At leve i Mette Frederiksens og Lars Løkke Rasmussens Danmark er som at være skrevet ind i dyster udgave af Carit Etlars roman, Gøngehøvdingen; skurkene, Kulsoen og Kaptajn Manheimer, synes stadig nærmest umulige at få ram på, medens Gøngehøvdingen i form af den borgerlige opposition selv er sært fraværende.

Det kan man undre sig over, for hvorfor går vælgerne hele tiden tilbage til fuseren Lars Løkke Rasmussen, som var de den jeg-svage kapellan Tange, der drives mod et for ham ødelæggende kortspil med Manheimer, som ikke har andre interesser i livet end sig selv?

Eller hvorfor synes så mange vælgere, at det er alt nok i livet at få tildelt de lunser, Mette Frederiksen giver dem – lige fra fødevarecheck til mere abort og aktiv dødshjælp, som var de Kulsoens ynkelige mand, Tam, der er helt afhængig af hendes evne til at stjæle til dagen og vejen for dem, medens hun bekræfter dem i deres selvforståelse som småkårsfolk, der ikke har andre end sig selv og deres snilde at bygge tilværelsen på.

Hvorfor har Gøngehøvdingen med sin hæderlighed, sin frihedstrang, sin ægte fædrelandskærlighed ikke større tiltrækningskraft?

*

Jeg tror, at svaret findes i årtiers åndelige massage, som danskerne er blevet udsat for gennem uddannelsessystem og kulturliv, hvor det er den socialdemokratiske og kulturradikale fortælling, der har hersket og fortsat gør det.

Her er Gøngehøvdingen simpelthen en halvnazistisk slyngel, der vil tage fra de fattige og give til de rige, og – efter at Trump og Putin er kommet til – gå det totalitæres ærinde. Den fortælling er de borgerlige oppe imod, selv langt ind i egne rækker.

Det blev jeg opmærksom på, da jeg for nogle uger siden læste et indlæg i Jyllands-Posten af to unge venstrefolk, Simon Andersen og Sofie Mosgaard, som belærte læserne om Socialdemokratiets historisk store kærlighed til folkestyret og den internationale retsorden.

Den danske højrefløjs ønske om remigration og kritik af støtten til Ukraines forsvar var derimod udtryk for skolegårdens bøllementalitet. Derfor – syntes konklusionen at være – skulle de konservative og liberale lære at sige fra overfor »ekstremister« fra yderfløjene.

*

Jeg var rystet efter endt læsning, for et folkestyre kendes vel på, at alt kan diskuteres? Dertil afslørede indlægget, at de unge mennesker ikke har forstået, hvad kildekritik er.

I deres forsvar for Socialdemokratiets påståede antitotalitarisme henviste de til socialdemokraternes egne sangbøger samt Henrik Sass Larsen, der ikke er kendt for sin kærlighed til sandheden; udover hans seneste meritter, hvor han ikke har ønsket at lade politiet efterforske en computer i forbindelse med sin sag, var det ham, der bestilte en række »historiske« malerier til partiets gruppeværelse, hvor Vilhelm Buhl stod ved roret på en fiskekutter, der var opkaldt efter et af de skibe, der sejlede jøder til Skåne. Det havde ikke megen hold i virkeligheden.

Ej heller lod de to Venstreløver til at erindre, hvordan Socialdemokratiet forvaltede magten under corona-nedlukningen. Udover minksagen, udskamningen af især vore børn og angrebet på forsamlingsfriheden havde den daværende regering ved den første nedlukning nemlig en lille specialitet på programmet, som den heldigvis ikke fik gennemført; at politiet uden dommerkendelse skulle kunne trænge ind i folks private hjem ved mistanke om private sammenkomster.

Og det er ikke nyt, at Socialdemokratiet tænker således, selv om de åbenbart synger om noget andet i deres glade sange.

*

Allerede før besættelsen gik partiet sammen med den radikale regeringspartner på kattepoter overfor Hitlers Tyskland. Man opfordrede pressen til at udvise diskretion i omtalen af nabolandet, og da Kaj Munk i 1938 udgav stykket Han sidder ved smeltediglen, og man året efter ville opføre det i Sønderborg, henstillede justitsministeriet til, at det ikke blev opført, hvilket det derfor ikke blev. Justitsministeren var den socialdemokratiske K.K. Steincke.

Og Munk blev kort efter befrielsen beklikket af samme Socialdemokrati med K.B. Andersen i spidsen.

Hartvig Frisch, der af og til trækkes frem for sit antitotalitære sindelag, fordi han skrev bogen Pest over Europa, formåede ikke at skelne mellem nazismen og det nationale og mod nazismen kæmpende Det Unge Grænseværn.

Alene det, at de sang danske sange og talte om Skræp var nok til, at han måtte tage afstand fra dem. Dette har jeg beskrevet i min roman, Når den stærke vogter sin gård.

*

Da besættelsen kom, skiltes fårene virkelig fra bukkene, for retssamfundet led under den socialdemokratisk ledede samlingsregering tidligt skibbrud.

En del af de danske officerer var svært oprørte over 9. april, og oberstløjtnant T.P.A. Ørum fra flyvevåbnet valgte at træde uden for nummer; i slutningen af 1940 blev han arresteret i Berlin, da han forsøgte at komme til England – under foregivende af at skulle på forretningsrejse til Brasilien.

I England ville han melde sig som frivillig. Han havde nogle medskyldige i Danmark, som også blev arresteret, og Danmark krævede, at både han og de blev dømt af danske domstole.

Det fik man lov til, men kun under forudsætning af, at man vedtog et tillæg til straffeloven, der behandlede de tilfangetagne med tilbagevirkende kraft, den såkaldte Lex Ørum; tillægget omfattede handlinger, som skadede »udenlandske militære styrker, der efter overenskomst med den danske regering befinder sig her i landet.« Oberstløjtnant Ørum blev afskediget og idømt livsvarigt fængsel. Han blev aldrig helt sig selv igen, selv om han blev rehabiliteret efter krigen.

*

22. juli 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen, og i Danmark stillede besættelsesmagten krav om arrestation og internering af et antal ledende kommunister inklusiv dem, der sad i folketinget. Den krævede desuden, at Danmark afbrød sine diplomatiske forbindelser til Sovjetunionen.

De danske myndigheder arresterede mange flere end det ønskede antal; omtrent 300 kommunister blev arresteret, de fleste blev hurtigt løsladt, men omkring 100 blev interneret i Horserødlejren.

Senere vedtog man den såkaldte kommunistlov, som forbød kommunistiske foreninger og kommunistisk agitation.

Loven bemyndigede endvidere justitsministeren til at tage folk i forvaring, hvis de udviste en adfærd, der gav mistanke om, at de var aktive kommunister. Mange borgerlige, bl.a. K. E. Løgstrup og familien Kieler var dybt oprørte over behandlingen af kommunisterne.

*

Den borgerlige del af den gryende modstandsbevægelse er blevet udskældt for at være totalitær, men den brugte en stor del af sin tid og sine kræfter på ved demokratiske midler at forsøge at vende folkestemningen.

Der udfoldedes under besættelsen således en stor aktivitet med pjecer og foredrag; en flittig herre var historikeren Vilhelm la Cour (oprindelig konservativ men på dette tidspunkt aktiv i Dansk Samling), som vendte sig ikke bare mod den tyske besættelse, men også mod regeringens kurs.

Han skrev en række pjecer, hvilket sådan set var lovligt, men de provokerede tyskerne, og han fik derfor allerede i 1941 en kort hæftestraf.

Han fortsatte imidlertid agitationen. I 1942 var Vilhelm Buhl blevet statsminister efter Stauning, og det var under ham, at la Cour blev idømt fire måneders hæftestraf ved en retssag, hvor tyskerne blandede sig; la Cour blev efter udstået straf interneret på Vallø stift, og for at imødekomme besættelsesmagten fratog man ham embede og pension.

En af pjecerne handlede om Jyske Lov, ganske vist med brod mod besættelsesmagten, men det var altså en afprøvning af, hvor langt man kunne gå. La Cour fandt på den hårde måde ud af, at man ikke engang kunne diskutere dansk retshistorie længere.

*

Dansk ret, d.v.s. grundloven, ytringsfriheden, retten til at danne foreninger, blev voldsomt udfordret under den socialdemokratisk ledede samlingsregering.

Vi har altid hørt, at den regering bare ville sikre demokratiet og institutionerne, men selv med lup er det svært at få øje på, og da det allerede i oktober 1940 blev forbudt pressen at anvende neutrale, svenske kilder om forholdene i Norge – hvordan skulle man så diskutere væsentlige emner, heriblandt regeringens kurs?

De, der virkelig brugte demokratiske metoder, den gryende modstandsbevægelse, der på skrift og i tale forsøgte at vende folkestemningen, blev jo forfulgt.

*

Jeg vil til slut trække en linje fra besættelsestiden til i dag, hvor altså unge venstrefolk i ramme alvor mener, at der er emner, der ikke skal kunne diskuteres.

Det er en tanke, der er udsprunget fra Socialdemokratiets måde at håndtere mellemkrigstiden og besættelsen på, og den vej skal de øvrige borgerlige partier ikke slå ind på. De skal træde ud af Kulsoens skygge, finde deres indre Gøngehøvding frem og ranke ryggen, for de har historien på deres side.

Kom så, borgerlige. I kan godt. Og for Danmarks skyld skal I!