Ifølge overleveringen havde den tyske operainstruktør Götz Friedrich (1930-2000) for vane at udlove en pengepræmie til den af sine studerende, der uden fejl kunne gengive handlingen i Mozart og Lorenzo da Pontens Figaros Bryllup (1786). Han hævdede, at han aldrig kom til at betale.
Sandt eller ej, så siger anekdoten en hel del om den komplicerede historie, der udgør Mozart og da Pontes mesterværk, der er baseret på Pierre-Augustin Beaumarchais’ skuespil fra 1784. Hovedlinjerne er som følger: Historien foregår over en enkelt dag, Figaro og Susannes bryllupsdag. Den lokale herremand, grev Almaviva, efterstræber imidlertid Susanna og pønser på at udnytte sin ret som herremand til den første nat med bruden (i operaen kaldet ”feudalretten”). Figaro har ellers i stykkets forgænger, Barberen i Sevilla (1775, der senere blev til en opera af Rossini, 1816), hjulpet greven til at ægte sin nuværende hustru, grevinde Rosina. Nu handler det naturligvis om, at greven skal snydes: Og hvad er mere oplagt end at invitere ham til et natteligt stævnemøde med hvad han tror er Susanna, men som i virkeligheden er hans egen hustru i forklædning.
Men før vi kommer så langt, er der en hel del forviklinger, der skal afklares, hvoraf særligt skal nævnes, at Figaro efterstræbes af en noget ældre Marcellina, der har krammet på Figaro i form af et gældsbrev, og at grevens page, Cherubino, er forelsket i grevinden. Cherubino efterstræbes imidlertid af gartnerens datter Barbarina. Navnlig Cherubinos tilnærmelser til grevinden huer ikke greven, der er sygeligt jaloux. I alt rummer stykket fire par, der – når alt falder på plads, og det gør det naturligvis – passer sammen således, at de smukt repræsenterer en række almindeligt genkendelige livsstadier:
- Barbarina og Cherubino: De helt unges tidlige forelskelser, hvor følelserne bobler i alle mulige retninger.
- Susanna og Figaro: Den mere modne kærlighed. De nygifte. Man har fundet ”den eneste ene”.
- Greven og grevinden: Det mere modne ægtepar. Parforholdet er blevet rutine og sidespring begynder at friste.
- Bartolo og Marcellina: Det meget modne par. Sølv- eller guldbryllupsalderen, hvor man har fundet ro i den livssituation, man nu engang er havnet i.
Herudover rummer stykket nogle biroller og intriganter, der ikke hører naturligt sammen med nogen mage, således gartneren Antonio, sanglæreren Basilio og dommeren Don Curzio.
Men historien er unægteligt kompliceret. Det bedste en operainstruktør kan gøre er derfor ved personinstruktion, scenografi, rekvisitter m.v. at hjælpe forståelsen på vej. Desværre ser man ofte det modsatte: Instruktøren opgiver historien fuldstændig og lader gak og løjer fylde uforholdsmæssig meget på bekostning af operaens mere alvorlige elementer. Det er synd, for Figaros Bryllup fortjener at blive taget alvorligt som andet end en forvekslingskomedie.
Den premiereaktuelle opsætning af Figaros Bryllup på Det Kongelige Teater tyder på, at man har tænkt sig at tage Figaros Bryllup mere seriøst end de to tidligere opsætninger, hhv. Kasper Holtens fra 2008-09, der vist henlagde handlingen til en fodboldklub eller lignende, og Elisa Kragerups fra 2016, der foregik i en forlystelsespark. Den aktuelle opsætning har Anne Barslev stået for.
Selvom det ikke altid lover godt, at tæppet er oppe og stykkets personer på scenen allerede før forestillingen egentlig stater, så var der denne gang gode takter at spore. Væk var fodboldklub og forlystelsespark. I stedet var scenografien reduceret til en ”trappeskulptur”, hvor trapperne snor sig mellem hinanden på en måde, der gav mig mindelser om Giovanni Battista Piranesis surrealistiske 1700-tals-tegninger som de f.eks. kan ses på Sammlung Scharf-Gerstenberg i Berlin, og som også har været udstillet på Statens Museum for Kunst i 2021, hvor labyrintiske trapper også snor sig mellem hinanden i underjordiske arkitekturfantasier.
Trappeskulpturen er fyldt med døre, lemme og låger, som stykkets personer kan kravle ind igennem for derefter at komme ud et andet sted på skulpturen.
En herlig, virkningsfuld scenografi, der dog med fordel kunne have fyldt hele scenerummet ud fremfor kun 2/3 af Operaens Store Scene. Virkningsfuldt havde det også været, hvis man havde placeret den i Gamle Scenes noget mindre scenerum, hvor den også havde spillet bedre sammen med arkitekturen. Ikke mindre virkningsfuldt bliver den dog i fjerede akt, hvor det bliver aften og scenografien bliver lagt i natlig belysning. Belysningen var ellers noget ensformig og bidrog ikke derudover meget til formidling af stemning eller handling.
