Folketingsvalget den 24. marts 2026 bliver spændende. Eller rettere sagt, dagene og ugerne efter bliver spændende.

Med en valgkamp præget af forskellige kampagner og dagsordener, en verden i kaos, samt uvisheden om hvordan en kommende regering kommer til at se ud bliver det uden tvivl interessant at se udfaldet.

Det kommende valg er samtidig en god lejlighed til at gå kandidaterne i sømmene og sætte et kryds ud fra ikke bare politisk overbevisning og ideologi, men også ud fra kandidatens meritter.

Debatten om politikerens CV er ikke ny, og i svære tider er det vigtigere end før, at magthaverne har reel erfaring fra det samfund, de ønsker at bestemme over.

Så uden for meget yderligere snak, her kommer en liste over hvilke politikere, De ikke bør stemme på.

Kandidaten uden erhvervserfaring

Diskussionen om politikere med lidt til ingen erfaring fra arbejdsmarkedet er ikke ny. Men den er stadig vigtig og relevant. Det er ikke svært at lære at recitere partiets mærkesager og argumenterne for samme, og derfor skal enhver kandidat også måles på hvad de kommer fra.

Det er ikke svært at mene noget om eksempelvis skattepolitik eller daginstitutioner, men der burde ideelt set være en personlig erfaring, der driver ønsket om et folketingsmandat.

I primo marts kunne man læse om en 19-årig 3.g’er, der stiller op til Folketinget, og det er slet og ret ikke acceptabelt. Som 19-årig gymnasieelev har man slet og ret ikke nok erfaring fra livet til at træffe beslutninger, der påvirker samfundet. Overhovedet.

Der er ikke behov for flere folkevalgte, der er hoppet direkte fra studiet til embedet, ej heller kun med få års erfaring på arbejdsmarkedet imellem. Selv éen er en for meget.

Så hvis en kandidat ikke har mindst 5 års erhvervserfaring (og gerne flere til) på sit CV, fortjener de ikke en stemme. Og her menes naturligvis ikke studiejobs, men specifik erfaring efter de er færdiguddannede/udlært.

Partihopperen på Slotsholmen

Til trods for den gamle traver om at Grundloven ikke nævner politiske partier, er det at skifte parti mens man besidder et folketingsmandat en uskik.

At tage et folketingsmandat med sig til et nyt parti er, til trods for hvad pågældende politiker end vil forsvare sig, med et tillidsbrud overfor de vælgere der gav dem mandatet.

Selv når der er tale om et partiskifte mellem to partier med nok fælles snitflader, er der stadig nok forskelle til at det betyder noget i en lang række politiske spørgsmål.

En siddende politiker der skifter parti, er utvivlsomt en person, der ønsker en langvarig karriere på Christiansborg, og den slags opportunister er der ikke brug for flere af. Stem ikke på dem.  

Nybyggeren og den fremmede

Kredsshopping er intet nyt, men ikke desto mindre ulideligt. Det er set flere gange før, at siddende politikere skifter valgkreds efter forgodtbefindende.

De lokale samfund fortjener repræsentanter, der forstår hvor de kommer fra, hvad deres naboer har af udfordringer i dagligdagen, ønsker om forandring og håb for fremtiden.

I debatterne om eks. ulve og solcelleparker er der et tydelig præg af, at de der har en klar mening ikke selv tilhører det lokalsamfund der skal leve med konsekvensen af beslutningen.

Af de grunde er det kun ret og rimeligt at nægte at stemme på en kandidat der ikke bor i den storkreds de stiller op i, men samtidig også afvise nytilkomne der ikke har boet mindst et år i det samfund, de ønsker at repræsentere på Slotsholmen (eller påstår at ville repræsentere).

Ideelt set ville der være lovfæstet bopælspligt for folketingskandidater. Indtil det sker må de afvises i stemmeboksen.

Dobbeltmandatet

Et andet fænomen, vi ikke burde finde os i, er politikere, der ønsker at sidde i forskellige politiske organer samtidigt. Det at opnå valg bør fra den folkevalgtes side anses for et privilegie og et ansvar, som der ikke må skaltes og valtes med.

Deraf bør den enkelte politiker dedikere alt deres tid til deres respektive plads i eks. kommunalbestyrelsen, og ikke bilde sig selv ind at de kan levere samme stykke arbejde, hvis de samtidig har opnået mandat i Folketinget.

Det medfører selvsagt ringere indsats begge steder, det kan skabe interessekonflikter og vil svække demokratiets bredde, hvilket vælgerne ikke har fortjent. Undgå for alt i verden at stemme på dem.

Og med det ønskes De en god valgdag den 24. marts.