Mette og SF gik frem. Det kan ikke undre, hvis man kender sin public choice teori, at de to partier er populære i et land hvor 59 pct. af borgerne er enten offentligt ansatte eller overførselsmodtagere.
Men der var også flere gode nyheder for de borgerlige!
Naturligvis LA’s imponerende resultat – der er noget at bygge på! Særligt da jeg personligt kan bevidne, at den nye generation af ungdomspolitikere for manges vedkommende har en dyb interesse i, og dannelse med, klassiske borgerlige teorier og indsigter.
Den største positive nyhed ved dette valg var dog, at med 14 mandater til LA og 6 til NB er der nu 20 mandater, der vil en helt anden samfundsmodel end velfærdsstaten!
Det er en klar vækst, som bør bringe glæde i frie hjerter. Skal vi så sige, at samme vision gælder for 20 pct. af V, M, Æ, C, og måske endog O og B så er vi oppe på 33 mandater, som kan udgøre en fløj på tværs af partier.
Hvis denne frihedsfløj kan samarbejde, er der pludselig stort håb for reel borgerlig forandring i nationen. Det bør med andre ord være det første søm i ligkisten til den Hjortske doktrin om at omfavne og omklamre velfærdsstaten, som den er. Det er stort og et muligt tidehverv. Det skal vi borgerlige intellektuelle – liberale som konservative – støtte op om og give ammunition til.
På den korte bane er billedet naturligvis mere mudret men ikke uden potentiale. Reelt set står alle partier i hver blok med et vetomandat. Det vil gøre det meget frustrerende at være blok-statsminister. Samtidig ved vi, at ingen vil magten og statsministerposten så meget som Mette Frederiksen.
Hun gør hvad som helst for at opnå magt. Bare se hvor benhård en beskæftigelsesminister hun var under Helle Thorning-Schmidts regering, hvor fokus på økonomiske incitamenter og tilsvarende hårde reformer af førtidspension, fleksjob, kontanthjælpsreformen og sygedagpengereformen var det den daværende S-ledelse efterspurgte og dermed det rigtige skridt på Mettes karrierevej til endnu mere magt.
I den forbindelse er det tankevækkende, at Helle Thorning-Schmidts regeringen indførte en lang række CEPOS-reformforslag – herunder en lavere regulering af overførselsindkomsterne og topskattelettelser, hvilket Mette dengang forsvarende med næb og klør.
Det giver håb om, at det nu kan være muligt at lave en national Vejle-model.
I Vejle Kommune blev SF’eren Flemming Christensen tilbage i 1990´erne borgmester på borgerlige mandater og med klare borgerlige krav. Borgerlige partier kan nu på samme måde være med til at gøre Mette til statsminister og i stedet kræve reformer og skattelettelser.
Hun får ministerbilen og en potentiel kæmpe upside med meget lille downside. Forbedrer den borgerlige politik danskernes liv, kan hun tage æren. Går det skidt kan hun – som hun jo er god til – gi skylden videre. Win-win.
