Den 1. juli er en spændende dag. Det er en tirsdag, 17-årige kan fra den dato få lov at få kørekort, politiet har fra den dag lov at sammenligne DNA fra en sag med DNA fra slægtsdatabaser i deres efterforskning, og sælger du opioider den 1. juli er straffen højere, end hvis du gjorde det den 31. juni. Og nå, ja – så overtager Danmark formandskabet i EU. Det er det sidste, det skal handle om i det følgende.
At Danmark har formandskabet i EU, betyder ikke, at Danmark bestemmer i EU. Det betyder såmænd blot, at det er den danske regering, der sidder for bordenden og organiserer og leder møderne i EU’s ministerråd.
Og her skal man huske på, at der i unionen også er en kommissionspræsident (hun hedder Ursula von der Leyen), en formand for det Europæiske Råd (han hedder António Costa) og en formand for Europa-Parlamentet (hun hedder Roberta Metsola). Så helt alene om at svinge taktstokken i Bryssel og omegn er Mette Frederiksen m.fl. ikke.
Vi skal naturligvis ikke forklejne rollen, for et EU-formandskab giver rigtig god mulighed for at bestemme, hvad EU rent faktisk skal beskæftige sig med og nærmere vedtage. Men i EU er man aldrig alene om den slags.
Et større EU
Den danske regering har besluttet, at det næste halve år i EU skal gå med sikkerhedspolitik, fokus på en bedre konkurrenceevne og grøn omstilling. Næppe prioriteter, der kan komme bag på ret mange. Derfor er det også mere interessant at dykke lidt længere ned i, hvordan man forestiller sig, at det skal ske konkret.
Programmet, hvori det beskrives nærmere, fylder 47 sider, så pladsen her tillader selvsagt ikke en fuldkommen gennemgang. Men et par nedslag af den mere illustrative slags er der plads til: Den danske regering vil arbejde for, at EU bliver udvidet, at der ryddes op i EU’s regulering, at arbejdskraftens frie bevægelighed bliver styrket, og at EU’s migrationspolitik gentænkes. Flere af de ting hænger sammen, så lad os kigge lidt nærmere på dem.
Et større EU giver en større arbejdskraftreserve. Og det medfører et større krav om EU-regulering af arbejdsforholdene, socialpolitikken og lignende størrelser.
Det første, der slår en i regeringens arbejdsprogram for EU, er ønsket om en EU-udvidelse. Det er tilsyneladende en »geopolitisk nødvendighed« og skal til, hvis vi skal undgå »uønsket indflydelse udefra« på de lande, der er i spil – her nævner man især Ukraine, Moldova og Vestbalkan (dvs. Serbien, Montenegro, Albanien, Bosnien-Hercegovina, Nordmakedonien, Kosovo – men hvilke af disse udspecificerer man belejligt nok ikke).
Selvom den grundlæggende analyse – at der er behov for at udvide EU for at holde nabolandene »i folden« – kan synes ligetil og fornuftig, er det imidlertid en forsimplet analyse, der fører til en fejlagtig konklusion.
Mere regulering på vej
Et større EU giver mere beslutningsbøvl. Det kan der ikke være to meninger om. Et større EU vil derfor også utvivlsomt føre til et endnu stærkere krav og ønske om at strømline EU’s beslutningsgange, dvs. centralisere eller føderalisere EU i endnu højere grad.
Det vil sandsynligvis også give vind i sejlene til dem, der ønsker en langt mere aktiv »industripolitik«, dvs. fælles gældssætning, der kan komme udviklingen i de nye medlemslande til gavn. Men den slags centralisering er bare ikke, hvad EU har behov for i en situation, hvor spændingerne i flere af EU’s medlemslande kun bliver større og større.
Og ønsket om regelforenkling bliver næppe heller indfriet, hvis EU udvides med stor hast, da flere lande betyder flere prioriteter at tage højde for. Og den danske regerings ønske om at få det indre marked til at fungere bedre ej heller bliver nemt at indfri i et endnu større EU med endnu større forskelle mellem landene, når de implementerer EU’s mange regler i praksis.
Et større EU giver en større arbejdskraftreserve. Og det medfører et større krav om EU-regulering af arbejdsforholdene, socialpolitikken og lignende størrelser.
Derfor har den danske regering da også særskilte afsnit om social inklusion (herunder arbejdsforhold) og boligpolitik, da »mange borgere i Europa har svært ved at finde betalbare boliger, hvilket kan udgøre en udfordring for inklusionen af sårbare grupper og for arbejdskraftens bevægelighed.« En udvidelse af EU gør kun forskellene mellem medlemslandene større, udfordringen mere akut og ønsket om ny EU-regulering på områder, der ellers traditionelt ikke er EU’s områder større.
Selvom et større EU kan synes som en »geopolitisk nødvendighed«, bygger argumentet – og den deraf følgende politiske prioritering heraf – på en forkert præmis. EU er ikke en geopolitisk »klub«; det er en regulerende »stat«, og en udvidelse af EU vil have alle mulige bivirkninger for denne regulering, herunder ikke mindst at ønskerne til ny regulering vil være flere, og det oplevede behov for føderalisering vil være større.
Der kan være al mulig grund til at knytte EU’s nabolande tæt til unionen; men det behøver – eller bør – bare næppe være i form af et medlemskab.
Får vi så en hårdere migrationspolitik?
Omvendt anlægger den danske regering en hård linje, når det kommer til migration fra tredjelande. Eller rettere: når det kommer til »irregulær migration«, som det hedder. Her peger man især på tre greb:
Man vil for det første arbejde for at implementere begrebet »sikre tredjelande«, så det bliver lettere at sige nej hurtigt.
Man vil for det andet styrke grænsekontrollen ved EU’s ydre grænser.
EU er ikke en geopolitisk »klub«; det er en regulerende »stat«, og en udvidelse af EU vil have alle mulige bivirkninger for denne regulering, herunder ikke mindst at ønskerne til ny regulering vil være flere, og det oplevede behov for føderalisering vil være større.
Og man vil for det tredje vil man »fremme forhandlingerne om forordningen om bekæmpelse af migrantsmugling samt direktivet om indførelse af minimumsregler til forebyggelse og bekæmpelse af migrantsmugling.« Det lyder jo alt sammen fint nok.
Vigtigst er dog, at man vil arbejde for, »at der findes holdbare løsninger på EU’s udfordringer med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere uden lovligt ophold i EU.«
Det er en af de måske hårdeste drejninger af den europæiske migrationspolitik i nyere tid. Det spændende – og springende punkt – bliver naturligvis at se, hvordan det kommer til at ske i praksis. Man skal nok ikke være alt for optimistisk.
Ja, det er måske faktisk den generelle konklusion: Lad være med at blive alt for optimistisk.