Tanken med scenografien og trapperne er ifølge programmet angiveligt at kommentere på datidens klassesamfund og sociale hierarki, hvor nogle befinder sig på de laveste trin, mens de privilegerede befinder sig på de højeste trin og kan udbytte dem de lavere trin, mest tydeligt ved at greven har ret til første nat med bruden.
Det er måske her på sin plads at sige, at den omtalte ”feudalret” vist aldrig har eksisteret andre steder end i folketroen og på teaterscenen, hvilket man kan forvisse sig om i forhenværende kriminaldommer Peter Gardes bog Jura i Operaens Verden (2016), hvor han afhandler spørgsmålet over godt 20 tætskrevne sider.
Kostumerne var holdt nogenlunde traditionelt; og i det hele taget viser opsætningen, at Mozart gør sig bedst, hvis instruktøren holder sig i baggrunden og forsøger at understøtte komponist og librettist frem for at mase på med egne påfund.
Mine væsentligste indvendinger går på personinstruktionen, der navnlig i arierne i nogen grad var fraværende. Andre steder var den overgjort, f.eks. når Susanna skal spille maracas under Cheburimos smukke canzone i anden akt. Eller når grevinden pludselig skal kravle rundt på gulvet som et dyr. Eller når Dr. Bartolo spiser en masse piller for herefter at slå sig på hårdt maven, så de flyver ud af munden igen. Eller når greven i 3. akt pludselig finder en motorsav frem (det havde været sjovere, hvis det havde været i 2. akt, hvor librettoen faktisk foreskriver, at han skal hente værktøj til at åbne kabinettet, hvor Cherubino/Susanna har gemt sig). Den slags kunne man godt have undværet.
Opsætningen og personinstruktionen gjorde i det hele for lidt til at hjælpe historien på vej. Selvom man heldigvis ikke lod opsætning gå i vejen for historien, så giver Figaros Bryllup ikke sig. Instruktøren skal være mere tilstede uden at stykket dog modarbejdes. I den henseende er Jan Maagaards opsætning på Den Jyske Opera fra sæson 2012-13 stadig det bedste, jeg mindes at have set herhjemme.
Disse forbehold skal dog ikke tages for andet end mindre indvendinger mod en i det hele vellykket opsætning. Ikke mindst fordi man havde fået besat stykkets generøse persongalleri med en række gode sangere.
Fremhæves må Henning von Sculmans livlige, men stadig potente tolkning af titelpartiet, og Morten Staugaards gestaltning af den intrigante Dr. Bartolo. Fælles for begge var dog, at de måske fik for lidt ud af navnlig partierne i første akt. De kom dog stærkt igen senere, ikke mindst i de hurtige dialog i recitativerne.
En række mindre partier må bestemt også nævnes. Således fik Antti Mähönen ganske meget vellykket komik ud af partiet som gartneren Antonio og det samme gjaldt Fredrik Bjellsäter, der sang både partiet som den intrigante Basilio og Don Curzio.
Nina van Essen var en skøn og nærværende Cherubino, men prisen for aftenens bedste præstation må deles ligeligt mellem de to kvindelige hovedpartier, nemlig hhv. Sofie Elkjær Jensen og Clara Cecilie Thomsen som hhv. grevinden og Susanna. Både sang og sammenspillet mellem de to var en sand fornøjelse.
De fremhævede enkeltpræstationer skal ikke skygge for, at oplevelsen faktisk imponerede mest i de mange vidunderlige ensembler, som Figaros Bryllup er så rig på.
Endelig er det værd at hæfte sig ved Det Kongelige Kappel under Nicholas McGegans taktstok, der havde valgt en meget transparent fortolkning af partituret, der ligesom scenografien gav optimalt plads til de mange gode sangere. Herudover havde McGegan bidraget med nogle samtidige ornamenteringer fra Haydns hånd af de forskellige arier, f.eks. i Cherubinos canzone Voi che sapete – det var dengang normalt, at sangerne tilføjede ekstra toner og kadencer til arierne, der ikke er nedskrevet i partituret fra komponistens hånd. En velkommen forfriskning at genfinde den tradition.
Wolfgang Amadeus Mozart, Figaros Bryllup. Libretto af Lorenzo da Ponte efter Pierre-Augustin Beaumarchais skuespil La Folle Journée, ou Le Mariage de Figaro. Det Kongelige Teater, Operaen, Store scene, den 13. oktober 2024.
Referencer
Forestillingens hjemmeside:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/opera/figaros-bryllup?section=top
Elisabeth Linton, Den evigt aktuelle Mozart (programindlæg).
Jørgen Hansen, Mozarts operarevolution (programindlæg).
Jørgen Hansen, Lorenzo da Pontes memoirer (programindlæg).
Jørgen Hansen, Anne Barslev om Figaros Bryllup (programindlæg).
Mariann Sejer, Musikalske finurligheder fra Mozarts tid (programindlæg).
Gerhard Schepelern, Operabogen, 12. udgave, 2001.
Peter Garde, Jura i operaens verden (2018).
For en anbefalet indspilning af Figaros Bryllup kan stadig henvises til den med Concerto Köln under ledelse af René Jacobs der omtales her. Jeg har stadig ikke hørt noget bedre:
