen til med uhyggelig præcision skiftevis at over- og underspille centrale elementer i handlingen, sådan at de fremgår tydeligere inden for komediens rammer, må fremhæves.

Det bedste eksempel på dette er den store afskedsscene i første akt, hvor de to venner skal sige farvel til deres piger før deres påståede dragen i krig. Kort forinden er kærligheden og troskaben lovprist i næsten karikerede vendinger. Nu er stemningen så pludselig vendt. Det hele bliver en stor jammerdal, hvor sorgen over at skulle skilles begrædes så eftertrykkeligt af de to piger, at man får det indtryk, at de næsten ikke kan mene det alvorligt. Er de måske i virkeligheden ikke meget godt tilfredse med at få lidt fred for deres kærester, så de kan have det lidt sjovt, på trods af alle forsikringer om det modsatte?

Tvetydigheden i de to pigers følelsesliv bevares hele værket igennem. Vi får aldrig for alvor fuld vished om, hvad de faktisk føler, hvad de egentlig gerne vil gøre, hvad de i virkeligheden bør gøre, og hvad de helt konkret er i stand til som mennesker. Formentlig ved de det ikke engang selv. Menneskelig usikkerhed og svaghed er fornemt udstillet i de to.

Netop fordi de to piger ikke er entydige, kan man uden at gøre vold på operaens handling iscenesætte dem både som vægelsindede, der er utro uden egentlig at ville være det, eller som stærke og selvstændige “moderne” kvinder, der frit udfolder deres seksualitet, nu deres mænd har forladt dem for at drage i krig.

Programhæftet til opsætninger af Così fan tutte ses derfor ikke sjældent fyldt med formaninger, undskyldninger og betragtninger om ”at det kunne lige så godt have været mænd” og lignende. Dem er man heldigvis forskånet for i programhæftet til Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning. At operaens ærinde ikke er misogyni er tydeligt nok. Man skal nok også være forsigtig med at lægge operaens budskab i Don Alfons ord, omend et af højdepunkterne tydeligt er det sted, hvor han udtaler sit credo på det motto, man tidligere har hørt som det første i ouverturen, og man finder ud af, at det er operaens titel: ”Co-sì-fan-tu-te”.


”Die Liebhaber, der am Ende enttäuscht dasteht,
soll nicht den Fehler bei andern suchen, sondern bei sich selbst.
Mögen sie jung sein oder alt, schön oder häßlich.
Sprecht es mir nach: »So machen’s alle Frauen!«”
– Don Alfonso


Hvis operaens ærinde overhovedet er at sige noget om kvinder, så er det snarer, at de hverken er Dianaer eller Peneloper, men lige som alle os andre: Mennesker i kød og blod; og derfor kan de heller ikke tages for givne. Bedst ses det måske af det sted i anden akt, hvor den fortvivlede Fiordiligi spørger sin søster (Dorabellas blod kommer i det hele taget lidt hurtigere i kog), hvordan det dog kan gå til, at hjertet kan skifte sådan i løbet af blot en enkelt dag:

”Fiordiligi: Aber ich kann nicht verstehen, wie man sich an einem einzigen Tag so verändern kann.
Dorabella: Eine lächerliche Frage! Wir sind Frauen! Und dann, wie hast du’s denn gemacht?“

Er det ikke ret nærliggende, at de to piger faktisk gerne vil forkæles med søde ord og fysiske kærtegn og ikke tom høviskhed og abstrakte lovprisninger fra de uniformsklædte kavalerer, de er vandt til, og som tager dem for givne? Havde de to kavalerer vist lidt af samme initiativ, ihærdighed og ildhu først på dagen uden forklædning, så havde historien fået en anden drejning. Musikken i træblæserne i starten af første akts anden scene, der introducerer de to unge damer, er næsten for magelig: De to dødkeder sig.

Denne udlægning modsiges dog også. Måske passer Fiordiligi faktisk bedre sammen med Ferrando og måske Guglielmo faktisk går bedre sammen med Dorabella? Stemmemæssigt går det i hvert fald bedre op: Dorabella og Guglielmo er mere mørkfarvede (henholdsvis mezzosopran og baryton), mens Fiordiligi og Ferrando er lyse (sopran og tenor). Men forsøger man at finde entydige svar i Così fan tutte, så må man lede forgæves. Styrken i værket er netop tvetydigheden.

