Det interessante ved operaer fra før oplysningstiden for alvor satte sig igennem er ikke kun instrumenterne, der spilles på, og måden, der synges på. Det anderledes ligger også i personkarakteristikken, der ikke er præget af oplysningstidens idealer, som vi eksempelvis ser dem hos Mozart i Titus eller Tryllefløjten (begge 1791), og endnu mindre romantikkens følelser hos Wagner og Verdi m.fl.

Tydeligt ses dette i Monteverdis mesterværk Poppeas Kroning fra 1643, der stort set uden moralsk stillingtagen skildrer Poppea Sabinas helt igennem hensynsløse vej til at kunne ægte kejser Nero og opnå titlen kejserinde af Rom. Poppea og Nero skammer sig ikke over deres kødlige begær, stræben efter magt og vilje til at bruge den til egen fordel.

Konfronteret med at »selv det værste dyr dog havde et glimt af medynk« kunne Shakespeares Richard III som bekendt tørt konstatere, at han i så fald ikke var noget dyr. Sammenligningen til Monteverdis næsten-samtidige Shakespeare ligger lige for, da Shakespeare om nogen mestrede skildringen af amoralske skurke. Men hos Shakespeare fornemmer man ofte en eller anden form for moralsk afstandtagen.

Denne er fraværende i Poppeas Kroning, der nærmest er arkaisk i sit fravær af en genkendelig moralsk målestok. Her vinder begæret og drifterne og magt er ret – ikke i den retspositivistiske forstand – men i betydningen moralsk ret.

Det er næsten for oplagt at flytte handlingen i et sådant værk fra det antikke Rom til det fascistiske hovedkvarter Casa del Facio i Como; og det er hvad Det Kongelige Teater har gjort i den aktuelle opsætning af Monteverdis værk, der er blevet til i samarbejde med Theater Basal, og som har Christoph Marthaler som instruktør. I samme ånd flyttede Pasolini handlingen i sin 1975-filmatisering af Marquis de Sades De 120 dage i Sodoma til Salòrepublikken i 1943-45 og gav filmen titlen derefter, Salò.

Scenografien er i Det Kongelige Teaters opsætning ganske velgennemført, men tilføjer ikke rigtig noget til værket; og jeg tænker på, hvor meget opsætningen kunne have vundet, hvis man havde brugt ressourcerne på at vise værket i antikke omgivelser.

Det er dog en mindre ting. Værre er, at instruktøren har taget nogle ganske radikale greb, som ikke synes velbegrundede. Mest markant ved at tilføje en ekstra karakter til det i forvejen omfattende persongalleri, nemlig Mussolinis datter Edda Mussolini (1910-1995), som Poppea ender med at foretrække som ægtefælle frem for Nero. Edda er i øvrigt forsynet med nogle tekster af føromtalte Pasolini, som hun reciterer.

Hertil kommer en række andre ligeledes mindre vellykkede påfund fra regiteatrets pulterkammer. F.eks. var scenografien fyldt med en række moderne møbler, som stykkets personer skulle klatre rundt på. En anden klassiker er iscenesættelse af ouverturen, konkret ved at personerne løber ind og ud af nogle døre i et stort virvar. Dette havde været til at leve med, hvis ikke Monteverdis smukke musik ikke var blevet forstyrret af, at karakterne konstant skulle larme ved at banke på dørene.

Af andre narrestreger fra instruktørfronten kan nævnes, at Poppea i sidste akt, inden den store slutduet, skal synge en sang af Arnold Schönberg (Herzgewächse, op. 20), og at Ottvia (Octavias) amme Nutrice er erstattet af den fransktalende skuespiller, skotske Gramham Valentine, der skiftevis synger og reciterer, vistnok mestendels sange af Serge Gaisburg.

Intet af dette tilføjer noget særligt til stykket af betydning udover noget letkøbt komik af den slags, der får det storkøbenhavnske publikum til… – ja, du gættede rigtigt – at fnise, altså det virkemiddel, der typisk vælges, når man vil signalere til tilstedeværende, at man skam har forstået, at der er sket noget sjovt, men ikke morer sig nok til faktisk at grine, hvorfor man derfor egentlig blot burde tie stille og holde mund. Emma Gad konstaterede tørt, at de store ånder i almindelighed ikke er dem, der griner af alting eller af ingenting. Dem der fniser gør begge dele.