I den aktuelle opsætning på Det Kongelige Teater, der er instrueret af Tim Albery, havde man valgt at bevare tvetydigheden i karaktererne. En glimrende iscenesættelse, der viser at opera næsten altid fungerer bedst, hvis de opsættes “efter bogen”, da dette bedst garanterer den afgørende sammenhæng mellem sang, musik, handling og iscenesættelse.

De to piger var fantastisk dejligt skildret i al deres tvivl og vellyst. Både skønt overspillende, men også dybt troværdige og menneskelige. De startede i hvide/sølvfarvede kjoler med paryk, der langsomt faldt og røbede mere farvestrålende gevandter underneden. Rød til den lidt mere letlevende Dorabella, og grønt til den en anelse mere kyske Fiordiligi. Personinstruktionen var gennemarbejdet og detaljeret for hver af de to. For de to officerer var dette mindre udtalt, men her er det heller ikke så afgørende.

Mit eneste forbehold var, at handlingens tydelige skred fra morgen til nat desværre ikke var afspejlet. Ærgerligt! Det er ellers noget af det bedste at se, hvordan solen går ned over den naive ungdom, der gør nogle vigtige livserfaringer i de sene nattetimer. Così fan tutte ender tæt ved samme sted som Kubricks Eyes Wide Shut (1999).

I stedet for solnedgangen var det hele på Det Kongelige Teater iscenesat i en stor kasse – et gammelt kamera eller sådan noget. Eller en af de kasser, hvor man kan se på insekter gennem en linse og undersøge dem, ligesom operaen handler om at granske menneskets sind. I programmet kaldes kassen for camera obscura. Heldigvis var den ikke i vejen for den i øvrigt velfungerende og gennemarbejde scenografi og kostumedesign af Tobias Hoheisel. Men hvorfor så egentlig overhovedet lave den?

Musikalsk kan jeg heller ikke finde så meget at beklage mig over, da man havde fundet et meget fint hold af sangere, henholdsvis Anna Kasyan (Fiordiligi), Kari Dahl Nielsen (Dorabella), Magnus Ingemund Kjelstad (Guglielmo), Matteo Macchioni (Ferrando), Mária Celeng (Despina) og William Dazeley (Don Alfonso). Det er vanskeligt at fremhæve en enkelt, for Così fan tutte bruger i høj grad sangerne i ensemble, hvor de synger sammen og med eller mod hinanden. Med hensyn til sang var der ingen svage punkter, og det bliver derfor mest ens personlige præferencer for de enkelte karakter, der bliver udslagsgivende.

Koret havde man vist ikke fundet plads til på Det Kongelige Teater, men dettes rolle er også kun ret begrænset i Così fan tutte. Så lad gå. Jeg er stadig meget tilfreds med Det Kongelige Teaters opsætning. Den spiller i foråret to gange mere, henholdsvis den 3. og 8. marts 2020. Jeg glæder mig allerede til at gense den.

W. A. Mozart, Così fan tutte. Libretto af Lorenzo da Ponte. Det Kongelige Teater, Operaen, den 24. november 2019

Referencer

Forestillingens hjemmeside med information om de medvirkende, fotografier fra opsætningen m.v.:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/opera/cosi-fan-tutte/

Leif V. S. Balthzersen, Et eksperiment, der kører af sporet (programartikel)

Libretto: Tysk oversættelse af Dietrich Klose fra W. A. Mozart, Sämtliche Opernlibretti (Philipp Reclam jun., 1990)

Edward J. Dent, Mozarts Operaer – En kritisk Studie (1961)

Gerhard Schepelern, Mozarts Operaer i Danmark, artikel optrykt i sammes danske oversættelse af det just ovennævnte værk

Min foretrukne indspilning af Così fan tutte er René Jacobs 1998-indspilning udgivet på Harmonia Mundi med Concerto Köln. Som omtalt mange gange før klæder den lette instrumentbesætning Mozarts værker utrolig godt:

http://www.harmoniamundi.com/#!/albums/842

En anden fremragende indspilning er Eugen Jochums mere traditionelle med Berliner Filharmonikerne fra 1962 udgivet på Deutsche Grammophon:

https://www.deutschegrammophon.com/en/cat/4775669

Af DVD-udgivelser må jeg fremhæve 1989-optagelsen fra La Scala-operaen i Milano dirigeret af Ricardo Mutti og udgive af Opus Arte som en del af La Scala Opera Collection. En glimrende opsætning, der stort set holder sig til forlægget og endnu engang beviser, at dette giver det bedste resultat. Både personinstruktion og sangere er i top:

http://opusarte.com/details/OALS3006D