Nero blev godt og nærværende sunget af Kangmin Justin Kim, omend han var klart bedst, når han skaber sig i den intense diskussion med filosoffen Seneca, om hvorvidt det nu er moralsk rigtigt at støde sin hustru fra sig for at tage sin elskerinde Poppea til ægte og udgyder mindeværdige tirader a la »magt er ret i fredstid og et sværd i krigstid!«. Noget svagere var han omvendt, når han skulle være øm sammen med netop Poppea. Her var de to for stemmemæssigt ens. Meget mere er der desværre heller ikke at sige om Kerstin Avemos gestalting af titelpartiet, som hun desværre ikke fik særlig meget ud af.

Anne Sofie von Otter fik derimod i den grad noget ud partiet som den forsmåede Ottavia, der formentlig var den bedste stemme på Gamle Scene til premieren. Partiet blev sunget med et overbevisende nærvær og mærkbar intensitet, så man ikke var i tvivl om de stærke følelser hos den bedragede kejserinde, der dog ikke lader hverken Nero eller Poppea meget tilbage, hvad mord og intriger angår.

Ligeledes fik Morten Grove Frandsen ganske meget ud af partiet som Ottone, der begærer Poppea, men hvis kærlighed ikke er gengældt. Partiet blev sunget med passende bedrøvelse med anstrøg af drømmeri, der gav denne karakter et varmt, næsten poetisk skær.

En anden fremragende stemme var Kyungil Kos Seneca, filosoffen der er den eneste gode person i stykket. Ko var fremragende til den opgave. Seneca blev sunget med en mørk, tung alvor, som var et vægtigt modspil til Neros skaberi og nydelsessyge overfladiskhed. Den bedste scene i stykket var formentlig scenen mellem ham og Nero i første akt. Den scene blev desværre hæmmet lidt af, at instruktøren havde fundet på, at Seneca konstant skulle smække med døren, hvilket fik dele af publikum til at… – ja, du gættede rigtigt igen – at fnise. Den slags påfund, hvor alvorlige scener skal dekonstrueres med humor minder om, hvad man ser i Elisa Kragerups teateropsætninger, hvor publikum i øvrigt også fniser til den helt store guldmedalje.

Ottones tidligere elskerinde, Drusilla, blev også godt sunget af Annika Beinnes, der med smuk og sanselig vellyd gav denne karakter et naivt-ungdommeligt præg.

Også Poppeas intrigante amme Arnalta blev glimrende sunget af Stuart Jackson, der ikke mindst brillerede i hendes arie, hvor hun jubler over al den lykke, der skal overgå hende, når Poppea bliver kejserinde.

Til den musiklaske fremførelse var valget som vanligt til den slags stykker faldet på Concerto Copenhagen under ledelse af Lars Ulrik Mortensen. Spillestilen gav fin plads til sangerne, men var en anelse for asketisk efter min smag. Det lød formentlig mere autentisk end egentlig godt i mine øre.

Claudio Monteverdi, Poppeas Kroning (L’incoronazione di Poppea). Libretto af Giovanni Francesco Busenello. Det Kongelige Teater, Gamle Scene, 26. april 2026

Referencer

• Forestillingens hjemmeside: https://www.kglteater.dk/opera/2526/poppeas-kroning/
• »System-rum« – Virkelighedens scenografisk inspiration (programindlæg)
• Jørgen Hansen, Operaens fødsel – et eksperiment, som lykkedes (programindlæg)
• Magnus Tessing Schneider, Poppeas kroning – om totalitære ledere og genskrivning af historien (programindlæg)
• Magnus Tessing Schneider, Kejseren af Det Tredje Rom (programindlæg)
• Nekrolog – Edda Mussolini (programindlæg)
• Emma Gad, Man skal aldrig…, 2001
• William Shakespeare, King Richard the Third, The Complete Works of William Shakespeare, Wordsworth Library Collection, 2007:
  Lady Anne
  »Villain, thou know’st no law of God nor man:
  No beast so fierce but knows some touch of pity.«
  Duke of Gloster
  »But I know none, and therefore am no beast.«
• Der findes heldigvis flere gode indspilninger af Poppeas Kroning. Note1 har eksempelvis udgivet en smuk, inderlig indspilning med Ensemble Elyma under ledelse af Gabriel Garrido. Kan købes hos imusic.dk sammen med to øvrige Monteverdi-operaer: https://imusic.dk/music/7619990104426/ensemble-elyma-gabriel-garrido-2022-claudio-monteverdi-lorfeo-il-ritorno-du-cd
• Denne indspilning står i næsten skærende kontrast til William Christie og Les Arts Florissants næsten flabede indspilning fra Salzburg-festspillene i 2018 på Harmonia Mundi, der ligeledes kan købes hos Danacord: https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=50212